Kommunikation med Gud?

Eller:

Kierkegaard, en overordentlig?

I denne tid kan man snart ikke åbne en avis uden at støde på en artikel om Søren Kierkegaard. Dette mærkelige mennesket blev født den 5. maj 1813, altså for nøjagtig 200 år siden. Og da han i mellemtiden er gået hen og blevet en verdensberømthed, kan vi danskere naturligvis ikke holde os tilbage, der skal festes, han skal fejres, hvad enten han vil det eller ej.

Blandt andet vil der blive festet derved, at der afholdes en festgudstjeneste i Københavns Domkirke.

Det er faldet højskolelærer Ole Vind for brystet. I en kronik i Politiken undrer han sig højligt over denne foranstaltning, se http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1956818/kirkens-kierkegaard-hyldest-er-dobbeltmoralsk/. For var det ikke Kierkegaard, der kort før sin død angreb den danske folkekirke på det groveste! Var det ikke ham, der hævdede, at undlod man at deltage i folkekirkens gudstjenester, havde man i det mindste én synd mindre på samvittigheden: man deltog ikke i at holde Gud for nar!

Og man må da undre sig med Ole Vind. Det kan være slemt nok, at man ikke, da han var død, kunne finde ud af andet end at foranstalte en begravelse fra Domkirken i København. Men at man i den mellemliggende tid ikke i kirken har kunnet enes om at forkaste ham, fordi han ikke var én, folkekirken kunne hælde sit hoved til, det er ret besynderligt. At der stadig er mennesker, masser af mennesker, præster og universitetsfolk mellem hinanden, der profiterer af hans tankegods, skønt dette tankegods i sin slutfase gik ud på, at man ikke på nogen måde skulle profitere af kristendommen, det må være en kilde til undren. Kierkegaard hørte jo ikke til dem, der sagde, at man skulle gøre, som han sagde, ikke som han gjorde.

Nuvel, det lader sig ikke skjule, at Kierkegaard gennem alle årene har været en kilde til uenighed. Nu, i 200-året for hans fødsel, lægges der tilsyneladende mest vægt på uenigheden mellem teologer og filosoffer. Tidligere lagde man mest vægt på uenigheden mellem teologerne indbyrdes. Og igennem alle årene har man stået med denne sære mangel på overensstemmelse mellem forfatterskabet indtil 1851 og det voldsomme angreb på kirken i 1855. Det er, som om de to størrelser peger i hver sin retning. Det har altid voldt knuder for alvorlige teologer (og selvfølgelig også for de mindre alvorlige), at det har forekommet dem så sandt, så sandt, det, Kierkegaard sagde i forfatterskabet før 1851, mens de slet ikke har kunnet kapere det, han sagde i kirkekampen i 1855.

Lad mig prøve at bringe en tankegang fra Kierkegaard i spil, som måske kan forene de to uforenelige størrelser!

Kierkegaard definerer i ”Sygdommen til Døden” begrebet synd, og spørger efterfølgende, om han mon ikke i denne definition har glemt de grove synder, mord, tyveri og utugt. Nej, svarer han, man kan godt klare frisag med hensyn til disse laster og så alligevel i sit sind gemme på en stor selvrådighed:

Selvraadighed, der enten aandløst eller frækt forbliver eller vil være uvidende om, i hvilken uendelig langt dybere Forstand et menneskeligt Selv er Gud forpligtet i Lydighed betræffende hver dets lønligste Ønske og Tanke, betræffende Lydhørethed til at opfatte og Villighed til at følge hvert det mindste Guds Vink om, hvad hans Villie er med dette Selv. (http://www.sks.dk/SD/txt.xml#ss195).

Man skal altså, ifølge dette, som god kristen være villig til at følge det mindste vink fra Gud om, hvad Han ønsker gjort af én. Og det lyder jo meget fromt. Men er Gud virkelig en Gud, der sådan giver enkeltmennesket besked om, hvad det skal gøre?

Ja, det mente grev Zinzendorf, brødremenighedens stifter (1700-1764). Han turde ikke selv tage den slags beslutninger, han overlod det til frelseren at træffe afgørelser om, hvad han skulle gøre og ikke gøre. Det gjorde han ved at trække lod. For, mente han, frelseren har jo magt over alle ting, også over de små sedler, han bruger ved lodtrækningen, ja, han har større magt over dem end over et menneskes indre sind. Så det benyttede brødremenigheden sig af igennem mange år. Og selv da man havde opgivet den mere formelle lodtrækning, bibeholdt man tanken om, at Gud ville give sin vilje til kende overfor hvert enkelt menneske, så det blev klar over, hvad der skulle gøres.

