Jødehad i koranen?

Endelig får man se en muslim tage afstand fra jødehad, og det endda med henvisning til koranen. Jeg tænker på en artikel i Kristeligt Dagblad den 28. februar 2013, en artikel, der desværre ikke er tilgængelig på nettet. Det er en kvinde ved navn Sinem Tezyapar, der har skrevet artiklen. Hun er politisk og religiøs kommentator og fredsaktivist.

Og så skulle alle jo kunne være glade, ikke! Så skulle det had til Danmarks jøder, som synes at være en uadskillelig del af det danske muslimske samfunds grundlæggende værdier, kunne afvikles, ikke! For koranen er jo alle muslimers helligskrift, hvad der står i koranen, må derfor alle muslimer rette sig efter. Og når derfor koranen ikke kan bruges som baggrund for, at muslimer hader jøder, så må alt jødehad fra den side da ophøre, i takt med at dette koranbudskab breder sig blandt muslimer herhjemme!

Ja, det skulle man tro. Men belært af sørgelige erfaringer tillader jeg mig alligevel at holde min glæde lidt tilbage. Koranfortolkning er en helt speciel disciplin. Og den har – hvilket jeg meget beklager – ikke meget med bibelfortolkning at gøre. Det skyldes to ting:

For det første er almindelige principper for historieforskning tilsidesat, når det gælder koranen. For det andet synes det i muslimske miljøer ikke så meget at være argumenterne, der tæller, men mere personen, der fremsætter argumenterne.

Vi tager den første ting først (Men pas på, det bliver langvarigt; man burde næsten give en præmie til den læser, der holder ud, indtil den anden ting dukker op)!

Sagen er, at koranen regnes for Guds eget ord på en helt særlig måde. Indenfor kristendommen kan man nok træffe på såkaldte fundamentalister, der betragter bibelen som Guds ord på en ret ligefrem måde. Men hvor fundamentalistiske de end er, deres fundamentalisme er det rene vand sammenlignet med de fleste muslimers fundamentalisme. For ”vore” fundamentalister når aldrig længere end til at erklære, at bibelen er inspireret af Helligånden. Paulus’ ord er skrevet af Paulus, ikke af Gud selv. Men koranens ord er Guds eget direkte ord, nedsendt til Muhammed gennem englen Gabriel, javist, men nedsendt på en måde, så det blev bevaret fuldstændig fejlfrit.

Når derfor koranen i sura 4,157 hævder, at jøderne ikke slog Jesus ihjel, det så bare sådan ud for dem, så nytter det ikke noget, at vi ikke-muslimer henholder os til almindelig historievidenskab. Vi vil jo nok mene, at en tekst, der er blevet til 600 til 700 år efter begivenhederne, udgør en dårligere kilde end tekster, der stammer fra det samme århundrede som begivenheden. Men sådan ser muslimen ikke på sagen. For ham er koranen Guds eget ord, og dette ord overtrumfer alt, selv nok så stærke historiske argumenter.

På samme måde med visse andre historiske kendsgerninger, som underkendes af koranen. At man korsfæstede folk i det gamle Egypten, er ikke noget, man véd fra normale historiske kilder. Man muslimen ”véd” det fra koranen, ergo, konkluderer han: man korsfæstede mennesker i det gamle Egypten.

Og sådan er det hele vejen igennem.

Tezyapar indrømmer, at der er et stort jødehad blandt muslimer. Man omtaler ofte jøder som efterkommere af aber og svin. Det begrunder man med to steder i koranen. Hun skriver:

Desuden siger nogle muslimer uklogt, at baseret på nogle vers er alle jøder efterkommere af aber: ”Når de i deres uforskammethed overskred (alle) forbud, sagde vi til dem: ”Vær da aber, foragtede og afviste”.” (Koranen 7,166). ”Og I ved meget vel, hvem iblandt jer, der overskred hviledagens regler: Vi sagde til dem: ”Vær da aber, foragtede og afviste”.” (Koranen 2,65).    Igen er der tale om henvisninger til ydmygelsen af dem, der har forbrudt sig mod Guds bud på Moses’ tid. Gud kalder ikke disse mennesker aber, hvis ikke de gør oprør mod hans bud – men det er der nogle muslimer, som ikke forstår.

