Kultursammenstød

Sagen om Marie Krarups blogindlæg på Berlingske vil ingen ende tage. Man har fra elitens side haget sig fast i, at hun har sagt noget ufordelagtigt om maoriernes kultur, og det må man ikke, selv ikke i det fjerne Danmark, og derfor skal hun kanøfles. Og det bliver hun så, og man lægger i farten slet ikke mærke til, at man ikke har forstået hendes anliggende.

Storeslem i den henseende var en udsendelse i Deadline forleden, den 11-4 2013. Ida Auken havde begået en kronik i Berlingske, se http://www.b.dk/kronikker/ida-auken-df-nedvurderer-dansk-kultur, og den skulle hun forsvare, mens Søren Espersen fra Dansk Folkeparti skulle forklare partiets holdning. Det kom der ikke noget fornuftigt ud af, vel nok især, fordi Ida Auken, som så mange andre debattører, ikke havde forstået, hvad sagen drejer sig om.

Det samme må siges om Deadline-redaktionen, i dette tilfælde repræsenteret ved Martin Breum. Man afsluttede denne debat (jeg mener: pseudodebat) med at tage et gammelt klip frem fra dronning Margrethes besøg på New Zealand. Det viste, hvordan den kongelige familie blev udsat for en powhiri, dvs., den velkomstceremoni, som også Marie Krarup overværede og beskrev. Men dels havde man ikke på nogen måde ulejliget sig med at fortælle om den sammenhæng, den kongelige familie overværede ceremonien i, dels havde man ikke opdaget den finesse, at hvad Marie Krarup blev udsat for: næsegnidning (kaldet hongi) med fremmede mænd, det blev vor dronning ikke udsat for.

Lad os derfor se lidt på, hvordan kulturer mødes, støder sammen, udviser forståelse eller mangel på forståelse og får tingene til at glide eller får modsætninger til at eskalere.

Jeg vil først nævne et tilfælde, som min gamle studenterkammerat fortalte mig fornylig. Han havde for mange år siden været i USA som underviser og dèr fået en elev, som han og hans kone havde opbygget et vist fortrolighedsforhold til. Han var kineser, men det kom først frem, da min studenterkammerat skulle rejse hjem. For hans kinesiske elev var blevet så glad for hans og hans kones venskab, at han uvilkårlig greb til den største æresbevisning, han som kineser kunne vise ham: Han ville behandle dem, som en sand kineser behandler sine forældre. Han ville køre dem til lufthavnen, han ville aflevere den lejede bil til udlejeren, han ville passe dem op i alle ender og kanter. Det sagde min studenterkammerat dog nej til; så aflægs var han ikke, at han ikke godt kunne klare den slags selv. Han ville ikke passes op som et lille barn, selv om han godt forstod, at det i kineserens øjne var en stor ære, han viste ham.

Jeg må indrømme, at jeg finder kineserens omsorg rørende. Og jeg må også indrømme, at jeg måske nok selv ville have valgt at tage imod denne æresbevisning, hvis jeg havde levet mig så meget ind i kinesisk kultur, at jeg havde opdaget, at det var sådan, det var ment (hvilket forresten nok er ret tvivlsomt, for min indlevelsesevne er ikke særlig stor). Men jeg må også sige, at jeg forstår min studenterkammerat og hans afvisning. Jo, jo, jeg kan godt forstå, at det kan gøre ondt på den unge kineser, men ligesom vi kan sætte os ind i hans kultur, så vi forstår den gode hensigt bag hans tilbud, sådan må vel også han kunne sætte sig ind i vores kultur og forstå, at vi ikke ønsker som voksne mennesker at blive behandlet som børn.

Kultursammenstød? Ja, et kultursammenstød, som næsten uundgåeligt fører til misforståelser, til skuffede forventninger og måske til direkte uvenskab. Men også et kultursammenstød, hvor der ikke gives noget indlysende svar på, hvordan den slags kan undgås.

Dernæst vil jeg nævne et andet forhold. Jeg har hørt, at det tidligere var sådan, at man, hvis man kom på besøg hos nogle på Færøerne, altid blev modtaget med den største gæstfrihed, blev budt på det bedste, huset formåede. Og det lyder jo udmærket og problemløst. Men desværre for en dansker kunne denne overmåde store gæstfrihed udmønte sig i, at han ved aftensbordet, hvor jo forskellige delikatesser blev sat frem, kunne risikere at få anbragt den største delikatesse af dem alle på sin tallerken: et fåreøje. Og alle forventede jo nu, at danskeren spiste det med alle tegn på velbehag, for at vise, hvor stor pris han satte på deres gæstfrihed.

