Moderate muslimers tavshed

Saliha Marie Fetteh, lektor ved Syddansk Universitet, gør sig på religion.dk nogle overvejelser over Akkaris omvendelse, se her! Hun anvender her sin sædvanlige metode: det hele er i grunden danskernes skyld. Vi presser muslimer over i ekstremisme, vi får moderate muslimer til at klappe i, vi, eller vores officielle Tv-kanal, inviterer sjældent moderate muslimer ind i studiet, det er altid de yderliggående, hvis uforgribelige meninger, vi skal høre, osv.

Nå, retfærdigvis må det dog siges, at hun denne gang i nogen grad vender brodden indad mod muslimerne selv. Hun skriver:

Jeg hører gentagne gange desværre unge muslimer udtrykke beklagelse over, at de ikke bor i et såkaldt islamisk land. De drømmer om et – set med mine øjne – utopisk samfund baseret på såkaldte islamiske regler, normer og traditioner.
Hvad er det, de unge drømmer om? Et samfund uden demokrati og ytringsfrihed? Et samfund med dødsstraf? Eller et samfund med islamisk social retfærdighed? Sidstnævnte behøver man ikke rejse ud for at opnå. Det har vi så rigeligt af i Danmark.
Jeg hører desværre også veluddannede og velfungerende muslimer give udtryk for, at de overvejer at søge arbejde ude i den store verden. De orker ikke evig og altid at blive sat i bås med de ekstreme, der drømmer om islamiske kalifater og demokratiets undergang.

Men alligevel! I de to første afsnit vender hun sig mod sine medmuslimer: de drømmer om et utopisk samfund, skønt de dog lever i et samfund, der i høj grad indeholder ”islamisk retfærdighed”. Men i det sidste afsnit falder hun tilbage i den sædvanlige skure. Her er det igen danskernes skyld: de sætter alle muslimer ind i samme bås, og det gider de moderate muslimer ikke argumentere imod, derfor søger de veluddannede af dem til udlandet.

Lad mig i den forbindelse opridse et par kendsgerninger fra Muhammed-krisen i 2005-2006. Det spørgsmål, der startede hele balladen, var spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt at afbilde Muhammed. Kåre Bluitgen ville udgive en bog om Muhammed, beregnet for børn. I en sådan bog fandt han det naturligt at anvende billeder. Men, spurgte han så sig selv, billeder af Muhammed, går det an? Han prøvede at få fat på en tegner til at tegne til bogen. Men mange afslog, de skulle ikke nyde noget. Det endte med, at én gik med til at tegne, men under forudsætning af, at han var anonym.

Information forhørte sig i den anledning den 17-9 2005 hos forskellige muslimske talsmænd. Og både Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen optrådte ved den lejlighed yderst moderat, se her! Begge hævdede, at tegningsforbuddet kun gjaldt for muslimer, vi andre var ikke omfattet af det og havde derfor lov til at tegne profeten. Og det er jo klar tale, oven i købet en tale, der stemmer godt overens med det, man forstår er almindelige muslimske regler: I Saudi-Arabien bliver en ikke-muslim ikke straffet, hvis hans bagage i tolden viser sig at indeholde et par flasker spiritus; men vé den muslim, der gribes i det samme.

Jyllands-Posten ville så efterprøve muslimers holdning til dette at tegne profeten. Derfor var det, man offentliggjorde de famøse tegninger den 30-9 2005. Og naturligvis vakte det en vis furore blandt muslimer. I første omgang blandt danske muslimer. Senere, i hvert fald efter imamernes rejse til Mellemøsten, også blandt udenlandske muslimer. Kendt er situationen, hvor en række ambassadører fra muslimske lande søgte foretræde for Anders Fogh Rasmussen for at få ham til at straffe Jyllands-Posten for tegningerne. Det måtte han selvfølgelig sige nej til, og han valgte at gøre det ved at nægte at mødes med ambassadørerne, noget, han siden – med rette eller urette – fik på puklen for.

Det var imidlertid først i slutningen af januar, at Saudi-Arabien besluttede at boykotte danske varer. Derefter fulgte så en række andre muslimske lande trop. Vores ambassade i Damaskus og vores konsulat i Beirut blev angrebet og brændt af. De muslimske lande begyndte at kappes om, hvem der kunne vise sig mest muslimsk, og den uudtalte forudsætning var, at det land, der kunne skade Danmark mest, var det mest muslimske land.

Men det mærkelige er, at både under optakten til eksplosionen og under selve eksplosionen i januar 2006 var de moderate muslimer påfaldende tavse. De havde jo ellers et udmærket argument: at tegningsforbudet gjaldt muslimer, ikke-muslimer kunne tegne profeten eller lade være, som det lystede dem. Men det argument hørte vi ikke mere til. Det blev lagt i skrivebordsskuffen, og dèr har det ligget siden.

Hvorfor?

Ja, det var bestemt ikke danskernes skyld. Der var vel dengang intet, vi ønskede os i højere grad, end at nogle danske muslimer skulle stå frem og argumentere for ytringsfriheden, måske med det ovenfor nævnte argument, måske med et andet. Men intet hørte vi fra deres side.

Men hvis det ikke var os, der pressede dem til at undlade et sådant forsøg på at redde Danmark ud af kniben, hvad var det så?

Det var den sære følgagtighed, der øjensynlig råder i muslimske miljøer. Man hyler med de ulve, man er iblandt. Man tør ikke sige eller gøre noget, der kan få andre – alfahannen, måske, hvem det så er – til at mistænke én for ikke at være rigtig muslim. Derfor holdt de moderate muslimer meget omhyggeligt deres mund lukket. Derfor blev Danmark påført et tab i milliardklassen.

Og derfor fik alverdens muslimer ændret deres sharia-regler. Nu gjaldt den tidligere regel om, at man måtte lade ikke-muslimer tegne eller ikke tegne, som det nu faldt dem ind, ikke mere. Nu skulle – og det var første gang i islams historie, at noget sådant blev krævet, som Bernard Lewis har forklaret os det – nu skulle ikke-muslimer rette sig efter muslimske krav. På verdensplan, for at det ikke skulle være løgn.

Så meget for moderate muslimers selvstændige stillingtagen!

Akkari er undtagelsen, den lysende undtagelse, ikke reglen.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.