“Nu er jeg én af jer”

Med disse ord sluttede Deadline den 13. august 2013. Anledningen var, at Martin Krasnik, værten denne aften, havde spist en frikadelle, der var tillavet af svinekød. Af den bedste kok og med de fineste ingredienser.

Forud var gået en forholdsvis kedelig diskussion om Thorning Schmidts udtalelser om halal-kød i børnehaver og på hospitaler. Som sædvanlig var det ikke indholdet af det, hun sagde, man diskuterede, men timingen og hensigten. Det helt store spørgsmål var, om denne udtalelse kunne bringe hende tilbage på sporet. Kunne den øge tilslutningen til Socialdemokraterne?

Men oplægget til denne diskussion mellem tre kommentatorer var måske det mindst kedelige. For dette oplæg stod Martin Krasnik for. Og han havde anlagt en bestemt vinkel på diskussionen med sit oplæg. Han gav udtryk for den tanke, at der dog var langt større og langt vigtigere ting at tage fat på end spørgsmålet om halal-kød i børnehaverne, og han nærmest hånede Thorning Schmidt, fordi hun gik ind i den diskussion.

Og på den baggrund blev da faktisk den efterfølgende diskussion mellem de tre kommentatorer mindre kedelig. For til Krasniks store overraskelse var der kun én af dem, der ville spille med på hans melodi. Og selv om han gentog sin forargelse over det, han mente var populisme fra Helle Thornings side, så fik han ikke rokket de to: det var ganske klog politik, mente de, for den brede befolkning så netop den slags som væsentlige spørgsmål, hvorimod Syrien og Egypten og andre ”vigtige” spørgsmål for dem var mindre væsentlige.

På den baggrund faldt Krasniks oplæg noget igennem. Han kunne alligevel ikke styre diskussionen derhen, hvor han ville have den. Og på den baggrund faldt også hans efterfølgende ”event” noget igennem. Han brugte de sidste minutter af ”sin” Deadline-udsendelse til at præsentere en fremragende kok for os. Specielt var han fænomenal til at lave frikadeller. Hvilket Krasnik fandt yderst relevant her i ”frikadellekrigens” tidsalder. Og kokken var da også udmærket til at fortælle os om svinets herligheder, hvad angår det at være kødforsyner til Danmarks befolkning. Alt ved dyret kunne bruges, selv ørerne smagte fremragende, når de blev tilberedt på den rette måde.

Og så var det, at eventen sluttede med, at Krasnik foretog det store spring ud i kætteriet, altså det jødiske kætteri. Han fortalte om sin jødiske opvækst, om, hvordan forbuddet mod svinekød stod på hver side i koranen – og så fremviste han en koran – og om, hvordan det stod fastslået overalt i det gamle testamente – og så holdt han en bibel op for os undrende seere. Og han fortalte videre, at han nu for første gang i sit liv ville spise svinekød, for de frikadeller, som den fremragende kok havde tilberedt, skulle naturligvis bruges i denne udsendelse, og, forstod vi, bruges til at vise, hvordan Krasnik som den ateist, han havde udviklet sig til, naturligvis var fuldstændig ligeglad med sin jødiske opvækst. Måske han nu slet ikke følte sig som jøde eller som dansker, men snarere blot som verdensborger. Så det sidste, vi så, var, at studieværten Martin Krasnik, ansat i en halvoffentlig institution i Danmark, skar en frikadelle over, satte den på gaflen, spiste stykket og så sagde: ”Nu er jeg én af jer”.

Det var naturligvis ironisk ment. For hele udsendelsen igennem havde man fornemmet hans arrogante holdning til hele diskussionen om halal-kød eller ikke-halal-kød. Den følte han sig højt hævet over, og med sit oplæg og med sine indspark i diskussionen viste han, hvor højt han følte sig hævet over denne problemstilling. Og når han så til sidst spiser svinekød og siger: ”Nu er jeg én af jer”, gør han tykt nar af os: ”ha, ha, I tror, at man kun er rigtig dansker, når man kan lide flæskesteg; I bilder jer ind, at integration ikke er nok, nej, der skal assimilation til; I vil kun anerkende dem som danskere, der spiser som jer, går klædt som jer, i ét og alt er som jer. Og se, nu spiser jeg svinekød, nu er jeg ganske og aldeles som én af jer”.

Problemet er blot, at det, han forudsætter, at vi siger, når han gør nar af os, det siger vi aldeles ikke. Vi kan udmærket anerkende et menneske som dansker, selv om han/hun ikke spiser svinekød. Men lad os se nærmere på det!

