Alt det krænkeri!

Politiken har fundet en artikel af en svensk forfatter, Jonas Hassen Khemiri, der passer som fod i hose til deres forklaring på de svenske uroligheder, se http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1985926/vi-indvandrere-mindes-skammen-og-ydmygelserne-i-sverige/. Denne forfatter fyrer gevaldigt op under gammelsvenskerne. På trods af alt, hvad den svenske elite siger om tålsomhed, om inkludering, om afstandtagen fra fremmedfjendtlighed, om den forfærdelige islamofobi, er svenskerne fulde af fordomme, hævder forfatteren. Og så gennemgår han sine oplevelser under opvæksten i Sverige, og man forstår, at han livet igennem – så langt som han er kommet indtil dato, han er kun 35 år – har følt sig krænket af gammelsvenskernes fordomme.

Og Politiken har med kyshånd (formentlig) taget imod dette verbale angreb. Det understreger jo på fortrinlig vis det, Politiken altid har ment: Det er altsammen vores skyld, altså vi danskeres skyld, eller vi svenskeres skyld. Når der er optøjer i og omkring Stockholm, så er det svenskernes skyld. Når indvandrere har svært ved at klare sig i skolen, skyldes det svenskernes fordomme. Når det står dårligt til med indvandrernes beskæftigelse, skyldes det, at svenske arbejdsgivere fortrækker lysblonde og blåøjede svenskere. Osv., osv. Alt dette kan uden besvær overføres til Danmark. Vi er lige så fordomsfulde overfor de fremmede.

Dog må man undskylde forfatteren. Hans indlæg er skrevet før optøjerne i Sverige. Det er Politiken, der med sin offentliggørelse nu antyder en sammenhæng mellem gammelsvenskernes evige krænkelse af nysvenskerne og de optøjer, der har huseret i Stockholms forstæder.

Men krænkethed, det er han fuld af. Oven i købet siger mellemoverskriften, at indvandrere, der søgte til Sverige for at få tryghed, ligefrem forfølges. Ja, der står ”forfølges”. Man studser. Man har hørt den ene historie efter den anden om indvandrere, der angriber svenskere, er voldelige overfor dem, røver, voldtager og sparker dem, men så at sige ingen om det modsatte: svenskere, der overfalder og slår indvandrere. Alligevel hedder det, at disse stakkels indvandrere bliver forfulgt i Sverige.

Nå, lad os se på, hvad han skriver! Men lad mig med det samme advare: man er tilbøjelig til, når man mødes med sådanne beretninger, at gå i forsvarsposition. Og på den måde kan man komme ind i en lang diskussion f.eks. om, hvorvidt der ved ansættelser på det svenske arbejdsmarked udvises diskrimination overfor indvandrerne, sådan som Jonas Khemiri påstår. Den diskussion mener jeg ikke, vi behøver involvere os i.

I det første afsnit tager han et problem frem, som er blevet diskuteret meget i Sverige. Det svenske politi prøver at finde illegale indvandrere. Og til den ende havde de en overgang for vane at bede tilfældige passagerer i metroen om at identificere sig. Det var ganske givtigt, for man fik på den måde fat på en del af dem, man eftersøgte. Men det faldt mange indvandrere for brystet, at politiet især gik efter de mennesker, der ikke så ud som gammelsvenskerne. Det reagerede ikke blot indvandrerne, men også den svenske elite på, og politiet måtte ophøre med denne praksis. Den svenske justitsminister havde ellers været ude med en påstand om, at indvandrerne overreagerede, når de følte sig krænkede. Khemiri skriver:

Uden at blinke sagde hun: »Der findes tidligere dømte, som oplever, at de altid er i søgelyset, selv om det ikke kan ses på en, at man har begået en forbrydelse«. Det var et interessant ordvalg, »tidligere dømte«. Det er nemlig præcis, hvad vi er. Alle vi, der er skyldige, indtil det modsatte er bevist.

Og det er så det, der præger resten af hans artikel: fordi han bliver bedt om at identificere sig – han ligner jo ikke en svensker, men ser ud, som om han godt kunne være en illegal indvandrer – derfor føler han sig diskrimineret. Om politiet handler rationelt, om det ud fra et ressourcespørgsmål ville være ”overkill”, hvis de undersøgte alle i togene, om de illegale indvandrere skal udvises af hensyn til dem, der er kommet lovligt til landet – alt dette rager ham en papand, nej, han er krænket og nu skal svenskerne sandelig få hans krænkethed at føle.

