En konvertits erfaringer

Et billede af en smuk mørkhåret kvinde pryder Kristeligt Dagblads forside den 5-3 2013. Inde i bladet fortælles der over det meste af en side om den pakistansk fødte Sabatina James’ historie. Hun var inviteret af Trykkefrihedsselskabet til at tale i weekenden. Derfra har Kristeligt Dagblad refereret. Og det er da spændende, uhyggeligt, mærkværdigt. Hun har konverteret til kristendommen og må af den grund være under politibeskyttelse døgnet rundt. Igen undrer man sig: er det virkelig nødvendigt i et land som Danmark (eller Tyskland, hun bor og arbejder i Tyskland)? Og igen må man knibe sig lidt i armen: Jamen, det er en virkelighed, det er en virkelighed i kraft af den muslimske regel, der siger, at de, der konverterer bort fra islam, skal dræbes.

Artiklen i Kristeligt Dagblad er i sig selv uhyggelig. Men læser man et andet referat af Trykkefrihedsselskabets møde med Sabatina James, det findes på en norsk hjemmeside: http://www.rights.no/2013/03/guds-supermodell/, så bliver man klar over, at Kristeligt Dagblads reporter har udeladt de værste detaljer og giver et noget afdæmpet billede af begivenhederne.

Der er nu først det med taxachaufføren. Jeg citerer direkte fra det norske:

James fremstår med en unik ynde, men hun har også både en skarp og humoristisk tunge som åpnet slik: ”Jeg er fortalt at Danmark er et tolerant land.” Hun pekte på denne hendelsen tidligere på dagen i København. Hun var blitt intervjuet av en danskpakistansk journalist, gift med en etnisk danske. Drosjesjåføren spurte henne om mannen hadde konvertert til islam, hvilket Sabatina bekreftet. ”Mashallah,” utbrøt sjåføren i glede (en velsignelse, udelt positiv). Sabatina utfordret han: hva synes du om saken mot Asia Bibi, den pakistanske kristne kvinnen som er anklaget for blasfemi og som risikerer livet.

Alle som kritiserer profeten fortjener å dø,” var svaret.

Dette foregår i dagens København. En taxachauffør, der er muslim, glæder sig over, at en dansker er konverteret til islam for at kunne gifte sig med en pakistansk kvinde. Men ikke blot er dette udtryk for en besynderlig glæde over et fuldstændig usymmetrisk forhold mellem religionerne, når han spørger, er det også udtryk for den sociale kontrol, der forekommer i disse miljøer.

Dernæst kan man mærke sig, at manden åbenbart udmærket kender sagen om Asia Bibi, han synes i hvert fald ikke at have behov for at spørge nærmere ind til den. Så han følger åbenbart med i de pakistanske medier, måske i stedet for de danske. Ak ja. At han med største selvfølgelighed forlanger dødsstraf for hende, afslører nødvendigheden af, at Sabatina James må have livvagter omkring sig. For når den slags mennesker går frit omkring i vort land, så véd man aldrig, hvornår de sætter handling bag deres ord.

Fra Kristeligt Dagblad erfarer vi, at Sabatinas forældre ikke er fundamentalister. Begge hendes brødre er universitetsuddannede, og hendes søster bærer ikke tørklæde. Alligevel sørger hendes far, der på det tidspunkt bor i Østrig, for, at Sabatina bliver anbragt på en koranskole, en madrassa, i Pakistan, først en sunnimadrassa, siden en wahabbimadrassa. Meningen er, at det oprørske i hendes skal tvinges ud. Hvad var værst? spørger den norske referent. Et meget relevant spørgsmål. For vi vil nok umiddelbart mene, at wahabbimadrassaen er den værste; vi har jo hørt, at denne saudi-arabiske muslimske sekt er temmelig ekstrem. Men Sabatina har ikke oplevet sunnimadrassaen som mere moderat. Begge steder var forfærdelige. Og undervisningen var ekstrem, i hvert fald med vore utilvante vestlige øjne. Hun fortæller:

Et liv i den totale underkastelsen. Så legger hun til:

Og vi ble innprentet doktrinen om at for å beskytte deg som muslim og fremme islam, har du lov til å lyge, ja, du har endog lov å spise svinekjøtt i dette henseendet.

Vi ble aldri oppmuntret til å stille spørsmål. Aldri stille et spørsmål ved koranen.”

Elevene ble dertil innprentet at å dø for Allah er den eneste garantien for å nå paradis (det ble hun også innlært på ordinær skole), og at en slik død også frelser familien din. Altså å drepe ikke-muslimer for å fremme Allahs sak, en overbevisning Sabatina bar med seg helt inn i voksenlivet.

At det er tilladt at lyve overfor ikke-muslimer, afgiver hendes forældre et udmærket vidnesbyrd om. Da hun var flygtet til et krisecenter i Østrig, og centret arrangerede et forsoningsmøde mellem hende og hende forældre, endte det med, at hun flyttede hjem igen, og hendes forældre lovede bod og bedring.

Men gomorren, de drømte ikke om at holde deres løfter til socialforvaltningen; hun blev taget med til Pakistan og tvunget til at vælge mellem et giftermål med sin fætter og et ophold på en madrassa. Hun valgte, som nævnt, i første omgang madrassaerne, men siden fætteren. Ellers var hun aldrig sluppet fri.

Overfor socialforvaltningen optrådte faderen altid yderst velklædt og høfligt. Men hans reaktion overfor hende var: ”De, der spiser svinekød, skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre”. Og hans holdning i det hele taget refererede hun således: ”En dedikeret muslim tager ikke imod ordre fra en ikke-muslim”.

