Er “Borgen” politiserende?

Om dette emne har der i den senere tid været stor debat. Sidst i Deadline den 16-2 2013. For mig er det lidt svært at deltage i denne debat, da jeg ikke hører til dem, der har set ”Borgen”. Jeg skal derfor nøjes med at fremdrage et lignende eksempel fra for meget lang tid siden, et eksempel, som viser, hvordan dette af fremstille et problem i fiktion og ikke i virkelighed, kan fordreje den nødvendige diskussion.

Jeg tænker på et skuespil, som Bjørnstjerne Bjørnson skrev i 1883, et skuespil, der hedder ”Over Evne”. Det problem, der tages op, er spørgsmålet om underets plads i den kirkelige forkyndelse. Det er et spørgsmål, der dengang fik en vis ikke ubetydelig plads i den kirkelige diskussion. Er det nødvendigt for et nutidigt kristenmenneske at tro på muligheden af, at et menneske i nutiden gennem en stærk tro kan udvirke et under?

Det var dengang ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt Jesus virkelig kunne foretage et under. Det var jo så lang tid siden han levede, så et under dengang ville ikke virke så underligt. Men et under i dag! En syg, der bevislig var syg, og som blev helbredt! En lam, der kom til at gå! Er det muligt? Og er det muligt for en kirkens mand ikke blot at tro på, at det kan lade sig gøre, men også ligefrem med et ord til den lamme at få lammelsen til at forsvinde? Altså selv at foretage et under?

Det spørgsmål er det, der bliver drøftet i ”Over Evne”.

Og det er i den forbindelse, det kan være oplysende at se, hvordan en diskussion får en helt anden intensitet, når den kommer op på de skrå brædder. Én ting er at høre en diskussion mellem teologer om underets plads i forkyndelsen. Den kan være så saglig, den være vil, den vil aldrig kunne måle sig i intensitet med en ”teaterdiskussion”. Det vil aldrig være muligt for en selv nok så engageret teolog at få sine pointer til at gå ind under huden på folk på samme måde, som en dygtig skuespiller kan gøre det med et godt manuskript.

Det viser Bjørnson i ”Over Evne”. Og han demonstrerer tillige – men dette er muligvis utilsigtet – at dette kan føre til, at der kommer falske antagelser ind i diskussionen, antagelser, som kan hænge ved lang tid, efter at teaterstykket er blevet taget af plakaten.

Det skyldes, at et dygtigt fremført teaterstykke har noget forførende over sig, og skal have noget forførende over sig. Det er jo blandt andet derfor, vi går i teatret: vi vil om ikke ligefrem forføres, så i hvert fald rives med, leve os ind i personerne, identificere os med dem. Det er derfor, vi ser film og kikker på fjernsyn: ikke for at følge med i en halvkedelig politisk diskussion, men for at blive påvirket følelsesmæssigt, for at få rørt op i vort følelsesliv, for at få et møde med hele mennesker, mennesker, der lider og jubler, mennesker, der nedbrydes eller opbygges.

Og Bjørnson er en dygtig skuespilforfatter. Han formår at bevæge os. Han er i stand til at rive os med.

Hovedpersonen i ”Over Evne” er en præst i Nordnorge, Adolf Sang. Han er i stand til at foretage undere. Han får den ene helbredt efter den anden. Ofte må han gå lang vej over fjeldet, ofte må han vandre gennem snestorme og mørke, men altid kommer han frem, altid formår han at bringe helbredelse til den syge.

Blot kan han ikke helbrede sin kone, Klara. Hun lider af søvnløshed og lammelse i benene. Han har så bekendtgjort, at han en bestemt dag vil lægge sig på knæ i sin kirke og bede for hende. Og han opfordrer alle til at bede sammen med ham, om dog ikke en sådan mægtig bønnekæde skulle formå at helbrede hende.

Det hører man ombord på et skib, der er på vej nordover til at missionsmøde længere nordpå. Og lægfolket ombord beslutter, at de vil gøre holdt i pastor Sangs sogn for at være med, når der sker et under. Præsterne med biskoppen i spidsen, er ikke begejstrede for det, men føler sig dog tvunget til at være med. De får lov at sidde i præstens spisestue, så de kan diskutere deres holdning til pastor Sangs undere.

Og det får Bjørnson så en helt akt til at gå med. Det vil sige, det er kun tilsyneladende en ”normal” præstediskussion, der foregår. Den er i høj grad ”styret” af Bjørnson. Han lader først undermodstanderne have overtaget. Men efter at en gammel kone er kommet ind i spisestuen, har fået lov til at se ind i fru Sangs soveværelse, har set, hvordan fru Sang, der jo ellers led af søvnløshed, er faldet i søvn, og derefter glad går derfra, vis på, at det andet under: at hun kommer til at gå, nok skal finde sted, efter dette er der bevægelse i præsteskaren. Flere og flere følger en pastor Krøyer, der bekender, at han ikke troede på undernes mulighed, før han kom herop nordpå, og at han selv nu har svært ved at tro det, for – som han siger – netop fordi Sangs undere var så mange, troede han ikke på det. Og så bekender flere af præsterne, at sådan er det også gået dem.

Og der er jo ikke nogen præst mere uegennyttig end pastor Sang, lyder det så. Så hvis underet skal genetableres i den kristne kirke efter at have været fraværende i næsten to tusind år, så må det være nu, det sker.

