Et teologisk efterslæb

Weekendavisen har besluttet, at man her i Kierkegaard-året vil lade sine skribenter ”anmelde” et Kierkegaard-værk efter eget ønske. Forleden (15-2) var det Nanna Goul, der ”anmeldte” ”Frygt og Bæven”. Jeg har engang deltaget i et præstekonvent, hvor vi læste Kierkegaard, så han stod os ud af ørerne, så jeg vil betegne mig selv som en rimelig god Kierkegaard-kender, se eventuelt min hjemmeside (http://home1.stofanet.dk/klostersogn/) for bekræftelse på denne påstand. Alligevel lærte jeg noget nyt af hendes ”anmeldelse”.

Nå ja, jeg lærte da, at hun var så betaget af den store Kierkegaards sproglige ekvilibrisme, at hun fuldstændig bøjede sig for alle hans påstande om gudstroens paradoksalitet. Det havde jeg nu hørt andre gøre, så skønt jeg undrede mig over den grad af begejstring over det irrationelle, hun havde, var det kun i ringe grad nyt for mig.

Hvad der derimod var nyt, var hendes henvisning til Kant. Jeg havde ikke tidligere været opmærksom på, at Kant også omtaler historien om Abrahams ofring af Isak. Blot gør han det negativt. Da Troels Nørager udgav en bog om Abraham-ofringen ”Taking leave of Abraham”, skrev jeg om det på bloggen, se https://ricardtriis.wordpress.com/2009/05/29/ud-med-abraham/. Men jeg var dengang ikke klar over, at Kant ville give mig ret. Det blev jeg først ved at læse Nanna Goul. Hun skriver om Kant og Kierkegaard:

Den tyske og vidunderligt ultimative rationelle filosof Immanuel Kant var også meget optaget af fortællingen om Abraham, men havde derimod en helt anden læsning. Han mente, at Abraham bare skulle have svaret den formodede guddommelige stemme, der krævede, at han ofrede Isak, således: Det er helt sikkert, at jeg ikke bør slå min gode søn ihjel; men at du, der taler til mig, er Gud, det er jeg ikke sikker på og kan heller ikke blive det”. Tja, så nemt kunne det også gøres! Heldigvis var det aldrig så nemt for Kierkegaard.

Nemt for Kant? Man kan med lige så stor ret hævde, at det var nemt for Kierkegaard. Det, Kant undersøger i ”Der Streit der Fakultäten” (kan findes på http://www.korpora.org/Kant/aa07/063.html ), hvorfra citatet stammer, er, hvordan Gud og Guds vilje kan erkendes. Og det er jo en svær opgave at give sig i kast med. Men denne opgave går Kierkegaard i ”Frygt og Bæven” fuldstændig udenom. Ja, det er netop en pointe for ham, at Guds befaling til Abraham om at ofre Isak blev givet ham privat; ingen andre hørte den; han kunne derfor ikke gøre sig forståelig overfor noget menneske. Men hvordan denne befaling blev ham overleveret, og hvordan en lignende befaling eventuelt kan gives fra Gud til et menneske i vore dage, dette vanskelige eller umulige spørgsmål tager Kierkegaard ikke op, al hans sproglige ekvilibrisme til trods.

Nå. Det traf sig så så heldigt, at der i fredags i Weekendavisen var én – det var cand. mag. & art. Johannes Thomsen – der satte fingere på det ømme punkt, hvad dette Kierkegaard-skrift og hvad Gouls ”anmeldelse” af det angår. Han citerer hendes afsluttende bemærkning:

Når alt kommer til alt, er det eneste, vi kan fatte, derfor, hvor ufattelig troen er. At forstå troen er et grundlæggende paradoks, der befinder sig i det absurde – og at den netop kan forekomme os mennesker så urimelig, fordi man, som Abraham, nogle gange må gøre noget, der er etisk forkasteligt, for at gøre det rigtige i forhold til Gud.

… og går så videre med at foretage en særdeles relevant sammenligning:

Men hvad sker der, hvis vi bytter lidt om og skriver Taleban i stedet for Abraham, eller al-Qaeda eller hellig kriger eller andre, der med henvisning til en guds befaling må gøre noget, der er etisk forkasteligt og kræver, at de ofrer sig selv og/eller andre?