Altså, ikke blot skal vore socialforvaltninger så vidt muligt opfatte alle muslimer som ofre for vort velfærdssamfunds forfølgelser, de skal også kunne gennemskue sådanne kamæleoner.

Det sidste er nok det sværeste. For imod sig har socialforvaltninger ikke blot deres egen utilbøjelighed til at ”mistænke” folk for ting, der er så slemme som dem, Sabatinas forældre har gjort sig skyldige i, de har også årtiers oparbejdede fejlslutninger fra godhedsindustrien, den ”industri”, der siger, at det altid er vores skyld, at de fremmede er eksotiske, måske har sære vaner, men dog ikke værre vaner, end at en fornuftig snak nok skulle kunne vænne dem af med dem.

Som man kan se af Sabatinas beretning om hendes fars reaktion, er det en helt forkert opfattelse af muslimerne. De betragter sig stadig, efter århundreders stilstand i den muslimske verden, som hævet op over os andre, overlegne i moralsk og religiøs henseende.

Desværre har Sabatina ikke nogen løsning at byde på. Hun kommer med to forslag. Det ene er, at der kun skal bygges moskeer i Europa i samme takt som der bygges kirker i Kabul. Den går ikke. Vi skal styre Europa, herunder administrere vores religionsfrihed, efter vore normer, ikke efter muslimske normer. Det andet forslag går ud på, at vi skal få muslimerne til at indse, at de må leve her i landet på vore betingelser, det er dem, der skal tilpasse sig os, ikke os, der skal tilpasse os islam. Og det lyder udmærket, men hvis muslimer rask væk lyver overfor os, og hvis de i bunden af deres sjæl har den overbevisning siddende, at de ikke vil modtage ordre fra os, så nytter det jo ikke noget. Det er denne tilgrundliggende overbevisning, der må rokkes ved.

Og her er jo Sabatinas historie i sig selv et eksempel på, hvordan det kan gøres. Hun mødte en kristen, der turde være kristen, turde gå i opposition til islam. Da han hørte om vold og trusler i hendes hjem, sagde han, at hun måtte bede. -Jamen, jeg beder fem gange i døgnet. -Du beder måske til den forkerte gud, sagde han så. Jamen, tænk, hvis det var domprovsten ved Vor Frue i København, hun havde talt med; så havde han naturligvis opfordret hende til at forblive i islam, måske opfordret hende til at frekventere den moské, han samler penge ind til. Eller hvis det var én af de andre altfor mange præster, der synes, at det med islam, det er da helt ok, vi skal da ikke tage muslimernes religion fra dem. De havde givetvis, i stedet for som ham, der turde være kristen, og som forærede hende en bibel, foræret hende en koran; for ikke sandt, det er jo hendes religion, og vi har alle hørt, at det er fredens religion, så må der da kunne findes en løsning på hendes problemer ud fra den religion.

Eller tænk, hvis hun var blevet undervist af én af vore religionshistorikere, så måtte hun høre på denne svada: ‘der er ingen essens i islam, der er ingen essens i kristendommen; de to religioner er nærmest lige tossede’. Og ville hun indvende, at hun, den ulærde, havde opdaget, at de to religionsstiftere forholdt sig helt forskelligt til bedømmelse af utugt, hvor Jesus sagde til den utugtige kvinde: ”Jeg fordømmer dig heller ikke” (Joh 8,1-12), dèr sagde Muhammed i sura 24,2: ”Hvis en kvinde og en mand bedriver hor, skal I give dem hundrede piskeslag hver. Lad ikke medfølelse med dem gribe jer!”, så ville vor religionshistoriker naturligvis fortælle hende, at teksten selv intet siger, det, der betyder noget, er nutidige muslimers tolkning af teksten. Og en tekst kan tolkes i hvilkensomhelst retning man ønsker det.

Så jo, der er mange ting, der hindrer os i at komme ind i den dialog med muslimerne, der tillader os at fortælle dem, hvor umenneskelig og forkert vi finder deres religion. Og mange af hindringerne befinder sig – med skam at melde – indenfor folkekirken. Men vi må vel engang omsider kunne nå derhen, hvor vrøvlet skubbes til side, og de to religioner står overfor hinanden og skal prøve kræfter på det rent åndelige plan. Som det skete for Sabatina.

Hendes historie er også fortalt på den korte avis, her http://denkorteavis.dk/2013/sabatina-fantastiske-beretning-om-sin-kamp-for-frihed/

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til En konvertits erfaringer

  1. Sabatina James´ historie er krystalklar i sin modstilling af de to skriftsteder om hor i henholdsvis Johannesevangeliet og koranen. Det fik mig igen til at tænke på en salme af Anton M. Jensen, som jeg holder meget af. Det er en slags liberalteologisk Ingemann.

    http://kirkenigyngen.net/2011/06/15/de-førte-for-jesus-en-kvinde/

  2. ricardtriis siger:

    @ Lars Hougaard Clausen!
    Tak for henvisningen til denne salme. Jeg undrer mig en lille smule. For er det alvorlig ment, når Anton M. Jensen, også han, udelader Jesu ord: ”synd fra nu af ikke mere”, eller er det bare en tilfældighed?

  3. Det er nok ikke en tilfældighed. Det ville have været let nok at lade Jesu egne ord stå på det sted i salmen i stedet for at præge dem om til ” i fred tør du fare”. Men som det er, er det er så velsignelsen, han lader Jesus lyse over hende. Det lille optrin som paradigme for gudstjenesten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s