 

Krasniks selvudlevering

Der kommer i mange tilfælde udmærket journalistik ud af det, når journalisten udleverer sig selv eller sætter sin egen eksistens ind. Det gjorde Krasnik i et interview med Morten Messerschmidt den 26-7 2013, og det gjorde han i går aftes. Men han gjorde sig vist ikke helt klart, hvor farligt det er sådan at udlevere sig selv. Når han hævder, at han aldrig før har spist svinekød, så spørger man uvilkårlig sig selv, om det nu også kan passe. For den 26-7 afslørede han for seerne, at han var ateist. Og selv om han i går gjorde meget ud af at fortælle, hvordan forbuddet mod at spise svinekød var blevet prentet ind i hovedet på ham under hans jødiske opvækst, så kan man jo da se på hans fremtræden, at han er en nogenlunde voksen mand. Han må derfor forventes at være nået til afklaring om sin opvækst og at have taget nogenlunde afgjort stilling for eller imod at spise svinekød. Og hvis han som ateist er ligeglad med det jødiske forbud mod at spise svinekød – og det er vel noget af det, der ligger i ateismen – så lyder det da mærkeligt, at han ikke på et tidligere tidspunkt skulle være kommet ud for i den bedste mening at få tilbudt en middag med svinekød. Har han virkelig overfor alle sine danske venner kunne fastholde, at han ikke spiser svinekød, når han blev inviteret hjem til dem? Eller har han virkelig en aften, hvor han var godt sulten, kunnet gå forbi en pølsevogn uden at falde for fristelsen til at få sig en pølse? Det er jeg langt fra sikker på.

Mere end det: Hvis han er gift med en almindelig svinekødsspisende dansker, så vil han jo også på det punkt forlængst have bøjet sig for sin kones ønske om flæskesteg og andet svinegodt. Så har han virkelig for første gang spist svinekød her den 13-8 2013, så er han sikkert jødisk gift. Og det vil sige, at han ikke gør mere ud af sin påståede ateisme, end at han både retter sig efter jødedommen, når det drejer sig om giftermål, og når det drejer sig om kosher mad.

Bevares, jeg véd da godt, at det hele bare er et stunt, der skal vise os danskere, hvor tosset det er at diskutere halal-kød i børnehaverne. Men hvis det, han siger i dette stunt, er sandt, så er det i lige så høj grad ham, der afsløres i ikke at tage sin ateisme alvorligt, som det er os, der afsløres i at tage vores danskhed altfor alvorlig.

 

Det gamle testamente

Så lagde jeg mærke til, at han, da han fortalte, hvad der stod i det gamle testamente, holdt en bibel op for os seere, som grangivelig ligner den bibel, jeg har. Han løftede altså det ny testamente op sammen med det gamle. Han kaldte heller ikke det gamle testamente ”den hebraiske bibel”, sådan som amerikanerne gør, for at være 100% religiøs korrekt. Han har givetvis ikke tænkt noget synderligt ved denne gestus, men lad mig alligevel tage anledning af den til at sige, at vi kristne jo også holder os til det gamle testamente, blot er det ikke alle lovens forskrifter, vi gør noget ud af, det er en helt anden del af det gamle testamente, vi lægge vægt på.

Tag et sted som Jer 31,33f:

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.   Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Eller dette sted fra Ez 11,19:

Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød,

Disse ord var det, Jesus greb fat i. Den nye pagt, der her nævnes, hævder han, er identisk med den pagt, han talte om skærtorsdag aften, da han indstiftede nadveren. I den nye pagts tid skal mennesker af sig selv gøre det rigtige, og de skal gøre det, fordi de forstår sammenhængen, forstår, hvilket folk de er medlem af, forstår dette folks behov og bøjer sig for det, den folkelige samhørighed kræver.

Eller jeg kan sige: de forstår det, Jesus siger i Matt 15,10f:

Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.

Dette er jo faktisk til at forstå. Der er intet sygdomsfremkaldende ved svinekød, at undlade at spise det ligger derfor udover det, der rationelt kan begrundes. At helbredes, så man får et kødhjerte i stedet for et stenhjerte i sit indre, har intet at gøre med, om man spiser det ene eller det andet, men alene at gøre med, hvordan man behandler sin næste, om med forståelse eller med arrogance.

Og det er just forståelsen, Jesus appellerer til. Det vil sige: det er den rette forståelse, han vil kalde frem.

Der var blandt jøderne en tendens til at forstå ”næsten” som identisk med ”landsmanden”. Buddet om næstekærlighed stammer fra det gamle testamente, 3 Mos 19,18. Og da mange af de befalinger, der gives i dette kapitel, handler om landsmanden, kunne man godt forstå buddet fra vers 18: ”Du skal elske din næste som dig selv” som omhandlende landsmanden. Den misforståelse gør Jesus imidlertid op med i sin lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Den, der øvede barmhjertighed mod den overfaldne jøde, det vil sige: en samaritaner, var jødens næste, ham, han skulle elske ifølge 3 Mos 19,18.

