Det nye frihedsmuseum

Branden på Frihedsmuseet har givet anledning til, at museets centrale funktion igen tages op til behandling. Nogle mener, at museet skal sigte bredere end kun på modstandsbevægelsen, andre er bange for, at en sådan udvidelse af grundlaget vil betyde, at modstandsbevægelsens indsats bliver forklejnet, og atter andre ser ligefrem for sig, at samarbejdspolitikerne vil blive rehabiliteret ved en sådan udvidelse af sigtet med museet.

Det gav anledning til en debat i Deadline den 10-6, og det har været baggrunden for, at Nationalmuseet holdt en høring om Frihedsmuseets fremtid: Hvad skal museet lægge vægt på fremover?

Kristeligt Dagblad refererer fra høringen her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/513216:Danmark—Frihedsmuseet-skal-rumme-mere-paa-samme-plads, Information gør det samme her: http://www.information.dk/463347.

Og hvad skal man så mene om det?

Tja, jeg vil for det første mene, at man skal være varsom med brugen af ordet ”videnskabelig”. Historievidenskab er ganske vist en videnskab, men det er ikke en videnskab, der har naturvidenskabens eksakthed. Det er en videnskab, der kan ændre fokus undervejs, det er en videnskab, der kan vinkle det samme historieforløb på forskellig måde til to forskellige tider.

Det er nok uomtvisteligt, at den historieskrivning, der fandt sted lige efter besættelsestidens ophør, var præget af et forsøg på at retfærdiggøre Danmarks ikke særlig glorværdige rolle under krigen. Man mente det jo også nødvendigt at foretage et opgør med alle dem, der havde været på den forkerte side under besættelsen, endda i den grad, at man indførte dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Jeg vil gerne gå med til, at dette var nødvendigt, men vil også sige, at det jo ikke var sådan, at alle danskere var modstandfolk fra dag ét af besættelsen. Tværtimod: i de første år lod vi alle, som om alt var ved det gamle. Det var meget få, der forsøgte at ”gøre noget”, og de, der forsøgte på det, gjorde ikke noget i fysisk henseende, de ”nøjedes med” at gøre noget i åndelig henseende: de opfordrede os til at fastholde vor danskhed, de søgte at afbilde sandheden om nazismen, så godt det lod sig gøre under censuren, osv.

Et eksempel herpå er Kaj Munk. Han skrev allerede i juni 1940 det første udkast til sit skuespil ”Niels Ebbesen”. Og selv om hovedproblemet for Kaj Munk i dette skuespil er at finde ud af, hvordan danskeren kan vækkes af sin til sovesyge grænsende fredssyge, så tager han alligevel anledning til i sin skildring af grev Gert at gøre op med sin tidligere ”diktatorsyge”, se http://www.martinluther.dk/ebb04.html. Al hans tidligere beundring for Hitler er borte (for ingen dansk kunne jo være i tvivl om, at Munk i grev Gert afbildede Hitler). Han lader f.eks. grev Gert holde en længere tale for sine udvalgte adelsmænd (ligesom Hitler elskede at holde lange enetaler for sit ”hof”) og han lader de tilstedeværende adelsmænd bukke ærbødigt for Gert. Et sted lader han Gert sige: ”Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer, jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren, jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker, og alle andre adlyder stumt og blindt. (Herrerne bukker)”, se http://www.martinluther.dk/ebb04.html#11. Og herigennem giver han en klar og ætsende karakteristik af det nazistiske ”førerprincip”. Oven i købet får han Hitlers tilbøjelighed til socialdarwinisme med ved at lade Gert sige, at retfærdighed er, at den stærke sejrer.

For fuldstændighedens skyld må det dog tilføjes, at er beundringen for Hitler borte, så synes beundringen for tyskerne ikke at være svundet. Kaj Munk lader i sit første udkast Niels Ebbesens datter Ruth forelske sig i hosteneren Vitinghofen, og da Vitinghofen dør, dør han i Ruths arme, efter at de har erklæret hinanden deres kærlighed, og efter at Vitinghofen har fastholdt sit krigerideal, se http://www.martinluther.dk/ebb05.html#49. Scavenius blev skældt ud, fordi han, da han tiltrådte som udenrigsminister (juli 1940), udtrykte beundring for de store tyske sejre. Sjovt nok kan man altså finde en lignende beundring hos Kaj Munk.

Alligevel er Kaj Munks mange oplæsninger af ”Niels Ebbesen” rundt om i landet et eksempel på den modstand, der på det tidspunkt var mulig og gav mening. Der var ikke tale om at sprænge broer i luften eller ødelægge industrianlæg, men om at styrke det folkelige fællesskab.

