Berøringsangst

Så skal man opleve det igen: denne utrolige talen udenom.

Jeg tænker på en halv times debat i Deadline igår aftes, den 15-4 2013. Her havde Martin Krasnik fået undervisningsminister Christine Antorini i studiet til en debat om helhedsskolen. Og meget apropos optog debatten om helhedsskolen hele udsendelsen. Og man må sige – i modsætning til ”interview’et” med Lars Hedegaard – at Krasnik havde forberedt sig sagligt og omhyggeligt. Han spurgte efter videnskabeligt belæg for denne helhedsskole, han blev ved og ved med at bore i, hvorfra man vidste, at det ville virke, han gentog meget insisterende sine evige spørgsmål: Hvorfor begynde på noget, der ikke er ordentligt underbygget af videnskabelige undersøgelser? Hvorfor lave en reform, der skal gælde alle skoler i landet, når man ikke véd, om det virker? Hvorfor ikke begynde med nogle skoler og så drage nytte af de erfaringer, man kan få derfra?

Han havde også orden i sine indkaldte vidner, det, man i medierne kalder eksperter. Bevares, man kunne da godt se, at de var indkaldt for at så tvivl om, hvorvidt reformen nu også, som påstået, bygger på hårde videnskabelige facts, og man kunne også godt høre, at han, når han vendte tilbage til Christine Antorini, lige skulle foretage den tilspidsning af eksperternes udsagn, der forvandler dem fra videnskabeligt holdbare statements til journalistisk  brugbare indlæg. Men hvad, i betragtning af, at Antorini jo benytter sig af nogenlunde det samme trick, så lader man dette passere og godkender det hele som en rimelig debat om et væsentligt emne.

Bortset fra én ting: man talte udenom hele vejen igennem. Alle talte udenom hele tiden, Krasnik, Antorini, de to eksperter.

Det var, som om alle var enige om, at det egentlige problem skulle der ikke tales om. Det er for sprængfarligt, det må ikke berøres. Der var kun én af deltagerne, manden fra Aarhus, som på et tidspunkt kom til at nævne, at en skole i Aarhus og den skole i Københavnsområdet, der blev nævnt (den hed noget med ”Strand—”) havde haft gode resultater med tosprogede elever. ”Tosprogede elever”. Ja, er det ikke dèr, problemet ligger?

Vi har hørt, at den danske folkeskole er en god skole med dygtige og engagerede lærere, der er blot den hage ved det, at mellem 12 og 15% af eleverne forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, det vil sige: de kan ikke læse og skrive ordentligt. Og det er ikke mindst for disse 15%’s skyld, at man vil lave denne mægtige reform af folkeskolen. Men vi hører aldrig noget om, hvem disse 15% er. Af og til – i et ubevogtet øjeblik – slipper det ud, at der er tale om muslimske drenge. Så man véd det godt. Men når man debatterer i offentligheden, så slipper det ikke ud. Man kan således debattere den kommende skolereform igennem en hel halv time, uden at det så meget som antydes, at det er dèr, vi har problemet. Kun lige eufemismen ”tosprogethed” lader ane, at nogen  måske alligevel véd noget.

Jamen, hør nu, det betyder da ikke noget, hvem de dårlige elever er, det væsentlige er da, at der bliver gjort noget ved det.

Skudt forbi! Det er altafgørende at analysere udgangssituationen ordentligt, før man sætter en så stor reform i søen. Og hvis problemet er de muslimske drenge, så nytter reformen efter al sandsynlighed ikke, i hvert fald ikke, hvis jeg havde ret i den analyse, jeg gav af forholdene for nogen tid siden, se https://ricardtriis.wordpress.com/2013/03/08/heldagsskole-hvorfor-egentlig/.

Her fik jeg givet belæg for – behørigt, med mange links og den slags – at mange muslimer ser ned på vort samfund, betragter sig selv som overlegne og os andre som underlegne. Derfor er det den holdning, der skal bearbejdes. Og den bearbejdes ikke med nok så megen ”dansk” pædagogik. Hvis de muslimske drenge på forhånd er imod alt dansk, hvis de på forhånd finder det under deres værdighed at skulle undervises af en dansker, endda i værste fald en dansk kvinde, så skal der helt andre boller på suppen end dem, helhedsskolereformen fremviser.

Hvilke?

Jeg véd det ikke. Blot véd jeg, at uden en ret analyse af vanskelighederne, ingen løsning på problemerne. Og hvis det omtalte forhold hører med til vanskelighederne, nytter ikke selv nok så ihærdige og velmente forsøg på at afhjælpe sociale vanskeligheder. Hvis det forholder sig, som jeg viste i det omtalte indlæg, at mange muslimske forældre siger til deres børn: ”Bliv ikke som dem!” (altså, som os vesteuropæere), så har det lange udsigter med at få disse 15% funktionelle analfabeter med.

Anne Mee Allerslev, københavnsk integrationsborgmester, kunne forleden i Deadline hidse sig gevaldigt op over Hibz ut Tahrir, fordi de på deres møde i Korsgadehallen udviste stor foragt for det vestlige samfund. Men hvis hun tror, at denne foragt er begrænset til Hibz ut Tahrir, tager hun fejl. Den er udbredt i store dele af den muslimske befolkning. Og er det den, der forhindrer en ordentlig undervisning i den nuværende folkeskole, så nytter den foreslåede reform ikke noget. Man har ikke gjort sit hjemmearbejde. Man har ikke analyseret situationen grundigt nok.

Man har talt udenom.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Berøringsangst

  1. Pingback: Sandhedens øjeblik | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.