Så jøderne har ikke patent på det gamle testamente. Men vi kristne må til gengæld indrømme, at vi er nødt til at læse det gamle testamente med Jesu briller på. Så kun formår vi at skille skidt fra kanel.

 

Grundtvig

Et andet ”helligskrift” er i den forbindelse Grundtvigs digt om folkeligheden. Det fremdrog Krasnik ved en tidligere lejlighed, under det føromtalte interview med Morten Messerschmidt. Han ville vistnok påpege, at der i det digt ikke stod noget om, at man partout skulle spise svinekød for at være en rigtig dansker. Og det er jo sandt nok. Det vers, man især henviser til, lyder således:

Til et Folk de alle hører,

som sig regne selv dertil,

har for modersmålet øre,

har for fædrelandet ild;

resten selv som dragedukker

sig af folket udelukker,

lyse selv sig ud af æt,

nægte selv sig indfødsret.

Og som man ser: der står ikke noget om flæskesteg. Men det vil jo sige, at når Krasnik ironisk siger, efter at have spist et stykke af en frikadelle: ”Nu er jeg én af jer”, så kan vi svare ham, at det har han sandelig været længe, han har virkelig ikke behøvet at vende vrangen ud på sig selv og spise en frikadelle (hvis han føler det sådan, når han spiser den) for at blive anerkendt som helt og fuldt dansker, vi er virkelig et åbent folkefærd, der er villigt til at optage fremmede iblandt os og regne dem for én af vore. Selv ham med alle hans særheder, med jødisk kalot (når han går rundt på Nørrebro med en sådan på hovedet), med afsky for svinekød og andre danske specialiteter (hvis han lider af en sådan afsky) vil vi glad og gerne anerkende som én af vore. 

Ja, lad mig føje til, at vi, når det kommer til stykket, ikke er nær så restriktive som Grundtvig. For det, der gør, at vi uden videre dikkedarer anerkender en jøde som Krasnik som landsmand, er det forhold, at han mestrer det danske sprog. Han har, med Grundtvigs ord, øre for vort modersmål. Og har han det, jamen, så er han jo én af vore egne.

Og det er han, selv om han måske ikke har særlig megen ”ild for fædrelandet”, som Grundtvig ellers kræver af en folkefælle. I interview’et den 26-7 sagde han om sig selv, at han ikke havde kærlighed til Danmark, at han ikke følte noget særligt for Danmark. Men her var Morten Messerschmidt ganske genial. Han svarede blot:

Jeg er sikker på, du er en fremragende borger i Danmark.

Sådan!

Med andre ord: Han gennemskuede den gode Krasnik. Krasnik tror, han kan løbe fra sin jødiske opvækst ved at kalde sig ateist. Men frikadellestunten viste, hvor afhængig han stadig er af det, han har oplevet i sin barndom. Nøjagtig ligesom hans sprog – men det tænker han ikke over og det lægger han ikke vægt på – afslører, at han har fået dansk ind med modermælken, han er ikke bare verdensborger, han er en speciel underart af arten verdensborger, nemlig den underart, der hedder ”dansker”. Og det er han, selv om han aldrig så meget prøver at løbe fra det.

 

Jødernes redning

Men at antyde, at man skal spise gris for at blive anerkendt som dansker, det er at skyde os danskere en fremmedfrygt i skoene, som vi på ingen måde har. Se på jødernes redning i oktober 1943! Ganske vist har mange forskere efterhånden gjort sig stor umage med at få denne redningsaktion gjort til intet, men tilbage bliver dog, at utrolig mange danskere følte samhørighed med vore jødiske landsmænd, utrolig mange gav penge til at betale flugten med, utrolig mange hjalp til med at skjule jøderne, til flugtmulighed viste sig, ja, Københavns Kommune sørgede for, at der blev betalt husleje for jødernes lejligheder, og for, at nogen holdt øje med dem, så de stod klar, da jøderne kom tilbage efter krigen. Sådan opfører landsmænd sig overfor landsmænd. Og det ganske uanset, om de spiser frikadeller eller ej.

Men det er klart, vil muslimerne ind under denne goodwill fra vores side, så vil de nok gøre klogt i at optræde noget mindre krævende overfor os.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til “Nu er jeg én af jer”

  1. Pingback: Sandhedens øjeblik | ricardtriis

  2. Pingback: Et kristent land? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s