Næsegnidning – goddaw do!

Marie Krarup er kommet galt af sted i det gode selskab. Hun har tilladt sig i et blogindlæg i Berlingske at undre sig over den kultur, der hersker i den newzealandske flåde. Her bød man de udsendte fra Danmark velkommen med en maori-ceremoni, afsluttende med, at man hilste på hinanden ved at gnide næser. Og det undrede hun sig ikke så lidt over:

Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næse med 10 europæisk udseende søofficerer. (Fra uddrag af hendes blog, se http://politiken.dk/politik/ECE1939868/fakta-se-blogindlaeg-og-oversaettelsen-her/).

Men der var ingen, der lo.

Derimod var der mange, først i New Zealand, siden i Danmark, der forargedes højligen. Blogindlægget nåede til New Zealand og det blev øjeblikkelig udlagt som nedværdigende overfor øernes oprindelige befolkning, maorierne. Og Marie Krarup fortæller, at hun siden har modtaget en masse hademail fra New Zealand, dog tilføjer hun, at der også er kommet en del takke-mails fra folk, der er glade for, at hun har rørt ved dette newzealandske tabu.

Blandt de forargede er Mogens Mogensen på religion.dk, se http://www.religion.dk/artikel/504967:Fra-bloggen—Marie-Krarup-udviser-respektloes-holdning-til-maori-kulturen. Han forklarer indgående, hvordan man i gamle dage kunne tillade sig at være etnocentrisk, men ikke kan tillade sig det i dag i den globaliserede verden, vi lever i. Og han er forarget på Marie Krarups holdning til maorierne: ”Hun udviser respektløs holdning til Maori-kulturen” som han skriver i overskriften.

Han har ikke fattet pointen. Som sædvanlig ligger djævelen gemt i detaljen. Nå ja, i dette tilfælde er der to detaljer, man skal bide mærke i, måske endda tre.

Først, at Marie Krarup under omtalen af den dans, der indledte ceremonien, fortæller, at de af en lokal var blevet instrueret om, at man ikke måtte grine. Dernæst, at søofficererne var engelsktalende newzealændere, der under ceremonien skulle udtrykke sig på et sprog, de ikke forstod, og som ikke var deres, nemlig maori. Det var umuligt, fortæller Marie Krarup, at fange deres blik; de så alle ned i jorden. Endelig, at én af søofficererne gav hende et kindkys i stedet for at gnide næse med hende, hvilket hun blev meget glad for.

Hvem er det, der er offer for hendes satire? Maorierne? Nej, nej, skudt forbi! Det er de engelsktalende newzealændere. De er gået med til at droppe deres egen kultur til fordel for maoriernes kultur. De har accepteret, at maoriernes kultur – uanset om de er mange eller få, betydningsfulde eller betydningsløse i det newzealandske samfund – skal være deres kultur, bestemme deres hilseformer, være det ritual, de møder deres gæster med.

Hvis det var et maori-tempel, man ville besøge, så ok. Men når det er en newzealandsk flådestation, bemandet med lutter engelsktalende newzealændere, så bliver det noget kunstigt noget. Men åbenbart noget, man har indført i New Zealand for ikke at kunne beskyldes for, at man ikke tager hensyn til den oprindelige befolkning. Og ”man”, det betyder her den engelsktalende del af befolkningen, dvs., de omkring 72% af befolkningen, der taler engelsk. Maorierne udgør omkring 13%.

Det er kendetegnende for os vesterlændinge, at vi i mange forhold går rundt som én stor undskyldning for os selv. Der er ikke grænser for alt det onde, vi har lavet rundt omkring, hvor vi i sin tid havde kolonier. Og vi forventes allesammen at se brødebetyngede ud. Det forekommer mig ret idiotisk, at vi sådan skal reduceres til skygger af os selv. Javist, vi har foretaget os mange slyngelstreger som kolonimagter, javist, vi har ofte betragtet vor kultur som den overlegne (det var nu også vanskeligt andet, når vi så, hvor tilbagestående u-landene var), javist, vi har været etnocentriske (for at bruge Mogens Mogensens udtryk). Men skal vi ikke også tale om de goder, ulandenes befolkninger har fået af os, lægevidenskab, ingeniørkunst, radiofoni og telefoni? Nej, det tæller sædvanligvis ikke med i regnskabet. For så kan man jo ikke få os til at være så skamfulde og brødebetyngede, som man vil have os til at være.

Som sagt, denne selvudslettende holdning blandt vesterlændinge ser man mange steder. Men jeg har dog ikke før set et så lysende eksempel på det som det, Marie Krarup fortæller om her.

Mogens Mogensen skriver til sidst:

I isolerede nationalstater kan vi slippe af sted med markante etnocentriske holdninger, men i en mere og mere globaliseret verden vil etnocentrisme bidrage til flere og flere konflikter, og der er der brug for at udvikle en større tværkulturel forståelse og dermed også en større kulturel empati, hvor vi på en og samme tid vedkender os vor egen kulturelle identitet, anerkender andres kultur, og erkender at enhver kultur – blandt andet som følge af mødet med andre kulturer – er under stadig forandring.

Tyskerne havde under nazisterne en etnocentrisk holdning; de ville have alle tyskere samlet under én hat. Det i sig selv kunne vel gå an. Men at de dertil udviklede en herrefolksmentalitet, en slags etnoimperialisme, det var uudholdeligt. At verden er globaliseret forhindrer ikke folkeslag i at være etnocentriske og tænke etnocentrisk. Og det gør ikke spor. Problemerne opstår først, når forskellige kulturer og forskellige folkeslag blandes sammen på det samme landområde. Så drejer det sig, som Mogens Mogensen så rigtigt formulerer det, om at udvikle tværkulturel forståelse og kulturel empati. Men dette skal minsandten udvikles, så vi vedkender os vor egen kulturelle identitet, så ingen går hen og bliver etnoimperialister.

Og det undrer mig, at han, når han kan skrive det, tilsyneladende slet ikke forstår, hvilke problemer det er Marie Krarup påpeger. Det er jo netop, at de engelsktalende newzealændere ikke tør vedkende sig deres egen kulturelle identitet, men lægger sig fladt ned for en kultur, der er lige så fremmed for dem, som den er for os. Eller det er, at de ikke tør være etnocentriske, men underlægger sig andres etnoimperialisme.

Hvordan maorierne skal klare sig, hvordan de skal bibeholde deres kulturelle identitet i en moderne verden, hvordan de skal kunne leve et liv i New Zealand, der ikke bliver et reservatliv eller et folklore-liv, det er et stort problem – for dem. Men det er at gøre dem en bjørnetjeneste, hvis vi lader, som om vi er maorier, prøver at efterabe dem i de ceremonier, der formentlig stadig betyder noget for dem, men jo ikke for os, eller ligefrem tvinger vore ansatte til at gnide næse med fremmede.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s