Hensyn og agtpågivenhed

Debatten om det manglende håndtryk i Herning vil tilsyneladende ingen ende tage. Sidst har Sørine Gotfredsen behandlet sagen i en kronik i Berlingske, se http://www.b.dk/kronikker/naar-hjerterne-bliver-tvivlende-kolde.

Mange er måske trætte af sagen. Men Sørine Gotfredsen mener, den er god at få forstand af:

For sagen bør ikke handle om at forarges over denne censor, der sandsynligvis er en dygtig og velmenende mand, der blot gerne vil udleve sin religion her i landet. Den bør handle om de efterfølgende reaktioner, der har afsløret, hvor meget vi trækkes i retning af et stivnet og neutralt samfundssyn. Idet det mere og mere bliver norm, at man frem for at diskutere de basale kulturforskelle, der åbenbares i en sag som denne, nøjes med at dyrke tankebaner, der ikke i egentlig forstand berører en stor del af sagens kerne.

Og det har hun ret i. Vi skal bruge sagen til at diskutere de basale religionsforskelle (eller kulturforskelle) fremfor at hidse os op i forargelse.

I Information var der den 3. juli et interview med den pågældende censor, se http://www.information.dk/465567. Og det var ikke opløftende læsning. Jovist, manden var da sikkert både dygtig og velmenende, men det kom tydeligt frem, at han indtager den holdning, som det danske samfund (eller rettere det danske samfunds elite) har påført ham, nemlig holdningen som offer for danskernes manglende tolerance. Det var ham plat umuligt at se, at han havde gjort noget forkert. Og han blev ved og ved med at fortælle om alt det grænseoverskridende, han havde været ude for fra journalisters side. Jo, han følte sig virkelig som en forfulgt uskyldighed. Det kommer frem til sidst i interview’et, hvor det hedder:

Diskussionen om islam og muslimer i Danmark er han uforstående over for. »Jeg har altid hilst på en anden måde, og det har aldrig været et problem. Debatten har ikke været konstruktiv. Jeg er muslim. Og jeg er dansker. Og min kone og børn er danske. Vores tro kolliderer på ingen måde med det at være dansk, tværtimod.«

At hans tro på ingen måde kolliderer med det at være dansk, er en påstand, der må stå for hans egen regning. Han påstår det uden nærmere begrundelse, blot ud fra en forestilling om, at han da selvfølgelig har ret til at være muslim i Danmark, altså være muslim med alle de særheder, det indebærer. 

Men der er måske alligevel tale om en vis kollision. Lad os se på det!

Spørgsmålet er: Hvordan styrer vi den ustyrlige kønsdrift? Det har de to kulturer to forskellige svar på.

Det muslimske svar har jeg omtalt for kort tid siden, se https://ricardtriis.wordpress.com/2013/06/18/endnu-en-muslimsk-grundtanke/, så det skal jeg gøre kort: Det går ud på, at man overholder visse regler: man må ikke lade en mand og en kvinde være alene sammen i samme rum, man må sørge for, at mænd og kvinder i livets forskellige situationer holdes adskilt, man må bede kvinderne klæde sig anstændigt (og der gives derpå nøje regler for, hvad der er anstændigt og hvad ikke), man må give ordre til, at håndtryk kun udveksles mellem mennesker af samme køn, osv. Det sidste er dog en regel, der er under opbygning. Holder man sig disse regler efterrettelig, så er man sikret, så gør man sit til, at kønsdriften ikke løber løbsk med én eller løber løbsk i samfundet.

Den kristne eller vestlige metode til kønsdriftens styrelse er anderledes. Den går ikke ud på bare at lade fem og syv være lige, som man sådan set godt kunne tro, den går i stedet ud på at lade de naturlige kræfter komme til udfoldelse. Og de naturlige kræfter er ikke blot den rene seksualdrift, det er også forelskelsens kræfter. For det viser sig jo, at den naturlige forelskelse retter sig mod én og kun mod én. Og det viser sig derfor også, at sålænge forelskelsen i ens kone er intakt, vil ens øjne ikke kaste søgende blikke rundt efter andre kvinder.

Man kan også sige, at den kristne eller vestlige moral bygger på ordene fra den gamle færdselslov: ”Vis hensyn og agtpågivenhed”. Faktisk véd jeg ikke, om denne paragraf findes i den nuværende lov. Den er jo nærmest selvindlysende, så den burde være overflødig. Men det gælder ikke blot i færdslen, at man skal være agtpågivende og vise hensyn, det gælder i al omgang med medmennesket.

