To hykleriske miljøer

Det ene miljø, der udviser en højst hyklerisk adfærd, er det danske debatmiljø. Bredt forstået.

Vi har igennem nogen tid diskuteret, hvorvidt der i folketinget burde vedtages en lov, der forbyder caféejere at forbyde ammende mødre at amme deres babyer på deres café. Og til dette forslag er der blevet sagt både pro et contra. Interessantest var nok det, der blev sagt contra. Her gjorde man opmærksom på, at det da ikke ligner noget at gå ind og blande sig i en privat forretningsmands måde at drive forretning på. Det måtte være op til caféejeren selv at afgøre, om han ville forbyde eller tillade amning i hans café. Det vil sige: det var op til ham at fornemme, om det gav øget eller mindsket omsætning at stille krav om tildækkede bryster, det skulle staten ikke blande sig i.

Og det ser ud til, at al tale om, at ammende kvinder diskrimineres af en ammeforbydende caféejer, nu er forstummet. Og hvad, det er jo også kun almindelige danskere, der diskrimineres, oven i købet er det kun kvinder, og de udgør et forsvindende mindretal. Så det lader vi passere uden de store protesterende armbevægelser.

Nu har der så i dette debatmiljø rejst sig en ganske tilsvarende sag. Dog er det resultat, dette debatmiljø denne gang når frem til, overraskende nok helt modsat det ovenstående.

Der er sket det, at den radikale integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, har udtrykt sin forargelse over, at der stadig finder diskrimination sted i det københavnske café- og natklubmiljø, se http://politiken.dk/ibyen/nyheder/natteliv/ECE2004749/borgmester-vil-lukke-diskriminerende-diskoteker/. Hun vil have mulighed for at fratage sådanne diskriminerende natklubejere deres spiritusbevilling. For hun finder det utåleligt, at man stadig i stort omfang fra ejernes side diskriminere mod indvandrere (læs: muslimer). Ja, man forstår på en udtalelse, som Information viderebringer, se http://www.information.dk/464699, at hun har foretaget sit initiativ af hensyn til integrationen:

Det her er noget, som kan komme til at betyde rigtig meget for mange unge københavnere, som i dag oplever diskrimination i nattelivet og i deres hverdag. De fortæller mig, at de ikke føler sig som en del af det fællesskab og den ungdomskultur, som de brændende ønsker at blive inkluderet i.

”Brændende ønsker at blive inkluderet i”?? Tja, det må vist siges at være en vil-være-uvidende radikals opfattelse af situationen. Dørmænd og natklubejere har en anden opfattelse. De har erfaret, at de muslimske mænd (for det er jo besynderlig nok altid mænd, der er tale om) som regel kommer i flok og meget ofte skal vise sig som de mænd, de er, ved at skabe strid og ballade. Så der er sådan set ikke noget at sige til, at man fra ejernes side forsøger at holde andelen af indvandrere nede ved at afvise dem ved indgangen.

Men uha, uha, det er jo diskrimination, og det må man ikke. De stakkels indvandrere føler sig ikke som en del af det danske fællesskab, skønt de så brændende ønsker at blive inkluderet i samme.

Anna Mee Allerslev har klaget til erhvervs- og økonomiminister Annette Vilhelmsen, men det har ikke rigtig nyttet noget, for hun hævder, at der allerede er lovhjemmel til at fratage beværtninger deres bevilling, hvis de diskriminerer.

Og her er det så, at undertegnede Rasmus Modsat er lidt spændt på de fremtidige indvendinger i det danske debatmiljø. Vil vi høre påstande om, at folketinget med sin lovgivning da naturligvis ikke skal blande sig i café- eller natklubejeres dispositioner; at det må være op til dem selv at finde ud af, hvordan de får kunder i butikken; at vi roligt kan overlade diskriminationsspørgsmålet til markedskræfterne? Og at det derfor må være naturligt, hvis man skal følge de udmærkede overvejelser, der blev lagt frem i ammespørgsmålet, at søge at få loven om ikke-diskrimination i natklubber ændret?

