Det forsømte forår

Ja, det er ikke Scherfigs roman af samme navn, jeg tænker på, det er det ”arabiske forår”, den oprejsning, der førte til tyrannernes fald for to år siden. Hvad er det egentlig blevet til med dette forår? Er det over et stormende efterår frosset fast til en arabisk vinter? Man kan fristes til at tro det. For alle steder, hvor det har vist sig, synes det nu at være endt i en islamistisk magtovertagelse. Det var ikke det, vi europæere regnede med, da de friske vinde strøg hen over landene syd for Middelhavet. Men det er vel, hvad vi ser nu, hvor vinden har lagt sig og er erstattet af en tung dyne af islamisk lovgivning.

Hans Hauge har i en kronik i Jyllands-Posten idag, den 13-2 2013, prøvet at give en forklaring på, hvad der er sket ud fra to lærde muslimers essays, se http://jyllands-posten.dk/opinion/kronik/article5201344.ece. Og det er da sådan set udmærket at søge andre græsgange end de sædvanlige europæiske, for det har jo vist sig, at disse i alt for høj grad har været præget af ønsketænkning. På den anden side: jeg véd såmænd ikke, om man kan have større tiltro til disse muslimer end til tænksomme europæere. Den ene, Dabashi, refererer Hauge således:

Et af kerneordene i postkolonialismen er orientalisme. Dabashi argumenterer som sagt for, at foråret er hinsides orientalismen. Der er for Dabashi ikke længere et Vesten, der kan gøre Orienten til orient. Forskellen mellem Vesten og Østen er ophævet – med Det Arabiske Forår, der slet ikke dybest set er arabisk. Det breder sig til Grækenland, Spanien og USA (Occupy Wall Street).

Og lad mig bare indrømme det: så snart ordet ”orientalisme” nævnes, bliver jeg mistænksom. Jeg gav mig i sin tid til at gennemtygge Eduard Saids bog ”Orientalism”, og skønt jeg godt var klar over, at den har øvet en mægtig indflydelse på både muslimer og vestlige mennesker, der vil studere islam, kunne jeg ikke undgå at nå til den slutning, at den kun lå et enkelt trin over vrøvlet, et trin, man passende kan kalde ”tågesnak”. Jeg skrev et par indlæg om den, se f.eks. https://ricardtriis.wordpress.com/2012/07/08/essentialisme-uha-uha/ Så jeg er nok lidt forudindtaget imod Dabashis forklaring. Og det gør det ikke bedre, at han vil mene, at en forklaringsmodel, der passer på Egypten, også passer på Grækenland, Spanien og USA. På den måde får han behændigt fjernet islam fra enhver medindflydelse på den lidt uheldige udvikling. Og så er vi ikke blot ude i vrøvlet, men direkte i vildførelsen.

Men hvad var det da, der skete med ”foråret”? Hvorfor er det endt i en fastlåst islamisk vinter?

Nej, lad mig først mindes Mona Eltahawy! Jeg hørte hende i Deadline, da foråret var i sit udbrud, og hendes begejstring og stolthed over at være egypter kan man stadig høre i mit referat af hende i dette indlæg: https://ricardtriis.wordpress.com/2011/02/05/folkelig-stolthed/ At hun blev begejstret, og at hun blev begejstret over at tilhøre det egyptiske folk, lader sig indirekte fornemme af Hauges kronik. For han refererer Dabashi for at gøre opmærksom på det desværre altfor sande faktum, at der ikke findes noget syrisk folk, ikke noget libysk folk, ikke noget irakisk folk, osv. Alt dette er en postkolonial konstruktion. Blot siger han tilsyneladende ikke det samme om egypterne; hvad han mener – om de på naturlig måde udgør et folk, får vi naturligvis ikke at vide ud fra det, han ikke siger, men da jeg hørte Mona Eltahawy, talte jeg uden betænkeligheder om et egyptisk folk. Og Dabashi har i det mindst ikke vendt sig imod en sådan opfattelse.

Men hvorfor er det så endt med en islamistisk sejr?

