Alt ved det gamle?

Der findes en del af det grundtvigske miljø her i Danmark, der tilsyneladende er komplet og aldeles blind for de forandringer af demografisk art, der er foregået med landet indenfor de seneste årtier.

Nu senest har Torben Bramming begået en kronik i Berlingske (se http://www.b.dk/kronikker/det-aandelige-faellesskab-i-danmark ), hvor han allerede i overskriften uden videre taler om et åndeligt fællesskab i Danmark. Uden så meget som at blinke. At muslimerne efterhånden udgør en betragtelig del af befolkningen i Danmark, at de – naturligt nok – ikke er medlemmer af folkekirken, og at den procentdel af befolkningen, der er medlem af folkekirken, derfor nødvendigvis må blive mindre, efterhånden som flere og flere muslimer vandrer ind i landet, det har han tilsyneladende ikke opdaget. I hvert fald tillader han sig den store forenkling, det er at se fuldstændig bort fra det.

Det er ikke det, at han plæderer for, at alt i folkekirken skal være, som det plejer at være. Det må han såmænd gerne holde på. Det gør jeg også selv på mange måder, en gammel Jeromynus, som jeg er: der er ingen grund til at lave om på noget, som fungérer rimelig godt. Nej, det, der er det mystiske og det mærkelige og det til en vis grad uforståelige, er, at han uden videre regner med, at forholdene stadig er, som de var, før den store indvandringsbølge satte ind. Han går ud fra, at vi stadig kan tale om en folkelig bevidsthed, et folkeligt fællesskab, en mere eller mindre bevidst overbevisning i ”folket”.

Det, Bramming vil med sin kronik, er at fastholde den folkekirkeordning, vi har. Det skal stadig være sådan, at det er folketinget, der er øverste lovgivende myndighed for folkekirken. Nå nej, det siger han ikke direkte, han siger, at det står i grundloven, at folkekirken skal bygges op fra neden. Det er nu forkert, grundloven udtaler sig ikke om, hvordan folkekirken skal organiseres, tværtimod siger den, at folkekirkens forhold skal ordnes ved lov. ‘Par une loi’, hedder det i den franske paralleltekst, og derved tilkendegav grundlovens fædre, at man ved en lov skulle ordne folkekirkens økonomi og styrelse.

En sådan lov er blot aldrig kommet. Derfor kalder man som regel denne paragraf ”løfteparagraffen”.

Men lad det være, at han opfatter grundlovens udtalelser forkert! Værre er det, at det ikke falder ham ind, at de mennesker i nogen grad kan have ret, der hævder, at det dog er lidt mærkeligt, at folketinget, der består af mennesker af vidt forskellig religion, mennesker, der ikke er valgt til at varetage folkekirkens tarv, skal bestemme og råde for folkekirken. Og ikke blot kan man jo spørge om det betimelige i en sådan styreform, man kan også spørge, om det kan være rimeligt, at alle ikke-medlemmer skal betale til folkekirkens drift. Ganske vist viser et ret indviklet regnskab, at de penge, staten giver til præstelønningerne, så nogenlunde afbalanceres af det forhold, at folkekirken tager sig af personregistreringen og begravelsesvæsenet her i landet. Men bare at få de protesterende forklaret disse indviklede mellemregninger! Man kan virkelig hævde, at mere klarhed i disse forhold i høj grad er tiltrængt.

Men Bramming lader bare som ingenting. Det er, som om han slet ikke har hørt disse indvendinger. Det er, som om han slet ikke er klar over, hvor mange muslimer der er vandret ind i landet, har lært sig dansk, har fået børn, der går i danske skoler, osv., så de i det hele taget er blevet danske og må betragtes som vore landsmænd. Blot bliver de jo ikke kristne af den grund.

Bramming skriver f.eks.:

Det er dobbelt vigtigt, at Folkekirken ikke ændrer sig i synoderetning, fordi det åndelige fællesskab i Danmark bæres af kristendommen.

Bæres virkelig det åndelige fællesskab i Danmark af kristendommen? Ja, det gjorde det måske før den muslimske masseindvandring, men efter? Det er da i høj grad tvivlsomt. Ligesom det jo også er tvivlsomt, om der således længere kan gives  et åndeligt fællesskab, hvad enten det så baseres på kristendommen eller på oplysningstiden.

Kort efter hedder det:

Folkekirken er derimod udtryk for, at vi alle er i samme båd, at vi som dansk folk ikke lever af brød alene.

