Heldagsskole – hvorfor egentlig?

Skoledebatten raser, men det vigtigste er slet ikke med”, hedder det i en overskrift på ”Den korte Avis” fra den 7-3 2013, http://denkorteavis.dk/2013/skoledebatten-raser-men-det-vigtigste-er-slet-ikke-med/ . Og spændt klikker man sig ind – mener de mon det samme som man selv mener? Tænker de også på de muslimske drenge, som helt er fraværende i debatten? Ak, nej, også hos disse ellers udmærkede debattører, Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, må man nøjes med en indirekte beskrivelse af det med de muslimske drenge. Det, som denne artikel påstår er det egentlige problem, er den manglende disciplin. Og bevares, artiklen har da ret i, at det står skralt til med disciplinen i den danske folkeskole, og også ret i, at det problem så at sige ikke omtales. Men at det skulle have noget at gøre med det forhold, at klientellet i dag er helt anderledes end for 25 år siden, og at de metoder, som måske dengang ”virkede”, derfor slet ikke har en chance i dag, det nævnes ikke.

Nej, det, der er det besynderligt fraværende i debatten, er netop den udskiftning af befolkningsgrundlaget, som har fundet sted med den muslimske indvandring. Og det, der er det fatale ved debatten, er, at man i skolekredse og i undervisningsministeriet tilsyneladende tror på, at man stadig kan diskutere skoleproblemer, som om alt er ved det gamle, som om det stadig er etniske danskere, indehavere af dansk kultur, med et dansk opdragelsesmønster i bagagen, der udgør ”elevmaterialet”, som det vist hedder med et fint ord.

Men det er jo løgn! Det er jo selvbedrag af værste skuffe! Hvordan kan man dog stadig tro, at kulturen er en ligegyldig bisag, når der skal undervises? Ikke desto mindre er det just det, man gør.

Disciplinen er blevet forværret, ja, sandt nok, og det kan der gives en række eksempler på. Det kan man så prøve at forklare med, at 68-generationen med dens oprør mod autoriteterne har ført til oprør også mod lærerens autoritet i skoleklassen. Men det vil sige: man søger årsagen i den udvikling, der har fundet sted blandt etniske danskere, man tror, at alle de muslimer, der er kommet til landet, pr automatik deltager i den kulturelle udvikling, der har fundet sted blandt etniske danskere. Hvordan kan man dog overse, at langt de fleste af disse fremmede er muslimer, og at muslimer faktisk har en anden kultur end den danske?

I samme udmærkede netavis, ”Den korte Avis”, var der for nogle dage siden et referat af en roman, skrevet af en tysk-tyrkisk kvinde, Güner Yasemin Balci: http://denkorteavis.dk/2013/bliv-ikke-som-dem-det-var-det-vigtigste-bud/. Hun er vokset op i en tyrkisk ghetto i Berlin, er blevet journalist og har skrevet nogle bøger, blandt andet ”Arabboy” fra 2007. Hovedpersonen er en dreng ved navn Rashid. Om ham hedder det:

Rashid kommer kun sporadisk i skolen, som han udelukkende forbinder med nederlag. Han søger i stedet andre veje til at vise sin magt og sin foragt for tyskerne, der efter hans mening er svage og æreløse mennesker, som man ikke kan have respekt for.

Via småkriminalitet er Rashid blevet trukket ind i en verden præget af bander og klaner. Han lever sit eget liv i parallelsamfundet efter nogle helt andre spilleregler end det omgivende samfund – fuldstændig upåvirket af de velmenende pædagoger, der forsøger sig med blød opdragelse over for ham og hans kammerater.

Fuldstændig upåvirket”, hedder det om ham. Jamen, han er da et menneske, han må da kunne forstå! Ja, han er et menneske, men i sammenstødet med en anden kultur, tvinges vi til at se relativt på vor egen kultur. Og det er det, vi (det vil sige, den folkelige elite) ikke på nogen måde vil. Vi vil ikke af med den selvforståelse, at det er os, der er ”rigtige” mennesker. Og vi opfatter derfor i vor store altfavnende venlighed overfor de fremmede disse mennesker som identiske med os. Det mener vi hører med til god opdragelse. Og udviser virkeligheden noget andet – de tosprogede elever kommer ikke i skolen, de slutter sig sammen i bander, de går ind i kriminelle miljøer – så anvender vi tankeløst de metoder, som vi ville anvende overfor danske unge, der gjorde det samme, fuldstændig uden hensyn til, at deres kultur er anderledes.