Hvorfor er den ene autoritet i én religion bedre end en anden i en anden religion? I begge tilfælde henvises til en instans uden for mennesker, men hvis eksistens uden for menneskets eget hoved aldrig er påvist.

Jeg havde en overgang selv tænkt på at nævne de muslimske såkaldte ”æresdrab” som eksempel på det samme forhold: at man tilsidesætter en almenmenneskelig etik til fordel for noget, man opfatter som en guddommelig befaling. Men jeg kom fra det og skrev noget andet (der forresten også blev optaget som læserbrev i Weekendavisen den 22-2). Derfor glædede det mig meget, at Johannes Thomsen slog ned på problemet med en sådan præcision.

Sagen er den, at den teologiske supertanker nu skal ændre kurs. Problemet er ikke længer ateismen, men islam. Man kan spekulere på, om den taktik, teologer i stort tal har hentet fra Kierkegaard – taktikken med at hænge de kristne trossætninger op på søm, der svæver frit i luften, altså er paradoksale og udenfor al rationalitet – er særlig anvendelig overfor ateismen, jeg tror det ikke. Men det er sådan set også ligegyldigt nu. For nu er problemet islam, ikke ateismen.

Og er islam problemet for den kristne teologi, så duer omtalte taktik ikke. For det er jo just den selvsamme taktik, islam anvender. Her hænger man alting op på den åbenbaring, man hævder er givet menneskene i koranen. Hvad mennesket ikke vidste i forvejen, nemlig hvad det skulle gøre og ikke gøre, det får det besked om gennem en guddommelige åbenbaring, gennem koranen.

Den indvending, jeg mener man fra kristen side skal komme med overfor en sådan åbenbaringspåstand, lyder: Jamen, véd mennesket da ikke i forvejen, hvad det skal gøre og ikke gøre? Der findes en filosofisk og teologisk tanke, der hedder ”den naturlige lov”. Den tanke hævder – med Paulus’ ord i romerbrevet 2,14f – at hedningerne også har loven, for ”når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden –”.

Paulus var ikke den eneste, der således hævdede eksistensen af en naturlig lov. Mange muslimske filosoffer gjorde det også. F. eks. Ibn Rushd. Han hævdede, at den filosofiske erkendelse af godt og ondt var for de lærde, den åbenbarede erkendelse for lægfolket. Men det blev han ikke populær for blandt datidens mullaher; til sidst kunne emiren ikke længer holde hånden over ham, hvor lærd han end var, og følte sig tvunget til at sende ham i eksil.

Men det er for mig tydeligt, at Ibn Rushd ikke har ret. Den åbenbarede lov er ikke lig med den naturlige lov. Det er oven i købet en muslim, der har sagt det på den bedste måde. Ibn al-Rawandi (d. c. 912), hævdede, at de mirakler, profeterne påstod, de havde gjort, kun var tryllekunster, og at den åbenbarede lov skulle forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og så var den overflødig, eller også modsagde den den, og i så fald var den forkert (se https://ricardtriis.wordpress.com/2009/06/19/abraham-igen/ )

Og det hedder også gang på gang i koranen: ”I forstår ikke, men jeg [altså Allah, Gud] forstår”, ligesom der er givet muslimer nogle påbud, som savner enhver rationel begrundelse: forbudet mod at spise svinekød, påbudet om omskærelse af drengebørn, påbudet om pilgrimsrejse til Mekka. Der kan gives historiske begrundelser for disse ting, de kan eventuelt begrundes som middel til at styrke den muslimske identitet, men der er ingen rationel begrundelse for det. Og det skal der måske heller ikke være. For hvis muslimen tænkes at adlyde uden at forstå, så er sådanne ting jo en udmærket prøvesten på den rette tro. Ligesom Guds befaling til Abraham om at ofre Isak er det.

