Intern devaluering

Når den sædvanlige devaluering, den eksterne devaluering, er gjort umulig, står den interne devaluering tilbage som den eneste mulighed. Dette gælder for de sydeuropæiske lande i forhold til Tyskland, men det gælder også for os; vi har jo bundet os til euroen.

Og hvad er så lige en intern devaluering?

I et interview i Der Spiegel kalder Oskar Lafontaine dette fænomen for ‘løndumping’, se http://www.spiegel.de/politik/deutschland/linke-spitzenpolitiker-lafontaine-sieht-ende-des-euro-kommen-a-803229.html. Interview’et er et par år gammelt, og det er på tysk, men han siger ikke desto mindre noget ganske fornuftigt i det, nemlig dette:

Euro-systemet er konstueret forkert. Der forefindes en fælles valuta, men den økonomiske politik, finanspolitikken, social- og lønpolitikken går hver sin vej. Det fungérer ikke. Fremfor alt har den tyske løndumping ført med sig, at vi sælger flere varer til de andre europæiske lande, end de til os. Det må de betale med kreditter, og det fører til stigende gæld. Hvis den tyske løndumping ikke ophører, har euroen ingen fremtid.

Spørger: Vil De sådan helt alvorligt sige, at euroen kan reddes gennem lønforhøjelser i Tyskland?

Lafontaine: Større lønninger i Tyskland er lige så nødvendigt som investeringer i de økonomisk svage europæiske stater. Eftersom vi ikke mere har nogen kurstilpasning, skulle alle euro-stater være forpligtet på en produktivitetsorienteret lønpolitik.

Nu omsider har Lafontaine forstået de økonomiske kræfter bag euroen. Men da han i sin tid, da euroen blev til, talte varmt for den fælles valuta, havde han helt andre ting i tankerne, se her: http://www.spiegel.de/wirtschaft/soziales/warum-oskar-lafontaine-und-nigel-lawson-europa-den-ruecken-kehren-a-898709.html. Da ville han svække dollaren og prøve at gøre euroen til verdens handelsvaluta i stedet. De økonomiske kræfter måtte så indrette sig efter dette overordnede politiske mål. Hvad de altså bare ikke gjorde.

Det samme havde alle de andre euro-politikere, også de danske. Det var jo som bekendt kun det forhold, at vi skulle have en folkeafstemning om euroen, der forhindrede, at vi kom med i den. Vore ledende politikere gik varmt ind for den. Og det gør de for så vidt stadigvæk. Kan vi ikke formelt komme med i euroen, så skal vi i hvert fald være det reelt, siger de, og så binder de kronen til euroen, så vi på alle måder oplever det, som var vi med i euroen. De tør ikke, som Sverige, lade kronen flyde i forhold til euroen.

Vi oplever f.eks. også virkningen af den tyske løndumping. Ikke så hårdt som de sydeuropæiske lande, men lidt har også ret. Det er det, der gør, at vi hele tiden hører de ledende politikere tale om konkurrenceevnen, den skal vi endelig passe på ikke at miste, og ‘konkurrenceevne’ er jo kun et pænere ord for løntilbageholdenhed eller sågar lønnedgang.

Tidligere, før euroen, kunne de europæiske valutaer tilpasses hinanden gennem diverse devalueringer. Nogen har med hån i stemmen talt om tiden, hvor vi konkurrerede med hinanden om at devaluere. Det er sandt nok, vi havde ikke lært at lade vore valutaer flyde i forhold til hinanden. Men hvad er det så afløst af? Det er afløst af en konkurrence om at sætte lønningerne mest ned. Eller, kan vi sige, kravet om ekstern devaluering er afløst af kravet om intern devaluering.

Og så er vi kommet fra asken i ilden.

For den interne devaluering er en langt værre foreteelse end den eksterne devaluering.

Ved den eksterne devaluering er det sandt nok, at den del af lønningerne, der går til at købe udenlandske varer for, bliver mindre. Men et meget væsentligt fænomen er, at det ikke blot er lønningerne, der på den måde formindskes, hvis man regner i udenlandsk valuta, det samme gør alle gældsposter. Eller, sagt på anden måde, selv om du kan købe færre udenlandske varer for din løn, så kan du stadigvæk betale din husleje, den gæld, du har i sit hus, har samme forhold til din løn, som den havde før den eksterne devaluering.

Men netop det er ikke tilfældet ved en intern devaluering. Her er det kun lønningerne, der reguleres nedad. Gældsposterne forbliver på samme niveau, højt eller lavt, afhængigt af, hvornår man har købt sit hus. Det er derfor, lønnedgangen i Spanien og Italien og Grækenland fører til sociale uroligheder. Folk bliver sat ud af deres boliger i Spanien, men de boliger, de sættes ud af, kan ikke lejes ud, så gælden i dem kan serviceres. Og så står de tomme.

Så galt er det ikke herhjemme. Her er det værste, at de ledende politikere bruger den almindelige krisebevidsthed til at lave reformer, dvs., til styk for styk at afmontere den kendte velfærdsstat. Går den, så går den, og så længe man kan opretholde en forestilling om krise, og så længe man kan få folk til tro på den såkaldt faste kronekurs, uden at de opdager, at en sådan nødvendiggør en intern devaluering med alle de ulemper, det betyder, så går den. Folk finder sig i det.

Men det er alligevel sjovt at høre netop den meget socialistiske Lafontaine komme med de rette forklaringer. Interview’eren spørger ham, hvordan landene med milliardgælden skal komme ud af krisen, hvis ikke gennem besparelser, og Lafontaine svarer:

Det er kun, når økonomien vokser, at statens indkomster stiger og dens udgifter går ned. En stat er ingen husholdning. Hvis en husholdning har for stor en gæld, kan den igen bringe orden i sit budget ved at spare, fordi indkomsterne er de samme. Men hvis en stat – f.eks. Grækenland – sparer på et forkert tidspunkt, bryder statens indkomster sammen og gælden blliver stadig større. I stedet for at spare ville det være mere virkningsfuldt at øge indkomsterne ved en mere retfærdig skattepolitik, hvor de, der har store formuer, og de, der har store indkomster, kommer til at betale mere.

Det er også, hvad flere og flere økonomer mener: Europa kan ikke spare sig ud af krisen. Spørgsmålet er blot, om politikerne efterhånden også indser dette.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Intern devaluering

  1. Pingback: Spekulation mod kronen | ricardtriis

  2. Pingback: Glem ikke Ludendorff | ricardtriis

  3. Pingback: Økonomernes svigt | ricardtriis

  4. Pingback: Grexit: eneste redning for Europa | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s