Endnu en muslimsk grundtanke

Det er en muslimsk grundtanke, at der i menneskesamfundet består et gudgivet hierarki: mænd står over kvinder, muslimer over ikke-muslimer.

Det er også en grundtanke i islam, at mennesket ikke selv kan se, hvad der er godt og ondt, det er nødvendigt med en guddommelig åbenbaring til at afklare det spørgsmål, og den åbenbaring påstår man at have i koranen.

Disse to grundtanker arbejder Karen Jespersen og Ralf Pittelkow ud fra i denne artikel fra Den korte Avis, se http://denkorteavis.dk/2013/nej-til-at-give-kvinder-hand-er-kvindeundertrykkende-islam/. De arbejder videre med forholdene omkring den censor, der nægter at give hånd til kvinder. Og det er jo sandt nok, at islam har den grundtanke, at mænd er overordnet kvinder, og at kvinder altid skal være under opsyn af en mand.

Det er imidlertid også sandt, at denne manglende ligestilling af kønnene er med til at vække stor forargelse her i landet. Og forargelse er sjældent egnet til at overbevise den, man forarges på. Så blandt andet for bedre at kunne overbevise muslimer – hvis man engang skulle komme i samtale med dem – men også for at få os danskere til bedre at forstå den logik, der trods alt findes i de muslimske samfund, vil jeg tillade mig at nævne endnu en muslimsk grundtanke. Og jeg vil gøre det, velvidende, at dette kan stille muslimer i et bedre lys, måske oven i købet få nogen til at mene, at de da er ret fromme mennesker. Lad mig derfor allerede her fremkomme med den advarende bemærkning, at fromme mennesker ofte kan være ganske farlige mennesker.

Den grundtanke, jeg vil nævne, hævder, at mennesket ikke kan styre sig selv.

Når muslimer indretter sig, som de gør: med skarp adskillelse mellem kønnene, med stærk formaning til kvinder om at gå tildækkede, med advarsel mod, at mand og kvinde er alene sammen, osv., skyldes det ikke blot, at enhver kvinde er underlagt en mand, det skyldes også, at manden ikke kan styre sig selv. Han er underlagt sin kønsdrift, han kan ikke beherske sig overfor fristelser, man må derfor indrette samfundet, så han får så få fristelser som muligt.

Jeg husker stadig et møde, vi havde her i byen med en gymnasielektor i fransk, der fortalte om et udvekslingsbesøg, som han med sin klasse havde været på i Tunesien. Det ligger mange år tilbage. Alt var endnu fred i denne del af verden. Og landet havde mange turister på besøg. Dem sørgede man naturligvis godt for. Alligevel skete der det, mens danskerne var dernede, at en kvindelig turist blev voldtaget på en strand en aften. Hun var gået en tur om aftenen ved den smukke strand, og denne tur endte altså ulykkeligt for hende.

Hændelsen blev debatteret mellem danskerne og tuneserne. Og det undrede danskerne noget, at tuneserne da nok syntes, at manden, når han blev fundet, skulle straffes, selvfølgelig skulle han det, men de mente nu også, at kvinden i ret høj grad selv var skyld i voldtægten. For gå ud om aftenen alene uden ledsagelse af en mand, det var der da ingen fornuftig kvinde, der gjorde. Det var jo direkte en invitation til voldtægt.

Så på den måde blev altså danskerne klar over, at muslimerne ikke regner med, at den enkelte (mand) kan styre sin kønsdrift, det må samfundet hjælpe ham med at gøre; nok gennem straf – selvfølgelig – men i lige så høj grad gennem en skarp adskillelse af kønnene, gennem pålæg til kvinderne om ikke at optræde udfordrende, gennem uskrevne regler for, hvad kvinder må og ikke må.

I det hele taget gælder det, at den muslimske etik i højere grad er en samfundsetik end den kristne etik, der snarere må kaldes individualetik.

Det gør sig også gældende, når muslimer foretrækker at bo i ghettoer, hvor de hele tiden er omgivet af andre muslimer. ”Ummaen”, det muslimske samfund, kan gennemføre det, den enkelte muslim ikke formår: at fastholde den rette muslimske levevis, shariaen. Vi kan godt ud fra vort synspunkt kalde det social kontrol, men set fra muslimens side er det logisk nok: den enkelte formår jo ikke at styre sig selv, derfor er samfundets kontrol nødvendig, derfor må man udnytte det sociale pres.