Men vil man med vestlige undersøgelsesmetoder gå disse koransteder igennem, er jeg ikke sikker på, man rammer hendes tankegang. Lad os alligevel se på sammenhængen i sura 7! Her hedder det fra vers 163-167.

163. Spørg dem om den by, der lå ved havet! Da de begik overtrædelser på sabbatten! Da deres fisk på deres sabbatsdag kom til dem i stimer, mens de ikke kom den dag, hvor de ikke holdt sabbat! Således prøvede Vi dem, fordi de var gudløse. 164 Og da et fællesskab iblandt dem sagde: “Hvorfor formaner I folk, som Gud vil tilintetgøre eller tildele en streng straf?” De sagde: “For at opnå tilgivelse fra jeres Herre; måske bliver de gudfrygtige!” 165 Da de siden glemte det, hvorom de var blevet påmindet, frelste Vi dem, der havde forbudt det onde, og ramte dem, der havde handlet uret, med en ulykkelig straf, fordi de var gudløse. 166 Og da de fremturede med det, som de var blevet forbudt, sagde Vi til dem: “Bliv til aber, som man kyser bort!”

På denne site har en herre ved navn Masud Masihiyyen forsøgt at løse denne korangåde: http://www.answering-islam.org/authors/masihiyyen/fish_apes.html . Som man kan se af teksten, synes den at forudsætte, at jøderne vidste god besked med den fortælling, der berøres: Gud satte jøderne på prøve for at se, om de ville overholde sabbatsbudet. Han lod en mængde fisk dukke op i havet ud for den omtalte by på sabbaten, hvor det ikke var tilladt at fange dem, mens der ikke kom nogen fisk frem på de andre dage, hvor det var tilladt at fange fisk. Og naturligvis var der nogen, der ikke bestod prøven. Til dem er det, han siger: ”Bliv til aber, som man kyser bort!”

Masihiyyen gør sig alle mulige anstrengelser for at finde de steder i det gamle testamente, hvor der omtales noget, der bare ligner denne historie. Forgæves! Der er ingen, der fortæller om noget lignende. Og han finder heller ikke noget i den jødiske talmud, samlingen af jødiske bibelfortolkninger. Han er derfor af den opfattelse, at Muhammed kun har kendt den jødiske bibel meget sporadisk, og at han selv har lavet denne historie på grundlag af de brudstykker, han har hørt fra jødiske samfund på hans tid.

Men det er klart, hvis teksten ikke er skrevet af Muhammed, men af Gud, så duer den forklaring jo ikke. Så må man hævde, at jøderne naturligvis har haft en fortælling som den angivne, men at de senere har smidt den overbord.

Det forhindrer dog ikke, at vi ikke-muslimer skulle kunne blive enige med muslimen Tezyapar om, at det ikke er alle jøder, der får den forbandelse ind over sig, at de skal blive til aber, det er kun dem, der har overtrådt sabbatsbudet.

Det samme gælder det andet sted i koranen, hvor ordet om at blive til aber omtales, sura 2,62-66:

62. De, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier; de, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de vil få deres løn hos deres Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede. 63. Og da Vi sluttede pagt med jer og lod bjerget hæve sig over jer. “Hold godt fast ved det, som Vi har bragt jer, og husk, hvad der står deri! Måske bliver I gudfrygtige!” 64. Siden vendte I jer bort, og hvis ikke Gud havde vist jer sin gunst og barmhjertighed, havde I været blandt de fortabte. 65. I ved besked med dem af jer, der begik overtrædelser i forbindelse med sabbatten, og hvor Vi sagde til dem: “Bliv til aber, som man kyser bort!” 66. Vi lod dem være et advarende eksempel for deres samtid og eftertid, en formaning til de gudfrygtige.

Den pagt, der omtales i vers 63, er Guds pagt med jøderne på Sinai. Så det er dem, der omtales i resten af citatet, altså også nogle af dem, der tænkes at blive til aber.

