Manglende politisk tæft og newspeak

Eller: Hvorfor socialdemokraterne står så lavt i meningsmålingerne.

Da Helle Thorning blev formand for socialdemokraterne, valgte hun et hold af unge, fremadstormende socialdemokrater til sine medhjælpere og rådgivere. De mennesker, man lidt hånligt kaldte ‘de gamle ronkedorer’, havde spillet fallit. Hun indledte sin sejrsrunde i socialdemokratiet med at indkalde folketingsmedlemmerne til en MUS-samtale, altså ikke for at høre deres gode råd om, hvad der skulle gøres, men for få at vide, hvordan de så på sig selv og deres fremtidige rolle i partiet. Svend Auken blev også indkaldt, og både han selv og diverse medier havde lidt svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. Men man forstod da på det hele, at den nye leder virkelig ville være leder og ikke mente at have brug for råd fra de gamle, prøvede skikkelser.

Hun kunne nu godt have haft brug for nogle gode råd fra mere erfarne politikere. For tiden har efterfølgende vist, at hun i den grad mangler politisk erfaring, eller altså mangler det, der kaldes politisk tæft: fornemmelse for, hvad der rører sig i vælgerfolket og – ligeså vigtigt – i det socialdemokratiske bagland.

Det så umiddelbart ud til at være et klogt politisk træk at søge samarbejde med Socialistisk Folkeparti. Det parti havde nu vokset sig så stort, at det ikke måtte overses, når eller hvis der skulle dannes regering under socialdemokratisk førerskab. Så det kunne måske være en meget godt ide at lave et fælles valgoplæg med det parti: Fair Forandring. Men denne gode ide blev brugt forkert. Den blev brugt til at skubbe de radikale væk. Det fremgik af forskellige udtalelser, at de to partier da gerne (allernådigst) ville have de radikale med i regeringen, men at de i så fald skulle acceptere Fair Forandring uden nogensomhelst forandring.

Her hævnede de radikale sig. De havde været ude i svar modvind i meningsmålingerne efter dannelsen af først ”Ny Alliance” og siden ”Liberal Alliance”. Og da SF stod meget stærkt, var det måske forståeligt, at de to partier, S og SF, viste muskler overfor de radikale. Blot havde de glemt det kloge ord, der står i Folketingets vandresal: ”Folkegunst er idel dunst”. De radikale kom igen i meningsmålingerne og følte sig stærke nok til inden valget at indgå en efterlønsaftale og en aftale om nedsættelse af dagpengeperioden med de borgerlige, noget, både S og SF på daværende tidspunkt var imod.

Så da valget kom, og der viste sig et flertal for at pege på Helle Thorning som statsminister, viste det sig tillige, at S,SF ikke var blevet stærke nok til at kunne tryne de radikale. De måtte opgive deres ”Fair Forandring” og i stedet acceptere de radikales aftale med de borgerlige om efterløn og dagpengeperiode. ”Løftebrud”, blev er råbt fra mange sider. Og den undskyldning, man kom med: at man jo ikke havde fået de 90 mandater, der skulle til, holdt ikke en meter. S og SF havde jo på ingen måde regnet med at kunne få 90 mandater; de havde blot regnet med at kunne få nok til at kunne tryne de radikale. Men her forregnede de sig.

Dårligt politisk håndværk!

Midt under forhandlingerne med de radikale i ”det sorte tårn” kom så Sass-Larsen-sagen. PET havde fundet ud af, at de ikke kunne sikkerhedsgodkende Sass-Larsen til posten som finansminister. Helle Thorning kunne godt have antaget ham alligevel. Anker Jørgensen havde gjort noget lignende ved en tidligere lejlighed. Det vidste hun blot ikke. Hun manglede erfaring og var åbenbart for stolt til at spørge socialdemokrater, klogere end hun selv, til råds. Ikke ligefrem nogen god leder!

Og sagen om betalingsringen rundt om København! Elendig håndtering fra begyndelse til slut! Man burde have gjort sit hjemmearbejde. Ikke blot skulle man have undersøgt de andre storbyer, hvor man havde indført en betalingsring, så man var nogenlunde hjemme i, hvordan det rent teknisk fungérer, man burde også have undersøgt, under hvilke politiske omstændigheder disse betalingsringe var blevet indført. Så havde man nok fundet ud af, at man skulle have taget de socialdemokratiske borgmestre i ed, før man foreslog noget. Nu trampede man rundt i det og måtte til sidst helt opgive sit forehavende. Unge, fremstormende socialdemokrater! Nej, politiske barnerumper, der kunne have gavn af at hænge til tørre på kakkelovnen natten over.

Det samme må siges om ham, der så faktisk blev finansminister, Bjarne Corydon. Ganske vist fremstår han udadtil som stærk og beslutsom. Og det vil nok også være forkert at betragte ham som de finansministerielle regnedrenges marionet. Men alligevel! Han er i den grad optaget af at vise ”god”, gammeldags, socialdemokratisk ansvarlighed, at han glemmer alt andet, herunder, hvad de socialdemokratiske vælgere mener, socialdemokratiet står for. Han tænker tilsyneladende som en finansministeriel embedsmand, der er fritaget fra at tage politiske hensyn. Og det er slemt, meget slemt.

Han tænker som en embedsmand. Han tror fuldt og fast på, at opsvinget ligger lige om hjørnet. Hjørnet fortoner sig ganske vist mere og mere, men det får ham ikke til at forandre politik. ‘Fair Forandring’ skulle skaffe arbejdskraft, når opsvinget kom. Da den plan gik i vasken, gik han ind for dagpengeforringelsen; den skulle have samme virkning. Han gik med til at udskyde forringelsen et halvt år, men nægtede at udskyde yderligere på trods af, at opsvinget ikke var kommet.

