Om at råbe verden op

Én af de ”unge” oprørere i Stockholm fortalte til et tv-kamera, at de ”unge” var nødt til at lave uroligheder, sætte biler i brand, hindre brandbiler og politifolk i at udføre deres arbejde, osv.,  ”for at blive hørt”.

Det er ikke den rigtige grund til optøjerne. Nej, det, rebellerne er ude på, er at sætte sig på magten i området. Det svenske politi skal ikke have adgang til ”deres” område. Derfor kaster de sten mod dem. Det skal andre øvrighedspersoner heller ikke. Derfor får også brandmænd sten. Og når de sætter containere og biler i brand, tvinger de disse øvrighedspersoner til at gribe ind, og kan derefter ”i ro og mag” konfrontere dem med deres sten. Og når politiet henter forstærkning, gør rebellerne det samme. Via sms og mobiltelefonkæder får de snart samlet en stor skare omkring sig.

Men sandt nok, de skaber opmærksomhed, de får verden til at lytte. Blot er budskabet ikke så klart, at den folkelige elite forstår det.

Det samme kan man sige om mordet på den engelske soldat i Woolwich, London. De to mordere undlod at flygte, efter at de havde dræbt soldaten, de var i stedet ivrige efter at forklare, at det var hævn for de krige, engelske soldater havde ført mod muslimer.

Begge steder er det den muslimske metode, der anvendes: man øver vold for at skabe opmærksomhed.

Jeg har ofte hævdet, at forskellen på en muslimsk og en kristen martyr er den, at den muslimske mener at kende sandheden så sikkert, at han kan slå andre ihjel for sandhedens skyld, den kristne mener at kende sandheden så sikkert, at han kan lade sig slå ihjel for sandhedens skyld.

Denne forskel optræder igen her, hvor det drejer sig om at råbe verden op. Muslimerne øver vold på andre, en kristen øver vold på sig selv.

Det var i hvert fald, hvad Dominique Venner gjorde, da han tog sig eget liv i Notre Dame kirken i Paris. Han ville protestere, og han ville protestere effektivt. Derfor valgte han at begå selvmord, og derfor valgte han et opsigtsvækkende sted: Notre Dame katedralen med masser af besøgende.

Det var effektivt. Han fik opmærksomhed. Men det kristelige i handlingen blegnede. Ganske vist øvede han ikke vold mod andre, men han gjorde det mod sig selv, og det er også i kristne menigheder en uting.

Og så var det alligevel ikke effektivt. Se her, hvad Kristeligt Dagblad fik ud af historien, baseret på Ritzaus beretning: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/510569:Udland—Kendt-historiker-begaar-selvmord-i-Notre-Dame. Uvilkårlig spørger man sig selv: Er virkelig tilladelsen til homoseksuelle vielser en så afgørende ting for nogle, at de kan finde på at begå selvmord, fordi en sådan lov bliver vedtaget? Ja, det er jo, hvad Ritzau påstår, og det er, hvad Kristeligt Dagblad viderebringer.

Et par dage senere gentager Kristeligt Dagblad historien, idet man påstår, at den franske præsident har et medansvar for selvmordet, fordi han har fået loven om homoseksuelle ægteskaber vedtaget, se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/510784:Udland—Praesident-holdes-ansvarlig-for-selvmord-i-Notre-Dame. Her er det antydet, at der lå noget mere bag end blot protest mod homovielser. Til sidst citeres Venners efterladte afskedsbrev:

En islamisk magtovertagelse i Frankrig er ikke usandsynlig. De, der demonstrerer den 26. maj, må ikke glemme dette. Deres kamp kan ikke begrænse sig til modstand mod det homoseksuelle ægteskab. En langt større katastrofe truer Frankrig, og små pæne demonstrationer er ikke nok til at afværge den.

Hvad er der galt?

Der er det galt, at Venner ikke har taget hensyn til pressens overfladiskhed. Det efterladte afskedsbrev, der skulle forklare hans selvmord, se det her i en tysk oversættelse: http://www.jungefreiheit.de/Single-News-Display-mit-Komm.154+M519fbf45d7b.0.html. Og sandt nok, han begynder med at skrive om sin modstand mod homovielser. Men så citerer han en algiersk blogger, der siger, at om femten år har islamisterne taget magten i Frankrig, og så ophæver de denne lov. Han fortsætter:

Det er, overfladisk betragtet, den eneste fællesnævner mellem den europæiske tradition (som respekterer kvinden) og den islamiske (som ikke gør det). Men den sikre påstand fra denne algierer får det til at løbe én koldt ned ad ryggen. Dens konsekvenser ville på en anden, kæmpemæssig og katastrofal måde gøre os endnu mere beklemte end den foragtede slavelov. Man må klart erkende, at det er sandsynligt, at Frankrig vil falde i hænderne på islamisterne. Gennem 40 år har politikere og partier (bortset fra Front National) og også kirkens ledelse arbejdet aktivt på det.

Det vil sige: det, der fik ham til at begå selvmord, var et ønske om at blive hørt med sin protest mod det, han kalder ”den store ombytning af den franske og den europæiske befolkning”.

Jo, det er svært at råbe verden op. Jo, der er forskel på de metoder, man anvender. Jo, Dominique Venner brugte ikke den muslimske metode. Men at pressen kan tage så alvorlig fejl, at den nærmest gør hans selvmord til en vits, det er mærkeligt.

Man kunne få den tanke, at det skyldes, at man ikke vil give hans tanker om en muslimsk magtovertagelse i Frankrig medvind. Men jeg tror nu blot, det skyldes, at man (pressens altfor hurtige repræsentanter) kun har læst de første linier af hans afskedsbrev.

Og er det tilfældet, ak ja, så er det svært at blive hørt i denne verden.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s