F. eks. trak man ”mannakorn”, en skik, der har bredt sig til andre fromme kredse end lige brødremenigheden. Man havde en bunke kort liggende. På hvert kort var skrevet et skriftord. Og når man så ”trak” et skriftord om morgenen, var meningen den, at man skulle høre dette ord som talt specielt til én selv, så man overvejede, hvad Gud ville have én til at gøre den dag.

Kierkegaard var gennem sin far stærkt påvirket af brødremenigheden, og der er adskillige steder i hans skrifter og dagbøger, der tyder på, at han delte disse fromme tanker om en sådan særlig kommunikation med Gud. Han var ganske vist ikke af den opfattelse, at man skulle trække mannakorn, der var noget andet, han opfattede som vink fra Gud, nemlig den måde, hans tungsind kom og gik på. Når han efter at have været grebet af en tungsindig usikkerhed om, hvad han skulle gøre, så han af sine reflektioner førtes fra den ene beslutning til den anden, så opdagede han, at disse højst pinagtige ”Reflexions-Byger” ophørte, når han havde truffet en endegyldig beslutning. Dette opfattede han som et vink fra Gud: Her havde han truffet den rette beslutning, her havde han gjort det, Gud ville have ham til at gøre.

Zinzendorf fandt Guds vilje gennem lodtrækning. Kierkegaard fandt den gennem sine psykiske op- og nedture. Men i begge tilfælde må man spørge: Kan et menneske kommunikere med Gud på den måde?

Min mening om den sag er, at man udsætter sig for et stort selvbedrag, hvis man mener, man på den måde kan få besked direkte fra Gud. Men mere interessant end min mening om dette er jo det spørgsmål, hvordan denne tanke om kommunikation med Gud har påvirket Kierkegaards værk.

Jeg har igennem nogle år arbejdet med den tanke, at når Kierkegaard brød sin forlovelse med Regine Olsen i august 1841, var han af den anskuelse, at han derigennem gjorde, hvad Gud fordrede af ham. Han havde igennem flere måneder, fordi han var en tungsindig person, været stærkt i tvivl om, hvorvidt han skulle bryde eller ej. Han var af sine ”Reflexions-Byger” drevet fra en overbevisning om, at han skulle og måtte blive, til en lige så stærk overbevisning om, at han var nødt til at bryde. Og derfra blev han drevet tilbage til overbevisningen om at måtte blive, og så videre, og så videre. Men da han så brød med Regine ved sende hendes ring tilbage til hende, og da han så opdagede, at han slap for yderligere ”Reflexions-Byger”, tolkede han det som udtryk for, at han havde gjort det, Gud ville have ham til at gøre. Han var dybt ulykkelig over at miste Regine, men han var alligevel via denne kommunikation med Gud overbevist om, at det var Guds vilje, han havde rettet sig efter, blot forstod han ikke, hvorfor Gud ville have ham til at handle sådan.

Indviklet? Ja, men Kierkegaard er indviklet.

At det forholder sig sådan, kan man se af det skrift, der hedder ”Frygt og Bæven”. Det udkom i oktober 1843 og handler på overfladen om Abraham, der fik ordre til at ofre Isak. Men i kraft af en bemærkning, Kierkegaard har anbragt på bagsiden af titelbladet, bliver det klart, at der under overfladen gemmer sig et budskab til Regine. Den mest ligefremme tolkning af dette skjulte budskab går ud på, at Abraham er Kierkegaard, Isak Regine, og at dette, at Abraham får besked af Gud om at ofre Isak, svarer til det, at Kierkegaard fik besked fra samme magt om at bryde med Regine. Lige så lidt som Abraham forstod, hvorfor han skulle ofre Isak, lige så lidt forstod Kierkegaard, hvorfor han skulle bryde med Regine.

Denne gudsbefaling prøver Kierkegaard i de følgende år gennem sin kommunikation med Gud at komme til rette med: Hvorfor ville dog Gud have ham til sådan at bryde med Regine?

I 1848, da han skriver ”Sygdommen til Døden”, prøver han at formulere sit problem.

Han skildrer en digtereksistens, der forholder sig til Gud, og det er ikke svært at få den tanke, at det er sig selv og sine egne problemer, han skildrer. Om ham siger han:

Han er i Forhold til det Religieuse en ulykkelig Elsker, ɔ: han er ikke i streng Forstand en Troende; han har kun det Første af Troen: Fortvivlelsen, og i den en brændende Længsel efter det Religieuse. Hans Kollision er egentligen denne: er han den Kaldede, er Pælen i Kjødet Udtrykket for, at han skal bruges til det Overordentlige, er det for Gud ganske i sin Orden med det Overordentlige, han er blevet? eller er Pælen i Kjødet Det, han skal ydmyge sig under, for at naae det almene Menneskelige? (http://www.sks.dk/SD/txt.xml#ss192).

