To overfladiske bemærkninger

Den første er den værste. Den stammer fra en kronik i Berlingske, fabrikeret af Jens-Martin Eriksen, se her. Han vil prøve at sige, hvad der kan gøres politisk for at integrere specielt de mennesker, der kommer til landet med en muslimsk kultur. Hans forslag lyder således:

Lad unge muslimer og danske fraternisere med hinanden, parre sig med hinanden, gifte sig med hinanden og få børn, og lad unge indvandrere indgå i danske familier og netværk og lære sprog og kultur på en naturlig måde i et åbent samfund.

Man tror ikke sine egne øjne. Kan du forholdsvis fornuftig mand virkelig være så uvidende? Oven i købet er der tale om en mand, der lige forud har skrevet følgende:

I disse kulturer [de mellemøstlige, rr] er udgangspunktet en xenofobisk skræk for at deres børn skulle blande sig med den indfødte befolkning, der lever i de lande, de emigrerer til i Vesteuropa. Derfor fortsætter den evige indvandring under navnet »familiesammenføring«. En patetisk eufemisme, når den er en demografisk kompensation for at indvandreres børn ikke må gifte sig med danskere som følge af deres eget racistiske bigotteri.

Men denne nogenlunde realistiske analyse har han fuldstændig glemt, når han kommer med ovenstående anbefaling af, hvad vi fra dansk side kan gøre. Vi er efterhånden vant til, at den folkelige elite kører vort forhold til vore indvandrere efter devisen: ”Det er altsammen vores skyld”. Og så, lige efter at have forklaret, at visse kulturer har en xenofobisk skræk for, at deres børn skal blande sig med os andre, hedder det: ”Lad dem fraternisere med os!” Ja, lad dem endelig! Men de vil jo ikke. Og det skal jo nok passe, at det halvt om halvt bliver gjort til noget, der også er vores skyld.

Overflade! Overflade! Overflade! Man tror, det er løgn.

Så er den bemærkning, Kasper Støvring kommer med, dog noget mindre overfladisk, selv om den heller ikke trænger særlig langt ned i problemfeltet.

Støvring har skrevet et ”indspark” i Berlingske, se her, hvori han hævder, at man ikke kan forlange, at muslimer skal være utro mod deres religion. Og da deres religion og den kultur, der udspringer deraf, er uforenelig med vores kultur, må vi vænne os til at stå fast på vore værdier overfor muslimer.

Jeg mener, at muslimer selv vælger at modstå vestliggørelse og leve som muslimer. De tager deres tro alvorligt, og det kan man da ikke klandre dem for. Naturligvis gælder det ikke alle, men min formodning er, at det gælder flertallet. Vi er for længst inde i identitetspolitikkens æra, hvor mennesker stiller sig selv det mest elementære spørgsmål, man kan stille sig: Hvem er jeg? Og de besvarer det på den måde, mennesker altid har gjort det, nemlig gennem henvisning til det kulturelle fællesskab, til tro, hjemland og etnicitet. Anerkendelse af og på visse punkter beundring for islam er farlig, hvis den ikke ledsages af en vilje til at stå fast på vores eget.

At erkende, at muslimerne finder deres ”sande jeg” i den muslimske kultur, det er dog en noget mere dybtborende analyse end Eriksens. Men borer den dybt nok? For hvad er så den muslimske kultur? Og – mere væsentligt – kan denne kultur leve gnidningsfrit sammen med vores kultur? Muslimerne er jo ankommet, bor rent faktisk i dette land, og det kan vel ikke nægtes, at deres tilstedeværelse har givet anledning til ikke så få sammenstød med os danskere. Så er det virkelig nok at sige, at vi skal stå fast på vort eget?

