To kulturer – to retstraditioner

Man bør vælge sine krige med omhu. At påbegynde en krig, man på forhånd kan se, man vil tabe, er tåbeligt.

Det gælder de krige, hvor det går ud på at slå hinanden ihjel. Og det gælder de krige, der foregår på ord og argumenter. Det gælder ikke mindst ordkrigen, argumentationskrigen eller ligefrem kulturkrigen mellem islam og Vesten. Lad mig pege på to slag i denne krig, som vi aldrig skulle have indledt. Halal-slaget og burkaslaget.

Hvorfor det først kommer frem nu, eller hvad det er, der gør, at en praksis, der har stået på i otte til ti år, netop nu bliver draget i tvivl, er ikke til at vide. Men da medierne fornylig blev vár, at Hvidovre hospital udelukkende serverer halal-slagtet oksekød, vakte det stor forargelse i muslimkritiske kredse. Og talrige indlæg er blevet skrevet imod denne praksis.

Efter min mening er det ret tåbeligt at forarges over dette eller gå ind i en debat om, hvorvidt et offentligt hospital skal bære sig sådan ad eller ej. Dette er et slag, der aldrig burde være indledt. Morten Messerschmidt, hvis meninger jeg ellers altid synes er nogenlunde fornuftige, har kastet sig ud i et angreb på de radikale for deres holdning i denne sag, se http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2013/07/24/det-radikale-venstres-forstyrrede-humanisme/. Det slipper han ualmindelig dårligt fra. Han er nødt til at henvise til de arabiske lande som fejlslagne stater for at få gods i sin argumentation. Men hvad kommer Egyptens vanskeligheder, som givetvis stammer fra islam, os ved? Og kan man helt overse, at vanskelighederne måske mere stammer fra de muslimske landes sammenstød med Vesten og indoptagelse af vestlige værdier, end fra den rene islam. Jeg mener, islam har dog eksisteret i omkring 1400 år. Så nogen livskraft må der dog have været i den religion.

Nej, vi er nødt til at acceptere, at der i dagens Danmark befinder sig et stort antal muslimer, og at de ikke forsvinder sådan lige med det samme. Og så bør vi give dem al den frihed til at udøve deres religion, som vort samfund overhovedet kan bære. Blot må vi naturligvis forlange, at eventuelle ekstraudgifter derved afholdes af muslimerne selv.

Burkaslaget er et andet slag, som burde være undgået. Situationen i Frankrig viser, hvorfor. Den norske hjemmeside, Human Rights Service, spørger, om det franske burkaforbud lader sig opretholde, se http://www.rights.no/2013/07/klarer-frankrike-a-handheve-forbudet/. Da politiet således forleden ville idømme en burkaklædt kvinde en bøde, blev hendes mand rasende og i løbet af kort tid var en hob mennesker kaldt sammen, og optøjer med brændende biler i gang. Politiet er i det hele taget blevet forsigtige med at standse sådanne tildækkede kvinder. For de risikerer at ryge ind i en konflikt med muslimske ballademagere, hvor de vil komme i mindretal.

I begge disse tilfælde må vi sige, som jeg har anbefalet os at sige mange gange: Lad dog barnet! Hvis muslimerne synes, det er sjovt kun at spise halal-slagtet kød, så dem om det! Hvis de absolut vil vandre rundt i et cirkustelt, så lad dem dog! Men ingen skal fratage mig ret til at give udtryk for det synspunkt, at det er ret tåbeligt at føle sig bundet af den slags regler.

Så har der været en mærkelig retssag i Dubai i ”De forenede arabiske emirater”. En norsk kvinde anmeldte en voldtægt, men så sig inden længe forvandlet fra offer til lovbryder: hun blev, tillige med den mand, hun anklagede for voldtægt, anklaget for sex udenfor ægteskabet, og hun alene for falsk forklaring for retten. Værsgo og spis: 16 måneder bag tremmer i Dubai. Nå, hun blev benådet, sikkert på grund af den store ståhej, sagen vakte i Vesten.