Men efterhånden som det tyske tusindårsrige viste sig at være af væsentlig kortere varighed, tog sabotagen til herhjemme. Til sidst måtte Best på direkte ordre fra Hitler kræve af den danske regering, at den indførte strenge foranstaltninger mod sabotagen, bl.a. dødsstraf til sabotørerne. Det nægtede regeringen og trådte tilbage. Og så var den beskyttelse af jøderne, som den hidtil havde kunnet levere, forbi. Best forberedte en aktion mod jøderne. Men det blev røbet og langt de fleste af jøderne hjulpet over til Sverige. Her viste det sig, at det resultat, som Kaj Munk med sit skuespil ”Niels Ebbesen” var nået frem til: at danskerne trods alt kunne trædes så meget på, at de til sidst gjorde modstand, holdt stik: mange er de beretninger, som de berørte jøder og som andre involverede gav af danskernes offervilje og hjælpsomhed overfor deres jødiske landsmænd.

Men her må man så tilføje, at mange er også de historikere, der sidenhen har forsøgt at nedvurdére vanskelighederne og farerne ved jødernes redning. Man har anklaget fiskerne for at tage for mange penge for transporten over Øresund, man har hævdet, at det hele var forholdsvis omkostningsfrit, fordi det stadig var dansk lov, der gjaldt, og danske domstole, der dømte, man har hævdet, at tyskerne ikke for alvor gjorde noget forsøg på at bremse trafikken over Øresund, de nærmest vendte det blinde øje til. (Se evt mine blogindlæg derom: https://ricardtriis.wordpress.com/2009/09/15/j%c3%b8deaktionen-oktober-43/, og kommentarerne til https://ricardtriis.wordpress.com/2009/09/03/mikrofonholderi/)

Ikke sandt: vi danskere skal sandelig ikke tro, vi er noget. Gør vi det alligevel, skal de ”videnskabelige” historikere nok komme efter os. Og så overser man frisk og frejdigt, at en sådan modstand fra danskernes side uomtvisteligt var med til at få os anerkendt som med-allieret efter krigen.

Det samme forsøg på nedvurdéring fra historikernes side fandt sted overfor modstandsbevægelsen. Om det nu har været sandt nok, om det måske oven i købet er ”videnskabeligt” sandt, at jernbanesabotagen ikke betød særlig meget for den allierede krigsførelse, lad det spørgsmål ligge, det væsentlige er, om historikerne har haft en forståelse for, at modstandsfolkenes indsats gav os vor selvrespekt tilbage og gav os de allieredes tillid. Men dette væsentlige springer de ofte let hen over.

Dertil kommer, at historikerne ofte har set det som deres opgave at ”nedbryde myter”. De mener, at befolkningen let luller sig ind i falske forestillinger om, hvad deres indsats betød i det store billede. Og specielt er der historikere, som næsten har følt et kald til at vende sig imod alle former for ”nationalromantik”. Det har man gjort ved nedtone det danskes betydning, ofte endda fremført på den måde, at alle andre nationers handlinger uden problemer godtages, kun danskernes handlinger og motiver sættes der spørgsmålstegn ved.

Jeg har selv haft ”fornøjelsen” af at beskæftige mig en del med Kirsten Lylloffs brøler angående vores behandling af de tyske flygtninge, der kom hertil i titusindtal efter krigen og blev i landet indtil 1949, se http://www.tyskeflygtninge.dk/. Hun havde fået ind i hovedet, at der var en årsagssammenhæng mellem det faktum, at de danske læger sagde nej til at behandle de tyske flygtninge, og det faktum, at der i løbet af 1945 døde virkelig mange tyske flygtningebørn. Det er forholdsvis let at vise, at det ikke er tilfældet. For Lylloff bruger børnenes dødsattester til at vise, at de led af sygdomme, der normalt ville være blevet helbredt, og for at bevise attesternes troværdighed forklarer hun, at de er udfyldt af ”kapable tyske læger”. Blot overser hun, at hun med denne bemærkning trækker tæppet væk under sin hovedtese: er der tyske læger tilstede, kan der ikke være den påståede årsagssammenhæng.

Det bemærkelsesværdige er her ikke så meget denne brøler, men det forhold, at ingen normalhistoriker, heller ikke nogen af dem med de fine universitetsgrader, foreholdt hende denne fejl. Enten tog de hende i forsvar under den glødende debat, der fulgte efter offentliggørelsen af hendes artikel i Historisk Tidsskrift i pinsen 1999, eller også forholdt de sig yderst tavse. Derfor kan man godt sige, at hele denne affære viser en afslørende svaghed ved det historiske kommunitet i Danmark. Selve det forhold, at man antog hendes artikel til optagelse i Historisk Tidsskrift uden at undersøge hendes tese nøjere, er en fejl, og det samme er vel det forhold, at man senere hen nøjedes med at optage kritiske artikler, f.eks. én fra min hånd, på tidsskriftets netside, en fejl, der måske hænger sammen med, at man i Lylloff så en medsammensvoren, der ligesom hovedparten af historikerne var ude på at ”afsløre myter”.

Også om hendes ph.d.afhandling ”Barn eller fjende” må man sige, at den er proportionsforvrængende, denne gang på den måde, at den er skrevet ud af en omvendt nationalisme, se http://www.tyskeflygtninge.dk/barnfjende.html#59.

