Den tabte islamiske storhed

I en læserbrev i Jyllands-Posten den 14-7 beskriver David Ignatius muslimers længsel efter deres kulturs tabte storhed, se http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE5719681/laengslen-efter-tabt-storhed/. Én af hans venner, den libanesiske journalist Hisham Melham, mindes et besøg i Cordoba, hvor han blev stærkt grebet ved synet af moskeen i byen. Han tænkte på de mægtige evner indenfor alle videnskaber og kunstretninger, der dengang herskede i den muslimske verden. Han skriver:

»(Jeg) bevægede mig rundt som … i en drøm« og rørte ved søjlerne i moskéen i Córdoba og andre fantastiske levn fra et muslimsk øjeblik, »der er karakteriseret (ved) tillid, mod, åbenhed, tolerance og kærlighed til intellektet, filosofi, kunst, arkitektur og glæde på Jorden«.

Det får Ignatius til at spørge, hvad der er sket med denne storslåede kultur, og til med smerte at betragte dens udartning, når han ser, hvad der sker i Egypten.

Hvad skete der med denne storslåede kultur? Spørgsmålet om den tabte storhed har martret arabere i århundreder, og det kunne på smertelig vis spores forleden, da Egypten igen blev kastet ud i blodsudgydelser og politisk uro.

Egypterne længes efter storheden i en fortid, som bl.a. frembragte de pragtfulde pyramider og senere gjorde al-Azhar-moskéen i Kairo til vogter over sunnimuslimsk teologi. Nutiden giver egypterne en revolution, der i løbet af de seneste to år har fortæret sine børn, sekulære liberale og muslimske brødre.

Og resten af Ignatius’ artikel beskriver muslimernes længsel efter den storslåede tolerance-kultur, der var engang, en kultur, hvor også jøder og kristne trivedes. Han skriver selv:

Det er præcis dette toleranceprincip – der indtager en så central position på højdepunktet af muslimsk kultur – som lader til at mangle i så mange arabiske lande i dag. Den politiske kultur er ødelagt.

og citerer bl.a. den tyrkiske kolumnist og teoretiker Mustafa Akyol, der i en bog plæderer for åbenhed og tolerance. Denne skriver:

»Jeg er blevet overbevist om, at der er et fundamentalt behov for, at den nuværende muslimske verden tager friheden til sig – enkeltpersoners og samfunds, muslimers og ikkemuslimers, troendes og ikketroendes, kvinders og mænds, tankers og holdningers, markeders og forretningsfolks frihed.«

Jeg er ret overbevist om, at de to yderst velmenende herrer tager fejl. Den tolerance, de taler om og forestiller sig, er ikke den tolerance, der virkelig herskede på Cordoba-kalifatets tid, men en vestlig tolerance, som tilbagedateres til denne udmærkede tidsalder, og den frihed, som efterlyses, er den vestligt forståede frihed, men en sådan frihed herskede ikke i det muslimske Cordoba.

Lad mig begynde med at henvise til en lille uenighed mellem den daværende pave, Benedikt den Sekstende, og nogle muslimske lærde. Benedikt havde henvist til, at sura 2,256: ”Lad der ikke være tvang i religionen”, normalt henregnes til de ”åbenbaringer”, Muhammed havde fået i Mekka, åbenbaringer, der imidlertid alle blev abrogeret eller overtrumfet af de ”åbenbaringer”, han senere fik i Medina om vold og voldsanvendelse, se https://ricardtriis.wordpress.com/2007/10/14/fred-i-vor-tid-med-islam/. Det er forkert, sagde de muslimske lærde, dette vers blev åbenbaret i Medina og anvendt på de kristne og de jøder, der var kommet ind under islams ”beskyttelse”: de skulle ikke tvinges over til islam, men have frihed til at dyrke Gud på den måde, som de nu ville.

Dette er, efter det, jeg har undersøgt mig frem til, rigtigt nok. Blot er det ret besynderligt, at de lærde så ikke nævner, at de muslimske herskere samtidig med, at de giver frihed til de kristne til fortsat at være kristne, fastholder dødsstraf for enhver muslim, der forlader islam. Så er der jo, efter vores opfattelse, ikke megen frihed tilbage. Og den frihedsforståelse, man havde dengang, svarer i hvert fald ikke til den, der gennemtrænger vore samfund.

Lad mig dernæst henvist til Ibn Khaldun, en berømt muslimsk lærd, der levede fra 1332 til 1406. Han skriver i sit mægtige værk Muqadimmah, at det, der overbeviser om islams sandhed, er det forhold, at Gud i muslimernes kampe mod de vantro skaber frygt i de vantros hjerter. Han mener videre, at muslimer har en forpligtelse til at føre hellig krig, en krig, der inden længe vil føre til, at både Frankrig, Rom og Konstantinopel vil falder ind under halvmånen. Den muslimske strategi gik dengang ud på at bemægtige sig statsmagten i et bestemt område, dernæst at lade jøder og kristne beholde deres religion under muslimsk overherredømme, dvs., med visse indskrænkninger i deres religionsudfoldelse, og så siden lade tiden gøre sin gerning, så skulle nok ad åre alle omvende sig til islam.