Og så følger den ene sørgelig oplevelse efter den anden; man må næsten tro, at han aldrig har fået lov at være barn. Han skriver:

At være 6 år gammel og nærme sig paskontrollen med far, der sveder i hænderne, rømmer sig, glatter håret og tørrer skoene af på bagsiden af buksebenet.  Alle de lyserøde mennesker bliver lukket igennem. Men vores far blive standset. Og vi tænker, at det måske var et tilfælde, men siden ser vi, at tingene gentager sig år efter år.

Dette er skrevet, for at vi skal have medlidenhed med ham. Men ærlig talt! Hvad véd en seksårig om sin fars problemer med at komme igennem paskontrollen? Der er da vist tale om, at han indlægger sine senere erfaringer i en seksårigs oplevelser. Man kan selvfølgelig også spørge, hvad de mon skulle igennem paskontrollen for. Når han er kommet til Sverige for at finde tryghed, som han skriver, tyder det på, at han og hans forældre i sin tid kom ind i landet som flygtninge. Men hvorfor skal de så i det hele taget rejse nogen steder hen, og specielt: tager de mon tilbage til det land, de flygtede fra? Det er der jo mange flygtninge, der gør, når de først har opnået flygtningestatus, og vi naive vesterlændingene lader dem gøre det, kontrollerer dem ikke, men opretholder deres flygtningestatus. Dog, dette berøres på ingen måde af Khemiri, og det, hans far er bange for, er derfor ikke at blive afsløret i at vende tilbage til det land, han påstod sig forfulgt i. Han fortsætter:

At være 7 år gammel, begynde i skolen og få en lille introduktion til samfundet af en far, der allerede dengang var hundeangst for, at hans børn ville blive betragtet som lige så fremmede som han selv. Han siger: »Når du ser ud, som vi gør, skal du altid være tusinde gange bedre end alle andre for ikke at blive afvist af folk«.

Om hans far nu lige har haft denne rædsel, lad det være usagt; det kan meget let være forfatterfantasien, der er løbet af med Khemiri. Men rådet, han fik af sin far, var da udmærket, omend måske lidt overdrevet: dobbelt så god må vel kunne gøre det. Og specielt: det var yderst realistisk. Det kan godt være, at den svenske elite tror, at det svenske folk består af lutter engle og vil opfører sig som sådanne, men realiteten er jo den enkle, at ligegyldigt hvilket folk du træder ind i, du vil blive ved med at opfattes som fremmed al din tid ud, dine børn sikkert også. Og så er det ligegyldigt, hvor imødekommende de offentlige personer og institutioner er, den ”mekanisme” vil altid gøre sig gældende.

Da min far i sin tid overvejede at emigrere til USA, havde han på forhånd bestemt, hvad han ville kalde sig. Han ville ikke mere hedde Jacob Riis, nej, i USA ville han kalde sig Jack Rice. Så ville han nemlig falde meget bedre i med tapetet, blive opfattet som én af amerikanerne og derfor lettere blive accepteret. Den ændring har mig bekendt ingen af vore indvandrere foretaget, bortset fra, at nogle af dem har følt sig nødsaget til at skrive deres navne med latinske og ikke arabiske bogstaver.

Nej, vore indvandrere opførte sig helt anderledes, måske i kraft af deres muslimske tro, der fortæller dem, at muslimer er bedre end andre. De krævede ind: halal-mad i børnehaverne, bederum på arbejds- og uddannelsespladser, tørklædetilladelser overalt. De ville positivt skille sig ud, men forlangte af os andre, at vi skulle inkludere dem. De ville for alt i verden bevare deres kultur – og det er forståeligt – men de ville ikke betale prisen: at de så ikke faldt ind i det samfund, der ønskede inkludere dem. Næste oplevelse lyder:

At være 8 år gammel og beslutte sig for at blive klassens allerflittigste stræber, verdens største fedterøv.