Det er det såmænd, fordi vi europæere har undladt at tælle.

Vi har set de mange mennesker på Tahrir-pladsen, vi har været vidne til, hvordan de demonstrerede og hvordan deres demonstrationer førte til, at Mubarak blev væltet, på samme måde som demonstrationerne i Tunis førte til diktatorens flugt. Og ud fra disse begivenheder har vi draget den slutning, at demonstranterne på Tahrir-pladsen var det, de sagde, de var, nemlig repræsentanter for det egyptiske folk. Men havde vi nu tilladt os at lægge to og to sammen, eller at sammenligne den ene million demonstranter (hvis der nogensinde var så mange, en million mennesker fylder altså temmelig meget) med de 80 eller 90 millioner mennesker, der bor i Egypten for øjeblikket (det er ikke til at blive ved med at huske, hvor mange de er, for tallet forhøjes hele tiden), hvis vi havde foretaget den sammenligning, så ville vi nok noget tidligere have fattet, at det spændende ikke er, hvad der sker på Tahrir-pladsen, men hvad der siden sker ved stemmeurnerne ude i landet. Og derude, dèr er det ikke de moderne, vestligt-sindede, sekulære egyptere, der fører det store ord, dèr det snarere Det muslimske Broderskab og andre islamiske grupperinger, der står stærkt. Og derfor, fordi det muslimske broderskab og de andre muslimer havde en bedre organisation og bedre formåede at overbevise det store tavse flertal af egypterne, dem, der ikke havde mulighed eller lyst til at demonstrere på Tahrir-pladsen, derfor fik islamisterne flertal ved valgene, og derfor sidder der idag en muslimsk præsident i Egypten.

Betyder det så, at demokratiets chancer er ude i Egypten?

Nej, det betyder det ikke.

Det afgørende, når en stat skal gå over fra ikke-demokrati til demokrati, er ikke det første valg, det er det andet valg. Vil et parti, der måske har lyst til at blive det eneste tilladte parti, tillade, at det bliver sat fra magten ved et nyt valg? Det er spørgsmålet, og svaret på det spørgsmål har vi ikke set i Egypten endnu.

Man forstår på Hauges referat af Dabashi, at han, ligesom Eduard Said, er imod alt vestligt og søger at opbygge en særlig ikke-vestlig identitet. Det er omsonst. Man kommer ikke udenom, at demokrati alle steder, også i den muslimske verden, er et plusord, i alle lande vil magthaverne legitimere deres magt gennem demokratiske valg. Vestens indflydelse i disse lande har været og er stadig enorm. Det betyder ikke, at det demokrati, der forhåbentlig kommer ud af kaosset i Egypten, vil være en kopi af noget vestligt demokrati. Men det betyder, at demokratiske tanker og forestillinger er almenmenneskelige tanker og forestillinger, så stærke har de været, at de har formået at sætte sig igennem – i det mindste som ideal – selv i muslimske lande, hvor man ellers har haft en statsforståelse, der ikke har haft meget med demokrati at gøre.

Det er da muligt, at Egypten ender som en kopi, ikke af et vesteuropæisk land, men af et østeuropæisk, kommunistisk land. Derovre, i det tidligere kommunistiske Østeuropa, så man jo lutter demokratiske lande, de havde i hvert fald demokratiet i deres navne. Men styret i de forskellige lande formåede alligevel at holde folkelige bevægelser nede, ikke just med demokratiske midler, åh nej, men dog med midler, der skulle se demokratiske ud.

Og vi har da lov at håbe på, at disse undertrykkelsesmuligheder er blevet en del formindsket med alle de elektroniske informationskanaler, der nu er tilstede.

Én ting kan man vist gå ud fra som givet: valgene i Egypten var ikke blot et tilvalg af islamister, det var også et fravalg af alt, hvad der havde med Mubarak at gøre. Og den mulighed foreligger absolut, at egypterne, når de ser, hvad deres valg af islamister fører til, fortryder og i næste ombæring vælger en sekulær regering.

Hvis altså der kommer en anden ombæring.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s