Men mens således Tezyapar har ret i, at det kun er nogle jøder, der får en sådan forbandelse, så ”glemmer” hun at fortælle, at der ikke i koranen gives en tilsvarende forbandelse til muslimer og kristne; der er ingen af dem, der trues med at blive til aber.

Hun prøver at fastholde, at koranens gud behandler alle lige, muslimer, der er vantro, får den samme straf som de jøder, der i sura 2,88 erklæres for forbandede. Hun skriver direkte:

Det er også forkert at fortolke det sådan, at det alene gælder jøderne. Hvis en muslim benægter Guds eksistens, er også han forbandet. Udsagnet i disse vers gælder alle og derfor også muslimer. Folk bliver forbandede, hvis de er amoralske, grusomme eller erklærer krig mod Guds bud.

Men man kommer vist ikke udenom, at sura 2,88 specielt drejer sig om jøder. Lad os se på sammenhængen fra vers 87-89:

87. Vi gav Skriften til Moses og lod udsendingene følge efter ham. Jesus, Marias søn, gav Vi de klare beviser, og Vi styrkede ham med den hellige ånd. Var I ikke altid hovmodige, når en udsending bragte jer noget, hvori I ikke fandt behag, så at I kaldte nogle af dem for løgnere og slog andre ihjel? 88. De siger: “Vort hjerte er uomskåret!” Nej! Gud har forbandet dem på grund af deres vantro. Kun sjældent tror de. 89. Da et skrift fra Gud kom til dem, til bekræftelse af det, de allerede havde; og de havde tidligere bedt om sejr over dem, der var vantro – da der nu kom noget til dem, som de kendte, så troede de ikke derpå. Måtte Guds forbandelse komme over de vantro!

Det er sandt, at Allah forbander jøderne på grund af deres vantro. Men det, der kendetegner denne vantro, er ikke, at de benægter Guds eksistens, men at de benægter, at Muhammed er hans profet. Det ses af vers 89. For Muhammed mente jo, at hans åbenbaringer lå i forlængelse af det, jøderne og de kristne troede på. Og han bebrejdede dem, at de ikke troede på ham. Det er den vantro, der er tale om. Og det er den vantro, der nedkalder forbandelse over sig. Og den vantro er netop jødernes vantro, ikke muslimernes.

Det er da udmærket, at Tezyapar kan skrive om perspektivet med at bruge anti-jødiske udtalelser:

Men dette perspektiv hører faktisk slet ikke til islam, og disse udtalelser gentages enten af politiske grunde eller ud af uvidenhed af folk, der ikke ved, at udtalelserne faktisk er i strid med Koranen. For muslimer, som fortolker Koranen gennem fornuften, kærligheden og den gode samvittighed, er denne holdning til jøder fuldstændig forkert og til enhver tid uacceptabel.

Men selv, når man som hun nøjes med at fremdrage de koranord, der tilsyneladende støtter hendes tese: at koranen ikke opfordrer til jødehad, så er det trods alt en ret tynd argumention, hun får opbygget.

Det mest positive, man kan sige om hendes koranfortolkning, er den baggrund, hun angiver for den: at hun fortolker koranen gennem fornuften, kærligheden og den gode samvittighed. Bare det, at fornuften tilsiger hende at hævde, at fordi Gud er alle menneskers Gud, straffer han muslimer, kristne og jøder på samme måde: den samme overtrædelse giver den samme straf. Det er jo en klar fornuftsmæssig opfattelse af Gud. Men holder den i forhold til koranens tekster? Eller, mere frækt formuleret af en ikke-muslim (dvs. undertegnede): Er der ikke mange eksempler på, at Muhammed misbruger den position, han har som formidler (vi ikke-muslimer vil sig: forfatter) af koranens budskab? Bare det, at han kalder det vantro, når jøderne ikke vil anerkende ham som en profet, udsendt fra Gud, viser det ikke, at de tre forskellige religionstilhængere alligevel ikke skal behandles ens?

