”Åh, du tossegode Europa” skriver Morten Messerschmidt som overskrift på en artikel om forholdene i Tyrkiet sammenlignet med forholdene i Europa, se http://denkorteavis.dk/2013/ah-du-tossegode-europa/. Anledningen er, at myndighederne i Tyrkiet planlægger at omdanne nogle af de gamle byzantinske kirker til moskéer. Længst fremme er planerne om at omdanne en 800 år gammel kirke i Trabzon, men der lyder også røster om at omdanne den store kirke, Hagia Sofia-kirken fra 500-tallet i Istanbul, tidligere Konstantinopel, til moské. Han har denne underoverskrift:
Mens vi i Europa bøjer os i støvet og bygger og renoverer moskeer, bliver kristne helligdomme beslaglagt og vandaliseret i Tyrkiet og Cypern.
Og lidt senere skildrer han de kristnes dårlige forhold i Tyrkiet:
I Tyrkiet kan de overlevende kristne samfund – ortodokse, katolikker og armeniere – ikke eje jord eller bygninger, ikke bygge, ikke oprette sine egne skoler og kun nødtørftigt istandsætte sine kirker efter utallige benspænd.
Alt dette er rigtigt skrevet, både i den forstand, at det er fuldt ud korrekt, hvad Messerschmidt skriver – sådan er forholdene virkelig i Tyrkiet – og i den forstand, at det er på sin plads at gøre opmærksom på det.
Men det, der står i overskriften, er forkert. Når vi ikke bærer os sådan ad overfor vore ikke-kristne mindretal, når vi ikke lægger dem hindringer i vejen for opførelse af deres helligdomme, når vi ”bygger og renoverer moskéer”, så gør vi det jo ikke, fordi vi er tossegode, men fordi det hører med til vor kristne arv, at staten skal være sekulær: den skal ikke favorisere den ene religion fremfor den anden.
Tossegode har vi ganske vist været. Men det var vi, da vi lod muslimer strømme ind i landet i stort tal; det var vi, da vi lod familiesammenføringer tage overhånd, fordi vi ikke forstod de muslimske ægteskabstraditioner med arrangerede ægteskaber; det var vi, da vi modtog ”flygtninge” i stort tal fra menneskesmuglere, fordi vi naivt stolede på alt, hvad de sagde. Men nu de er her, disse muslimer, nu de er blevet en del af vort samfund, så er det ikke tossegodhed, der får os til at give dem frihed til at dyrke deres religion, det er vore egne, umistelige værdier, der får os til det: frihed for alle, der bor her i landet under vor jurisdiktion, til at dyrke deres religion, som de vil.
Men selvfølgelig er det i orden at fortælle om, hvordan forholdene er for de kristne i Tyrkiet. Det er i orden at sige det til tyrkerne i Tyrkiet – lad os håbe, de skammer sig – og det er også i orden, ja i høj grad relevant, at sige det til den folkelige elite her i landet for på den måde at gøre dem opmærksom på, at der altså er forskel på islam og kristendom.
ricardtriis 
Pingback: Religionsfrihed | Kulturkristendom