Dette svarer jo ikke til vores forståelse af, hvad tolerance er en for størrelse. Vor forståelse af tolerance forudsætter en sekulær stat, der lader alle religioner have lige stor frihed til at udfolde sig. Og vor forståelse af en statsmagt går ud på, at denne statsmagt gennem valgte repræsentanter og efter frie diskussioner fastsætter sekulære love, som alle så må rette sig efter. Og dette viser vel, at det er selve statsforståelsen, der er forskellig indenfor islamisk og indenfor vestlig tænkning.

Når man således omgås begreberne ”frihed” og ”tolerance” er det med at holde tungen lige i munden. Det toleranceprincip som Ignatius omtaler, har han skildret i det foregående:

datidens arabiske muslimske herskere fremmede en meningsfrihed, der ud over at skabe stor kunst og lægge begyndelsen til moderne matematik og videnskab også tillod andre religioner at folde sig ud.

Jovist, herskerne tillod de andre religioner, men de tillod dem ikke at folde sig ud. Der var begrænsninger i deres ret til at vedligeholde eller genopbygge deres synagoger og kirker, der var regler om, at de ikke måtte missionere blandt muslimerne, der var bestemmelser om, at børnene af blandede ægteskaber altid skulle regnes for muslimer, og at ingen muslimsk kvinde måtte gifte sig med en ikke-muslim. Foruden, naturligvis, at de blev pålagt en særskat kun for dem.

Derfor er der faktisk meget, der tyder på, at det er Det muslimske Broderskab og ikke de sekulære muslimer i Egypten, der er de sande arvtagere fra middelalderens muslimske storhedstids konger og emirer, mens de sekulære muslimer henter deres idealer fra den demokrati- og frihedstænkning, der brød frem i Europa i 1700-tallet.

Og hvis de to tankeformer, dvs. de to måder at opfatte statens rolle på, på det teoretiske plan er uforenelige, er der ikke noget at sige til, at parterne står stejlt og uforsonligt overfor hinanden i Egypten. Og så er Ignatius’ citater og selvstændige overvejelser desværre ikke til megen hjælp.

Snarere tværtimod.

Vi ser i Egypten og i andre muslimske lande en kamp mellem islam og Vesten (eller kristendommen, om man vil). De sekulære støtter sig til vestlige tankegange og erfaringer, ønsker sig et demokrati efter vestligt mønster, med ytringsfrihed og diskussioner og afstemninger. Broderskabet ønsker sig et samfund, bygget på islamiske idéer, med tilladelse for kristne og jøder til at være der (med begrænsninger) og tvungen gennemførelse af sharia.

Og vi ser i Danmark en kamp mellem islam og Vesten, hvor en række muslimer, ikke mindst unge muslimer, der er grebet af den muslimske vækkelse, ønsker et muslimsk samfund, om ikke omfattende hele Danmark, så i hvert fald omfattende det område, de bor i. Og de forsøger under anvendelse af forskellige fine eller ufine metoder at opnå dette mål, jage ikke-muslimer ud af deres område, gøre det klart for danskere, at her hersker muslimerne, lade deres interne stridigheder afgøre af deres egne dommere (læs: imamer). Det er muligt, at der findes sekulariserede muslimer, der går ind for demokrati, det er endnu mere muligt, at ganske mange muslimer gerne vil nyde demokratiets ytringsfrihed for eget vedkommende, men religionskritikken har de det alle svært med, og de særligt muslimske traditioner, der omgiver kønslivet, vil de i hvert fald bibeholde.

I Egypten synes vel de, der med rette kan henvise til den muslimske storhedstid, og de, der tænker ud fra vestlige idealer, at være nogenlunde lige store. Herhjemme synes de, der henviser til muslimske idealer, at være de fleste. Men hvis dette flertal begynder at tale om, at den muslimske storhedstid var præget af de samme idealer, som Vesten prædiker: tolerance og frihed, så skaber de et tågeslør, og bag dette kan de senere indføre alle shariaens frihedsknægtende regler.

Dette lidet acceptable mummespil deltager David Ignatius faktisk i.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Den tabte islamiske storhed

  1. Kære Ricardt.

    Det er let at blive ør og bjergtaget af fortidens monumentale storhed af kunst og arkitektur. Det er da også meget betagende.

    Men monumental storhed og menneskelig storhed i form af tolerance og frihed hænger nødvendigvis ikke sammen.

    Mennesker har det nogen med at forfalde til nostalgisk vemod over fortidens storslåede tabte paradis på jord. Men verden har altid været krigerisk. Der har altid eksisteret fjendskab og undertrykkelse af mennesker.

    Menneskelig storhed i form af tolerance og frihed har menneskeheden ikke oplevet endnu. Det bliver nok heller ikke noget, nogen af os nulevende kommer til at opleve i vores levetid. Hvis vi er heldige, kan vi komme til at opleve, at der bliver flyttet nogle skridt i den rigtige retning – rundt omkring – indenfor de forskellige sammenhænge vi kommer i berøring med.

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s