Interview eller krydsforhør?

Den samtale mellem Martin Krasnik og Lars Hedegaard, som blev ført i Deadline søndag aften den 17. marts 2013, blev annonceret som et interview. Da jeg hørte annonceringen lørdag aften, begyndte jeg så småt at glæde mig: det var da storsindet af DR sådan ligefrem at invitere Lars Hedegaard indenfor i studiet for at redegøre for de synspunkt, der muligvis var skyld i attentatforsøget mod ham i begyndelsen af februar. Bevares, man vidste jo godt, at de sædvanlige interviews på ti minutter ikke kan give en forfatter eller en politiker særlig megen lejlighed til at gå i dybden med det, han mener, men alligevel! Ti minutter er da bedre end ingenting.

Og så viste det sig, som udsendelsen skred frem, at man havde sat en hel halv time af til samtalen. Havde jeg vidst det på forhånd, ville jeg have følt endnu større undren og beundring for DR: tænk, at afsætte en hel halv time for at give Lars Hedegaard mulighed for at redegøre for sine synspunkter!

Men det gik ikke som ventet. Det blev ikke et interview, vi var vidne til, nærmere et krydsforhør. Ja, af og til havde man nærmest indtryk af, at samtalen udviklede sig til en debat, hvor den ene af de to debattører samtidig var ordstyrer og til fulde forstod at udnytte den fordel, det gav ham.

Dette er ikke journalistisk korrekt. Jeg er aldrig gået ind for, at journalister skulle reduceres til mikrofonholdere. Tværtimod er det deres pligt at stille spørgsmål til den interview’ede, der kan føre debatten videre. Ofte repræsenterer ”interview-offeret” jo den ene side af en debat, og i en sådan situation er det interview’erens pligt ikke blot at lade den interview’ede fremføre sine synspunkter, men også at repræsentere den anden side af debatten, så man bliver klar over, om vedkommende virkelig har forholdt sig til substansen i debatten, eller så man forhindrer ham i at tale udenom.

Men Krasnik holdt sig ikke til på den måde at være mellemled i debatten. Han deltog selv i den. Og det mindes jeg ikke at have set før. Herved gik han ud af sin rolle som den neutrale journalist, der vil have en sag belyst fra begge sider, og påtog sig rollen som en debattør, der selv har et synspunkt, han vil forsøge at få frem. Det var pinligt.

For Krasnik, altså!

Men var det ikke også pinligt for Lars Hedegaard? Var det ikke pinligt for ham at blive afsløret som én, der i virkeligheden ikke er så uskyldig, som han foregiver at være, men selv går ind for voldsanvendelse, og derfor må det føle det pinligt at blive afsløret som en sådan voldstilhænger?

Det var i hvert fald det, der så tydeligt var DR’s mening med at stille en hel halv time til rådighed for Lars Hedegaard: man ville have skovlen under ham, man ville afsløre, at han var voldstilhænger, man ville derigennem påpege, at al den omtale, han have fået som følge af attentatforsøget mod ham, var ganske ufortjent; når han selv gik ind for voldsanvendelse, var han jo ikke spor bedre end attentatmanden.

Man havde nu først en lang introduktion, hvor Lars Hedegaards meriter, fra han blev udelukket af PEN-klubben og af den grund stiftede Trykkefrihedsselskabet og frem til begivenheden ved hans gadedør, blev oprullet. Herunder fik Martin Krasnik lejlighed til at antyde, at alt dette med et attentat nok var noget, Hedegaard selv havde iscenesat. Han omtalte attentatforsøget som noget, Hedegaard sagde var sket, hvorved vi seere blev efterladt med den tvivl i sindet, om det mon i det hele taget var ægte.

Det afstod han dog fra, da han sad ansigt til ansigt med Hedegaard selv. Her fyrede han til gengæld en række af Hedegaards udsagn af, hentet fra Hedegaards efterhånden ret omfattende forfattervirksomhed. Der var citater, der skulle vise, at Hedegaard regnede med, at muslimerne satsede på at overtage Europa, der var citater, der skulle vise Hedegaards vilje til voldsanvendelse, og til sidst – hvor nedrigt – var der citater, der skulle bruges til at antyde, at Hedegaard i virkeligheden var et dumt svin, der ikke var til at samarbejde med.

Man må vist sige, at Krasniks ujournalistiske og nærmest infame dagsorden lykkedes. Ikke mindst, fordi det var noget af et bagholdsangreb, han indledte; ingen er vant til den slags journalistik, heller ikke Hedegaard. Hvad angår det første, muslimernes ønske om at besejre Europa ved masseindvandring, kan man nok bagefter se, at de to havde en helt forskellige tolkning af, hvad ”ønske” betyder. Krasnik kunne kun forstå det sådan, at det måtte betyde, at der kan påpeges muslimer, der direkte giver udtryk for denne strategi. (Jeg har selv tidligere nævnt tyrkiske ministerpræsident Erdogans ord om, at ”moskéerne er vore kaserne og minareterne vore kanoner”, se https://ricardtriis.wordpress.com/2012/04/04/muslimernes-ven/ ). Men det nævnte Hedegaard ikke. Han var mere interesseret i at udvide Krasniks noget indskrænkede opfattelse. Det fik han bare ikke lejlighed til. For straks skulle vi videre til næste indvending imod Hedegaard. Ordstyrer og debattør på én gang! Det er ikke gavnligt for en ægte debat.

