Hvad siger den kristne “lov”?

Min gamle lærer, professor Hal Koch, Københavns Universitet, sagde flere gange, at spørgsmålet om forholdet mellem tro og gerninger altid havde været og altid ville være det afgørende spørgsmål i den lutherske kirke. Det var et spørgsmål, som man aldrig blev færdig med at diskutere. Det var et spørgsmål, som igen og igen havde trængt sig på i det kirkehistoriske forløb, og som man derfor måtte forvente også igen og igen ville trænge sig på i fremtiden.

Jeg må sige, at det også er min erfaring. I min ungdom blev vi således stillet overfor det daværende Tidehvervs ”løsning” på problemet. Jeg husker en præst, som fremdrog Jesu ord til den kvinde, der var blevet grebet i ægteskabsbrud, og som derfor efter loven i det gamle testamente skulle stenes; farisæerne og de skriftkloge kom, som man måske husker fra Joh 8,1-12, til Jesus for at spørge, hvad han mente, der skulle gøres ved denne kvinde, loven forlangte jo, at hun skulle stenes. Og efter at have skrevet i sandet et stykke tid, svarer Jesus, at den, der er syndfri, skal kaste den første sten. Da gik de bort, de ældste først. Og da Jesus så er blevet alene med kvinden, spørger han hende: ”Var der ingen, der fordømte dig?” Hun svarer nej. Så siger han: ”Heller ikke jeg fordømmer dig”, men han føjer til: ”Gå bort, og synd fra nu af ikke mere”.

Hånligt lød det nu fra denne præst: ”Hun er selvfølgelig gået tilbage til sin gade!” Jeg husker ikke, hvordan han ville forsvare dette udsagn, der jo direkte går imod Jesu ord. Det har nok været noget med, at vi alle er syndere, og at Guds tilgivelse er uendelig, den kan sågar rækkes til dem, der ikke gør sig nogen umage med at afholde sig fra synd. Og det kan måske være rigtig nok. Men det kan vist også være helt forkert.

Igår var jeg til provstikonvent. Og her blev spørgsmålet rejst på en anden måde. Det blev rejst ud fra en Paulus-gennemgang, og det blev påpeget, at Paulus jo ligeud taler om en lov for de kristne. Det gør han i Rom 3,27, hvor det hedder: ”Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov!” Altså, vel er der forskel på at frelses ved tro og at frelses ved gerninger, vel er der forskel på lov og evangelium, men evangeliets sfære styres ikke af tilfældigheder, men af en lov, og den lov er lige så bindende som den lov, jøderne havde.

De fleste kender nok til dette, at man først bagefter kommer i tanker om, hvad man burde havde indvendt i den eller den diskussion. Sådan gik det også mig. Det var såmænd da ikke helt tosset, det, jeg trods alt fik sagt, men det kunne nu være sagt bedre og klarere.

Det kunne være sagt ud fra 1 Kor 6,1-8. Dèr står der følgende:

v1 Hvordan kan nogen af jer, der har en sag imod en broder, vove at bringe den for retten hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? v2 Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? v3 Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold? v4 Men når I nu har sådanne sager, hvordan kan I så sætte folk, som menigheden foragter, til at være dommere? v5 Det siger jeg til skam for jer. Er der da ingen blandt jer, som har visdom nok til at afgøre sager mellem brødre? v6 I stedet for fører broder sag mod broder, og det for ikke-troende!

v7 Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? v8 I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!

Det, det drejer sig om, er, at der i den korinthiske menighed er to, der er blevet uenige om ét eller andet. De har så indbragt sagen for den romerske domstol, og det er i første omgang det, Paulus bebrejder dem. Den sag skulle de da have klaret indenfor menighedens rammer. Når de engang skal dømme engle, skulle de vel nok være kapable at dømme sådan par stridslystne menighedsmedlemmer.

Men det vil sige: det, Paulus gør, er, at han bruger den metode, man anvendte i de jødiske menigheder. Man har, især indenfor den nyere Paulus-forskning, hævdet, at Paulus aldrig kom fri af sin jødiske fortid. Og indrømmet, det synes man at kunne se et eksempel på her. Det er de jødiske tankegange om igen, der her viser sig. Det er den samme organisationsform, Paulus anvender i de kristne menigheder, som den, der anvendes hos jøderne.

Og så kunne man jo sige, at loven i de kristne menigheder åbenbart forstås på ganske samme måde som i de jødiske menigheder. Måske endda man vil sige, at den har ganske det samme indhold, at det gælder om at gøre gode gerninger i den kristne menighed, ligesom i de jødiske forsamlinger, at Kristi lov måske er skærpet på visse områder i forhold til den jødiske lov – for eksempel synes skilsmisse ikke at være tilladt i de kristne menigheder, hvad det dog er hos jøderne – men at den ellers er af ganske samme art.