Men hvis vi ikke har nogen retledning ved at tænke os om, hvis loven ikke er rationel, hvis vor fornuft ikke kan sige os, hvad vi skal gøre og hvad ikke, hvor ender vi så? Ender vi dèr, hvor enhver muslim kan danne sin egen enmandshær under påberåbelse af, at han, netop han, har den rette forståelse af koranens påbud om jihad? Det er nok ikke nogen nødvendig følge af koranens ord, for koranen har også ord om ”ummaen”, det muslimske fortolkningsfællesskab, men da den muslimske tradition uomtvistelig blev grundlagt på Muhammeds evne som krigsfører, altså på vold, så vil enhver, der får overbevist sig selv om, at han har forstået koranen bedre end andre, have givet sig selv frit lejde til at anvende vold. Det er ikke just noget, der lægger op til dialog, i hvert fald ikke med os ikke-muslimer, og heller ikke nødvendigvis mellem muslimer indbyrdes. Og det er alt andet end betryggende at have en sådan religions tilhængere levende klods op ad sig.

Og spørgsmålet er altså: Er alt, hvad vi kristne har at sige imod denne muslimske åbenbaringspåstand, der bygger på den rene, klare luft, en påstand, ligeså luftig, om vores åbenbarings fortrin? Det bliver i hvert fald svært at fastholde vores åbenbarings fortrin fremfor den muslimske, hvis vi samtidig indrømmer, at troen er absurd og paradoksal, eller hvis vi siger, som Goul her:

Derfor nærmer man sig også Abraham, skriver Kierkegaard, med en ”horror religiosus”, man kan ikke græde over ham, for han er på sin vis umenneskelig – han handler ikke i overensstemmelse med menneskelige etiske standarder, men ud fra en nærmest frygtindgydende guddommelig instans.

For gennem en sådan teologi afbilder man ikke den kristne gud, snarere den muslimske gud.

Men hvordan afbilder da den kristne teologi Gud?

Det får man sjovt nok Kierkegaard til at give en udmærket karakteristik af, derved at han fortæller, hvad den hegelske filosofi går ud på i ”Bogen om Adler”. Her hedder det:

Den hegelske Philosophie er egentligen den historiserende Identitets-Philosophie, der forfølger en verdenshistorisk Proces saaledes, at det vel ikke er det enkelte Individ der af sig selv udvikler Alt, men Menneskeheden som Subjektivitet der indenfor sig rummer alle Udviklingens Momenter i den ligefremme Identitet af Subjekt-Objektet. Der er paa intet Punkt et transcendent Udgangspunkt som staaer qvalitativt urokkeligt fast … (|15, 275)

Menneskeheden udvikler sig. Og det, der udvikler sig, er måske ikke ligefrem enkeltindividet, snarere er det ”menneskeheden som subjektivitet”. En sådan subjektivitet rummer i sig alle udviklingens momenter. ”Udviklingens momenter”, dvs., de muligheder, der ligger gemt i sproget. Blot er det, som holdes nogle af momenterne tilbage, så de først ser dagens lys ”i tidens fylde”.

Sådan skete der noget afgørende med Jesu komme. Han var et ganske særligt individ. Vi kristne kalder ham Guds søn, og dermed mener vi, at alt det, den forudgående udvikling havde peget frem imod, i ham fandt deres opfyldelse, og at alt det, som udviklingen fremover ville fremvise, fandtes i ham som kim.

Hvordan han selv har set på slaveriet, får vi ikke nogen fornemmelse af. Men når Paulus kan opfordre slaverne til ikke mere at yde øjentjeneste, men handle forstående overfor deres herrer (Ef 6,5f), så er det ord, talt ud af Jesu ånd. Og derved lægges der grund til slaveriets ophør, det vil sige: derved er det slaverne selv, der gennem deres forstående lydighed nægter at handle som uvidende slaver, der intet forstår og intet ved.

På samme måde kan vi i Jesu omgang med kvinderne på hans tid se en forestilling om ligestilling mellem kønnene, som i vor tid har foldet sig ud til en smuk blomst.

