De unge Boston-oprørere

Henrik Gade Jensen foretager på sin blog på Jyllands-Posten en bemærkelsesværdig sammenligning, se http://blogs.jp.dk/slipfrihedenloes/2013/04/21/ungdomsopr%c3%b8rerne-fra-boston/. Han prøver at forstå de to Boston-brødres terrorhandling som et udslag af den trang til oprør, som vi kender så godt fra de fleste perioder i historien. Det fredelige ungdomsoprør i tresserne blev f. eks. fødselshjælper for Baader-Meinhof-gruppen med dens bortførelser, drab og vold. Gade Jensen skriver:

Der er ingen nævneværdig forskel på Tamerlan og Dzhokhar Tsarnaev, de to tjetenske brødre i Boston, og så Rote Arme Fraktion i Tyskland, De Røde Brigader i Italien, og til dels Blekingegadebanden herhjemme.

Og det er da muligvis sandt. Gade Jensen hæfter sig bl.a. ved, at forældrene til de unge står magtesløse og uden indlevelse og forståelse for det, der foregår i de unges hoveder. I tilfældet Tsarnajev-brødrene har vi jo hørt både de to brødres mor og deres onkel fortælle, at de slet ikke har kunnet forestille sig, at det kunne være dem, der har foretaget terrorhandlingen.

Så skriver Gade Jensen:

Nutidens farlige ungdomsoprør sker blandt indvandrerunge. De ser også med foragt på deres forældres generation, der i de unges øjne for let tilpasser sig til Vestens livsstil og lader sig integrere i en syg kultur. Ligesom marxismen bød på en dogmatik i 1970erne, bliver islamismen i dag en kærkommen anti-ideologi mod alt Vestens sekulære fordærv. Hizb-uz-Tahrir og Venstresocialisterne er funktionelt meget ens. En række totalitære ideer forfægtes med ihærdighed og ildhu. Og i periferien lusker de ensomme rundt med hadefulde sind, hvor ideer og vrede i en dæmonisk cocktail antænder bomber.

Alt dette er meget interessante iagttagelser. Men Henrik Gade Jensen glemmer at gøre opmærksom på en væsentlig forskel: Mens kommunismen og dens teoretiske baggrund dengang i halvfjerdserne og firserne blev kraftigt debatteret, modsagt at de fleste og forsvaret af færre, så har en debat om islam og islamisme hidtil glimret ved et næsten totalt fravær. For det har igennem snart mange år været sådan, at så snart man vil så meget som antyde, at islam kan være en fare for vore samfund, så bliver man mødt med, ja, ikke modargumenter – det ville være forståeligt – men forargelse: at nogen vover at sige noget ufordelagtigt om vore indvandreres religion, de skader jo integrationen på den måde.

Da det var kommunismen, der var ungdomsmagnet, kunne man i det mindste stille relevante spørgsmål til dens tilhængere uden at blive anklaget: Var de tilhængere af ”verdensrevolutionen”? Ville kommunisterne gå frem efter demokratiske principper, eller ville de overtage magten ved en voldelig revolution? Hvis de én gang vandt med demokratiske midler, ville de så træde tilbage fra magtens tinde, hvis de tabte det næste valg? Osv. For det vidste man jo, og det blev der heller ikke fra tilhængernes side lagt skjul på, at kommunismen var en ideologi, der ville gribe afgørende ind i folks hverdagsliv og i de frihedsrettigheder, som vi møjsommeligt havde tilkæmpet os.

Anderledes med islam. Der er tale om en religion, javist, men det er en religion, der vil ændre samfundet på afgørende vis. Vi har længe troet, at islam som religion var lige så betydningsløs og ufarlig som kristendommen i Vesten, og det har været næsten umuligt at få ørenlyd for den tese, at islam som religion er noget helt andet end kristendommen, at islam som religion har bekæmpet den kristne del af verden i historiens løb, og at islam vil kræve af sine tilhængere, at de i de parallelsamfund, der opstår, skal indføre muslimske regler, regler, der ikke uden videre lader sig indordne under en demokratisk retsorden.

Man har prøvet at frikende islam for disse uheldige virkninger ved at skelne mellem islam og islamisme. Men nogen soleklar skillelinje har ikke kunnet opstilles. Det ser ud til – også ud fra det, der er sket med brødrene Tsarnajev – at man forholdsvis let kan glide over fra det ene til det andet, altså fra en fredelig og uvoldelig udgave af islam, der ikke tager det så tungt med modsætningen mellem de islamiske krav og de vestlige samfunds løssluppenhed, over til en voldelig udgave af islam, der ser ned på det samfund, den lever i, og vil prøve at skade det, hvis den blot kan komme til det.

Det er da muligt – som det har været hævdet om storebroderen – at han greb til den voldelige islam, fordi han ikke kunne håndtere det nederlag, han kom ud for i det amerikanske samfund. Men også den reaktion har rødder tilbage til den almindelige, ikke-voldelige islam, nemlig til den del, der hævder, at vi, ikke-muslimerne, er urene, mindreværdige, sexgale, svinekødsædende undermennesker. Derfor kan det kun være disse undermenneskers skyld, når ét af overmenneskerne ikke klarer sig godt.

Summa summarum: der er nok at gå i gang med, hvis man vil modsige islam. Men først og fremmest gælder det om at nedbryde den mur af modstand mod enhver debat om islam, som samfundets elite har opsat. Den mur fandtes ikke, da det vestlige samfunds fjende hed kommunismen. Men den findes så sandelig nu, hvor fjenden hedder islam.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.