Det vil sige: vi anvender den bløde pædagogik: vi må da kunne snakke om det, vi må tale med forældrene, de må da kunne forstå osv. osv. Men man undersøger ikke, hvad forældrene mener og tror. For – ikke sandt – de er jo mennesker ligesom vi, de må da på samme måde som vi være interesseret i deres barns fremtid.

Skudt forbi! Forældrene har i stort omfang kun foragt til overs for det danske samfund.

Tyskerne har ingen familieære, mener Rashid, og Güner Yasemin Balci fortsætter: ”Hans far var enig og advarede sin søn: ’Min søn, du kan godt være venner med dem, men glem ikke, at de er tyskere, som er anderledes end os, de har andre skikke. Bliv ikke som dem!’ Bliv ikke som dem, det var det vigtigste bud.”

Bliv ikke som dem”. Så længe det er valgsproget blandt vore indvandrere, kan vi skyde en hvid pind efter succes med vore integrationstiltag på skolens område.

Da det i 2010 kom frem, at Danmark ikke klarede sig særlig godt i PISA-undersøgelserne, de undersøgelser, der afslører elevernes kundskaber i sprog og matematik, skrev jeg et indlæg om, at dette, at Finland klarede sig bedst, måske hang sammen med, at der var langt færre indvandrere hos dem, https://ricardtriis.wordpress.com/2010/02/21/finland-pisas-duks/. Det var ikke acceptabelt, for den slags måtte man ikke sige. Heller ikke, hvis det var sandt, og hvis det var en sandhed, det var nødvendigt at kende, hvis man skulle reagere konstruktivt på skolens vanskeligheder.

Og da statsministeren i sin åbningstale i oktober sidste år kaldte sin eksempelelev Emil, spurgte jeg, hvorfor hun ikke kaldte ham Hassan, https://ricardtriis.wordpress.com/2012/10/04/emil-hvorfor-ikke-hassan/ . Jo, for det er jo ganske mærkeligt, at fordi der er 16% procent af eleverne, der går ud af folkeskolen som ”funktionelle analfabeter” (det er vist det, man kalder det), så undlader man ganske at forholde sig til, at en meget stor procentdel af dem er tosprogede, og derfor må formodes at komme fra denne fremmede kultur, der hedder islam. Og så går man i gang med en fuldstændig omkalfatring af folkeskolen, for nu må man virkelig gøre noget ved sagen. Og så må alle de normale danske børn affinde sig med at skulle gå i skole til langt hen på eftermiddagen af hensyn til de muslimske drenge, som måske alligevel ikke frekventerer skolen særlig ofte. For at det er dem, der er det store problem, det må man sandelig ikke sige.

Denne stikken-hovedet-i-busken ses f. eks. af et indlæg på religion.dk af Jeppe Hedaa idag; http://www.religion.dk/artikel/501183:Synspunkt—Ikke-mere-vold-i-islam-end-i-andre-religioner. Indlægget har denne overskrift: ”Ikke mere vold i islam end i andre religioner”. Han skriver bl.a.:

Fællestrækket ved ballademagere og voldelige grupper skal findes i et helt andet mønster. Det er mennesker, som fungerer dårligt i skolesystemet og derfor bliver opdraget med en følelse af at være tabere. Det kan være mennesker, som tilhører en etnisk gruppe, som er ugleset og som derfor lever under et umenneskeligt pres.

Eller det kan blot være unge, som er rodløse, fordi deres familiemønster er smadret. Disse mennesker finder sammenhold, fællesskab og accept i en uheldig gruppering, hvor samfundet bliver dyrket som fjendebillede. Det har intet med islam eller muslimer at gøre.

Her ser vi den store bortforklaring i sving. For Hedaa kan ikke forestille sig, at når muslimerne føler sig udenfor, er de selv skyld i det. Det ligger helt udenfor hans horisont, at muslimer faktisk betragter ikke blot deres religion, men også sig selv som bedre end andre. Hans bemærkning om, at disse vanskeligheder intet har med islam at gøre, er ren og skær ønsketænkning, ikke noget, der bygger på solide undersøgelser. Nej, i hans optik er det os danskere, der skubber muslimerne ud i mørket, noget, der slet ikke svarer til den venlige modtagelse, de er blevet udsat for her i landet.

