En muslims hykleri

Jeg skrev for nogle år siden et blogindlæg: ”Jeg hader ikke islam, men hykleri”, se https://ricardtriis.wordpress.com/2009/04/23/jeg-hader-ikke-islam-men-hykleri/. Det var afstedkommet af en udtalelse af Naveed Baig. Han blev interview’et i Kristeligt Dagblad i anledning af, at biskopperne havde annonceret, at de fremover i højere grad ville fokusere på forskellene til islam. Det fik ham til bl.a. at sige:

Vi skal lave ting sammen som medborgere for samfundets bedste. Religiøse slagsmål dur ikke. Vi skal smide de religiøse kapper. Vi skal ikke se hinanden som biskopper eller imamer, men som mennesker. Når befolkningen kan se, at religiøse ledere står sammen og viser hinanden anerkendelse, så skaber det også respekt og tillid ude omkring i landet.

Og den udmærkede tese, at vi skal se på hinanden først og fremmest som mennesker, fik mig til at skrive på min blog:

Men er det så det, muslimerne har som grundlag for deres tilværelse her i vort land? Ja, undskyld, men siger ikke tørklædet noget nær det modsatte? For mig at se siger kvinderne med deres krav om respekt for deres tørklæde overalt i samfundet, at de netop ikke først og fremmest er danskere, men først og fremmest er muslimer.

En opsummering kom til sidst:

Så jeg vil sige til vore muslimske landsmænd: Vær dog ærlig med jeres holdninger! I vil fastholde, at muslimer er noget særligt ved at lade jeres kvinder bære tørklæde. Udmærket! Men så mødes I og vi altså ikke på det fælles menneskelige grundlag, som I påstår, vi skal mødes på. I vil have særregler for de indbyrdes ægteskaber. Godt nok! Men så er det altså de muslimske regler, ikke de fælles menneskelige regler, der gælder for vore indbyrdes forhold. Hvorfor siger I så det modsatte? Det ligner hykleri, selv om jeg såmænd ikke tror, det er bevidst.

Nu fornylig har vi så oplevet noget ganske tilsvarende. Morten Lomborg, alias ”Hr. Skæg”, en figur kendt fra DR’s børne-tv, er konverteret til islam. BT fortæller om det, se http://www.bt.dk/kendte/hr.-skaeg-derfor-blev-jeg-muslim. Og det fremgår af hans egne ord, at han første gang, han så sin udkårne, der hedder Neeni Rasool, vidste, at ”det aldrig kunne blive til noget med os, fordi hun var muslim”. Imidlertid skrev de sammen på Facebook, og efter tre år, hvor de udvekslede tanker og drømme, blev de kærester, og BT fortsætter så sin reportage med at fortælle, at Mikkel måtte konvertere til islam for at blive gift.

Altså, ingen forargelse over dette krav hos journalisten. Det er bare sådan. Det er noget, enhver véd. Og det må man rette sig ind efter, hvis man er så uheldig at blive forelsket i en muslimsk kvinde.

Og lad os så sige, da, at vi må tage denne holdning til efterretning. Vi bør dog aldrig gøre det til en så selvfølgelig ting, som BT synes at gøre den til. Det er og bliver en uting, en asymmetri i forholdet mellem de to religioner og deres måde at leve sammen på her i landet. Og vi må naturligvis blive ved med overfor muslimer, hvor vi kan komme af sted med det, at påpege det urimelige i denne tradition hos dem.

Nu er der imidlertid den krølle på historien, at den udvalgte ikke er en fru hvemsomhelst. Hun er forkvinde for Forum for Kritiske Muslimer og hun er kandidat i pædagogisk sociologi. Kristeligt Dagblad havde i januar 2011 en længere artikel af hende, se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/402711:Bloggen—Menneske-foerst. Den indeholder en del sociologisk nonsens, der så vidt jeg kan forstå det – men det er i nogen grad ”Kanaans sprog” for mig – skal tjene til at understrege, at også hun deler den offerrolle, som muslimer har så let ved at indtage.

Jeg gætter på, at journalisten, der har sat artiklen op, heller ikke har forstået særlig meget af hendes sociologiske udgydelser. Han har derimod med sans for det væsentlige som overskrift sat den første halvdel af Grundtvigs diktum: ”Menneske først …”, men dog udeladt anden halvdel: ”… og kristen så”. Som mellemoverskrift hedder det med et citat fra artiklen: ”Lad os møde hinanden som mennesker, ikke som religioner, skriver Neeni Rasool, forkvinde for Forum for Kritiske Muslimer”.

Og ja, sådan skriver faktisk den Neeni Rasool, der kræver sin ægtemands konvertering, før hun vil gifte sig med ham. Hun skriver mere end det. Hun begrunder det med forskellige religiøse betragtninger.

Der er i moderniteten, hedder det, en idé om, at traditioner og religioner må vige for rationalitet. Det moderne samfund bygger på tidløse værdier, solidaritet, lighed og ligeværd.