Alt i alt: Jeg forstår godt, at modstandsfolkene er bange for, at deres sag vil blive stedmoderligt behandlet af historikerne; deres erfaringer desangående er ikke for gode.

Men det betyder efter min mening ikke, at vi skal tilbage til den historieskrivning, der rådede lige efter krigen. Jo, vi skal nok deltage i forundringen og glæden over, at der trods alt var danskere, der gjorde modstand, vi skal nok fortælle om de enkelte modstandsfolk på en måde, der viser, at vi er stolte over, at danskere også kan opføre sig sådan. Men vi skal ikke af den grund miste al respekt for dem, der lidt foragteligt er blevet kaldt samarbejdspolitikerne. Det er sandt nok, at der ikke er megen ære forbundet med de danske kampe den 9. april, men det er også sandt, at det er meget svært at opretholde de sædvanlige æresbegreber, når man er et lille land overfor en overmægtig modstander.

Så er der lidt mere ære forbundet med Scavenius’ optræden ved underskrivelsen af antikominternpagten i november 1941. Vi kunne dårlig sige nej til at være medunderskriver, men vi kunne sige nej til at deltage militært i kampen mod kommunismen. Det havde folketinget besluttet, det mandat rejste Scavenius til Berlin med, men tyskerne havde trods løfter ikke medtaget dette danske forbehold. Derfor blev der natten før underskrivelsesceremonien ført lange og intense forhandlinger mellem Scavenius og det tyske udenrigsministerium, og det endte med, at Scavenius fik sin vilje, dog med den tilføjelse, at aftalen om, at vi ikke skulle deltage militært, skulle holdes hemmelig.

Dertil kommer de mere tilfældige følger af den særlige ordning, Danmark fik i forhold til Tyskland. Det må vist, som Claus Bryld nævnte i Deadline-udsendelsen, betragtes som en kendsgerning, at denne ordning var skyld i, at de danske jøder blev reddet, bl.a. fordi jødeaktionen herhjemme fandt sted så forholdsvis sent, så både jøderne selv og danskerne var klar over, at det ikke var noget godt, der ventede jøderne. Og det er nok også rigtigt, at denne særordning gjorde, at der kunne sendes Røde-kors-pakker til de danske koncentrationslejrfanger, og at man kunne få en ordning i stand med hvide busser til at hente fangerne hjem før kapitulationen.

Jamen, hvad med det forhold, at vi med vores leverancer af landbrugsvarer var med til at holde den tyske krigsmaskine gående og således deltog på tysk side i krigen?

Man må vel spørge: Hvad skulle vi ellers have gjort? Vi var dengang som nu afhængig af handel. Og bliver den ene kunde udelukket ved besættelsen, så var vi vel nødt til at godtage den anden, hvis vi ville have kul og koks at varme os ved i de kolde vintre. Det viste sig i de kolde vintre 46 og 47, hvor de tyske leverancer udeblev og de engelske endnu ikke var etableret: vi havde ikke selv nok brændsel til at holde varmen.

Dertil kom, at det var et af Best’s gode argumenter for at behandle os forholdsvis mildt (det var Best’s bedste argument, hø, hø). Men det er selvfølgelig let bagefter at hævde, at vi bar os ad på en moralsk set anløben måde. Måske. Men mon ikke nazisterne nok skulle have fundet ud af at tvinge os, hvis vi ikke var gået frivilligt med til deres handelstilbud?

Men skal alt dette nødvendigvis med i det nye Frihedsmuseum?

Anette Warring er i Kristeligt Dagblad citeret for at sige, at museet ikke på én gang kan være et museum og et mindested. Den udtalelse er jeg lidt betænkelig ved. For kan et museum af den art blive andet? Kan man oplyse neutralt? Kan man som historiker være videnskabelig uden at have et bestemt udgangspunkt? Vil man ikke nødvendigvis vise sine sym- og antipatier i det, man siger om de historiske tildragelser? Det forekommer mig at være tilfældet. Og derfor er jeg bange for, at det, der ville blive resultatet, hvis hun skulle stå for udstillingen på Frihedsmuseet, ville blive en nedtoning af alt, hvad der smager af glæde og stolthed over at være dansk.

Pia Kjærsgaard sagde i Deadline-udsendelsen, at hun var bange for, at en ny udstilling ville betyde en rehabilitering af samarbejdspolitikerne. Den udtalelse forekommer mig også betænkelig. Vi kan godt glæde os både over modstandsfolkenes heltemod og villighed til at ofre livet for Danmarks skyld og over vore politikeres snildhed og snuhed i de første år af besættelsestiden. Vi har selvfølgelig også noget at skamme os over fra den tid, kommunistinterneringen f.eks., men de lyspunkter, der er fra politisk hold, må vi godt glæde os over. Men Pia Kjærsgaard har ret i det, hun også sagde, at en udstilling om de almindelige forhold under besættelsen måtte hilses velkommen; den kunne måske finde plads et sted på Nationalmuseet.

Men vi må se, hvad debatten ender med.

Advertisement