Magtreligionen

Efter endt læsning af Saliha Marie Fettehs artikel ”Vi må godt tænke selv” på religion.dk, se http://www.religion.dk/artikel/511825:Kommentaren–Muslim–Vi-maa-godt-taenke-selv, sidder man tilbage med en række spørgsmål, især dette spørgsmål: Hvad er det for en religion, Bassam Youssef vil have tilbage?

Baggrunden er følgende:

Bassam Youssef, der er Egyptens svar på Jon Stewart – han gennemfører på egyptisk tv et show, der mindre om Stewart’s ”The Daily Show” – er blevet anklaget for at fornærme den egyptiske præsident i sit show. Han blev i den anledning interview’et af Jon Stewart i hans show og kom dèr med følgende fantastisk præcise analyse af dem, han kalder de yderliggående religiøse:

Vi er mange, og ikke bare de unge, der ønsker vores religion tilbage! De mennesker fortjener ikke den ære, det er at repræsentere religionen. For indirekte siger denne gruppe til alle os andre: ’Vi er bedre end jer, så I bør holde mund’. Endvidere bevirker deres indstilling til islam, samt adfærd i samfundet, at andre og mere radikale grupperinger dannes med henblik på at vise omverdenen, at de er mere hellige end de andre. Der opstår således hele tiden nye grupperinger, der er mere hellige, end de hellige, men som alle har det tilfælles, at de misbruger religiøse dogmer for at fremhæve sig selv som sandhedens apostle i kampen om magten. Og vi har selv lagt vores religion i hænderne på disse fanatikere!

Denne kamp om, hvem der kan være mest hellig, er en kamp, vi også kender fra vore breddegrader. Selv har jeg – omend i meget mindre målestok – erfaret den inden for Indre Mission. Her kunne det i visse samfund ikke blot dreje sig om udvise en from adfærd og en inderlig bøn, men også om at udvise en adfærd og en inderlighed i bønnen, der overgik den, andre kunne udvise. Derigennem fik man anerkendelse. Derigennem blev man anset for at være en sand kristen.

Denne iagttagelse ganger man så med et par hundrede, så har man de uskrevne regler, der gælder i den muslimske verden. Her har de mennesker, jeg plejer at kalde ”mullaherne”, tilkæmpet sig eneret til fortolkning af koranen, og ud fra mine svage erfaringer fra min missionske fortid bedømmer jeg Bassam Youssefs analyse her til at være særdeles rammende. Der opstår en konkurrence om at være mest hellig. Og den, der vinder i denne konkurrence, opnår magt over andre, ja, over det muslimske samfund som sådant.

Det er jo også sandt, hvad Bassam Youssef hævder, at disse ”mullaher” indirekte siger, at de er bedre end andre. De siger det netop indirekte, for hykleriet er alligevel for tykt, hvis de siger det direkte. Men ved at tiltage sig fortolkningsretten over sharia, siger de ikke blot direkte, at de er klogere og mere indsigtsfulde i den muslimske tradition end andre, de siger også indirekte, at de er frommere end andre, og at andre derfor ikke skal have noget at sige i fortolkningen af de religiøse regler.

Eller, som det siges, de misbruger religiøse dogmer for at fremhæve sig selv som sandhedens apostle i kampen om magten.

Så langt, så godt!

Men når så Bassam Youssef siger, at ”vi er mange, der ønsker vores religion tilbage”, så er det, man må spørge, hvad det er for en religion, Youssef ønsker sig tilbage. Er det islam? Formentlig er det den, Youssef tænker på. Men er det hans egen drømmeislam, eller er det en historisk korrekt islam?

Svaret er vist desværre for ham, at det er sin egen drømmeislam, han ønsker sig tilbage. Han vil tilbage til en tid, før dén muslimske vækkelse opstod, der har præget de muslimske lande i de sidste tredive år eller så. Dengang tog man ikke det med religionen så højtideligt. Dengang gik de fleste kvinder i Egypten ikke med slør. Dengang levede man på bedste beskub under en sekulær diktator, der tillod en vis frihed og var ret ligeglad med overholdelsen af de religiøse regler.

Eller han ønsker sig ind i en fremtid, baseret på de drømme, der slog ud i lys lue under det arabiske forår. Han ønsker sig frihed til selv at tolke islam, som det forekommer ham bedst. Han ønsker sig et samfund, baseret på en sekularisme, der betragter al religion som en privatsag. Og sandt nok, der er religioner, der udmærket kan leve under en sådan sekularisme. Kristendommen, for eksempel. Men kan islam? Vil ikke islam altid være præget af det, han meget præcist anklager den for: kampen mellem ”mullaherne” om at være mest hellig, så man kan få mest magt?

Det synes et nøjere historisk studium at afsløre.

Saliha Marie Fetteh synes at indrømme netop denne historiske kendsgerning, når hun skriver:

Sagen om præsidentfornærmelsen kører dog stadig, hvilket måske kan virke lidt grotesk, da Bassam Youssef jo ikke spotter Gud! Han gør derimod nar af de muslimske teologer, der siden middelalderen har haft monopol på fortolkningen af islam og på denne måde har tilegnet sig en særstatus i de islamiske samfund.

Altså, ”mullaherne” har haft denne fortolkningsret siden middelalderen, og det vil derfor formentlig blive ret svært at fratage dem den. Hvordan kan så Marie Fetteh mene, hun kan gøre det?