Lad mig her, som jeg tidligere har gjort, se her, henvise til Carsten Jensen. Han var på besøg hos danskerne i Argentina. Han skrev om det i Information. Og han opdagede, at disse danskere, selv efter mere end hundrede år, havde bevaret deres danske særpræg. Men han fandt også ud af, at de i høj grad var præget af den spanske, argentinske, kultur. Det anvendte han på de danske indvandringsdebat: Så lang tid kan det tage. Altså, tålmodighed, kære venner, der kan nemt gå hundrede år, før muslimerne bliver danskere, sådan rigtig danskere.

Men lad mig også henvise til det efterfølgende blogindlæg, se her. Her genbruger jeg nogle af Carsten Jensens iagttagelser om, hvordan danskerne nægtede at være argentinere. Det sammenlignede jeg så med jødernes situation her i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet:

Sådan har utvivlsomt mange i den jødiske menighed her i landet følt det forkert, da denne menighed skrumpede ind i begyndelsen af 1900-tallet. De forfølgelser, som jøderne tidligere havde været udsat for, var nu ophørt, jøderne befandt sig i landet som veletablerede borgere. Men forfølgelserne havde blandt meget andet medvirket til at opretholde denne følelse af ”dem og os”, dvs. medvirket til at opretholde fornemmelsen hos jøderne om at være noget særligt. Da forfølgelserne var borte, da døren til det danske samfund kom til at stå vidåben, var der ganske mange af jøderne, der gik ind ad den, også i den forstand, at de gik ud af deres jødiske religion og ind i den kristne.

Altså, vi kan af den jødiske menigheds historie her i landet drage den slutning, at forfølgelser er med til at opretholde følelsen af, at være noget specielt. Når forfølgelserne hører op, begynder assimileringen at tage fart.

Og hvis vi overfører denne iagttagelse til de muslimske miljøer her i landet, bliver konklusionen den, at vi skal give muslimerne al den frihed, vort samfund bare kan trække. Ikke for at omvende dem til kristendommen, selv om den mulighed selvfølgelig skal stå åben for dem, men for at fortælle dem, at de allerede er fuldværdige borgere i dette land. Så vil det nok ad åre gå med forholdet mellem dem og os, som det gik med forholdet mellem jøderne og os: jøderne blev i den grad en del af det danske folk, at vi blev grebet af forargelse og vrede, da tyskerne i 1943 ville fjerne ”vores” jøder, med det resultat, at vi fik hjulpet langt de fleste af dem til Sverige.

Men det må da indrømmes, at muslimerne har betydelig vanskeligere ved at indordne sig under reglerne i vort samfund, end jøderne havde. De kommer fra lande, hvor deres kultur har været flertallets kultur, og skal nu til at finde sig til rette i et land, hvor deres kultur ikke blot er i mindretal, men også er ugleset. De er vant til at give deres solidaritet til deres klan og skal nu til at vænne sig til, at det er samfundet, ikke klanen, man viser solidaritet med her i landet. Mange kommer tillige fra lande, der er et kludetæppe af forskellige etniske og religiøse grupperinger. De er vant til, at man holder sig indenfor sine egne områder, og skal nu til at finde sig i, at danskere vader ind på deres enemærker, og at det er ildeset, hvis de forsøger at hindre det med vold, selv om de aldrig så meget er vant til det fra landene, de kommer fra.