For fuldstændighedens skyld: Jeg er ikke enig med Hedegaard i hans noget pessimistiske syn på fremtiden, hvilket forøvrigt også fremgår af ovennævnte indlæg. Det er ikke den menige muslims ønske at overtage Europa og gøre det til en sharia-bestemt verdensdel. Men jeg er da ikke i tvivl om, at det er islams strategi. For det er jo sådan, islam har båret sig ad, overalt hvor de har fået magt: man sætter sig i besiddelse af statsmagten, ordner forholdene til fordel for islam og lader derefter tiden gøre resten. Og er man i mindretal, så søger man først at opnå kontrol over en del af området – her i landet: diverse ghettoer – og siden, når man er mange nok, ved hjælp af stemmesedlen eller på anden måde, at overtage statsmagten og gøre os kristne og andre ikke-muslimer til dhimmier i vort eget land.

Mogens Camre og Lars Hedegaard har i deres fælles bog ”1400-årskrigen” nævnt en erklæring fra en række muslimske lande som eksempel på denne strategi. Blandt andet her afslørede Krasnik sig som mere debattør end interview’er. Han havde læst denne erklæring, og, hævdede han, der var ikke et ord om en sådan strategi. Og indrømmet, Hedegaard kunne ikke sådan lige på stående fod huske, hvad det var, de havde hæftet sig ved. Og han fik ikke lang tid til at komme i tanker om det. Debattøren Krasnik skyndte sig at tage den anden kasket på, så han som ordstyrer kunne komme med næste anklage.

For en anklage var der tale om. Han henviste til en tale, Hedegaard havde holdt i Bruxelles den 18. oktober 2007, se her: http://www.sappho.dk/the-resilience-of-the-commoners.htm . Her udmaler Hedegaard et skrækscenarie: han forestiller sig, at muslimerne overtager den ene institution efter den anden, og prøver så at tænke sig frem til, hvordan den frihedselskende rest af europæerne kan tænkes at ville reagere på det. Han siger bl.a.: ”Vi skal nu gå over fra at indsamle facts og udbrede tanker til aktiv modstand”. Og det fik han på puklen for. Jeg har tidligere undersøgt denne tale og skal ikke her gentage mine resultater, se https://ricardtriis.wordpress.com/2011/07/28/har-h%c3%b8jrefl%c3%b8jen-ansvar-for-breivik/ . Og jeg medgiver gerne, at talen er lidt for floromvunden efter min smag. Men skal man nævne et eksempel på en sådan ”aktiv modstand”, kan det være den engelske indenrigsministers antydning af, at man måske skal melde sig ud af den europæiske menneskerettighedsdomstol. Den har nemlig påtaget sig myndighed til at udvide de love, den dømmer efter, så det nu ikke mere er det enkelte land, der bestemmer, hvem der skal være dets borgere. Hedegaard fik vist nævnt nogle andre eksempler, bl.a. private universiteter, fordi de nuværende er blevet ”dhimmificerede”.

Hedegaard har også tilladt sig at sammenligne den islamiske besættelse, han ser forude, med den besættelse vi var genstand for fra 40-45. Det gjorde han også i talen i Bruxelles, selv om det var den video, han blev dømt efter (den med de muslimske familier, hvor de voldtager deres døtre), Krasnik havde valgt at bringe. I Bruxelles sagde han til sidst:

En succesfuld defensiv strategi kan nødvendiggøre dannelsen af parallel-institutioner under vor kontrol ledsaget af civil ulydighed overfor de officielle, dhimmificerede institutioner, hvilket er en klassisk forholdsregel i besatte lande. Vi vil uden tvivl have stor gavn af at studere, hvordan de europæiske modstandsbevægelser opererede under anden verdenskrig, selv om vor nuværende situation er meget mere byrdefuld, i hvert fald i det lange løb.

Den tanke blev også udsat for angreb fra Krasniks side. Her tog han atter debattør-kasketten på. Men det var nu en meget tynd kop te, han havde brygget sammen. Vi véd jo alle, hvordan det efter krigen gik med kollaboratørerne, sagde han, de blev slået ihjel. Er det så ikke at true med drab, når man sammenligner nutidens islam-venner med kollaboratørerne under krigen? At de ikke alle blev henrettet, og at politikerne i hvert fald alle gik fri, det overså han bekvemt.

Det hele forekom efterhånden Lars Hedegaard at være et nummer for spidsfindigt. I hvert fald tillod han sig på et tidspunkt at gøre opmærksom på, at det jo da under alle omstændigheder var ham, der blev skudt på, ikke ham, der skød en anden ned.

Og det blev nok den bedste bemærkning, han fik indsparket. Ja, ”indsparket” er ordet, for det var efterhånden den eneste måde, han kunne få sagt noget i Krasniks ordstrøm: ved at indsparke det.

Som før nævnt: Jeg mindes ikke at have set et så énøjet interview. Det blev tydeligt, at man på forhånd havde besluttet sig for at ”afsløre” Hedegaard som voldstilhænger. På den måde mente man at kunne afmontére den sympati, der er strømmet Hedegaard i møde efter attentatforsøget. Og se, her kan man godt spørge, om det virkelig kan være det neutrale DR’s opgave at indlede et sådant korstog mod en enkeltperson. Og man kan videre spørge, om de har lov til at gøre det, når de kun kan gøre det ved et så eklatant misbrug af interview-formen.

Til sidst satte Krasnik prikken over infamitetens ”i” ved at læse nogle citater fra nogle af Hedegaards fjender og udslynge den fornedrende anklage, at der nok er noget om snakken – underforstået: når man har fundet hele tre citater om Hedegaards utroværdige personlighed, så er han sikkert et dumt svin. Hvad skal man svare til det? Hedegaard viste her sin personlige styrke ved at sige, at det udestående, han havde med Helle Merete Brix, ville han ikke afgøre for åben skærm.

Man kan efter denne udsendelse spørge, om mon DR og specielt Martin Krasnik hører med til islams frontkæmpere som det, Lenin kaldte ”nyttige idioter”. Idiot er han i hvert fald.

Advertisement