Til afhjælpning af nøden for de mange, der pludselig kom i klemme, har man så indført en række ordninger, der ikke virker. For opsvinget er stadig ikke kommet.

Men det, jeg hidtil har nævnt, kan man dog nogenlunde undskylde med henvisning til de unge socialdemokraters manglende politiske tæft. De er uerfarne, de klokker rundt i det, de har ikke styr på, hvordan de præsenterer deres politiske tiltag, og pressen afslører dem da også ubarmhjertigt som en flok politiske amatører.

Værre er det, langt værre, at de nu også er begyndte at bruge newspeak. De bruger ordene med den modsatte betydning af den, vi andre bruger dem med, og de synes at mene, at blot de gentager det tilstrækkelig ofte, vil virkeligheden rette sig ind efter deres sprogbrug.

Allerede Mette Frederiksens sprogbrug er betænkelig. Hun har fået til opgave at spare en halvanden milliard på kontanthjælpen. Men hun kan ikke få sig selv til at sige, at det hele er en spareøvelse. Hun skal absolut kamouflere det som en hjælp til de arme stakler, der er låst fast i kontanthjælpssystemet. ‘De vil jo meget hellere have et arbejde’, hedder det, og det vil de måske nok, og det er da også meget betænksomt af Mette Frederiksen af hjælpe dem til det ved at beskære deres kontanthjælp, men hun overser meget bekvemt, at det er højst begrænset, hvilke jobs der er at få for dem. De skal opkvalificeres, javist, men er der jobs at få? Tilsyneladende ikke.

Men så kan man henvise til ‘den store vækstplan’, den skal skaffe de jobs, der mangler. Nå? Den skaffer mellem 10.000 og 15.000 jobs, hvis væksten i den øvrige verden udebliver. De 150.000, som nogle medier har fablet om, forudsætter, at væksten kommer i gang andre steder i verden, og at vi kan udnytte denne vækst. Det vil sige, de 15.000 er en fugl i hånden, de 150.000 er fugle på taget. Og hvis væksten i omverdenen ikke kommer, er de ikke engang det.

Men værst er dog Bjarne Corydon og hans newspeak.

Jeg har for nogen tid siden skrevet om netop det, se https://ricardtriis.wordpress.com/2013/04/07/mummespillet-om-skolen/. Her citerer jeg en artikel fra Jyllands-Posten, se http://jyllands-posten.dk/politik/ECE5305688/forskere-laererne-har-tabt/, hvor et dokument fra finansministeriet citeres. Heri hedder det bl.a.:

Reformen gennemføres ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af dels normalisering af lærernes arbejdstid (…). Forudsætningen for, at timetallet i folkeskolen kan øges som forudsat, er en ændring i anvendelse af lærernes arbejdstid.

Læg mærke til ordet ”normalisering”. Her har vi et eksempel på newspeak: Man véd udmærket, at lærerforeningen betragter deres nuværende timefordeling som normal. Og når man bruger ordet ”normalisering” om det forhold, at lærerne skal undervise i flere timer end nu, forærer man lærernes modpart i forhandlingerne, Kommunernes Landsforening, en sikkerhed for, at finansministeriet stiller sig bag et sådant krav.

Og udtrykket ”frigjorte ressourcer” til gennemførelse af skolereformen, viser, at lærerforeningen hele tiden har haft ret, når man har hævdet, at meningen var, at lærernes øgede timetal skulle være med til at finansiere skolereformen.

Ændring i anvendelse af lærernes arbejdstid” betyder på newspeak, at lærerne skal løbe hurtigere, uden at få flere penge for det.

Og så fastholder man, fra både KLs og regeringens side, at der virkelig har fundet forhandlinger sted mellem lærerne og KL. Modsat siger Anders Bondo, at lærerne hele tiden har været stillet overfor et ultimatum: Enten skrive under på den omtalte ”normalisering” eller opleve en lockout. Med det omtalte dokument fra finansministeriet in mente må man nok mene, at han har ret.

Dette begivenhedsforløb fik forleden Martin Krasnik til i Deadline i en debat mellem Pernille Rosenkrands Theil og Axel Ahrendtsen temmelig uneutralt at sige til Rosenkrands Theil, at enhver jo kan se, at det har været skinforhandlinger. Derved fik han hende til at gentage sine mange hule påstande om ‘ægte forhandlinger’ og ‘den danske model’, og den slags. Men Krasnik har jo ret: man behøver ikke være cand. polit. for at høre, at her tales newspeak.

Så har vi da endelig fået det regeringsindgreb, som vi hele tiden har regnet med ville komme. Hvordan er det så blevet beskrevet på newspeak? Jo, det hedder, at det er et afbalanceret indgreb, og vi skal nok igen få at høre, hvor dygtige lærere vi har, hvor stor pris regeringen sætter på lærernes indsats, de lærere, som den med indgrebet har trynet ned i rendestenen, og vi skal også nok hører nogen sige, at det slet, slet ikke har været meningen, at det skulle være en spareøvelse, der skulle hjælpe med til at finansiere skolereformen.

Men hvad, nu er vi jo efterhånden vant til det, og kan lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet.

Det eneste glædelige, der er ved situationen, er, at socialdemokratiet er kravlet længere ned i meningsmålingerne, selv om vel de fleste havde regnet med, at bunden var nået. Jeg plejer ikke at være skadefro, men dette tyder dog på en vis sundhed, ikke hos de socialdemokratiske politikere, men hos de tidligere socialdemokratiske vælgere.

Politisk tæft? Nej, det har socialdemokraterne ikke. Og det forklarer en del af nedturen. Men den newspeak, de benytter sig af, forklarer vist alligevel det meste af den svindende tilslutning.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s