Som de fleste nok vil have observeret, er der ikke tegn i sol og måne på, at nogen vil kræve denne lov ophævet. Og hvorfor ikke? Naturligvis fordi der er forskel på folk. På den ene side har vi de ammende kvinder. Dem behøver man ikke tage hensyn til. Ikke så meget, fordi de er kvinder, eller fordi de er en meget lille mindretal, der jo forøvrigt heller ikke kan blive ved med at amme gennem særlig mange år, men først og fremmest, fordi de er danskere, fornuftige danskere, som man kan tale fornuftigt til og få til at forstå, at hvis caféejere ser gæster forsvinde, fordi de ammende mødre trækker brystet frem, så må de naturligvis have lov til at forbyde amning i deres café.

Helt anderledes stiller sagen sig, hvis man er muslim. Så skal der tages hensyn i både øst og vest. Så forstår alle, at sådanne væsner kan føle sig krænket, for – ikke sandt – de brænder jo efter at blive inkluderet i det danske samfund, og for sådanne mennesker må man sandelig gøre alt, hvad man kan, at man ikke kommer til at støde dem på manchetterne.

At man sådan forskelsbehandler ammende mødre i forhold til muslimske mænd i det danske debatmiljø er udtryk for et slemt hykleri.

Og hermed forlader vi dette miljø og går over til det andet miljø, der udviser en hyklerisk adfærd.

Det miljø er det muslimske miljø, mere nøjagtigt: miljøet af muslimske mænd.

Og man hykler slemt i dette miljø, fordi man gør ustyrlig vrøvl, når man selv bliver diskrimineret, men ikke er opmærksom på, at man i samme ombæring selv diskriminerer kvinderne i dette miljø, endda i ganske uhyggelig grad.

De ser det ikke selv, disse muslimske mænd, for det er en indgroet del af deres kultur, at mænd og kvinder har hver sit område. Kvinderne har hjemmet, mændene det offentlige rum. Og familierne gør sig store anstrengelser for at vogte over døtrenes dyd, mens de er ligeglade med, om drengene er dydige eller ej. Nogle familier ligefrem spærrer deres piger inde i hjemmet, nægter dem adgang til både dette og hint af frygt for, at de skal blive ”besmittet” af vor danske kultur, mens de lader deres drenge gå på gaden for lud og koldt vand, dvs., med stor risiko for at blive opslugt af diverse gadebander.

Og det er altså en uhyggelig hyklerisk adfærd, de udviser, disse muslimske mænd. De vil gerne ind på natklubberne for at nyde samværet med de mere eller mindre letpåklædte danske piger. Og kommer de ikke ind, fordi natklubejeren vil have en vis ligelig fordeling af kvinder og mænd, så bliver de fornærmede, føler sig trådt på, råber højt op om diskrimination. Men lade deres egne søstre komme ud af hjemmets fængsel, lade dem få del i de ungdomslivets glæder, som de ifølge Anna Mee Allerslev så brændende ønsker at få del i, det vil de ikke under nogen omstændigheder gå med til. Uha, uha, en muslimsk pige skal være fuldstændig uberørt, så hun kan indgå i et ægte, fint og fornemt – og fromt – muslimsk ægteskab.

Hykleri af værste skuffe!

Blot er det en så rodfæstet del af den muslimske kultur, at mændene aldeles ikke ser det hykleriske ved det. Og da de fra den danske elite ikke møder modsigelse af hykleriet, men kun forståelse for deres følelse af diskrimination i nattelivet, så har det lange udsigter med en ændring af det hykleriske ved deres kultur.

Jamen, de ønsker brændende at blive inkluderet i vores ungdomskultur!

Vel gør de ej! De ønsker brændende at opretholde et krav om ligestilling mellem danskere og muslimer, samtidig med at de ligeså brændende ønsker at opretholde et krav om, at der i de muslimske miljøer ikke skal være ligestilling mellem mænd og kvinder. Og vi er da nogle skarn, om ikke vi stærkt og effektivt gør dem opmærksom på, at de ikke på én gang kan opretholde begge disse brændende ønsker.

Advertisement