For det mener hun virkelig. Hun skriver til sidst:

Hvad Bassam Youssef mener med udtrykket ”vi vil have religionen tilbage”, kan jeg jo ikke med sikkerhed vide, men jeg fortolker det sådan, at vi mennesker har fået en forstand for at bruge den, og at vi dermed hver især er og skal være ansvarlige nok til at tage stilling til begivenheder i vores liv og verden ud fra vores egen religiøse synsvinkel uden at behøve en hellig fortolker, der fortæller os, hvordan vi skal tro og handle.

Dette, at vi skal bruge vor forstand, også i religionen, er en typisk kristen, protestantisk holdning til tingene. Men alle de eksempler, hun kommer med, viser, at det ikke er holdningen i main-stream-islam. Hverken i dag eller op gennem historien. Igennem hele islams historie har det således været en fast regel, at den, der bliver en frafalden fra islam – enten så han selv erklærer, at han ikke mere tror på, at Muhammed er Guds profet, eller så andre fradømmer ham muslim-navnet – skal slås ihjel. Den regel blev mere eller mindre sat ud af kraft under de sekulære diktatorer, men under den muslimske vækkelse ser den ud til at få en ny anseelse. Og hvis den regel gælder, er det så som så med at bruge sin forstand i religiøse materier. Én af de muslimske filosoffer, der brugte den mest, Ibn Rushd (død 1198), blev landsforvist efter mullahernes krav.

Så altså: Er det mullahernes islam, man vil have tilbage? Er det Ibn Rushd’s islam, der er tale om? Eller er det en drømmeislam, der forviser religionen til det private rum, der skal gøre sig gældende? Hvis det sidste er tilfældet, er det vist ikke så svært at påvise, at denne islam virkelig er en drøm, en moderne drøm, oven i købet, der ikke har meget med den historiske islam at gøre.

Lad mig som det næstsidste sige, at jeg ser en vis logik i denne historiske islam. Det går igennem islam som en rød tråd, både den historiske islam og islam i den moderne vækkelses form, at mennesket ikke kan styre sig selv. Der må styring til udefra. Denne styring kommer fra Guds såkaldte åbenbaring i koranen. Her hedder det gentagne gange, at Allah siger: ”I forstår ikke, men jeg forstår”. Så allerede dèr er dette med at bruge sin forstand noget misligt noget.

De mange regler for kønsadskillelse viser det samme: mennesket (manden) kan ikke styre sin kønsdrift. Og tanken om, at vore demokratiske, menneskeskabte love ikke duer til at bygge samfund efter, det gør kun shariaens guddommelige love, er udtryk for det samme: mennesket kan ikke styre sig selv.

Men hvad så? Der er jo ingen guddom, der kommer ned fra himlen og styrer de mennesker, der ikke kan styre sig selv?

Nej, siger muslimerne, men der er et menneske, Muhammed, der har fået en bog betroet, hvorefter mennesket kan styres efter guddommelige love.

OK, det siger vi så, svarer vi. Men disse guddommelige love skal jo udlægges, så de passer ind i de stadigt skiftende samfundsformer. Hvem skal udlægge dem?

Og her kommer så ringslutningen: Det skal jo mennesker. Det skal kaliffen, Muhammeds efterfølger. Det skal imamen, bønnelederen. Han, der er den frommeste, han skal fortolke de guddommelige love.

Det vil sige: den kamp om at fremstå som den helligste, som Youssef beskriver, vil aldrig ophøre indenfor islam. Og værre endnu: det er aldrig de sande fromme, der deltager i denne kamp. For de har indset, at den sande fromhed aldrig vil prøve at fremstå som særlig from. Hyklerne, derimod, dem, der formår at dreje deres indre på en sådan måde, at de på én gang forekommer sig selv fromme og uselviske og fremtræder sådan overfor andre, de vil opnå denne eftertragtede enefortolkningsret.

Men som Youssef siger det: ”Vi har selv lagt vores religion i hænderne på disse fanatikere”.

Blot er der det at sige til denne bemærkning, at enhver, der vil gøre dem rangen stridig, må hykle på samme måde. Det hører med til islams dna, at det forholder sig sådan.

Og så til sidst vil jeg blot gøre opmærksom på, at Marie Fetteh tager fejl, når hun skriver:

Desværre for regimet er ytringsfriheden, eller rettere sagt ordet, blevet farligere end sværdet, da ordet i løbet af nogle få timer via satellitkanalerne kan spredes til resten af verden, der ikke holder sig tilbage med at blande sig.

Nej, kære Fetteh, det er ikke teknologien, der har bevirket, at ordet er stærkere end sværdet, det er kristendommen, der via sin indflydelse på de vestlige demokratier har fået demokrati-tanken til at smitte af på de muslimske landes befolkninger: de vil også gerne leve under sådanne frie forhold i stedet for at være trælle under diverse mullaher. Den misforståelse, at sværdet er stærkere end ordet, er så gammel som islam selv, omend den ofte har huseret i de kristne dele af verden også (og stadig gør det). Og det er højst tvivlsomt, om den misforståelse kan udryddes, uden man samtidig udrydder islam som religion. Hvilket jeg ikke skal beklage, men hvilket Marie Fetteh og formentlig også Bassam Youssef vil beklage.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s