Hvordan den enkelte dansker har klaret sig i denne situation, véd jeg ikke noget om, kanhænde en anden mere erfaren dansker på forhånd har advaret ham om muligheden, og kanhænde færingerne også langs hen ad vejen har erfaret, at den danske forestilling om delikatesser ikke helt var som den færøske. Men lur mig, om ikke færingerne, selv om de godt kendte til danskernes mærkelige smag, ofte har skulle prøve en uerfaren dansker af, har moret sig med at se hans afsky for det famøse øje og prøvet at skjule deres smil, når han alligevel gav sig i kast med det.

Kultursammenstød kan jo også give anledning til megen morskab.

Et tredie forhold skal også frem, endda skønt det er med mulighed for misforståelse. Som måske bekendt, modtog Danmark mod sin egen vilje i de sidste måneder af besættelsen omkring 250.000 tyske flygtninge. De blev anbragt i lejre rundt om i landet, og der blev sørget for dem både åndeligt og materielt. En del af den åndelige føde, de fik, bestod af en tysk avis, Deutsche Nachrichten, som blev redigeret af de Hitlermodstandere, der var flygtet til landet i trediverne, socialdemokrater og kommunister. Én af dem, Hans J. Reinowski, havde en ugentlig klumme, ”Wochenschwatz von Jochen Spatz”, hvori han tog forskellige ting fra nazi-tiden frem.

Den 10. december 1945 mindede han sine landsmænd om hitlerhilsenen, se http://www.tyskeflygtninge.dk/45-19.html#1. Han fortalte, hvordan to englændere hilste på hinanden i udlandet, hvordan to franskmænd sagde ”bon soir, mon cher” og hvordan to danskere sagde: ”Hvordan står det til?” Han fortsatte:

Sådan sagde også alle de andre, ikke-tyske, mindreværdige racer, når de mødtes ét eller andet sted, nogenlunde sådan til hinanden: “God dag, god vej, kære landsmand. Hvordan står det til? Hvordan går det?” Enkelt og hjerteligt, ikke sandt? Men når to tyskere, to folkefæller fra herrefolket, mødte hinanden ét eller andet sted, milde himmel! Allerede på mindst ti skridts afstand antog de den indre stramme holdning, ja, I kan nok huske det: Hagen ind, brystet frem, maven ind, knæene strakte, og al den slags. De pustede sig op som et par kamplystne haner og stirrede olmt på hinanden som et par tyre. Og så, når de var tre skridt fra hinanden, fløj deres arme op, som var de marionetter, og de brølede højtideligt: “Heil Hitler!”

Det var ikke spor sjovt, skrev så Jochen Spatz. Vi følte, at udlændingene gjorde nar af os på grund af den hilsen. Men vi ville ikke være ved det. Og vi vidste jo heller ikke, om den anden tysker var stikker for gestapo.

Og derfor gjorde vi noget andet, noget, som ellers intet folk på jorden gør. Når vi nemlig et eller andet sted traf nogle mennesker, om hvem vi måtte antage, at de var vore landsmænd, så krøb vi i det første, det bedste musehul. Eller vi opdagede pludselig, at vores snørebånd var gået op og skulle bindes. Eller vi gav os til omhyggeligt at læse alle plakaterne på den nærmeste plakatsøjle, også selv om vi ikke forstod et ord af det fremmede sprog. Eller — hvis intet andet hjalp — blev vi nærsynede og sank ned i dybe tanker som en indisk fakir, indtil kysten igen var klar.

Jeg tager dette forhold med, ikke fordi jeg på nogen måde vil antyde, at de engelsktalende newzealændere er en slags nazister, men fordi det viser, hvor svært det er at gribe ind i indgroede kulturelle vaner. Bliver en ny kultur trukket ned over hovedet på én, så bliver man uvilkårligt ved med i sit indre at føle, som man gjorde under den gamle kultur.

Og så til New Zealand!

Her har åbenbart de 72% engelsktalende indbyggere forsøgt at indoptage en del af de 12% maoriers kultur. Det er uvist, om det er sket for at ”brande” landet, så man ikke skal tro, dette er en hvilkensomhelst tidligere engelsk koloni, men med det samme skal blive klar over, at dette land er noget helt for sig selv, eller det er sket for at være imødekommende overfor maoriernes kultur. I hvert fald synes de engelsktalende at ”gå til den” med stor energi. Der hører noget til at lære sig at tale maori, omend kun gebrokkent. Og der hører også en vis alvorlig indstilling til at lære sig, hvordan man udfører en korrekt hongi: højre hånd fat i modpartens højre hånd, den venstre på den andens skulder, panden ind mod den andens pande, og så ét eller to klem fra næse til næse.