Og denne grundtanke træder også frem i dagens lys i den muslimske statsforståelse. Staten må bruge sit voldsmonopol i religionens tjeneste, for den enkelte kan ikke selv fastholde den rette tro. Derfor er det logisk nok, at frafald straffes med døden. Og derfor er der også en vis logik i den bestemmelse, der siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim, hvilket en muslimsk mand godt må gøre. For hun vil jo som kvinde skulle underordne sig sin mand, og en muslim under en ikke-muslim, nej, det går ikke an. Ja, det er også logisk nok med den manglende ytringsfrihed, for mennesket véd jo ikke selv, hvad der er rigtigt og forkert, mennesket kan ikke selv finde frem til sandheden, der må en åbenbaring til, den i koranen, förstås, og får mennesker lov til at modsige denne åbenbaring, så er det samfundets grundvold, der rokkes.

Som man kan forstå, er dette ikke en imødegåelse af Jespersen og Pittelkow, snarere et supplement, ja, måske endda et nødvendigt supplement. For skal vi fortælle muslimerne, hvad vores tro går ud på i modsætning til deres, så må vi ind til kernen i deres trosforhold. Og det kan godt siges at bygge på den tanke, at mennesket selv intet formår og intet forstår, men at dets drifter dog i kraft af det gode muslimske miljø kan holdes i ave.

Her ser vi jo anderledes på tingene. Ikke blot kan manden styre sine drifter, endda vore kvinder ikke holder sig tilbage fra at fremvise deres ynder, mennesket kan også selv gennem en fri debat finde ud af, hvilke love det er praktisk at have i samfundet. Men vi må jo indrømme, at sådan har vi ikke altid tænkt her i Vesten.

I middelalderen var det sådan, at det munkeløfte, den enkelte munk havde aflagt, var det ikke blot hans egen sag at overholde. Hvis det viste sig, at han ikke kunne holde det, hvis han f.eks. rømte fra sit kloster, så var det kongens pligt at få ham indfanget og sendt tilbage til det kloster, han var løbet bort fra.

Og fra en lidt senere tid har vi grev Zinzendorf, brødremenighedens stifter. Han mente, at mennesket helt og fuldt var gennemsyret af synd, så syndigt var mennesket, at dets synd blandede sig ind i dets afgørelser. Derfor trak han lod om, hvad han skulle gøre eller ikke gøre. Jo, for frelseren havde jo magt over de små sedler, han brugte til lodtrækningen, og han anså det for mere sikkert at stole på frelserens afgørelse end på sine egne overvejelser, præget af synd som de var.

Det lyder jo ganske mærkeligt i vore øren, og rent faktisk minder denne tankegang en del om den muslimske grundtanke, jeg her har nævnt. Man stolede f.eks. heller ikke på sin egen dømmekraft, når det gjaldt spørgsmålet om, hvem man skulle giftes med. Også til afgørelse af det spørgsmål brugte man lodtrækningen (se evt. https://ricardtriis.wordpress.com/2011/07/30/abenbaring-kontra-samvittighed/). Og man sørgede omhyggeligt for, at brødrene og søstrene holdtes skarpt adskilt. I Christiansfeld var der både et brødrehus og et søsterhus. Her levede de ugifte medlemmer af menigheden. Og man søgte strengt at sørge for, at de to køn ikke kunne mødes. Skulle en søster f.eks. gå en tur i det dejlige landskab omkring byen, så var der en bestemt rute, hun skulle følge, og – rigtigt gættet – den var omhyggeligt lagt sådan, at den på intet sted krydsede brødrenes tilsvarende gå-tur-rute.

Der var altså ingen mulighed for at blive forelsket. Og så meldte lodtrækningen sig som en udmærket metode til at finde ud af, om man skulle giftes og i bekræftende fald med hvem. På samme måde som den muslimske kønsadskillelse gør normal forelskelse umulig, tilbage står den mulighed, at ens ægteskab er arrangeret, i dette tilfælde ikke af små lodder, men af forældrene eller af familien i større sammenhæng.

Fromt er det, ja, fromt som bare fanden. Men ikke efter Guds vilje af den grund. For er forelskelsen ikke fra Gud? Er det ikke hans måde at binde det ene menneske til det andet på, en måde, der jo i ganske mange tilfælde holder livet ud?  Og har vi ikke erfaret, at er man på den måde bundet til sin ægtefælle, så er andre kvinder eller andre mænd ikke nogen fristelse for én? Man kan omgås dem uden nogen inviterende blikke, ja, man kan endda nyde synet af de smukke former, samtidig med, at man véd, at man aldrig vil svigte sin ægtefælle.