Disse værdier kan alle mennesker forstå, hedder det så med henvisning til Platon, Aristoteles, Kant, Habermas og Løgstrup. For alle disse regner med, at mennesket har en samvittighed. Men hun taler ikke blot filosofisk, hun taler også religiøst:

Jeg tror på, at vi alle kommer fra samme Skaber og derfor deler den samme Ånd og det samme lys. At være sig sin ånd bevidst er at være sig Gud bevidst. Altid.
Denne Gudsbevidsthed kaldes i Islam for ”Taqwa”, at huske på, at selvom man ikke kan se Gud, så ser Gud en. I denne bevidnelse ligger en dyb tillid og kærlighed, og den fører en uundgåelig ydmyghed med sig overfor alt levende.

Og er man sig på den måde Gud bevidst, er man sig også bevidst om Guds lys og Guds ånd i medmennesket. Derigennem forenes vi uanset tro, farve, etnicitet. Og på baggrund af, at en sådan forening er det væsentlige, spørger hun så:

Hvordan kan gå til, at der gennem den politiske retorik skabes et kulturelt og religiøst hierarki, hvor Islam og muslimer ses som værende tilbagestående og som en trussel? Og hvordan kan det ske, at visse muslimer vælger at ty til vold som modsvar på den verbale fjendtlighed de møder, når deres religion, Islam, er fredens og retfærdighedens vej?

Den sidste iagttagelse er unægtelig noget, som vi er ganske mange, der har forundret os over. Og for nu ikke at svare på den sædvanlige måde, at det nok i virkeligheden forholder sig sådan, at islam aldeles ikke er fredens og retfærdighedens vej, så lad mig her gøre opmærksom på, at Rasool jo har ret i, at islam ikke er tilbagestående, den er bare anderledes. Og med til det anderledes hører en sufistisk tradition, som har kunnet leve indenfor islam, sideløbende med den mere politisk bestemte islam. Problemet med denne sufisme, der af natur er yderst fredelig, er, om den ikke har måttet opgive for meget af sig selv, for at den i det hele taget har kunnet overleve.

Hvis den, som Rasool her, går ud fra, at mennesket har en samvittighed, står det så ikke i modsætning til ”mullahernes” islam? For samvittigheden kan jo fortælle os, hvad der er godt og hvad der er ondt, noget, som ifølge mullaherne kun koranen kan give besked om. Og hvis sufismen regner alle mennesker for ligeværdige, hvordan harmonerer det så med mullahernes syn på menneskene: at manden er mere værd end kvinden, muslimen mere værd end ikke-muslimen?

Hun skriver hen mod slutningen:

Men i bund og grund, når vi møder hinanden på gaden, falder i snak og ser hinanden i øjnene, så – hånden på hjertet – så møder vi ikke hinanden som kulturer, som religioner eller som farver. Vi møder hinanden som mennesker.

”Vi møder hinanden som mennesker”. Hold fast i den sætning! For står den ikke i skærende kontrast til det krav, der stilles fra muslimsk side, hvis en dansk mand vil ægte en muslimsk kvinde, kravet om, at han skal konvertere?

For mig at se smuldrer alle Neeni Rasools smukke betragtninger om lighed og ligeværd mellem alle mennesker lige så stille, når  man hører, at hendes elskede for at kunne gifte sig med hende har måttet konvertere. Det er ikke og kan aldrig blive udtryk for, at man tror på alle menneskers ligeværd, uanset religion. Det er et krav, der utvetydigt og hårdt siger til os ikke-muslimer: I er ikke så meget værd som en muslim. Vi møder jer ikke som slet og ret mennesker. Vi møder jer som ikke-muslimer.

-Jamen, vil man sige, de har jo kommunikeret i hele tre år, det har vel nok kunnet give anledning til, at han er kommet til at synes ikke bare om pigen, men også om hendes religion.

-Hø, hø, vil jeg svare, Neeni Rasool havde alle tiders chance for at efterleve sine egne høje idealer om alles ligeværd. Men hun forsømte chancen.

-Jamen, det er jo noget, der er nødvendigt af hensyn til familien; hendes familie vil ikke kunne acceptere hendes mand, hvis han ikke konverterer.

Igen: Er det familiens idealer, hun skal leve efter, eller er det hendes egne? Mener hun noget med disse lighedsidealer, eller er de bare pynt, beregnet på at indfange en uvidende dansker? Javist, det kan give mange familiekonflikter, og det er nok forståeligt, at hun gerne vil undgå dem. Men hvis ingen begynder, hvornår skal så de smukke idealer, hun har, finde fodfæste i det muslimske miljø? Rigtig svaret: aldrig!

Jeg gætter på, at der er en uløst konflikt i de muslimske lande mellem den fredelige sufisme og mullahernes islam. Og uløst er den, fordi den har været holdt nede med magt i de muslimske stater. Men denne konflikt løses ikke med eftergivenhed overfor mullaherne, heller ikke i vore dage. Der må opgør til, også om det koster noget.

Og det har vi stadig til gode at se.

Advertisement