Man spørger sig selv, hvor lang tid vi skal være om at erkende den kulturelle modsætning. Jeg nævnte et eksempel på den for et årstid siden, hentet fra en link, som nu er død. Jeg skrev følgende:

Forleden var Københavns brandvæsen udkaldt til en brand i en gummiged i Mjølnerparken. De fik den slukket, men blev kort efter tilkaldt igen. Én af de unge, der stod omkring dem og var meget interesseret i slukningsarbejdet, spurgte hovent, hvorfor de ikke blev der, for der ville jo gå ild i gummigeden kort efter, at de var kørt. Og selvfølgelig forstod brandfolkene nok, hvem der havde påsat branden, men uden beviser kunne de intet stille op.

Men så skete der noget. Én af brandfolkene var en ung muslim fra Mjølnerparken, der var i erhvervspraktik. Han gik hen og talte med de unge på arabisk. Og efter denne snak blev brandvæsnet ikke kaldt ud til denne brand mere, se her. Hvorfor? Fordi denne unge mand var muslim. Det gør hele forskellen. Hvilket viser, at sådanne oprørske tendenser har religionen islam som baggrund.

I stedet for det døde link kan man se mit referat her: https://ricardtriis.wordpress.com/2011/11/12/pest-over-europa/

I en Deadline-udsendelse fra august sidste år var der en sociolog, Mehmet Necef, der møjsommeligt måtte forklare – det var i anledning af at en rasende mængde af Vollsmose-beboere havde raseret en skadestue i Odense – at den muslimske opdragelse altså er anderledes end den danske:

Og de opdrager altså anderledes end vi gør. De lader deres drenge få meget langt tøjr, mens de holder pigerne inden døre, næsten som i fængsel. Og så håber de på og regner med, at selv om drengene, fra de var 14 til de er 25 år, næsten har fået lov til at gøre fuldstændig, hvad de vil, så skal de nok rette ind, når de kommer til at stifte familie og får børn.

Man kan se mit referat i sin helhed her: https://ricardtriis.wordpress.com/2012/08/23/godt-br%c3%b8lt-l%c3%b8ve/

Jeg havde for år tilbage en klasse til konfirmandundervisning, hvori der sad nogle piger, der var stærkt præget af pubertetsvanskeligheder. De var ikke til at loppe op til nogetsomhelst. Undervisning i det hele taget interesserede dem ikke, og da slet ikke konfirmandundervisning. Men heldigvis var de piger, og derfor forholdt de sig trods alt temmelig roligt i undervisningen. Bare den erfaring er nok til at få mig til at føle medlidenhed med de lærere, der bliver stillet overfor muslimske drenge af Rashids kaliber i 8., 9. og 10. klasse. Hvis de har den opfattelse med hjemmefra, at de som muslimer er højt hævet over enhver dansker, også deres lærere, så kan man godt forstå, at det om Rashid hedder:

Pædagoger og lærere mødes med hån. Rashid og hans venner kan mærke, at de er bange for dem.

For nogle år siden benyttede man betegnelsen ”konfrontationstimer” om de timer, en lærer havde sammen med eleverne. Det er man holdt op med. Der kom for megen virkelighed ind i betegnelsen.

Hvad man så skal gøre?

Jeg véd det ikke. Jeg har tidligere foreslået, at man laver særlige klasser for muslimer, eventuelt med muslimske lærere. Og det kan måske også være en idé med modersmålsundervisning. Det er altsammen usikkert. Men det véd jeg, at hvis man ikke analyserer virkeligheden godt nok, så er det ret ligegyldigt, hvad man gør, det virker alligevel ikke. Og jeg kan godt frygte, at den skolereform, man slår så stort op nu, ikke kommer til at virke. For den virkelighed, den skal virke i, har man ikke taget højde for.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Heldagsskole – hvorfor egentlig?

  1. Pingback: Berøringsangst | ricardtriis

  2. Pingback: Sandhedens øjeblik | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s