Og her er der grund til forargelse. Men man skal udtrykke sin forargelse korrekt. En norsk professor, Ole Jørgen Benedictow, har i den norske avis Aftenposten angrebet både statsminister Stoltenberg og udenrigsminister Barth Eide for at kalde denne retsopfattelse ”middelalderlig”, se http://www.aftenposten.no/meninger/debatt/Ikke-skyld-pa-middelalderen-7262103.html#.UfFvCujU9lZ.

Det er den aldeles ikke, siger han. Og han påviser det ved at fortælle om norsk middelalderlig retspraksis, hvor kvinders vidnesbyrd har gyldighed, også i voldtægtssager, og hvor seksuel omgang udenfor ægteskabet var strafbart for mændene, og kunne straffes med bøde.

Men mens Dubai-dommen intet har med middelalderlig retspraksis at gøre, har den alt med islamisk retspraksis at gøre.

Islamsk og vestlig rettsforståelse har helt forskjellige kulturforankringer og utviklingshistorier. Dommen i Dubai bygger på moderne islamsk rettsstenkning og har sin egen modernitet.

Men det er klart nok – og det er så min kommentar – hvis man kalder Dubais retspraksis middelalderlig, så går man ud fra, at alle samfund i grunden udvikler sig i samme retning, og at den eneste fejl ved de muslimske samfund er, at de endnu ikke har udviklet sig op til vort høje udviklingsstade. Det er imidlertid efter både min og Benedictows analyse forkert. Der er tale om to kulturer, der er grundlæggende forskellige.

Derfor er det arbejde, der forestår os vestlige mennesker, ikke at forarges på dette og hint ved den muslimske kultur, men at angribe muslimerne teologisk. Den absoluthed, der udspringer af begrebet ”Gud”, sætter de fejlagtigt bag koranen. Dèr mener de, Gud åbenbarede sig. Dèr mener de, man kan finde svar på menneskelivets afgørende spørgsmål. I modsætning til dem mener vi, at den absoluthed, som gudsbegrebet fører med sig, skal anbringes bag ”ordet”, dvs., bag sproget og det, som en fri diskussion kan føre frem til.

Selvfølgelig kan det godt se ud, som om vores opfattelse er langt mere diffus og svag end deres. Ikke mindst kan det se sådan ud, fordi deres opfattelse får dem til at sætte magt bag deres opfattelse: ligesom Muhammed selv følte sig under pres, da han modtog det, han kaldte en åbenbaring, sådan skal alle presses til at godtage hans åbenbaringer. Derfor føler de muslimer, der angriber de franske politibetjente, når de vil tvinge en overholdelse af burkaforbudet igennem, sig som Guds medhjælpere. Og derfor føler den almindelige muslim, hvor ringe han end er, sig altid langt bedre end enhver franskmand eller dansker; for det er jo ham, der har Guds lov og søger at gennemføre den. Hvad gør vi andre? Vi retter os efter menneskeskabte love, oven i købet love, der vender sig imod de ”hellige” love, muslimerne har.

Det er her, angående dette teologiske problem, at slaget skal slås. Det er ikke enkelt. Det klares ikke med en henvisning til middelalderen, eller med en forarget indstilling overfor det, muslimerne opfatter som from muslimsk praksis. Men slaget er bestemt ikke tabt på forhånd, tværtimod, sandheden, menneskeligheden, humaniteten med alle dens værdier, må dog vinde i denne kamp. Ikke automatisk, men i kraft af, at vi, dens forkæmpere, tænker os om, lukker munden op og vender os mod muslimerne, med drilleri, med modargumenter, med åbenhed og inklusivitet.