Og så kommer pastor Bratt. Han bekender, at han gennem mange år har søgt efter underet. For det fremgår tydeligt af skriften, at Gud har lovet os underet. Ikke et under, som måske/måske ikke er et under, men et under, som selv tvivlens skarpeste redskaber ikke kan trænge tilbage, et under, som bevirker, at alle, der ser det, kommer til tro. For det er vilkåret, siger han, det er skriftens løfte: alle, der ser det, kommer til tro. Hvad er det, vi mangler i den kristne kirke? spørger han retorisk. Er det troen? Nej, det er miraklet. For skønt lovet, er det ikke blevet givet os.

Og her er det så, det forførende kommer ind. Ikke blot synes en enkelt præsts tro at stå og falde med, at der gennemføres et under, hele kirkens fremtid står på spil, får Bjørnson os til at mene. Og så opdager man – men det er jo først lang tid efter at man har set stykket, ja det sker måske aldrig – at det var med velberåd hu, at Bjørnson lod undermodstanderne komme til orde først i akten. For dermed virker det meget stærkere, når han til sidst lader dem blive overbevist om underets mulighed, så de sammen med de andre præster kan udråbet et ”Troen kan, åh, den kan”.

Og så viser det sig minsandten, at troen kunne. Efter et stykke tid kommer Klara Sang gående ud fra soveværelset, Adolf Sang kommer fra kirken, fra den anden side og de mødes midt på scenen og omfavner hinanden. Men så synker Klara Sang sammen, Sang ser op mod himlen og siger: ”Men – men det var ikke meningen!” Hun falder helt ned på gulvet og derefter får også Sang et hjerteslag og falder sammen.

På den måde får Bjørnson gennem dramaets form tilkendegivet, at det med et under nuomdage ikke har noget på sig, det lader sig ikke gøre, kristendommen må også fremover klare sig uden under. Og det betyder vist for Bjørnson på det tidspunkt, at den må gå til grunde.

I en note i det skrevne skuespil har han angivet, at de undere, som Sang har foretaget, alle kan forklares som en slags chokvirkning, som kan få især kvinder, der har en hysterisk lidelse, til at blive raske; han henholder sig til to franske nervelæger for det synspunkt.

Men man forstår jo nok, at med så mange følelser involveret, med en præst, der har søgt hele livet efter underet, med en anden, der ser 2000 års mangel på undere ophævet nu, og til sidst, med to mennesker, der falder om af hjerteslag, så er dette ikke nogen normal præstediskussion. Det er en teaterdiskussion. Positivt ment. Med det helt anderledes engagement, som teatret kan levere, et engagement, der ses både hos skuespillerne og hos publikum.

Intet under derfor, at de, der så stykket, følte sig draget med op mod undertroens himmel, for derefter at falde ned derfra med et brag på den hårde virkeligheds jord.

Men midt i det hele får Bjørnson så leveret en falsk oplysning til os, en oplysning, som vi dog sluger råt. Han lader de to underhåbende præster sige, at dette er det ny testamentes vilkår: at alle, der ser det, kommer til tro. Og den påstand er blevet stående som sandheden om det ny testamentes underforståelse.

Da Det kgl. Teater for nogle år siden opførte Kaj Munks ”Ordet”, et skuespil, som kan betragtes som en slags svar på Bjørnsons ”Over Evne”, blev forbindelsen mellem de to skuespil omtalt i programmet, men minsandten, om ikke den fejlagtige påstand ved den lejlighed blev gentaget.

Men påstanden er altså fejlagtig. Det ny testamente hævder om de undere, Jesus foretog, at ”der var nogle”, der kom til tro, ikke, at ”alle kom til tro”. Ja, i forbindelse med det vel nok største under, Jesus foretog, opvækkelsen af den døde Lazarus, hedder det direkte, at dette under var anledning til, at det store råd traf beslutning om at slå Jesus ihjel. (Joh 11,47-53).

Jeg skal ikke påstå, at ”Borgen” har en manuskriptforfatter, der mesterer teatrets overbevisningskraft på samme måde som Bjørnson. Men jeg tør godt påstå, at når noget bliver fremført på teatret med blot almindelig normal skuespilkunst, så vil det overbevise langt stærkere end nogen politiker formår at gøre det. Der er en illusionskraft i al fiktion, som man ikke må overse, når man diskuterer, hvorvidt ”Borgen” politiserer eller ej.

Så spørgsmålet er ikke blot, om folk, der ser ”Borgen”, kan skelne mellem fiktionen på Tv og realiteten på Christiansborg, spørgsmålet er også, om det skal være tilladt for en kanal, der ifølge sine statutter skal være upolitisk, at bruge Tv-seriernes særdeles stærke illusionskraft til at understøtte den politik, som Det radikale Venstre står for. Eller spørgsmålet er, hvordan det kan være, at de implicerede i DR ikke kan se skævheden i oplægget.

Anne Libak formulerede det fint til slut i den omtalte Deadline: Der ville først blive balance i tingene den dag, DRTV sender en serie, hvor Christian Thulesen Dahl bliver fremstillet gennem en sympatisk figur, hvor vi ser hans indædte og ægte personlige kamp for at få standset den altfor kraftige indvandring, og hvor vi til sidst ser, at ghettodannelsen mindskes.

Karakteristisk nok replicerede Adam Price, at en sådan serie havde han ikke inspiration til at skrive. Med andre ord: Han ser ikke skævheden.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s