Zions Vises Protokoller og Lars Hedegaard

Kan man sammenligne ”I Krigens Hus” med ”Zions Vises Protokoller”? Det spørgsmål sidder man tilbage med, efter at interview’eren Martin Krasnik forleden blev interview’et af TV2’s Poul Erik Skammelsen. Det vender vi tilbage til.

For først skal det dog bemærkes, at Aia Fog, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, fik ret i sin forhåbning. Da hun hørte, at DR2 ville lave dette interview som en opfølgning af det fatale interview den 17. marts, sagde hun, at hun ikke håbede, Martin Krasnik ville blive udsat for den behandling, han selv havde udsat Lars Hedegaard for; skete det, mente hun vist, ville vi ikke blive spor klogere, blot ville nogen måske føle, at de fik hævn, andre, at de blev endnu mere forurettede.

Den forhåbning levede Poul Erik Skammelsen tilfulde op til. Han havde forberedt både sig selv og sit ”offer” godt, så vi, seerne, virkelig blev klogere. Han havde fulgt med i den debat, der var opstået ovenpå det fatale interview, Krasnik lavede. Og han stillede sine spørgsmål ud fra de indvendinger mod interview’et, som andre var kommet med, og holdt som god professionel journalist sine egne meninger tilbage. Det bevirkede, at Krasnik ikke blev overrasket over nogle af spørgsmålene. Han havde jo også fulgt med i debatten og derfor gjort sig tanker over indvendingerne.

Men derved gjorde Skammelsen det klart, uden måske at ville det, hvor uprofessionelt Krasniks interview var. Der har i tidens løb været rigelig med diskussionsmateriale angående bogen ”I Krigens Hus”. Det kunne Krasnik snildt have anvendt. Fordelen ved at anvende det, er, at man kan forvente, at Hedegaard har tænkt disse indvendinger igennem på forhånd, sådan at man ikke kommer til at fange sit offer på det forkerte ben. Når han ikke gjorde det, men i stedet stillede spørgsmål ud fra sin egen læsning af ”I Krigens Hus”, så risikerer han netop, at Hedegaard enten ikke forstår hans spørgsmål, fordi det kræver tid og omtanke at sætte sig ind i en fremmeds terminologi, eller ikke kan huske, hvad der egentlig stod i den bog, han havde skrevet; det er jo trods alt nogle år siden.

Men det var præcis, hvad der skete: Hedegaard fattede ofte ikke Krasniks indvendinger, der jo også var ret fortænkte. Og interview’et gav derfor indtryk af en Lars Hedegaard, der var lidt rundt på gulvet, ikke rigtig havde noget at sige imod det, Krasnik præsenterede ham for.

Jeg skal ikke kunne sige, om Krasnik med vilje har undladt den sædvanlige professionelle metode med at udvælge argumentationer fra debatten, om han altså allerede i selve udvælgelsen af spørgsmål, hvis mening han véd, Hedegaard har svært ved at finde frem til, har haft til hensigt at få ham ned med nakken. Men Skammelsens interview med ham gav os seere mulighed for at se, hvad et godt interview er, i modsætning til Krasniks, og derefter tænke vort.

Det samme gælder den e-mail, hvormed Krasnik inviterede Hedegaard i studiet. Skammelsen rejste tvivl om ægtheden af de følelser hos Krasnik, som han i mailen hævdede, han havde, beundring overfor Hedegaard, f.eks. Men han gjorde det ved at citere andres indvendinger, ikke ved selv at fremkomme med nogen anklage. Og igen: så kan man jo tænke sit.

Jeg vil også lige nævne omtalen af det ”forord”, interview’et var forsynet med. Her blev en del af det afspillet. Man så Krasnik stå og forklare, at nu er det efterhånden tre uger siden, Lars Hedegaard sagde, at han blev forsøgt myrdet, fordi han havde islam-kritiske anskuelser. Det har mange følt sig stødt over, heriblandt undertegnede. Hører Krasnik til de mennesker, der mener, det hele er opspind fra Hedegaards side? Sådan hørte jeg udtalelsen. I interview’et med Skammelsen forsvarede Krasnik sig med, at man skal høre det hele med. Dette ”han sagde” henviser til den begrundelse, Hedegaard selv gav for attentatet. Og så bedyrede Krasnik, at han da selvfølgelige troede på Hedegaards beskrivelse af det, der var sket.