Dertil kommer så de religiøse krav. Nogle er ret uskyldige: tørklæder på muslimske kvinder – nå ja, så længe det ikke er på kvinder i offentlige hverv. Manglende håndtryk mellem kønnene – tja, hvis de absolut vil skille sig ud. Krav om halal-mad overalt, hvor de færdes – udmærket, hvis de selv vil betale de eventuelle ekstra omkostninger ved det. Andre er mere betænkelige: krav om konvertering, hvis en dansk mand vil giftes med en muslimsk kvinde – vi må som minimum protestere mod denne asymmetri. Fængselslignende tilstande for mange af deres unge kvinder – det kan vel i ekstreme tilfælde straffes. Krav om omskæring af pigerne – her må vi nok have deciderede kontrolforanstaltninger sat i værk. Arrangerede ægteskaber, der nærmer sig tvangsægteskaber – det må vi vende os imod med forskellige foranstaltninger. Voldstrusler mod konvertitter – politibeskyttelse kan blive en dyr affære, men er nok nødvendig. Oprettelse af særlige muslimske domstole – ok, hvis det er på samme frivillige basis som de jødiske specialdomstole, men ikke, hvis det betyder områder af Danmark, hvor dansk lov ikke gælder (hvad det meget ofte gør). En drengeopdragelse, der er utrolig ”laissez faire” – det kommer vi nok til at gøre noget ved, f.eks. udgangsforbud i visse ghettoer for mindreårige drenge. Lange udlandsophold til unge muslimer, fordi de er blevet ”for danske” – det må kunne opdages, så som minimum børnepengene fratages for perioden.

Og meget mere. Der er sikkert flere forhold, jeg har glemt. Men lad dette være nok.

At ændre bare nogle af disse forhold sætter de ændringslystne på noget af et Sisyfos-arbejde. Tag bare dette med den muslimske drengeopdragelse. I en artikel med titlen ”De voldelige efterkommere” har Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose argumenteret for, at det ikke er mindreværdskompleks, der er skyld i den højere kriminalitetsrate blandt muslimer, men i stedet den alt for høje forventning, de muslimske miljøer stiller til drengene, se her (man skal lidt ned på siden, før overskriften dukker op). De mere begavede kan måske nok finde ud af, at den status, som det muslimske miljø tildeler dem, den tildeler det danske samfund dem på ingen måde, og at de, hvis de vil have høj status, må arbejde for det, som alle andre. Men de knap så begavede, eller de, der tror noget mere på deres religions indbyggede fortrin, de har en tilbøjelighed til at ”skyde budbringeren”, dvs., til at hade det danske samfund, der ikke vil give dem den status, som de mener tilkommer dem.

Bare at få ændret denne holdning hos muslimske drenge, vil være en noget nær uoverkommelig opgave. Men det er ikke desto mindre nødvendigt, hvis samlivet mellem ”dem” og ”os” skal blive fredeligt.

Det vil ikke blot sige, at Eriksens ”Lad dem fraternisere med os” er himmelråbende naivt og intetsigende, det vil også sige, at Støvrings opfordring til os om ikke at vige mangler overvejelser over, hvor vi skal løsne og hvor vi skal stramme. Men det vil først og fremmest sige, at de begge i for høj grad tegner muslimen i deres eget billede i stedet for at være åbne for en kultur, der på mange flere områder, end vi lige kan se, er helt anderledes end vores.

Ikke blot skal altså den, der vil integrationen det godt, mødes af alle velmenende, fromme tanter, der bilder sig ind, at muslimer tænker og tror og mener fuldstændig som vi danskere gør, og at det nærmest er uforskammet, om man vil sige noget andet om dem, man skal også hos dem, der dog i nogen grad har fundet ud af, hvor hunden ligger begravet, acceptere halvhjertede tiltag og overfladiske analyser, fordi de absolut skal markére sig som forskellige fra Dansk Folkeparti.

Det gør altså debatten noget forkrampet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til To overfladiske bemærkninger

  1. De mere overfladiske og stereotype betragtninger har det med at gå hånd i hånd med menneskelig arrogance. Som om der ligger en forudbestemt skabelon for, hvordan menneskers udviklingsvej vil blive.

    Enhver form for debat om integration bør bunde i den grundlæggende respekt for enkeltindividet, at den enkelte er i stand til at tage personlig stilling og ansvar for sit eget personlige ståsted, og være i stand til at indgå i ligeværdig dialog om den generelle samfundsetik. Ellers bliver det noget underligt personligt grænseoverskridende og psykiatrisk forstyrret pludder.

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Pingback: Overfladisk og stereotyp arrogance… | Ullas Vinkler...

  3. Pingback: Identitet | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s