Hurra for livet!

Fredag aften skulle vi til det igen: Igen én af disse diskussioner, hvor man går den kristne tro kritisk efter i sømmene. Det var Deadline på DR2, der havde arrangeret seancen, og man skal vistnok i det hele taget være glad for, at man tog et emne frem, der havde noget med påske at gøre sådan en højhellig Langfredag.

Præmissen for diskussionen blev lagt af redaktionen, repræsenteret ved Martin Krasnik. Og den ledte som så ofte før på afveje. Man havde i sin store visdom besluttet at ville have et bud på, hvormange af de præster, der i denne tid sad i deres arbejdsværelser og sled med den prædiken, der skal holdes på søndag, der ikke troede på Jesu opstandelse. Slag på tasken! Halvdelen, eller måske hele tre fjerdedele?

Alligevel kom der noget forholdsvis fornuftigt ud af det. Man havde sat Sørine Gotfredsen og Thorkild Grosbøll stævne, og fik senere en kirkehistoriker til at blande sig. Hans navn har jeg glemt.

Og det var da sådan set sjovt at se, hvordan det af de tre kun var Sørine Gotfredsen, der var villig til at give et bud på det oprindelige spørgsmål. I det hele taget lykkedes det de tre gæster, også Sørine Gotfredsen, at afmontere mange af de ”firkantede” spørgsmål, Krasnik kom med, og få gjort det klart, at kristendom netop handler om det ved livet, der ikke kan bevises eller modbevises. Uden at det dog kom til at stå klokkeklart for enhver, hvad der så er det egentlige i kristendommen.

Nuvel, det er efterhånden nogle år siden, jeg slap præstegerningen, men jeg må alligevel indrømme, at en sådan diskussion lyder som trompetens skrald for en gammel kavallerihest. Normalt gør jeg ikke mere det, når jeg hører en prædiken, at jeg giver mig til at overveje, hvordan jeg ville have klaret det problem, men her gjorde jeg det. Jeg gætter på, at det fængede, fordi det var næsten umuligt ud fra den givne præmis at give et fyldestgørende svar.

Jeg véd ikke, om det nytter noget at fremhæve, at én af forskellene mellem gamle dage og vore dage, er, at man i tidligere tider både udtrykte sig i myter og forstod mytetale. Beretningen om Jesu opstandelse er således en myte, og vil vi forstå den, må vi prøve at forstå den som den mytetale, de gamle uden videre opfattede den som. Det vil sige: vi må aldrig – jeg gentager: aldrig – nøjes med at spørge om den håndgribelige begivenhed, sådan som Deadline-redaktionen havde besluttet at nøjes med. Vi skal altid – jeg gentager: altid – tillige spørge, hvad det betyder for mig og det liv, jeg har at leve.

Lad mig illustrere det ved et enkelt træk i lidelseshistorien: Peters fornægtelse. Han var høj i hatten, den gode Peter, skærtorsdag aften, da han hævdede, at om alle andre flygtede bort fra Jesus, han ville ikke flygte, ja, om så han skulle lide døden sammen med Jesus, han ville ikke vige. Men ak, vi véd alle, at han veg, vi er alle klar over, at han sveg, da det gjaldt, alle hans ord om trofasthed faldt til jorden, da de blev sat på prøve, den skrækkelige virkelighedens prøve. Men da hanen galede, og Peter måtte sande, at det virkelig var gået, som Jesus havde forudsagt: at han ville fornægte ham, da gik han udenfor og græd bitterligt.

Og det er jo så spørgsmålet: Er der mere at sige til Peter? Må han leve med dette svigt resten af sit liv? Må han leve med sit forhold til sin herre og mester, Jesus, brudt og ituslaget ved hans egen skyld? Eller findes der tilgivelse? For ham? For os, der har gjort noget af det samme?

Det fortæller én af de mange opstandelseshistorier om. Det er johannesevangelisten, der i tilknytning til det måltid, disciplene holder sammen med den opstandne Jesus, fortæller, at Jesus tre gange spørger Peter, om han elsker ham. Det siges ikke udtrykkeligt, men det kræver ikke megen litterær sans at finde ud af, at de tre gange henviser til de tre gange, Peter fornægtede Jesus. Og alle tre gange sker der det, at Jesus godkender Peter: ”Vær hyrde for mine lam!” Han tilgives, han genindsættes i embedet som discipel, forholdet mellem Peter og Jesus bliver genoprettet.

Og det er her, vi stilles overfor det, opstandelse handler om. Er tilgivelse en realitet, noget, der virkelig kan forekomme? Eller er menneskenes troløshed det eneste sande, der er at sige om os mennesker? De gamle fandt forløsning for deres fortællinger derved, at de fortalte om Jesu opstandelse, om kvinderne ved den tomme grav, om disciplene, der både troede og ikke troede, om de to på vej til Emmaus, der ikke kunne se meningen med skrifterne, før Jesus selv gik op på siden af dem og forklarede det for dem, om Paulus, den ringeste af alle apostlene, fordi han havde forfulgt Guds kirke, Paulus som dog fik den opstandne Jesus at se.