Nuvel, et andet almindeligt anerkendt historisk princip, som muslimer raskvæk tilsidesætter, er det, der hævder, at en tekstfortolker ikke blot skal fremhæve den fortolkning, han selv går ind for, han skal også imødegå den fortolkning, han vender sig imod.

Tezyapar nævner en del koransteder, hvori det nævnes, at også jøder og kristne har mulighed for frelse, hvis de overholder budene. Men hun ”glemmer” at tilbagevise den tolkning, hendes modpart fremviser af en række koransteder. I sura 5,51 hedder det f.eks.:

I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret.

Og det lyder jo ikke så godt, hvis man ønsker integration.

Hun ”glemmer” også at sige, at Muhammeds handlinger også kan være normgivende for muslimer. Og man kan godt sige, at Muhammed forfulgte jøder. Det kan der sikkert gives mange undskyldninger for. Men det gør altså livet sværere for den, der som Tezyapar vil vende sig imod muslimsk jødehad.

Og så er vi langt om længe nået frem til den anden ting, jeg ville nævne, dette, at det ofte synes at være personerne mere end argumenterne, der tæller for muslimer. Jeg skal gøre det kort. Jeg skal nøjes med at henvise til det sidste, hun skriver. Her hedder det:

Det er sandt, at der findes et udbredt had til jøder i den muslimske verden. Dette stammer imidlertid ikke fra Koranen, men fra forskellige fortolkninger, som ikke afspejler islams ånd. Folk med fornuft og god samvittighed må opdrage andre mennesker mod terror, radikalisme og fundamentalisme for at rette op på dette forhold.

Disse falske forestillinger vil ikke forsvinde ved at angribe islam og muslimer. Det, der skal til, er at støtte sande muslimer, som fortolker Koranen og haditherne i en fornuftig og kærlig ånd med god samvittighed – og at støtte en samling af den islamiske verden.

Når muslimer samles under en åndelig autoritet og ikke en vilkårlig model, hvor alle siger og ter sig som de vil, i islams navn, vil de radikale røster forsvinde af sig selv.

Det er klart: Hvis man kan ensrette islam, hvis man kan anbringe alt, hvad der hedder islam, under den samme hat, og lade den, der har hatten på, bestemme alt i den ånd, som Tezyapar bygger på, så vil jødehadet forsvinde af sig selv.

Men hvad er det for et tankeeksperiment, Tezyapar fremfører her? Bygger det på, at alle muslimer frivilligt kommer til at ville det samme, er det en utopi. Og bygger det på, at den åndelige autoritet har verdslig autoritet tillige, så han med tvang kan gennemføre en tolkning af Tezyapars art, så risikerer vi, at det sidste bliver værre end det første, altså, at alle de muslimske jødehadere skal tvinges til at opgive deres had, hvor sandheden jo dog er, at en sådan en sådan opgivelse af et irrationelt had kun kommer i stand, når folk indefra forstår, at deres had er irrationelt og skyldes egen svaghed. Og man kan nu engang ikke med tvang udefra bestemme, hvilke forandringer der skal ske indefra i folks bevidsthed.

Disse falske forestillinger vil ikke forsvinde ved at angribe islam og muslimer”, siger hun. Men er det ikke lige præcis på den måde, det kan ske? Ved at angribe (med ord selvfølgelig) islam tvinger vi ikke-muslimer muslimerne til genoverveje deres religions grundlag. Og så kan måske de muslimer vinde indpas i den muslimske verden, der hævder, at koranfortolkning må bygge på fornuft, kærlighed og god samvittighed. Jeg har ganske vist mine tvivl om, hvorvidt det kan ske. Men jeg nærer ingen tvivl om, at det aldrig sker, hvis ikke islam bliver udfordret, helst indefra, naturligvis, men i mangel af bedre af personer som mig, der spørger og bliver ved med at spørge, fordi jeg hidtil ikke har kunnet se andet, end at islam tager fejl.

Dette være hermed gjort overfor Sinem Tezyapar. 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Jødehad i koranen?

  1. Pingback: Muslimernes jødehad | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s