Muslimske kassedamer

Det ser ud til, at vi nu igen skal til at diskutere muslimske tørklæder. Dansk Supermarked har ændret holdning. Man fik for over ti år siden rettens ord for, at det ikke var diskriminerende, når man forlangte af sine kassedamer, at de skulle være iført en bestemt uniform og derfor frasorterede tørklædebærende muslimske kvinder som kassedamer. Men nu har man altså bestemt sig om. Nu har man gjort det tilladt som tørklædebærende muslim at være kassedame i sine forretninger.

Og det har firmaet fået på puklen for fra mange sider, sidst i Kristeligt Dagblad den 7-6 2013, se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/512735:Debat—Dansk-Supermarked-paa-knae–Muslimske-saerkrav-er-en-del-af-en-stoerre-plan. Her angriber Lone Nørgaard firmaet: det har tydeligvis ikke forstået den islamiseringsproces, der er i gang i Europa og Vesten i det hele taget, skriver hun.

Jeg har meget tilovers for Lone Nørgaard. Hun er god til at gøre opmærksom på de mange mærkværdigheder, som muslimernes tilstedeværelse i vort samfund giver anledning til. Og hun kan da sikkert nok have ret i, at tørklædet kan ses som et led i en stort anlagt muslimsk strategi om at sætte sig på magten i Europa. Hun citerer en del muslimer for dette synspunkt, og hun gør opmærksom på en række forhold, som peger i samme retning.

Men lad os så sige, da, at en række muslimske ledere, imamer, undervisere, politikere af forskellig slags, virkelig har den bagtanke med det muslimske tørklæde, at det skal fungére som en slags murbrækker for et islamisk Europa, eller blot for islamiske særområder (no-go-areas, som englænderne siger). Hvad kan så vores modtræk være?

Ja, det forekommer mig, at Lone Nørgaard vil sætte hårdt imod hårdt. Det er mit indtryk, at hun mener, en god strategi fra vores side vil være at forbyde tørklædet alle de steder, hvor vi kan komme af sted med det. Det vil jeg mene er en dårlig idé. Vi skal kun forbyde tørklædet, hvor det direkte vil være fejlanbragt, dvs., på offentlige personer, dommere og politibetjente. Alle andre steder skal vi lade det være op til private firmaer selv at afgøre sagen.

Jeg skrev om det i sin tid, se https://ricardtriis.wordpress.com/2008/05/05/dommere-med-t%c3%b8rkl%c3%a6de/, og da jeg kontrollerede det, opdagede jeg, at jeg dengang faktisk var kommet til at sige noget fornuftigt, nemlig dette:

Men altså: det er arbejdsgiveren, der fastsætter påklædningsreglementet, for det er hans eller hendes penge, der er i spil. Men det betyder jo også, at arbejdsgiveren sådan set godt i kvarterer med stor muslimsk befolkningsandel kan vælge fortrinsvis at ansætte muslimske, tørklædebærende kassedamer, hvis han mener, det kan fremme salget.

Jeg kan også sige: Vi skal handle ud fra vore normer, ikke ud fra de muslimske teorier. Hvis de mener, deres tørklæder kan fremme en muslimsk overtagelse af Europa, så dem om det! Det tror vi da ikke på. Og vi skal derfor ikke handle, som om vi tror på, at det er en reel fare.

Vi skal derimod handle for at vinde den menige muslim over på vores side. Vi skal handle for at vinde ”minds and hearts”. Vi skal handle for at få de mange almindelige muslimer til at forstå, at de står frit stillet med hensyn til næsten alt her i landet, også med hensyn til religiøs beklædning, men at det ikke er noget, vi lægger vægt på. Hvis de vil, så værsgo! Selv om der selvfølgelig må være undtagelser. Burkaer tilladt overalt i det offentlige rum, javist, men vil en burkaklædt kvinde køre bil, så nej. Og dette nej kommer ikke af religiøse grunde, men af færdselssikkerhedsmæssige grunde. Samme pragmatisme ligger bag et forbud mod at køre med bus på månedskort, hvis man bærer burka, og et forbud mod at arbejde med børn i skoler og på vuggestuer iført denne beklædningsgenstand: børnene skal kunne se den voksnes reaktion, ikke blot høre den.

Ligeledes: Vil fromme muslimer insistere på at bede fem gange om dagen, altså mindst to gange i arbejdstiden, så må de bruge deres egne frokostpauser til det. De skal ikke kunne få andre til at betale for deres religionsudøvelse.

