Islam og demokrati

Mange har spurgt, om islam og demokrati kan forenes. Og mange, både vesterlændinge og muslimer, har svaret nej. Det har bl.a. Bernard Lewis gjort. Han bliver refereret i en kronik i Information den 15-2 2013 for at sige netop det, se http://www.information.dk/451194. Men forfatteren af kronikken, Jan Maintz Hansen, der er cand. mag. i dansk, filosofi og samfundsfag, refererer en anden lærd amerikaner for det modsatte synspunkt, nemlig John O. Esposito. Han har sammen med historikeren John O. Voll i 1996 skrevet en bog om emnet, ”Islam and Democracy” hedder den, og i den hævder han, at de to fænomener godt kan forenes.

Maintz Hansen refererer:

Deres argument er, at hvis kun Gud er fuldkommen og ufejlbarlig, må mennesker nødvendigvis være fejlbarlige, og ingen enkeltperson har derfor monopol på udlægningen af Guds sandhed. »Guds absolutte suverænitet gør ethvert menneskeligt hierarki umuligt, idet alle mennesker er lige over for Gud. Tawhid [forestillingen om én guddom, rr] betyder således et begrebsmæssigt og teologisk grundlag for et politisk system, der baserer sig på lighed«, skriver de.

Et menneskeligt magthierarki er altså netop ikke nødvendigvis en implikation af tahwid-princippet, og alle eller mange bør derfor rationelt afgøre, hvorledes Guds vilje bør administreres politisk. Islam er i denne fortolkning altså netop kompatibel med demokratiets idé om folkelig suverænitet, lige magt, fortolkningers afprøvelse, kollektive læreprocesser, meningsudveksling og debat i en politisk offentlighed. Islam og demokrati kan forenes.

Og ikke sandt – så har vi to modsatrettede anskuelser, og hvilken skal vi så vælge? Hvad er sandheden om islam og demokrati?

Ja, Maintz Hansens anbefaling kommer til sidst i kronikken, og den lyder:

Om end nogle muslimske praksisser og Koran-fortolkninger bestemt kan siges at indebære demokratiske problemer, kan der således gives grund til at operere med og tro på et potentiale for demokratiets forenelighed med islam – når blot vi justerer vores ellers faste tilgang til diskussionen og betragter islambegrebet på en lidt anden måde.

Altså: En lidt forsigtig optimisme baseret på, at vi vesterlændinge hidtil har taget fejl i vores opfattelse af islam. Islam er bedre end sit rygte. Eller – lidt ondt dechiffreret – det er som altid os danskere, der er noget i vejen med.

Min reaktion på de to modsatrettede anskuelser er en anden. Jeg vil løfte en advarende pegefinger: ‘Lad os lige læse det med småt også!’

Det er jo rigtig nok, at den muslimske trosbekendelse begynder med påstanden om, at der kun er én Gud, altså: det er sandt nok, at tawhid er et centralt begreb indenfor islam. Men man skal ikke glemme, at trosbekendelsen fortsætter: ”og Muhammed er hans profet”. Det vil sige: indenfor islam gælder det ganske rigtigt, at alle mennesker er lige, det siger den første del af trosbekendelsen. Men tager man anden del af trosbekendelsen med, får man at vide, at Muhammed er mere lige end andre. Han blev nemlig af den højt ophøjede guddom udvalgt til at bringer menneskene besked om, hvad de skal gøre og undlade at gøre her i livet.

Som man jo nok véd, er den besked, Muhammed har fået fra den Højeste, identisk med koranen. Det vil sige, det lovgivningsarbejde, der tænkes at pågå i et muslimsk land, er ikke identisk med det, der foregår hos os. Hos os diskuterer vi alle opkomne forslag til lov, for alt kan tænkes at blive gjort til lov; hos os er der virkelig tale om folkelig suverænitet, for der er intet over folkets vilje. Hos muslimerne diskuterer man den sande udlægningen af koranen; her er der ikke tale om umiddelbar folkelig suverænitet, her står koranen over folkets vilje. Hos os kan man ændre en lov, hvis man kan blive enige om, at den er uhensigtsmæssig. Hos muslimerne kan intet ændres, for koranens ord ligger fast.

Der er altså tale om to helt forskellige diskussioner, den ene åben, den anden lukket af koranens ord.

Lad mig vise det med et eksempel, som jeg har brugt før!

Hos os er udvikling mulig. Vi erkender, at opfattelser hele tiden ændrer sig, at der f. eks. sker noget i forholdet mellem mand og kvinde, det er ikke, som det var i gamle dage. Og godt for det, siger vi.

Hos muslimerne udvikler tingene sig også. Men diskussionen hos dem går ikke på, om den gamle lov – f.eks. loven om hustrubidrag ved skilsmisse – er hensigtsmæssig i dag, hvor langt de fleste kvinder arbejder, den går på, hvorfor man i dag skal fortolke koranen anderledes, end man har gjort hidtil. Og en sådan diskussion behøver ikke på nogen måde at berøre spørgsmålet om det hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige ved loven.

Ikke desto mindre lykkedes det en egyptisk mufti engang i tyverne at få flerkoneri gjort ulovligt i Egypten, på trods af, at det ifølge koranen er tilladt en muslim at gifte sig med op til fire koner på éngang. Jo, for der står også i koranen, at man skal dele sol og vind lige mellem sine koner, og det er ingen i stand til. Så med en lidt fiks tekstudlægning lykkedes det ham at få gjort flerkoneri forbudt. Det var det også i Gadaffis Libyen, men netop dèr har vi med vore bombninger tilsyneladende åbnet en dør på klem for, at flerkoneri igen kan indføres, måske endda ad fuldt demokratisk vej.

Karakteristisk var det også, at da Algeriet i sin tid havde en vis chance for at få et muslimsk parti til at vinde ved et valg, og der i den anledning var diskussion om islams forenenighed med demokratiet, argumenterede mange af de algeriske muslimer for, at den demokratiske diskussion naturligvis skulle være fri, men at den lige så naturligt skulle basere sig på sharia.

Og lige så karakteristisk var det, at da muslimerne i 1960 formulerede nogle muslimske menneskerettigheder, hed det efter hver paragraf, at dette kun gælder, hvis det i praksis kan være i overensstemmelse med sharia.

Så spørgsmålet er: Kan en diskussion være demokratisk, når den er tvunget til at være en diskussion om den rette forståelse af koranen, og ikke kan være en diskussion om, hvilken lov der er mest hensigtsmæssig og retfærdig?

Jamen, skal vi da opgive at få muslimerne med i vor demokratiske diskussion?

På ingen måde. Vi skal blot insistere på, at selv om islam ikke skulle være demokratisk – hvilket altså noget tyder på – så kan en muslim godt være det. Hvordan han vil forene sine demokratiske overbevisninger med islam, må blive hans sag, ikke vores.

Det skrev jeg engang for lang tid siden et indlæg om, se https://ricardtriis.wordpress.com/2007/09/25/islam-kan-ikke-v%c3%a6re-demokratisk-muslimer-kan/

Men der er stadig grund til at råbe vagt i gevær overfor de halve sandheder, der ofte bliver kolporteret om islam, altså blandt andet i denne kronik i Information.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s