Og vi kan gerne forestille os, at dette ikke kun er noget, der kommer i kraft af en ordre fra oven; utvivlsomt er mange af de engelsktalende oprigtigt indstillet på at lære det ordentligt og gøre det rigtigt.

Men følger de indre følelser af den grund med? Føler man det, trods al den velvilje, man kan opbyde i sit sind, alligevel ikke som noget fremmed og unaturligt? Man er jo ikke vokset op med denne kultur. Man har ikke set sine forældre hilse sådan. Bliver det ikke på den måde noget kunstigt noget?

Lakmusprøven er den, som Jochen Spatz har skitseret: Hvis to engelsktalende newzealændere mødes i udlandet, vil de så hilse på hinanden med en hongi? Og hvis de gør, vil de med garanti fornemme det samme, som når to tyskere i nazitiden hilste på hinanden i udlandet: vi er da vist lidt til grin! Og det vil de have fuldstændig ret i: de er til grin.

Det er de allerede, når de skal gennemføre en powhiri med efterfølgende hongi overfor fremmede nationers udsendinge. Og de véd det selv. Det viser Marie Krarups oplysning om, at den danske delegation fik at vide, at de ikke måtte grine undervejs. Og den forlegenhed, som de engelsktalende newzealændere viste ved at give de fremmede en hongi, er af ganske samme art som den forlegenhed, tyskere i udlandet kunne føle, når de anså det for klogest at hilse en anden tysker med hitlerhilsenen.

De er til grin, fordi enhver véd, at dette ikke er naturligt for dem. De véd det også selv. Derfor vakte Marie Krarups beskrivelse af, hvordan hun følte det (”man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næse med 10 europæisk udseende søofficerer”), så stor forargelse i New Zealand. De har indskibet sig i noget højst unaturligt noget. De har forsøgt at påtage sig det ydre af en fremmed kultur, uden på nogen måde at kunne få sine indre følelser til at følge med. Det er sikkert gjort med de bedste intentioner. Men unaturligt er det alligevel.

Det svarer til, at man blandt de danske flådeudsendte i Thorshavn til de store fester, hvor en forbrødring mellem færinger og danskere skulle finde sted, tvang de danske søfolk til at spise et fåreøje. Men heldigvis ville færingerne nok bryde sammen af grin og dermed ødelægge det højtidelige ved seancen. Man kunne ønske sig, at maorierne ville gøre det samme.

For selvfølgelig skal de da have al mulig frihed til at bevare deres kultur, til at undervise deres børn i deres sprog og kultur, til at danne de foreninger og sammenslutninger, de måtte ønske sig. Men hvorfor dette ikke er nok, hvorfor de skal udbrede deres kultur ind over de engelsktalendes arrangementer, det forstår jeg ikke. Og hvorfor de engelsktalende indskiber sig i et sådant naturstridigt projekt, det fatter jeg heller ikke.

Man kan bruge disse tanker om kultursammenstød i vor aktuelle situation med de mange udlændinge, specielt muslimer, iblandt os på to måder. Man kan på den ene side sige, at vi danskere ikke skal opgive noget af vort, men tværtimod være ved, at vi er dem, vi er, holde fast ved vore traditioner og glæde os over dem. Vi skal ikke kunstigt påtage os den opgave at lave om på os selv og vore traditioner af hensyn til de fremmede. Det er ikke den måde, vi skal tackle kultursammenstødet på.

Men vi skal jo også på den anden side acceptere, at ligesom vi ikke kunstigt skal lave om på vor kultur, sådan skal de fremmede heller ikke lave om på sig selv, når altså lige bortses fra de ikke helt få tilfælde, hvor deres muslimske kultur kolliderer med vores måde at drive samfund på. De skal – som jeg ofte har sagt – have al den frihed, vort samfund bare kan trække. For de skal ikke – kunstigt – laves om til danskere.

Men debatten om Marie Krarups skildring af et kultursammenstød på den anden side af kloden viser, at mange, alt for mange, tror, at det hele løser sig, når bare vi er søde og bøjer os for de krav, de fremmede stiller, og i det hele taget lader, som om der slet ikke findes noget så slemt som et kultursammenstød i vort land. Måtte de blive klogere!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Kultursammenstød

  1. Pingback: Ikke-håndtryk én gang til | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s