Nicolai Sennels har fundet dette site: http://www.osacr.cz/2013/07/16/czech-attorney-to-outlaw-whole-islamic-association-is-bold-but-not-unrealistic/ hvoraf fremgår at den tjekkiske anklager overvejer en anklage mod en muslimsk prædikant, der hævder, at en god muslim bør opdrage børnene til at hade ikke-muslimer. Her har vi noget, vi må sige nej til.

Videre: Der har været sager, hvor en muslimsk mand nægter at lade sin kone undersøge af en mandlig læge på hospitalet. Skal vi finde os i det? Nej, ikke hvis der er fare på færde. Så skal vi i stedet anklage ham og få ham dømt for at forhindre en nødstedt i at få hjælp. Men ellers: Find et muslimsk hospital og betal selv for det!

Og igen hospitaler: Det er en uting, at tillade muslimske sygeplejersker at gå med en særlig muslimsk hovedbeklædning. Her må de indordne sig under et sekulært hospitalsreglement. For det væsentlige for en sygeplejerske er at vise, at hun er sygeplejerske og parat til at hjælpe patienten, ikke at hun er muslim.

Ligeledes: Muslimer vil lade deres tvister afgøre af deres egne dommere (imamer). Lad dem blot det! Blandt andet, fordi vi ikke kan forhindre dem i det. Men er der foregået en forbrydelse, er det vore myndigheder, der skal tage over. Her kan vi ikke give køb.

Men fremfor alt: Muslimer, der har valgt at bosætte sig her i landet, er ikke stakkels ofre, som vi skal stå på pinde for, men voksne mennesker, der har nogle i vore øjne lidt sære traditioner. Det er ikke os, der skal rette os ind efter dem, men dem, der skal prøve at få deres traditioner indpasset i vort i forvejen eksisterende samfund. Men kan vi hjælpe dem med det uden skade for os selv, så kan vi da godt gøre det.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til To kulturer – to retstraditioner

  1. Morten - - - siger:

    Det er ikke klaret med en henvisning til middelalderen, nej. Det er snarere klaret med en henvisning til oldtiden. Så spiller det!

    For middelalderen er begyndelsen på den udvikling, der førte de dynamiske kulturer frem mod moderniteten. Den førte ikke de statiske kulturer derhen. Mener man derfor – fejlagtigt, vil jeg hævde – at de muslimske lande har udviklet sig parallelt med de moderne, blot anderledes, skylder man at påvise det. Indtil jeg har set et bevis, vil jeg afvise det som pure opspind og et særdeles anstrengt forsøg på at slutte fra os til dem. “Når vi har gennemgået talrige udviklingsfaser, har de også … “. Vås! Hvad i alverden skulle sandsynliggøre det? Havde vi udviklet os lige så meget som romerne omkring år 0 “bare anderledes”? Som ægypterne for firetusinde år siden? Ævl. Kulturerne skiftes naturligvis til at være hhv. statiske og dynamiske. Der er ingen, der ikke kan se det, men mange, der benægter det. Af PK-grunde. Hold op med det!

    Spørgsmålet om “haram” og “halal” handler især om, at vi lige havde en dagsorden, der tilsyneladende gjaldt vores børn og deres ernæring, fødevarernes frihed for gift, samt om den fremtid, vi tiltænker samme børn, og endelig om måden, vi omgås andre væsener på. Det viste sig, at den samtale var en modesamtale, der toges forfængeligt af Venstrefløjen, der med et snuptag lod absolutte kriterier som “haram” og “halal” suspendere dagsordenen. Da moden skiftede.

    Konceptuelt betyder det, at vores dagsorden principielt altid sættes ud af kraft af een bestemt religions dogmer. Dét er problemet.

    Men ikke sandt: Det føles som i går, at vi hørte om, at Venstrefløjen ønskede en “økologisk” kostpolitik for vore børn. Nu må den reaktionære Venstrefløj og den mere progressive bevægelse, der ønsker bæredygtighed, skilles. Og det er godt, non sequitur.

  2. Pingback: Sekulært eller kristent samfund? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s