Det gælder i ens ægteskab. Opdager du, at din kone vist ikke mere er så glad, så være agtpågivende, spørg ind til, hvad der trykker, eller vis dig fra din kærlige og forstående side (hvis du har en sådan), så forholdet igen kan blive, som det skal være. For forholdets bevarelse og vækst er det, det kommer an på, ikke din mere eller mindre nøjagtige overholdelse af visse regler. Ligesom det i trafikken kommer an på, at trafikken kommer til at glide.

Og det gælder på arbejdspladsen. Også når mænd og kvinder omgås hinanden. Er én af dine kolleger blevet skilt, så er det muligt, at hun trænger stærkt til trøst, og det er også muligt, det er dig, der skal levere den. Men så må du vise det hensyn, at du ikke kommer med antydninger eller minespil, der kan opfattes som en invitation, selv om hun måske ubevidst udsender signaler, der kan opfattes sådan. Dels af hensyn til din kone, og dels af hensyn til din kollega. For det kræver tid at bearbejde en skilsmisse, og det er ikke sikkert, det rigtige er at kaste sig ud i nyt forhold med det samme, heller ikke selv om det er et forhold med en så flot fyr og en så forstående personlighed som dig.

Men det gælder altså også ved eksamensbordet: Vis hensyn og agtpågivenhed! Pas på, hvad du siger og gør! Vær opmærksom på, at du ikke ved holdning eller ord medvirker til at forøge den naturlige nervøsitet!

Og læg mærke til: her kaldes der ikke på din regeloverholdelse, men på din evne til indlevelse. Og læg videre mærke til: denne adfærdsregel: at man viser hensyn og agtpågivenhed, kan der ikke dispenseres fra. Den er nemlig i virkeligheden ikke en regel, som man bare kan efterleve i det ydre, mens man i det indre er ligeglad. Den er en holdningsanvisning. Det, det drejer sig om, er at få eksamen til at foregå så gnidningsfrit som muligt, uden at nogen føler sig trådt på. Og når den muslimske censor mener om sig selv, at han da er dansker, så inviteres han med til sådan at få eksamen til forløbe problemfrit. Det synes den muslimske censor jo også at have forstået, når han siger, at han ikke tidligere har mødt de problemer, han nu stilles overfor. Han véd altså tilsyneladende godt, at det manglende håndtryk kan give problemer. Spørgsmålet er så, om han vil tage ved lære af den reaktion, han har mødt i Herning.

Og bevares, jeg må da indrømme, at jeg nok helst ser, at han går i sig selv og forstår, at han med sin holdning har skabt unødige vanskeligheder for nogle kvindelige elever, at altså hans forståelse af det betænkelige i hans handlemåde kommer indefra, så det er ham selv, der uden tryk udefra ændrer handle- og hilsemåde. Enten, så han frivilligt går med til fremover at give hånd til alle, der strækker poten frem, mænd eller kvinder, eller sådan, at han fremover søger om at blive fritaget for at være censor.

Det er måske ikke særlig sandsynligt, at han vil gribe til én af disse to reaktioner. Mest sandsynligt er det nok – hvis man skal bedømme ham ud fra hans offerholdning i interview’et i Information – at han vil prøve at give en endnu bedre forhåndsinstruktion til de lærere, han skal være censor hos. Og bevares, hvis han synes, han kan være bekendt midt i en hektisk eksamenstid at ulejlige dem med dette, så kan det da godt være, at han næste år kan slippe for at mærke nogen anklage mod sig.

Men det må da indrømmes, at det for ham nok er ret svært at finde den rette balance, hvornår han lægger for megen vægt på sit ikke-håndtryk og hvornår det kan bringes til nogenlunde at harmonere med eksamenssituationen, især når alle hans danske kolleger er så tolerante, så tolerante og af bare iver for at være imødekommende lyver om eller nedtoner de problemer, hans opførsel kan skabe.

Alligevel vil jeg håbe på, at han virkelig kommer til at forstå vores handlings- eller holdningsregel: Vis hensyn og agtpågivenhed!

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Hensyn og agtpågivenhed

  1. Pingback: Hvad med Wilders? | ricardtriis

  2. Pingback: Hensyn til danskerne | ricardtriis

  3. Pingback: Burkadebatten | ricardtriis

  4. Pingback: Bibel og koran | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.