Igen kan man jo tænke, hvad man vil. Jeg tænker, at Krasnik enten er en dårlig sproglig begavelse, eller er en overmåde fræk journalist, der med en tvivlsom formulering vil have en mistanke til at hænge i luften, uden at han selv kan drages til ansvar for den. Jeg mener, man skal være meget tonedøv, hvis man ikke i løbet af debatten er blevet klar over, at der faktisk findes mennesker, der ikke tror på, at Hedegaard overhovedet blev udsat for fare; det hele var bare noget, han sagde, hævder man. Og når Krasnik formulerer sig, som han gør, når han sætter tidsbestemmelsen i forbindelse, ikke med, at Hedegaard blev forsøgt myrdet, men med, at han sagde, at han blev forsøgt myrdet, så er det ret nærliggende at tro, at Krasnik hører til heldigvis få, der mener, Hedegaard har opfundet det hele. Altså, det, at Hedegaard mener, at attentatet skyldes hans islamkritik, behøver jo ingen tidsbestemmelse. Det mente han forholdsvis kort tid efter attentatet, og det mener han formentlig stadig.

Krasnik kunne have formuleret sig på mange andre måder, og når han vælger netop denne formulering, sættes man i det dilemma, at man enten skal tro, han ikke véd, at måden, han siger det på, er misforståelig, eller tro, at han er så begavet, at han udmærket er klar over det misforståelige, men netop har ønsket, at det skulle være misforståeligt..

Men vi skal frem til det med ”Zions Vises Protokoller”!

Her viser sig ikke blot Krasniks fordomme, men også det forkrampede i hele debatten om islam.

I det første interview lagde jeg ikke så meget mærke til det fantastiske i sagen. Det var først, da Krasnik i interview’et med Skammelsen hævdede, at han så sandelig mente det alvorligt, når han sammenlignede ”I Krigens Hus” med ”Zions Vises Protokoller”. Og det er en ganske fantastisk sammenligning, altså fantastisk naiv, fantastisk ved siden af. Så vidt jeg husker, var det, Krasnik brugte som sammenligningspunkt det forhold, at begge skrifter gik ud fra, at en gruppe mennesker, der fandtes i vore samfund som minoritet, havde planer om at sætte sig i besiddelse af verdensherredømmet, for ”Zions Vises Protokollers” vedkommende var minoriteten jøderne, for ”I Krigens Huses” vedkommende var det muslimerne.

Men sammenligningen er fantastisk. At nogen kan komme på den tanke, er utroligt. Man kan forstå på det hele, at Krasnik anser det for tåbelig snak, at muslimer skulle operere med tanker om at sætte sig på magten i Europa. Det må han jo så mene. Og at Hedegaard m.fl. mener, at det er en mulighed, der er sandsynlig, nå ja, det må Krasnik jo leve med, eller det må han argumentere imod, hvis han mener, det er forkert. Men hvordan han i denne argumentation fuldstændig kan se bort fra både islams historie og de mange udtalelser fra nutidige muslimer, der understøtter tesen, det er ret fantastisk. Men det er just det han gør, når han sammenligner ”I Krigens Hus” med ”Zions Vises Protokoller”.

For ”Zions Vises Protokoller” er det pure opspind, er et fantasiprodukt, fremstillet af en antisemit, Krushevan, som begrundelse for at kunne gennemføre en pogrom imod jøderne. Det ville nok også være vanskeligt at finde ægte udtalelser af jøder, som beviste, at de var ude efter at erobre verdensherredømmet. Og i mangel af bedres havelse fremstillede man så ”beviserne” selv.

Overfor det står ”I Krigens Hus”, hvis påstand om muslimers ønske om verdensherredømmet dels bevises ud fra islams historie og dels ud fra diverse udtalelser fra ægte, altså ikke opdigtede nutidige muslimer.

Med sin sammenligning siger Krasnik: Ligeså lidt som jøderne udgør nogen fare for europæerne, gør muslimerne det. Ligeså lidt som jøderne på nogen måde kan tænkes at stræbe efter de europæiske magters undergang, kan muslimerne det. Ligeså tåbeligt det er at tro, at jøderne vil sine værtsnationer noget ondt, ligeså tåbeligt er det at tro, at muslimerne vil det. Og well, denne sammenligning stemmer godt nok overens med det, der regnes for ”god tone” i visse elitære kredse, men den stemmer på ingen måde overens med de iagttagelser, vi kan gøre os i nutiden, og den historie, vi kan læse os til om fortiden.

Historien viser med al tydelighed, at islam har været ude efter verdensherredømmet. Inden der var gået 100 år efter Muhammeds død, havde man sat sig i besiddelse af hele Nordafrika, Spanien, Mellemøsten, Irak og Persien, helt frem til Indus. Gudskelov var vore europæiske forfædre klogere end vore dages folkelige eliter, de gjorde modstand mod den islamiske erobringstrang. Men desværre var de også svagere, end vi er i dag, så de blev trængt tilbage, først fra Nordafrika og Spanien, siden fra Lilleasien og Balkanlandene.

Problemet er jo så, at siden 1683, hvor tyrkerne blev slået foran Wiens porte, har alle muslimske lande været for svage i forhold til europæerne til at kunne udgøre nogen trussel. Vil de så stadig erobre verden? Har de så stadig i sig dette krav om at skulle gennemføre ”hellig krig”, jihad?

