På vej mod arabisk demokrati?

Det er ikke mig, der påstår, at araberne er på vej mod én eller anden form for demokrati, det er den kendte islam-ekspert Olivier Roy. Han var på besøg i Deadline forleden, for der var andre end mig, der undrede sig over hans påstande. Det gjorde f.eks. Martin Krasnik, som af den grund havde interview’et ham. Og hans undren fremgik ret tydeligt af interview’et. Hvilket sådan set var udmærket, for det fik Roy til at tydeliggøre sine synspunkter, så man ikke skulle tro, der var tale om en fortalelse.

Hans synspunkt var det, at de islamister, der, før de kom til magten, havde agiteret for at ”islam er løsningen”, efter at de var kommet til magten, havde måttet erkende, at det hele ikke var så enkelt endda. Der var i løbet af ”foråret” opstået så megen frihed i både Egypten og Tunesien, at islamisterne ingen af stederne kunne regne med, at de var enefortolkere af, hvad den sande islam var. I Egypten havde det muslimske broderskab f.eks. til højre for sig salafisterne, som agiterede for en endnu strengere sharia, og i begge lande gjorde mange imamer modstand mod at skulle spændes for regeringens vogn; de ville ikke være statstjenestemænd. Dertil kom, at det ansete al-Azhar universitet i Kairo også forlangte frihed fra regeringens omklamring.

Men der var også sket det under ”foråret”, at masserne var trængt igennem ”frygtens mur”, dvs., regeringerne kunne ikke længer styre de demonstrationer, der opstod på gaderne. Og de har forresten heller ikke mere noget greb om hæren eller politiet.

Og denne mangel på magtbase, mente Olivier Roy, betød også, at islamisterne ville være nødt til at træde tilbage efter næste valg, hvis ikke de fik et mandat fra vælgerne til at blive siddende.

I det hele taget var de diskussioner, uroligheder, demonstrationer, vi så i de to lande, et tegn på, at demokratiet var ved at vinde fodfæste dèr. På sin egen skæve facon, naturligvis, ikke efter vesteuropæisk mønster, men alligevel, det var demokratiets svære fødselveer, vi var vidne til.

Jeg har fundet en artikel af Olivier Roy på nettet, hvor han siger nogenlunde det samme som i interview’et, se http://www.newstatesman.com/world-affairs/middle-east/2012/12/myth-islamist-winter.

Men for at ingen nu skal komme for godt i gang med sine forhåbninger, så lad mig nævne en artikel, som lader andre, specielt muslimske, vanskeligheder tårne sig op. Det drejer sig om en artikel af Kenneth Karlsson, se her http://snaphanen.dk/2013/04/05/sunni-vs-shia-den-muslimska-motsattningen/, som omtaler modsætningen mellem shia- og sunni-islam. Det er en grundig gennemgang, som viser, hvordan denne modsætning har eksisteret igennem hele islams historie, og hvordan den spreder sin gift ud over Mellemøsten den dag i dag.

Modsætningen mellem de to grupper synes umulig at komme ud over. Der er således dræbt langt flere mennesker i denne muslimske ”broderkrig” end i konflikten mellem Israel og Palæstina. Men muslimer erkender den ikke gerne. De har for vane i højtidelige stunder at tale om broderforhold mellem alle muslimer, samlet i én stor ”umma”, men så snart den højtidelige stund er ovre, dukket hadet op igen.

I Irak har det nået næsten ufattelige højder. Sunnier laver selvmordsangreb mod de shiitter, der nu sidder på magten, i modsætning til under Saddam Hussein, hvor det var sunnierne, der havde magten. Ganske vist har en shiitisk imam udstedt en fatwa, hvorefter selvmordsangreb er ”haram”, forbudt. Men dels er det jo kun den ene side, der afstår fra at bruge det våben, og dels har denne fatwa ikke forhindret diverse shiitiske ”dødspatruljer” at indfange enkeltsunnier, udsætte dem for tortur og efterlade liget ét eller andet obskønt sted.

Karlsson forklarer modsætningen med, at islam greb til en allerede eksisterende klan-kultur og videreudviklede den. En såden kultur bygger, som f.eks. mafia-kulturen, på rå magt og vilje til at udøve den. Ligesom mafia-bossen ikke tåler rivaler ved sin side, sådan tåler en sunni-imam ikke rivaliserende shiitter i sit område. Jeg véd ikke, om sammenligningen holder i alle led, men sandt er det, at islam bygger på magt. Og hvis modsætningen mellem sunnier og shiitter er bare halv så stor, som Karlsson hævder, så er det meget svært at forestille sig, at en demokratisk tradition kan skabes i et så modsætningsfyldt samfund.

Men måske i lande, hvor modsætningen sunnier/shiitter ikke forefindes på samme måde som i Irak. Hvem véd! Olivier Roys udtalelser giver i hvert fald baggrund for at fastholde håbet lidt endnu.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til På vej mod arabisk demokrati?

  1. Morten - - - siger:

    Manden, der som den første forudså “Det Arabiske Forår”, Lawrence Taub, mener noget af det samme. Der vil opstå en slags “metaltræthed”, når muligheden for at forjætte en islamisk, saliggørende samfundsorden er brugt op. Fordi korruptionen fortsætter, og alle de andre dårskaber og dårligdomme – naturligvis fortsætter. Det vil give islam et knæk.

    Det er tiår siden, Lawrence Taub fortalte en umoden verden om de kommende begivenheder i sin oversete bog. Den er stadig dødaktuel, og vil forblive det i de kommende, mindst fire, tiår. Hvis man ikke vil læse Lawrence Taub, så se i stedet hvad en kvindelig ægyptisk redaktør skriver: http://www.dailynewsegypt.com/2013/01/07/a-generation-of-atheists/

    – – –

  2. Morten - - - siger:

    P. S. Vi skal selvfølgelig først igennem en periode, hvor alle vil beskylde alle for ikke at være “rigtige” islamister, og loven for ikke at være “rigtig” sharia – ligesom Sovjetunionen ikke var “rigtig” kommunisme (og det var dét, der var galt) i følge mange mennesker på Venstrefløjen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s