Dog, inden man kommer for godt i gang med disse overvejelser, skal man lige have det sidste af det citerede tekststykke med. Paulus forbliver jo ikke i den jødiske tankegang, hvis man nu skal gå med til, at dette med, at menighedens medlemmer selv skal optræde som dommere i det anførte tilfælde, er en jødisk tankegang, hvad man jo nok skal. Nej, da Paulus er kommet til at skrive til korintherne (eller rettere: ”kommet til at diktere til korintherne”, for Paulus skrev ikke selv sine breve, han dikterede dem til en hurtigskriver) – – men altså, da han havde dikteret dette med, at broder fører sag mod broder, kom han i tanker om, at for Søren, vi er jo kristne, det må jo da være Kristi lov, der skal gælde i denne menighed.

Og hvad siger Kristi lov?

Den siger: ”Vend den anden kind til!” (Matt 5,38).

Og den lov bruger Paulus så i det følgende. Ikke ordret gengivet, naturligvis ikke, men udtrykt med Paulus’ egne ord: ”Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?”

Og lytter man godt efter, kan man nok høre, at dette ikke kan siges som en befaling eller som en morallov, der skal overholdes, hvis man vil have sit på det tørre. Det må nødvendigvis siges som en inspiration, som noget, man synes må overlades til de pågældendes overvejelse. Var det ikke en idé at gøre sådan? Var det ikke noget, du burde overveje? Ville det ikke være bedre, om du viste din vilje til forsoning ved at opgive at holde så stejlt på din ret?

Sådan er vi godt nok ikke vant til at behandle dette med at vende den anden kind til, når vi bliver slået på den ene. Nej, det er ikke en staldfidus til overvejelse, der er noget helt anderledes højt og fornemt noget, det er en ædel etik, det er en finpudset morallære, det er en afbildning af noget, som vi kun i al ydmyghed kan stræbe efter, men aldrig nå op til.

Dog, læg mærke til, at betragter vi Jesu ord på den måde, så er der al mulig grund til at tro, at vi ikke opnår forsoning med næsten. Det, den ene part opfordres til (i samme grad som den anden part, naturligvis, men vi holder os til én ad gangen), er ikke at indlede et væddeløb med den anden om, hvem der kan være mest ydmyg. Det er i stedet at lade alle tanker om ret og rimelighed fare og kun lade sig besjæle af det ene ønske: ”Gid vi dog kunne blive venner igen!” Men hvis dette at give slip på sin ret skal opfattes som udtryk for et ønske om at blive gode venner med den anden igen, så må man gøre det for den andens skyld. Gør man det, fordi man mener, at Jesu høje og ædle morallære kræver det, så gør man det for sin egen, og ikke for den andens skyld.

Derfor står ordet ”lov” i anførelsestegn i overskriften. For det er kun i uegentlig forstand, at man kan tale om en lov i den kristne menighed. Den ”lov”, der gælder dèr, gælder på en helt anden måde end toraen i den jødiske menighed. Og også på en helt anden måde end moralloven blandt fromme, ligegyldigt hvor ædel den anses for at være. Den ”lov”, der ”gælder” i menigheden, er netop en staldfidus, et forslag til, hvad man kunne tage og gøre, en idé, der bringes frem: kan vi ikke få hul på bylden på den måde?

Paulus siger det forresten klart og tydeligt lidt senere i 1 Korinthierbrev. Vi skal frem til kapitel 10. I vers 23: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. ”Alt der tilladt”, ja, lovens tid med dens tilladt og forbudt er virkelig forbi. Det, det drejer sig om, er i stedet med sine handlinger og sine ord at bygge op, og det, der skal bygges op, er tillidsforholdet mellem menighedens medlemmer. Det var jo det, der var i vejen med de to uenige i Korinth, og det tillidsforhold bliver ikke opbygget ved et lovkrav, heller ikke selv om det er menighedens medlemmer selv, der stiller dette krav, det bygges kun op ved den enes ord og den andens tro på dette ords oprigtighed.

Jeg havde i sin tid på religion.dk en lang diskussion med Carsten Breengaard om dette problem i anledning af, at han havde udgivet en bog om den første kristne menighed. ”Paradissekten” hed den. Men der er kun denne pauvre rest tilbage: http://www.religion.dk/artikel/260113:Synspunkt—Jesus-aendrede-syndsbegrebet, resten er slettet. 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s