Og vil vi nu sige: ”Jamen, tilgivelse kan jeg nok tro på, men ikke tilgivelse gennem en dødeopvækkelse”, så lad blot opstandelsen ligge, koncentrér dig om virkelig at tro på tilgivelse, både når du selv har den behov, og når andre har brug for den fra din side. Så har du fat på noget væsentligt i kristendommen, de overvejelser, du mangler, er blot rationelle overvejelser, som det vel ikke er umuligt at gøre sig, når blot tilgivelsesmuligheden står fast, og om de kommer før eller de kommer siden, det betyder i virkeligheden ikke stort.

Hans Anker Jørgensen har givet udtryk for netop dette i den salme blandt de salmer, der kom med i den ny salmebog, der vel nok er den bedste og mest uundværlige. Han indleder med i første vers at spørge, hvad det vil sige at møde den opstandne frelser, og svarer i vers 5, 6 og 7:

Det er som at fornægteren Simon den Bange,

fortabt i sin skam,

at høre hans tillidserklæring tre gange:

Vogt du mine lam!

Det er som at løftes af mægtige hænder

fra drukning i mørket til morgen blandt venner.

 

Det er som forfølgeren Saulus at rammes

af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes

og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!

 

Det er som forræderen Judas at sidde

i Helvedes kval

og mærke en luftning i Helvedes hede

så himmelsk og sval

og vide, nu kommer den mester, jeg kender

til Helvede går han for venner og fjender.

Det syvende vers skal med. For hermed har Hans Anker Jørgensen bragt noget nyt ind i dogmatikken. Judas er fortabelsens søn, Judas går fortabt, derom ingen tvivl. Sådan har det heddet igennem mange århundreder. Men vi kan jo ikke standse vor digtning. Vi må fortsætte, hvor de gamle slap. Grundtvig kunne synge, at ”I kvæld blev der banked på Helvedes port”, han kunne berette om Kristi nedfart til dødsriget, noget, vi ellers kun kender til fra trosbekendelsen, og hævde, at det måtte ske, at den opstandne kæmpe gæsted Helvede, ”for gråd selv i Helved at dæmpe”. Men lade Judas møde den mester, han forrådte, det voved han ikke.

Men det vover Hans Anker Jørgensen. Den Judas, der ifølge Matt 27,3-5 fortrød sit forræderi, ville levere pengene tilbage, men blev afvist af rådet, og derefter gik han og hængte sig, han bliver ikke ladt ude, men draget med ind blandt dem, Jesus er frelser for, han bliver fundet i Helvede, hans anger bliver hørt, som Peters anger blev det.

Men intet af dette har med det at gøre, det kan måles og vejes. Intet af dette kommer ind under det begreb, der hedder videnskab. Derimod nok ind under det, der hedder litteraturhistorie. Og endnu tydeligere ind under faget filosofi. Og dog kommer en filosof aldrig ud for at skulle tro som en kristen, hvis han nøjes med at sidde i sit elfenbenstårn og betragte tilværelsen udefra. Han må selv ud i bølgerne, selv gøre sig tanke over, hvad det er at leve, hvad det er at have stolet på et andet menneske og blive svigtet, hvad det er at tilgive al svigten for at få forholdet genoprettet.

Man kan vel ikke forvente af Deadlines redaktion, at de sådan begiver sig ud i tilværelsens bølgegang. Og derfor er måske det spørgmål, der for dem forekommer mest relevant, det, de stillede: Hvordan kan dog en præst gå med til, sådan helt frivilligt, at tro på den umulighed, at Jesus skulle være opstået fra de døde? Hvordan tænker han eller hun om det? Hvilke knuder skal der slås på den ellers nogenlunde besindige præstelige fornuft, for at det skal kunne lade sig gøre?

At forestille sig, at der i denne mærkværdige verden er mennesker, måske endda mange mennesker, deriblandt ikke så få præster, der faktisk har mødt Jesu ord og ordene om ham som en befrielse, som noget, der sagde dem noget om livet, de ikke kunne sige sig selv, som noget, de derfor ville stole på, om så alt andet glippede, så de ikke blot påskemorgen føler trang til at frempippe Grundtvigs noget forsigtige ”Påskeblomst, hvad vil du her?” (DDS 236), men langt snarere føler, at det, der skal siges ved den lejlighed, rammes langt bedre af Grundtvigs trompetfanfare: ”Herren af søvne opvågned, opsprang/ Hører du, Helved, vor morgensang:/ Kristus opstod fra de døde!” (DDS 223) … at forestille sig, at sådanne mennesker findes, nå ja, det er måske en for stor fantasi at forudsætte hos Deadlines redaktion, men man kan jo så glæde sig over, at virkeligheden gang på gang overgår selv den vildeste fantasi.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Hurra for livet!

  1. Pingback: Om Jesu opstandelse | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s