Og vil de absolut tjene deres gode løn som taxachauffør under ramadanen, må det være vognmandens pligt at sørge for, at de er i stand til det, for de må jo ikke nyde hverken vådt eller tørt fra solopgang til solnedgang. Og det bliver mange timer om sommeren. Han kan jo eventuelt lade muslimerne holde ferie i ramadanen, og lade sine kristne chauffører om arbejdet i den periode.

Hele tiden skal vi altså stille dem for øje, at de så udmærket kan blive medlem af dette samfund, hvis de vil. Netop: hvis de vil. De er ikke ofre. De har faktisk muligheder ligesom vi andre, hvis de udnytter dem.

De har endda mulighed for at isolere sig i særlige afdelinger af samfundet. Men vores velvilje standser dèr, hvor de vil lade deres love gælde i stedet for vore love. Deres ægteskabsregler må de opretholde, men kun, hvis de kan det på en måde, der er i overensstemmelse med vore love. Deres arveregler ligeledes. Flerkoneri er ikke tilladt. Vielse til mindreårige piger heller ikke.

Det kan være sandt nok, at den vækkelse, de muslimske miljøer har været genstand for i de sidste tyve-tredive år, får muslimerne til at stille større og større krav. Og det kan se ud som lutter eftergivenhed, når vi accepterer deres krav. Men det kan også ses som en fornuftig strategi fra vores side: Vi ønsker vore muslimske medborgere alt godt; vi vil gerne, at de skal befinde sig godt her i landet, og derfor kan vi godt affinde os med deres små og store særheder. Blot har vi endnu ikke rigtig lært at drille dem med det. Men det kan jo komme.

For vi etniske danskere har jo også været igennem en tilpasningsproces overfor muslimerne. Og det er ikke mindst det, jeg håber for fremtiden: at vi stiller krav dèr, hvor vi ikke kan give efter: de må tilpasse deres sharia dansk lovgivning, og lader fem og syv være lige, hvor deres særegenheder ingen skade gør.

Min holdning kan måske bedst afspejles i det svar, en svensk chef i en offentlig stilling gav en muslim, der søgte en stilling hos hende; han ville ikke give hånd til en fremmed kvinde, sagde han, for så skulle han altid vaske hænder bagefter. Udmærket, svarede hun, den stilling, du søger, indebærer, at du bliver nødt til at give hånd til mange fremmede kvinder i dagens løb; men vi har mange håndvaske i bygningen, så det skulle ikke være noget problem.

Han følte, hun tog gas på ham – hvad hun måske også gjorde – og desværre fandt dette ordskifte sted i Sverige, så chefen fik en næse, og han fik penge i erstatning. Men det, hun sagde, svarede udmærket til min indstilling: Hvis muslimerne vil skille sig ud, skal vi ikke forhindre det, men lade dem selv få besværet, og måske drille dem lidt med det. Sådan i al fredsommelighed.

Hvad jeg ikke har det godt med i Lone Nørgaards indlæg, er det første, hun skriver:

Dansk Supermarked har foretaget en kovending: Nu tillader koncernen medarbejdere i kundevendte funktioner at gå med tørklæder. Det til trods for, at Højesteret for snart 10 år siden afgjorde, at supermarkedskædens beklædningspolitik ikke er diskriminerende, hvilket jeg som kunde har kunnet nyde godt af. Forstået på den måde, at jeg er sluppet for at få andre menneskers politiske/religiøse præferencer stukket op i næsen i forbindelse med indkøb af vores dagligvarer.

Jeg har svært ved at se, at der går noget skår af hende, hvis hun i sit supermarked skal betjenes af en tørklædeklædt muslim. Og jeg tror ikke på, at hun, næste gang hun går i Netto, og der er ledigt ved kasse to med en muslim som betjening, vil blive stående ved kasse ét med den lange kø, hvor en ikke-muslim betjener kunderne. Havde hun derimod skrevet, at hun som patient på ét af landets sygehuse ville føle sig ilde berørt af at skulle have tørklædebeklædte sygeplejersker omkring sig, så ville jeg føle, at hun havde noget at have sit argument i. For de, der indlægges, har nok at spekulere på, de skal ikke i tillæg til alt det svære, de stilles overfor, også tvinges til at overveje religionen og de religiøse krav hos den, der skal hjælpe dem.

Altså: Giv vore muslimske landsmænd al den frihed, vort samfund kan tåle, men stå fast på de områder, hvor vor samfundsforståelse kræver, at der stås fast.

Advertisement