Naiv muslim

Saliha Marie Fetteh, muslim og ekstern lektor ved Syddansk Universitet, har på religion.dk leveret et svar til Inger Støjbergs kronik i Politiken, se http://www.religion.dk/artikel/517069:Synspunkt—Muslim–Mal-gerne-profeten-paa-din-vaeg–Inger-Stoejberg. Det er et ganske mærkeligt svar, for i alt væsentligt giver hun Støjberg ret i hendes kritik af danske muslimer. Jøder skal selvfølgelig kunne færdes overalt, hedder det. Forældre skal ikke videregive deres had fra Mellemøsten til deres børn; vi må uddanne dem bedre. Ja, Islamisk Trossamfund lader meget tilbage at ønske. Jeg krummer også tæer, når en muslim ikke vil give hånd. Jeg føler også med unge mennesker, der tvinges ind i et ægteskab mod deres vilje, siger hun. Men, fortsætter hun så

netop fordi vi i Danmark har frihed til at uddanne os og har ytringsfrihed, får de unge flere muligheder for at udvikle sig over tid, hvis samfundet viser lidt tålmodighed og ikke altid fokuserer på de negative aspekter af islam.

Og sjovt nok, så er det netop min opfattelse, hun her giver udtryk for. Dog fornemmer jeg intet af den konklusion, jeg drager ovenpå denne håbefulde formodning: at vi i hvert fald må standse tilstrømningen af nye uintegrerede muslimer, indtil de, der allerede er her, er blevet integreret. Ok, nej, hun er vist bare ude på at male et skønmaleri af islam i Danmark. Og det lykkes hende ganske udmærket, men jo kun, fordi hun formår at overse væsentlige kendsgerninger ved den muslimske tilstedeværelse i vort land.

Jeg véd ikke, hvad det skyldes. Måske det hænger sammen med, at hun er etnisk dansker, der er konverteret til islam og derfor næsten med vold og magt skal forsvare denne religion, fordi hendes konversion ellers er formålsløs. Måske det skyldes, at hun underviser i arabisk på Syddansk Universitet, og at de muslimer, hun træffer dèr, alle er ret velintegrerede i det danske samfund.

Hvad hun overser, glemmer eller fortrænger (det ikke ønskede overstreges) gør Kasper Støvring udmærket rede for i en kommentar på Berlingske, se http://www.b.dk/kommentarer/muslimer-og-islamister. Han fortæller, at den sædvanlige skelnen mellem muslimer og islamister måske kan være praktisk for dem, der vil tilsløre virkeligheden, men sjældent fører nogen dybere forståelse af samme med sig. Han refererer resultatet af flere af hinanden uafhængige undersøgelser på denne måde:

Flertallet af muslimer lever i parallelsamfund: De bor i de samme områder, og stort set ingen gifter sig ind i den oprindelige befolkning. De føler sig ikke som danskere, har dårlig kontakt med danskere, opfatter ikke dansk som deres modersmål, mener ikke, at man skal tilpasse sig værtslandets kultur, er imod at en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslimsk mand, mener at homoseksualitet skal være ulovlig, mener at flerkoneri skal være tilladt, og de mener desuden, at det skal være forbudt at kritisere religion.

Og så spørger han, om man skal kalde dette flertal muslimer eller islamister.

Hvad der her er afgørende, er, at dette flertal har et syn på islam, der så tydeligt er det modsatte af det, Fetteh har. Hun påstår, at

Majoriteten af unge danske muslimer ønsker inddragelse i og har respekt for det danske samfund, hvorfor de forsøger at sætte danske normer og værdier ind i en islamisk kontekst.

De unge muslimer, hun taler om, er åbenbart de studerende, hun træffer på universitetet. Men der er altså andre muslimer i Danmark. Og de har helt andre værdier og et helt andet syn på, hvad det drejer sig om som muslim i Danmark. De ønsker ikke at ”sætte danske normer og værdier ind i en islamisk kontekst”, de ønsker det modsatte: at omskabe Danmark, så landet kommer til at anerkende og bøje sig for deres religions udanske krav. Det viser de undersøgelser, som Kasper Støvring henviser til.

Det betyder, at det mål, som vi åbenbart er fælles om: at danske muslimer skal inddrages i og have respekt for det danske samfund, er langt vanskeligere at opnå, end Fetteh forestiller sig. Hun har altså hidtil været ret naiv. Og man kan sågar hævde, at hun med sine naive påstande, fremsat overfor etniske danskere, måske oven i købet kristne danskere, gør mere skade end gavn, hvis det mål, vi er fælles om, skal nås. Jo, for hvis målet skal nås, er det nødvendigt, at vi danskere helt anderledes end hidtil er os bevidste om vore værdier og om disse værdiers forskel fra de muslimske værdier. Og her hjælper Fetteh os på ingen måde, tværtimod: hun søger at berolige os, det skal nok nås, muslimerne vil jo så inderlig gerne blive som os, vi skal bare vise dem forståelse og imødekommenhed.