Ak, man kunne ønske sig, at alle vore indvandrere tog den beslutning. De har jo – mange af dem – evnerne. Men de vil ofte hellere høre hjemme i deres egen kultur i stedet for i vores. Men hvorfor har han følt dette at blive svensker som identisk med at være en fedterøv? Senere hedder det:

At være 12 år gammel, komme ind i en pladeforretning og lægge mærke til, hvordan sikkerhedsvagterne kredser omkring en som hajer. De taler i deres walkie-talkier og følger lige i hælene på en. Man bevæger sig på en måde, der virker mindst muligt kriminel. Går normalt. Trækker vejret roligt. Går hen til hylden med cd’er og rækker ud efter Tupacs album på en måde, som tydeligt viser, at man ikke har nogen planer om at stjæle det.

Skal man have ondt af ham for en sådan oplevelse? Ja, det lægger han jo op til. Men jeg gætter på, at når sikkerhedsvagterne holder et særligt øje med ham og ikke med de blonde svenskere, skyldes det, at de har dårlige erfaringer med indvandrere. Dog, den tanke ikke så meget som strejfer Khemiri. Han er vred og forarget og krænket. Men ærlig talt, han kunne da også have reageret anderledes: han og hans indvandrerklan kunne have sagt, at han må bære en vis del af ansvaret for de tyverier, andre i klanen har foretaget; der kunne være fremstået en formaning i klanen om – netop for ikke at få alle gjort skyldige – at være, ikke dobbelt så lovlydige som svenskerne, bare lige så lovlydige. Men en sådan tanke synes ikke opkommet hos vore indvandrere, jo – hos vore asiatiske indvandrere, for de er mere lovlydige end svenskerne og danskerne, men ikke hos de muslimske indvandrere.

Men det værste, han har oplevet, den værste ”forfølgelse”, han har været udsat for, er dette, at han i tyve minutter har været tilbageholdt af politiet og har siddet på bagsædet af en politibil og følt sig nidstirret af alle forbipasserende. Det er vist det, der har gjort det største negative indtryk på ham. Og igen: han aner ikke, hvorfor han blev tilbageholdt, og han har heller ikke gjort sig nogen tanker om, hvorfor mon politiet har set sig nødsaget til at tilbageholde ham, om det eventuelt på én eller anden måde kan retfærdiggøres, men alle sådanne tanker er ham også fuldstændig fremmede. Han er bare vred og krænket. Er fuldstændig ligeglad med den store sammenhæng. Prøver ikke på nogen måde at sætte sig ind i, hvad de svenske myndigheder vil opnå.

Den samme vrede og krænkethed optræder i endnu en sammenhæng. Han skriver lidt senere:

Den lavintensive undertrykkelse fortsætter, fordi vi ikke evner at omformulere vores forstokkede nationale selvforståelse. Så i aften vil en gruppe ikke-hvide personer uden for en bar i Stockholm med fuldt overlæg sprede sig for at undgå at blive standset af dørmanden.

Den situation kender vi også fra Danmark. De muslimske mænd går gerne på bar. De vil gerne ind og danse med de svenske (eller danske) piger. Men dørmændene vil ikke have for mange af den slags gæster. De har erfaring med, at de nemt giver ballade. Især hvis de kommer i grupper. Og så lukker de kun nogle få muslimer ind ad gangen. Og det er vist ganske umulig at få muslimer til at forstå den problematik, der ligger i, at de kræver at få fri jagtret over de danske piger, men af al kraft modsætter sig, at danskerne skal have samme jagtret over de muslimske piger. Disse må værsgo blive hjemme, kommer ikke ud i nattelivet, og hvis man bor i et indvandrertæt område, er der derfor et underskud af piger. Det er jo ikke ulogisk, at dørmændene ikke gerne vil have for mange muslimer ind ad gangen, selv om de så optrådte på den sødeste og rareste måde – hvad de dog så godt som aldrig gør.

Men at få muslimer til at forstå det er komplet umuligt. De føler sig diskrimineret, de pukker på en ret, de mener at have (og myndighederne giver dem jo ofte ret), deres tilværelse i vore lande er, med Khemiris ord, en ”lavintensiv undertrykkelse”.

Ja, Khemiri går endnu videre. I den sidste del af sin artikel går han over til at omtale sig selv og svenskerne under ét som ”vi”. Han mener det ikke. Det er et rent retorisk trick. Når han har brugt den første del af artiklen til gøre os det begribeligt, at han på ingen måde er solidarisk med svenskerne, så kan vi jo ikke tro, at han med sit ”vi” pludselig sådan for alvor skifter om til at stille sig ved deres side.