Selvfølgelig vil fornuftige vesterlændinge da tænke, at de da må være godt tossede, hvis de stadigvæk tænker på at erobre verden. Jeg regner mig selv for at være en fornuftig vesterlænding, og jeg vil da også mene, at muslimerne er godt tossede, hvis de kalkulerer med nogen verdenserobring. Men jeg er tillige teolog, og jeg véd derfor noget om, hvor tosset en tosset teologi kan gøre mennesker. Jeg synes som fornuftig vesterlænding, at det er komplet åndssvagt at begå selvmord ved at flyve et fly ind i et tårn, selv om man derved kan slå mange af de forhadte vesterlændinge ihjel (plus en god del muslimer). Men jeg må til min overraskelse konstatere, at der faktisk fandtes mennesker, der var så åndssvage. Og de var muslimer, og de gjorde det, fordi de dermed ville føre jihad mod os vesterlændinge.

Og PET har jo også konstateret, at den slags mennesker endog bevæger sig rundt i vort skønne land. Ligeledes må vi konstatere, at når muslimerne ”sætter sig på” et område, så kan de forholdsvis let af deres religions ildsjæle overbevises om, at så skal sharia-loven gælde for dette område. ”Nørrebro for muslimer” var krigsråbet for ikke så længe siden. Og i næsten hver storby i Europa lyder det samme ”krigsråb” i de ghettoer, som også er blevet et velkendt syn.

Er alt dette gået Krasniks næse forbi? Ja, formentlig. Men ikke fordi han ikke har hørt om det, men fordi han i lighed med den øvrige elite med alle midler har bortforklaret det. Alligevel! At se bort fra det i den grad, at han betragte det som selvopfundne trusselsbilleder, ligesom ”Zions Vises Protokoller” er en selvopfunden fantasi, det er ganske utroligt. Men minsandten, han ”tilstod” det i interview’et med Skammelsen: det var virkelig hans mening at foretage denne sammenligning. Intet under, at Hedegaard var lamslået: At nogen kunne foretage en sådan sammenligning lå helt udenfor hans forestillingsevne.

Nå, til sidst skal blot den e-mail nævnes, som han efter interview’et sendte til Lars Hedegaard. Heri hævdede han, at det hele var gået fint, og at Hedegaard havde klaret sig godt. Hvad ligner dog det at skrive noget sådant, når enhver kan se, at Hedegaard var ude i tovene? Mente han virkelig det? Nej, såmænd gjorde han ej. Det viste sig i interview’et med Skammelsen. Her forsvarede han sin hårde metode med at sige: ”Jamen, han kunne jo bare have svaret!” Så, havde Hedegaard klaret sig godt? Det tror vi ikke på, at Krasnik mente. Og så bliver man endnu mere overbevist om, at de vist heller ikke var meningen, at Hedegaard skulle klare sig godt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Zions Vises Protokoller og Lars Hedegaard

  1. Morten - - - siger:

    Jeg ved ikke rigtigt, hvad Martin Krasniks intention var. Måske var det virkelig at gå hårdt til Lars Hedegaard for at retfærdiggøre, at han havde sat en hel udsendelse af til ham. Jeg kunne godt overtales til at tro det.

    Det med at jævnføre “Zions Vises Protokoller” med beskrivelser af muslimers notoriske erobringsforsøg er dog det glade vanvid. Superkikset idé af de grunde, du anfører herover.

    Men at noget er superkikset betyder ikke, at det ikke er omfattet af konsensus og politisk korrekthed. Salig Thomas Winding undrede sig angiveligt også over, at det tilsyneladende var sådan en “reaktion” hos mennesker – når det gik dem godt og de havde overflod – straks at tro, at andre mennesker ville tage deres land fra dem og berøve dem deres goder. Han lukkede næsten øjnene, når han med sin karakteristiske ro i stemmen meddelte sin forbavselse over denne sære og ængstelige tilbøjelighed.

    Til gengæld kunne vi andre fristes til at stille spørgsmålet: Hvornår er en succesfuld civilisation ikke blevet forsøgt erobret af andre folkeslag? Hvornår er succesfulde civilisationer ikke endt med at falde i hænderne på begærlige krigsherrer? Har vi nogen grund til at mene, at vi udgør en undtagelse? Det synes jeg ikke, der er noget, der tyder på, at vi gør.

    Det er jo ikke ret svært at se. Men verden synes delt mellem de, der anstrenger sig for at se. Og de, der anstrenger sig for ikke at se. Det er sjovest at høre til de sidste, for det er dér festen og ubekymretheden er. Og derfor er det også dér, man finder flest succesfulde og veluddannede mennesker. De har nemlig mindst at vinde ved at have holdninger.

    Gaudeamus igitur

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s