Saliha Marie Fetteh fortæller her lidt om sig selv, se http://www.damefrokosten.com/en-minoritet-minoriteten/. Hun konverterede til islam for mere end 30 år siden, skriver hun. Men hun fortæller intet om, hvad grunden til det var. Hvad var det ved islam, der overbeviste hende om noget, folkekirkens kristendom ikke kunne overbevise hende om? Vi véd det ikke. Men på ét punkt har hun tilsyneladende taget ved lære af muslimerne: hun kan det dèr med at stille sig forundret og forarget op overfor danskernes manglende respekt for hendes nye tro; hun formår, ligesom sine trosfæller, at håne alle misforståelser, danskerne efter hendes mening har om islam.

Men, må man da spørge, de 30 år, hun har befundet sig indenfor islam, må vel have givet hende en vis forståelse af, hvad islam er. Og derfor er det ret mærkeligt, at hun tilsyneladende vil flette en række danske værdier ind i islam og altså gøre det uden at opdage de problemer, der knytter sig til dette forehavende.

Hun hævder f.eks., at

Folk kan tro på mangt og meget og praktisere deres tro, som de vil.

Det passer jo så åbenlyst ikke, hvis det, de vil praktisere, er flerkoneri. Det er ikke tilladt i Danmark. Vi har her den danske værdi, der fortæller, at ligestillingen mellem kønnene forhindrer, at flerkoneri er tilladt. Men ligeså åbenlyst er det jo, at flerkoneri er tilladt ifølge koranen. Så hvis muslimer vil indpasse deres muslimske normer i en dansk kontekst, så må man da spørge, hvordan det skal lykkes på dette område. Hvad skal vige, koranen eller den danske værdi? Men Fetteh giver os intet svar. Og åbenbart giver hun heller ikke sine trosfæller noget svar.

Og dette med, at muslimer her i landet kan praktisere deres tro, som de vil, er også forkert, hvis den del af den muslimske tro, de vil praktisere, er den, der hævder, at kritik af religion er forbudt. Én ting er, at de må affinde sig med, at vi andre så sandelig kritiserer islam, de må også finde sig i, at deres egne – især deres egne unge – må kritisere islam, stiller frække spørgsmål til den, være anfægtede over dens trospåstande. De må ikke rette sig efter den oldgamle muslimske regel, at den, der falder fra troen (altså islam) skal dræbes.

Derimod kan det så nogenlunde lade sig gøre at praktisere den regel, der siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Nå ja, hvis de regner en kvinde, der gør det alligevel, for en frafalden, der alene af den grund er hjemfalden til straf, så er det naturligvis ikke tilladt at slå hende ihjel. Men ellers: de har lov til bruge de sædvanlige umenneskelige pressionsmidler, de bruger, for at få hende til at afstå fra at følge hendes hjerte: nægte alt samkvem med hende fremover; det kan og vil vi danskere ikke lovgive imod, men vi vil nok udtrykke vor forargelse over det.

Var det ikke en idé for Fetteh i stedet for at standse op overfor det besværlige arbejde med at redegøre for, hvordan hun nærmere bestemt sætter danske normer ind i en muslimsk kontekst, at tage denne opgave på sig og fortæller både sine trosfæller og os andre, hvad i deres sædvanlige tro der kan accepteres i Danmark og hvad ikke! Der er nok at tage fat på.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Naiv muslim

  1. ullatn siger:

    Kære Ricardt.

    Der er en central problemstilling, der går igen i alle diskussioner om det tværkulturelle samfund og religionsfrihed. Hvilke forventninger og opfattelser har det danske samfund til integration?

    Der er ligesom to grundlæggende samfundsmodeller for integration.

    Den ene er baseret på en overordnet samfundsorden, der afstikker de generelle rammer, som alle med forskellige trosretninger og kulturelle baggrunde selv må finde ud af at tilpasse og indordne sig under og få til at hænge sammen med deres forskellige personlige ståsteder. Kan man nøjes med en overordnet rammestyring til regulering af de sociale spilleregler i samfundet? Og hvor finmasket kan en sådan overordnet rammestyring være, uden at den kommer til at udhule nuancerne i de mere bløde menneskelige værdier – hos os alle – uanset hvilket personligt ståsted vi har?

    Så er der transformationsmodellen, hvor der er en forventning og tro på, at alle med tiden vil bevæge sig i samme retning, når de bliver udsat for samme ydre samfundskulturelle påvirkninger. Det er en slags konsensustankegang, der er baseret på, at det kun er de ydre kulturpåvirkninger, der skaber forskellige opfattelser blandt mennesker. Men er mennesker så grundlæggende ens, at man kan se bort fra andre ting, der vil påvirke den retning, mennesker bevæger sig ud af?

    Det kunne uden tvivl være meget sundt med en generel afklaring af forventninger og opfattelser til tværkulturel integration. Men det er nok lidt urealistisk at tro, at det vil kunne lade sig gøre at få den sat på dagordenen?

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Pingback: Forventninger og opfattelser til integration? | Ullas Vinkler...

  3. Pingback: Samfundet på tværs…» Blog Archive » Forventninger og opfattelser til integration?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s