Der er således – vil jeg mene – en afgrundsdyb forskel mellem kristendom og islam.

Og når jeg tillader mig at supplere Jespersen og Pittelkows overvejelser, skyldes det, at jeg godt kunne ønske mig, at vi danskere blev mere opmærksomme på denne forskel. Jeg kunne godt tænke mig, at vores reaktion på den nu meget omtalte censors manglende vilje til at give hånd til kvinder i stedet for forargelse blev modspørgsmål til muslimerne.

Først en række spørgsmål til deres handlemåde: Synes de virkelig, det er i orden, at deres unge mænd går ud i det danske natteliv og boltrer sig i legen med de danske piger? Er virkelig de danske piger for ludere at regne, fordi de kommer til at synes om de muslimske mænd? Kan det virkelig forsvares som udtryk for sand menneskelighed, når de lader deres ægteskaber indgås uden forudgående forelskelse, ja, direkte modarbejder forelskelsens kræfter?

Videre: Er det rimeligt og menneskeligt at bruge forelskelsens kræfter til at lokke danske mænd til at blive muslimer? En dansk mand er blevet forelsket i en muslimsk pige; men skal der komme et ægteskab ud af det, må han bare værsgo konvertere til islam, ellers vil hans svigerfamilie ikke anerkende ham. Er det et rimeligt forhold mellem de to religioner, islam og kristendom, der derved gives udtryk for?

Videre: Hvis en muslimsk pige nægter at adlyde sine forældre i ægteskabsspørgsmål, er det så en menneskelig behandling at give hende at afbryde alt samkvem med hende? Én ting er, at nok enhver kan se det umenneskelige i at slå pigen ihjel, men allerede det at bruge de stærke kræfter, der knytter familien sammen, til at tvinge hende til lydighed, er dog en umenneskelig foreteelse.

Og så nogle spørgsmål om os selv: Kan ikke godt selv en muslim se, at den frihed, vi opretholder i kønnenes omgang med hinanden, er en forudsætning for, at forelskelse kan opstå? Og er det ikke muligt at se, hvordan det netop er forelskelse, der binder parterne sammen? Og kan ikke også udenforstående se, at forelskelsen i mange, ja vel i de fleste tilfælde vokser op til ægte kærlighed mellem ægtefællerne? Vi danskere har, synes vi, en altfor høj skilsmisseprocent. Men undersøger man forholdene i et muslimsk land, er forholdene ikke meget bedre, omend måske noget anderledes i detaljen.

Eller: Det forholder sig jo ikke sådan, at vore traditioner er opstået ud af den blå luft. De er opstået, fordi mennesker i vort samfund har arbejdet og kæmpet med forholdene mellem kønnene igennem århundreder. Vel er det nok ikke det bedste forhold, vi har fundet frem til i dag, men det er dog, efter vor bedste overbevisning, forhold, der er betydelig bedre end de forhold, den muslimske tvang sætter i værk. Er det helt umuligt for en muslim at indse det? Specielt synes jo mange muslimske kvinder at vende sig imod den tvang, de er udsat for. Giver det ikke en muslim, også en muslimsk mand, noget at tænke over?

I det hele taget: Hvad vi vender os imod, når vi forarges over det manglende håndtryk, er ikke blot den muslimske kvindeundertrykkelse, det er hele den forkerte logik, der ligger bag, det er det forhold, at muslimerne lader sig snyde af denne logik til i stor fromhed at opretholde den grundtanke, at mennesket ikke kan selv, det kan ikke styre sig selv, det kan ikke kende forskel på godt og ondt, det kan ikke finde den rette samfundsmodel. Til alt dette vil vi sige: Jo, mennesket ikke bare kan selv, det direkte skal selv. Og hvis det bilder sig ind, at det ikke kan ud fra egne kræfter, men skal have guddommelig vejledning, så viser en nærmere eftertanke og historisk undersøgelse, at denne påstået guddommelige vejledning altid skal gå igennem mennesker, imamer, kaliffer, mullaher, osv., og at det derfor ikke bliver Gud, den almægtige, der kommer til at styre, men et såre skrøbeligt og fejlbart menneske.

Et teokrati er altid et forklædt antropokrati.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Endnu en muslimsk grundtanke

  1. Pingback: Hensyn og agtpågivenhed | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.