Kierkegaard taler om ”pælen i kødet”, hvilket betyder hans tungsind. Han er naturligvis godt klar over, at dette er noget for ham specielt. Men når han sådan kommunikerer med Gud, kommer han til at spekulere over, om dette, at han har disse psykiske op- og nedture, betyder, at han er noget specielt og har en speciel opgave, eller det betyder, at han skal søge at blive, som folk er flest. Er han den overordentlige, den, der af Gud er udset til store opgaver, eller er han et menneske som alle andre, blot med en større intelligens? Og hvis han er den overordentlige, hvad vil Gud så bruge hans overordentlighed til?

Hvad Gud vil bruge ham til, bliver han efterhånden klar over. Det vil dog sige, han bliver ikke klar over det på den måde, at han hører Gud direkte tale til sig – den slags kunne lade sig gøre i ”Umiddelbarhed”, men ikke nu, hvor menneskeheden befinder sig i et andet tidsrum, i ”Reflexion” – men ”kun” på den måde, at han fortolker de vink, han mener at modtage fra Gud. De siger ham, at Gud vil bruge et overordentligt menneske som ham til at ”skabe Katastrophe i Aandsforhold”. Og det tager han så fat på i det angreb på kirken, som man plejer at kalde kirkekampen, begyndende i slutningen af 1854 og sluttende med Kierkegaards død i november 1855.

Ja, han bliver klar over, hvad hans opgave er, med en sådan styrke, at han nu ikke mere er plaget af den tvivl, der skinner igennem i ovenstående citat, og som har nødsaget ham til at skrive under pseudonym i mange af hans skrifter; derigennem vil han sige, hvad han også siger i dette citat, at han er det religiøses ulykkelige elsker. Nu, i 1855, er han så sikker på, hvad hans opgave kan være, at han direkte kan skrive, at han taler med Gud i ryggen. Hvad skal der gøres, spørger han i 1855, og svarer:

Der skal først og fremmest, efter den størst mulige Maalestok, gjøres en Ende paa hele den officielle – velmente – Usandhed, der – velment – fremkogler og opretholder det Skin, at det er Christendom, man forkynder, det nye Testamentes Christendom. I denne Henseende gjælder det om ikke at skaane. Have »Fritænkerne« allerede gjort ganske gode Indhug, det maa – hvis man ikke vil det anderledes – kun blive eftertrykkeligere, naar Den, der bekæmper denne Usandhed, ikke har Satan, men har Gud paa sin Side. (http://www.sks.dk/HG/txt.xml#ss159)

Her siger han ganske uden blusel, at han har Gud på sin side. Det kan han gøre, fordi han nu er blevet klar over, at han er den overordentlige, at Gud vil bruge ham til netop den opgave: at nedbryde den falske opfattelse af, hvad kristendom er.

Men det er altså en overbevisning, han har haft fra sin ungdom af: at Gud kommunikerer med ham, at Gud sender ham visse vink, som det så er op til ham at tyde, når han skal finde ud af, hvad Gud vil bruge ham til. Zinzendorf trak lod i sin kommunikation med Gud, Kierkegaard fik Guds vink igennem sine psykiske op- og nedture.

Det må indrømmes, at jeg er ret ene om at have opdaget dette zinzendorfske træk ved Søren Kierkegaard. Og det må nok også indrømmes, at det vil være ret svært at overbevise de mange almindelige Kierkegaard-fans om, at det forholder sig sådan. Derved ville guruen jo fuldstændig miste sin tiltrækningskraft. Ikke desto mindre vil jeg fastholde denne opfattelse. Jeg har gjort nærmere rede for den her: http://home1.stofanet.dk/klostersogn/ukendt.html. På denne side http://home1.stofanet.dk/klostersogn/ findes der tre andre afhandlinger om Kierkegaard, der alle har det tilfælles, at de anlægger en kritisk holdning overfor ham.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Kommunikation med Gud?

  1. Pierre siger:

    Hej Ricard!

    Inspirerende artikel du har skrevet – jeg er selv stor Kierkegaard fan, så for mig gør det skam ikke noget, at han bliver omtalt.

    Dbh,
    Pierre

  2. Pingback: Søren Kierkrgaars blindgyde | Kirken i Gyngen

  3. Pingback: Søren Kierkegaards blindgyde | Kirken i Gyngen

  4. Pingback: Kierkegaards gåde | ricardtriis

  5. Pingback: Et kodesprog dechiffreret? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s