Det er jo et meget smukt ideal at have for folkekirken. Om det har været sandhed dengang for tyve-tredive år siden, da vi kun var os selv, det er vel i sig selv tvivlsomt. Hvad der ikke er tvivlsomt, er, at det ikke stemmer med den virkelighed, vi har i Danmark i dag. Her har vi at gøre med noget, vi nok med lidt god vilje kan kalde ”det danske folk”; jeg tænker på de såkaldt etniske danskere, hvoraf mange er medlemmer af folkekirken, måske som tegn på, at dette ”danske folk” ikke lever af brød alene. Men virkeligheden er jo, at der i dag udover dette ”danske folk” i Danmark bor et efterhånden betragteligt antal dansktalende muslimer, som måske/måske ikke skal regnes med til ”det danske folk”. Om de skal regnes med eller ej, er, kan man forstå, ikke noget, der i mindste måde optager Torben Bramming, han lader med blind foragt for kendsgerningerne bare, som om alting er, som det var, dengang vi ikke havde nogle muslimske landsmænd.

Hvis man skal betragte islam som en åndelig størrelse, så er det nu for det første en åndelig størrelse, der befinder sig i kamp med den kristendom, som folkekirken tænkes at forkynde. Og det er for det andet den åndelige størrelse, som muslimerne holder sig til, lader sig påvirke af, søger næring i. Om denne åndelige størrelse siger, at vi ikke lever af brød alene, er måske tvivlsomt. Mindre tvivlsomt er det, at den siger, at dens tilhængere ikke skal blande sig med os ikke-muslimer. Det kan måske være rigtigt, at folkekirken er udtryk for, at vi alle er i samme båd, muslimer såvel som ikke-muslimer. Men man finder altså ikke en tilsvarende holdning indenfor islam.

Jeg har selv været med til at diskutere med liv og sjæl, hvordan forholdet mellem folk og kirke var, og hvordan det skulle være i fremtiden. Jeg har selv deltaget ivrigt i diskussioner om, hvad der er dansk folkelighed, hvad der er det egentlige ved at være dansk, og hvordan eller hvorvidt denne folkelighed hang sammen med kristendommen. Men efter masseindvandringen af muslimer har enhver diskussion af den art mistet betydning. Hvis vi får standset indvandringen, hvis vi får de ankomne muslimer integreret i det danske samfund (men det tager virkelig mange år), så vil vi måske om et par hundrede år eller så opdage, at der er dannet en ny folkelighed her i landet, en folkelighed, der har udviklet sig af den oprindelige folkelighed og de kulturer, der er kommet med indvandrerne. Men indtil da må man sige, at den hidtidige danske folkelighed ikke længer har patent på Danmark, de fremmede, der kom hertil og bosatte sig her, har lige så megen ret til at være her og til at udfolde deres folkelighed, som vi danskere har.

Så at lade, som om alt er ved det gamle, det er nonsens, galimatias, blindhed af værste skuffe.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Alt ved det gamle?

  1. ullatn siger:

    God synsvinkel – som jeg fint kan følge dig i.

    Ja – samfundet har forandret sig grundlæggende de sidste 20 – 30 år. Dels har vi fået det multikulturelle samfund (de der er i tvivl kan jo tjekke fakta om befolkningssammensætningen hos Danmarks statistik). Så har vi medlemskabet af EU, der betyder, at en stor del af de indenrigspolitiske love bliver besluttet i EU. Og endelig har vi udviklingen i digital kommunikation, der betyder, at flere og flere danskere, søger viden og information globalt.

    Så den selvfølgelig ”folkesjæl”, som folkekirken for en 20 – 30 år siden havde en form for selvfølgelig ”patent” på – er ”afgået ved døden” for længe siden.

    Interessant, at der findes en paragraf i grundloven, der lægger op til muligheden for en organisatorisk ”udvidelse” af folkekirken – med en central administrativ / koordinerende / styrende enhed.

    De må siges at have været forudseende, dem der i sin tid lavede grundloven – og har åbenbart været realistiske nok til at forvente, at verden på et tidspunkt ville forandre sig, så folkekirken ville få behov for at stabiliserer sig mere organisatorisk selvstændigt. Det må siges at være ret aktuelt nu. Det undrer mig faktisk, at man ikke har taget den paragraf i anvendelse. Det ville måske være værd, at tænke lidt over – hvad der ligger af muligheder i den ”løfteparagraf”. Hvordan den kan tolkes og omsættes lovgivningsmæssigt.

    Så kan ”knasten” omsættes til: Om samtiden er i stand til at mobilisere den nødvendige realisme, for at gøre brug af fortidens forudseenhed, ved at tage ”løfteparagraffen” i anvendelse…

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Pingback: Kan ”løfteparagraffen” bruges til at lovfæste en strukturændring af folkekirken? | Ullas Vinkler...

  3. Pingback: Pædagogik, Struktur & Ledelse…» Blog Archive » Kan ”løfteparagraffen” bruges til at lovfæste en strukturændring af folkekirken?

  4. Pingback: Samfundet på tværs…» Blog Archive » Kan ”løfteparagraffen” bruges til at lovfæste en strukturændring af folkekirken?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s