Meningen med sætningen, at ”vi ikke evner at omformulere vores forstokkede nationale selvforståelse” er da også at sige til svenskerne, altså gammelsvenskerne: ”Se nu at komme ud af denne forstokkede nationale selvforståelse”. Altså: det er ikke de indkommende fremmede, der skal ændre sig, det er de svenskere, hvis gæstfrihed de fremmede nyder godt af. Han skriver:

Og i dette øjeblik skriver en helt almindelig svensker, hvis forældre tilfældigvis kommer fra et andet land, ’Født og opvokset i Sverige’ på sin ansøgning, fordi hun ved, hvad der ellers sker. Alle ved besked, men ingen gør noget ved det. I stedet koncentrerer vi os om at forfølge folk, der er flyttet hertil i deres søgen efter den tryghed, som vi er så stolte over at tilbyde nogle af vores borgere.

Det ”vi”, der koncentrerer sig om at forfølge folk, er svenskerne minus nysvenskerne. Og den forfølgelse, der er tale om, er denne lavintensive forfølgelse, der – når man tænker sig om – står i grel modsætning til højintensive forfølgelse, de er flygtet fra. Men det kan jo være, Khemiris familie slet ikke er flygtet, fordi de var forfulgt, kun fordi de ville have en bedre tilværelse rent økonomisk. Og hvis det er tilfældet, forstår man jo bedre, at Khemiri taler om forfølgelse, når det kun er gammelsvenskernes forståelige reaktion, han taler om. Han er jo også nødt til at nøjes med at kalde den ”lavintensiv”.

Khemiri slutter med at sige: ”Nu må du gerne gå”. Underforstået: Nu har jeg skældt dig nok ud. For udskæld, det er der tale om, uanset alle hans ”vi’er”.

Man tørrer sveden af panden: Sikken en gang krænkeri! Som han dog er vred! Som han dog er forarget! Og han vil bilde sig ind, at han på den måde kan vokse sig ind i det svenske samfund og blive fuldt ud accepteret! Milde Moses!

Og så er det alligevel ikke det værste. Det værste er, at alle hans skæve holdninger deles af den svenske elite. Når han kan skrive, som han gør, skyldes det, at den svenske elite har gjort indvandrerne til ofre. Han har lært at bruge det sprog, eliten benytter sig af, når den skælder hr og fru Jönsson ud. Derfor kan han finde alle de tilfælde frem, hvor han har følt sig krænket, og glemme alle de goder, han har modtaget af det svenske samfund. Derfor kan han nøjes med at se på den ”forfølgelse”, han er blevet til del, og glemme den forfølgelse, hans folkefæller udsætter svenskerne for.

Ligegyldigt hvor mange voldtægter disse folkefæller udsætter de svenske kvinder for, det er altsammen i den svenske elites øjne undskyldeligt, forståeligt, forklarligt. Nej, hvad der er utilgiveligt, er det forhold, at folk med mørk hud ikke bydes velkommen med åbne arme på samtlige landets barer, barer, som eliten ganske vist ikke selv frekventerer. Ligegyldigt hvor mange biler der brændes af, det kan altsammen forklares ud fra den forfølgelse, de fremmede udsættes for, i hvert fald så længe der kun er tale om en lavintensiv forfølgelse. For de biler, der er tale om, tilhører jo ikke eliten, men kun de fattige svenskere, der er nødt til at bo i de områder, der nu er plaget af uroligheder. Men hvad der ikke kan undskyldes, det er politiets fremfærd med at standse alle fremmed udseende mænd i undergrundsbanen og bede dem om identifikation. At det er en særdeles effektiv måde at fange illegale indvandrere på, det overser både Khemiri og eliten.

Det er jo sandt nok, at vi kristne skal se bjælken i vort eget øje, før vi forsøger at tage splinten i næstens øje ud. Men det er, som om vi er blevet altfor gode til det, i hvert fald, som om eliten er blevet altfor gode til at belære os om det. Man kunne godt ønske sig, at de ville prøve at belære vore fremmede om det også. Men det har vist langt udsigter. Og tilsyneladende endnu længere udsigter, før de fremmede lærer det, i hvert fald så længe de tænker som Khemiri.

 

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.