Islams dna

Der er et voldeligt dna i islam”. Den sætning bryder Erik A. Nielsen sig ikke om, fortæller han i et indlæg i Kristeligt Dagblad, se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/499837:Debat–Farlig-forfoerelse-med-billedtale–Der-findes-intet-religioest-dna Og så skulle man jo tro, at han ville give sig til at bevise, at islam ikke er voldelig. Det gør han dog ikke. Nej, han prøver at fortælle os, at dna er en betegnelse, der hører hjemme i biologien, og at vi indvikler os i forvrøvlet tale, hvis vi bruger et biologisk begreb udenfor biologien. Ja, det er ikke blot forvrøvlet, det er også en farlig og en forførende billedtale.

Såmænd er det ej. Han har ikke ret i sin indvending. Vi forstår allesammen, hvad der menes med ”islams dna”. Dermed menes islams inderste uforanderlige kerne, der afgør, hvad der i gamle dage kunne kaldes islamisk, og hvad der i dag kan kaldes islamisk. Det er f. eks. tilfældet, at alle muslimer anser koranen for en hellig bog, at de alle mener, at Muhammed var Guds profet, og at de alle anerkender, at en god muslim én gang i sit liv skal drage på pilgrimsrejse til Mekka. Det hører med til islams dna. Og denne billedtale er ganske normal og letforståelig.

Men ikke for Erik A. Nielsen. Han skriver:

Islam er en religion og ikke en biologi. Og der opstår en yderst giftig suppe, hvis man på denne måde indfører biologien i definitionen af en religion.    Hverken islam, kristendommen eller nogen anden religion har sådan noget som et dna. Og da islam tilmed alt for sorgløst identificeres med den moderne mellemøstlige verden, må man tilføje: Ej heller arabere eller islamiske afrikanere har et religiøst dna! Hele argumentationen er forvrøvlet og demagogisk. Man skal i disse sammenhænge være meget forsigtig med sine billeder.

Læg mærke til, hvordan Erik A. Nielsen her blander tingene sammen. En religion kan siges at have en kerne, en essens, der er uforanderlig. Derfor giver det mening at tale om en religions dna. Men et menneske eller et folk har ikke på samme måde en kerne, og bruger man dna-billedet her, forvirrer man tingene. Et menneske kan skifte religion. Et menneske kan blive klogere. Et menneske kan forandre sin grundlæggende livsanskuelse. Og vil man om en sådan livsanskuelse bruger betegnelsen ”hans eller hendes religiøse dna”, så bruger man billedet forkert. Men en religion er et historisk begreb. Og det, der er sket, kan ikke gøres om. Den koran, der er skrevet, kan ikke skrives om. Og den historie, islam har haft op igennem tiderne, med erobringer af næsten halvdelen af den beboelige verden, kan heller ikke laves om. Man kan tage afstand fra dele af historieforløbet – hvad dog mig bekendt ingen muslim har gjort – men gjort gerning står ikke til at ændre: islam har i store dele af sin historie været en erobrerreligion.

Islam som historisk fænomen kan udvikle sig. Der har f.eks. fundet en muslimsk vækkelse sted i næsten alle muslimske lande. Araberne og de andre muslimske folkeslag kan ændre sig over tid, de kan blive mere eller mindre muslimske, de kan søge tilbage til deres rødder, de kan lade sig påvirke af vestlige værdier, så de søger at indføre demokratiske styreformer. Vore hjemlige muslimer kan ændre indstilling, de kan blive mere indstillet på at ville leve deres eget liv, opsat på at ville gennemføre shariaen i deres egne ghettoer, eller de kan gribes af den frihed, vi har og som vi gladelig giver dem del i.

Men koranen kan ikke ændre sig. De fortolkningstraditioner, der har udviklet sig, er også meget vanskelige at ændre. Det forholder sig virkelig, som vi islamkritikere siger og altid har sagt: Det er islam, vi kritiserer, ikke muslimerne.

Til sidst skriver Erik A. Nielsen:

Fra forrige århundredes historie – og fra adskillige helt moderne lande – kender vi denne uheldsvarslende argumentation. Med et billede, Fanden selv har skabt, åbner den for aggressivitet og hadefuld retorik, som er mere end skadelig for alt fredeligt samliv mellem gammeldanskere og nydanskere. Enhver, der har fulgt med i de sidste ugers højtråbende og ophidsende agitation, har et helt tydeligt anskuelsesmateriale.

Han tænker sikkert på det, der er sagt og skrevet efter attentatet mod Lars Hedegaard. Alt det, hedder det, åbner for en hadefuld retorik, der ikke blot er skadelig, men mere end skadelig for et fredeligt samliv mellem gammel- og nydanskere.

Ak ja, det er det sædvanlige. Det er altid vores skyld. Det ene muslimske attentat mod os europæere efter det andet, den ene selvmordsbombemand eller -kvinde efter den anden, den ene dansker efter den anden levende med den ufrihed det er, altid at have politibeskyttelse, intet af det bider på Erik A. Nielsen. Man skulle ellers synes, at det muslimske dna viser sig tydeligt nok i disse mange begivenheder. Men nej, pas endelig på ikke at sige højt, at det er islams skyld, lad endelig være med at kritisere islam! For når vi gør det, og når vi gør det ovenpå en begivenhed som den, vi her har været vidne til, så skader vi det fredelige samliv mellem os og dem. Som om det er os, der skader det! Er det da ikke denne attentatmand – hvis han altså er muslim – der skader det? Er det da ikke ham, der skal have skylden for den ufred, der måtte opstå mellem vore muslimske landsmænd og os? Sjovt nok er det jo også, hvad de muslimske foreninger selv fornemmer; de har nemlig være ude med en afstandtagen fra denne handling.

Man undrer sig. Man spørger sig selv: Hvornår vil det lykkes virkeligheden at trænge ind bag det stålpanser, Erik A. Nielsen har opstillet for at holde sig dens ubehageligheder fra livet? Det har tilsyneladende lange udsigter.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.