Den danske model

Der er flere, der har været ude med meldinger om, at lærer-lockouten er kørt helt efter ”den danske model”, og at man derfor skal undlade at gribe ind, for det vil være imod denne model med et statsindgreb. Senest har Bent Winther i Berlingske hævdet denne tese, se http://bentwinther.blogs.berlingske.dk/2013/04/16/den-danske-model-lever-og-har-det-godt/.

Man skal her være opmærksom på, at den danske model oprindelig er en model, der er skabt på det private arbejdsmarked. For en tredive-fyrre år siden var de fleste, der var ansat i den offentlige sektor, tjenestemænd. Dvs., de kunne ikke strejke, og deres løn blev fastsat i overensstemmelse med lønniveauet i den private sektor. Man har åbenbart fra det offentliges side følt dette system for ufleksibelt, for man gav sig til i stort tal at erstatte tjenestemænd med overenskomstansatte. Men man gjorde det uden helt at have gennemtænkt konsekvenserne.

Nå ja, de overenskomstansatte kunne strejke, hvad tjenestemænd ikke kunne. De kunne også lettere afskediges, og man kunne lettere flytte rundt på dem. Men at de kunne lockoutes, det havde vist hverken de ansattes fagforeninger eller de offentlige forhandlere tænkt på. Dengang. Nu kan vi jo se, at der er nogle offentlige chefer, formentlig ”regnedrengene” i finansministeriet, der har fundet ud af, at en lockout af offentligt ansatte da vist må være en mulighed.

Og åbenbart regner de fleste med, at det kan lade sig gøre uden at ændre på noget. Når det kan lade sig gøre på det private arbejdsmarked, at arbejdsgiverne lockouter, så må det også kunne lade sig gøre på det offentlige arbejdsmarket, synes man at mene. Uden at tænke nøjere over den forskel, der er på de to markeder.

Det hører således med til den danske model, at forhandlingerne foregår under et vist pres. Begge parter véd, at de har et slagkraftigt våben som sidste udvej, henholdsvis strejker og lockouter, men begge parter véd også, at det koster noget at bruge dette våben. Arbejderne skader ganske vist arbejdsgiverne ved at strejke, for maskinerne står stille, der bliver ikke produceret, og der kommer derfor ingen penge i kassen. Men arbejderne får jo heller ingen løn, når de strejker, og de må derfor tære på deres mere eller mindre tykke strejkekasser.

Hvad arbejdersiden angår, er ligheden mellem offentlig og privat sektor stor. Begge parter mister løn, tømmer strejkekasser, og må altså betale noget for at bruge deres våben.

Men hvad arbejdsgiversiden angår, stiller sagen sig anderledes. Det koster ikke arbejdsgiversiden noget at bruge deres våben. Ved en lockout af lærerne sparer de tværtimod penge til lærerlønninger, mange penge endda. Og skattekronerne, hvoraf skoleudgifterne afholdes, strømmer jo stadig ind i kommunekasserne. De, der bærer udgifterne, er i første omgang forældrene, der selv må arrangere pasning af børnene i skoletiden, og i næste omgang børnene, der ikke får den undervisning, de har behov for.

Det har ført til forskellige forslag til, hvordan kommunerne skulle bruge de penge, de sparer på lærerlønningerne. Nogen har foreslået, at de skulle føres tilbage til forældrene i form af en øget børnecheck. Andre, at kommunerne skulle bruge pengene på undervisningsområdet. Og der er da også borgmestre, der nådigt har meddelt, at det da er noget, de vil overveje.

Men det er jo ikke noget, de er forpligtet til. Og selv om de så var, er det jo ikke noget, der vil medføre, at de to sektorer, den private og den offentlige sektor, kommer til at arbejde ens under strejke og lockout. Og hvis den danske model tilsiger, at de skal de, så er det altså den danske model, der er i fare med den nuværende lockout. Den ene part, arbejdsgiverne, eller altså Kommunernes Landsforening, har kunnet forhandle uden, som arbejdsgiverne på det private arbejdsmarked, at være under nogetsomhelst økonomisk pres. De har kunnet fremsætte krav og true med lockout, velvidende, at de ikke sætter penge til, men tværtimod sparer penge, hvis lockouten kommer.

Skal den offentlige sektor ind under den danske models form, må derfor arbejdsgiverne ind under et lignende økonomisk pres som arbejdstagerne. Det vil sige, man må fratage dem skattekroner i det omfang, de ikke leverer den ydelse, de får skattekronerne for at levere. Hvis de således lockouter lærerne gennem fire uger, så må der fratages arbejdsgiverne, dvs., kommunerne, 4/52 af den samlede udgift til skolevæsenet. Hvor de penge skal ende henne, kan diskuteres, men forældrene må i al fald skulle have en væsentlig del.

Men altså: det er den samlede skoleudgift, der skal fratages kommunerne, ikke blot de sparede lærerlønninger. Ligesom det kan mærkes på en avis, hvis den er med i en lockout af journalisterne, at den ikke får penge ind ved avissalg, og må tilbagebetale abonnement for den tid, den ikke har kunnet udkomme, sådan må det kunne mærkes i kommunekassen, at kommunen har lockoutet sine lærere. Og ligesom det ikke nytter noget, at avisen klager sig: den har udgifter til afdrag på den store rotationspresse, den skal betale husleje og leje af journalisternes computere, og hvad véd jeg, således nytter det ikke noget, om kommunerne vil sige, at de faste udgifter til husleje af skoler og opvarmning og vedligehold af samme, ikke skal tilbagebetales; naturligvis skal de det, dels fordi kommunens borgere jo ikke skal betale for en ydelse, de ikke får, dels fordi kommunen skal tvinges til at tænke sig lige så godt om som lærerne, inden den kaster sig ud i at bruge dens overenskomstmæssige våben: lockouten.

Den skævhed, der er i den danske model, hvad angår forholdene på det private og på det offentlige arbejdsmarked, er kommet tydeligt til udtryk i den igangværende konflikt. Hvor de private arbejdsgivere forhandler under det pres, der hedder mistet indtjening både ved strejke og lockout, dèr har den offentlige arbejdsgiver kunne forhandle uden nogetsomhelst pres. Det har ført til en ikke-forhandling, hvor Kommunernes Landsforening ikke har rokket sig en tomme, mens lærerne har følt sig tvunget til at afvige endog særdeles meget fra de principper, de gik ind i forhandlingerne med. Derfor er der også i denne konflikt sket det højst ualmindelige, at der ikke foreligger noget mæglingsforslag fra forligsinstitutionen. Det har ikke været muligt for denne institution at finde noget, der kunne danne basis for et mæglingsforslag.

Så hvis eller når regering og folketing griber ind, må de selv prøve at dele sol og vind lige. Det vil sige: det vil de nok ikke. De vil finde en løsning, der er lige så skæv som den danske model på det offentlige arbejdsmarked, idet den giver arbejdsgiverne fuldkommen ret. Og den løsning vil man så kalde et kompromis, en mellemløsning, en salomonisk dom. Selv om den jo uvægerlig vil være et diktat.

Ak ja.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s