Dette er ikke noget, Kierkegaard har blik for. Snarere kan man sige, at han vender sig imod en sådan udviklingstanke. Men derfor kan den jo godt være sand. I hvert fald er det for mig at se i den retning, vi skal tænke, hvis vi vil opstille den kristne teologi som et modstykke til den muslimske. Vi er nødt til at have ytringfrihed, for kun igennem en fri diskussion kan vi nå frem til et bedre samfund end det foreliggende. For Gud viser sig ikke gennem koranens ord eller gennem en from tolkning af koranens ord, han viser sig gennem menneskers indbyrdes diskussion, han viser sig derigennem, at det bedste argument vinder. For han er sprogets Gud, og skal sproget udvikle sig og vise alle de herligheder, det gemmer på, da må enhver tænke og tale frit.

Og just en sådan frimodighed er det jo, det kristne evangelium om Guds kærlighed vil fremelske.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Et teologisk efterslæb

  1. Jeg husker, at jeg efter eget ønske fik læst højt af Bibelen som barn. Men da vi havde læst historien om Abraham og Isak, smækkede min mor bogen i for aldrig at åbne den igen. Jeg har siden funderet over historien og er kommet frem til følgende tolkning: Der gør sig det forhold gældende, at til Isak knytter sig Guds forjættelse til Abraham: at “i dig skal alle jordens slægter velsignes”. Det er således selve Guds velsignelse af menneskeslægten, der er afhænger af, at slægten videreføres igennem Isak. Men der gør sig således også det forhold gældende, at velsignelsen skal komme over netop Abrahams slægt. Denne ære stiger øjensynligt Abraham til hovedet og truer med at umuliggøre selve velsignelsen, som jo er en velsignelse af alle jordens slægter og ikke af Abrahams slægt. Derfor baner imperativet om Isaks ofring sig vej i Abrahams sind. Fordi han misforstår velsignelsen som en velsignelse af sit eget må forudsætningen for velsignelsen tilintetgøres. Først da han viser sig rede hertil opløses imperativet af sig selv.

  2. ricardtriis siger:

    @ Lars Hougaard Clausen!
    Din mor handlede yderst fornuftigt. Jeg mindes, at vi teologer dengang for mange år siden, da jeg frekventerede universitetet, fik forklaret, at fortællingen oprindelig skulle vende sig imod den kanaanæiske skik med at ofre alt det førstefødte. Først senere, da den skik forlængst var uddød, blev den sat ind på sin nuværende plads som en fortælling om, hvordan Gud frister Abraham. Men det gudsbillede, fortællingen derved kommer til at frembære, er et umuligt gudsbillede, eller – jævnfør Johannes Thomsen indvending – det er det muslimske gudsbillede, vi ser; det gudsbillede, hvor Gud optræder som den, hvis ord ikke skal forstås, men adlydes. Og det er den muslimske fromhed, vi ser i fortællingen: den fromhed, der finder det mere fromt og mere gudfrygtigt at adlyde en ordre, man ikke forstår, end et bud, man forstår.
    Så må jeg også sige, at det forekommer mig, at der er en modsigelse i dit svar. Når du prøver at løse problemet ved at sige, at den ære, at alle jordens slægter skal velsignes igennem Abraham, øjensynlig steg ham til hovedet, så vil alle vist forestille sig, at Abraham selv ikke lagde mærke til dette. Her synes du at forudsætte, at det er Gud, der har lagt mærke til dette, og gennem sin befaling vil prøve at få ham pillet lidt ned igen. Men når du så siger, at af den grund ”baner imperativet om Isaks ofring sig vej i Abrahams sind”, så lyder det i mine øren, som om der ikke er tale om nogen befaling fra Gud, men kun om indre bevægelser i Abrahams sind.

  3. Jeg er glad for, at du synes, at min mor handlede klogt ved at smække Bibelen i efter, at vi havde læst historien om Abraham og Isak. Måske er det i virkeligheden denne min egen historie, jeg har gået og tumlet med. Min mor smækkede Bibelen i på mine vegne, fordi jeg var kommet i et misforhold til den. Derved gav hun mig mulighed for at åbne den igen ved en senere lejlighed. Da det skete, slog jeg nærmest op på lignelsen om de betroede talenter, som jo egentlig er et meget godt “parallelsted” til historien om Abraham og Isak, da den er ligeså uforståelig udfra en almindelig måde at tænke på. Men den siger jo noget andet.

  4. Pingback: Troens fader | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s