Prisen i Afghanistan

Jeg har i nogen tid haft en artikel af Søren Espersen liggende til imødegåelse. Den er fra den 3. august. I artiklen spørger Espersen, hvad der var sket, hvis vi ikke havde ført krig i Afghanistan. Det er noget, han gør oven på de mange udtalelser om, hvorvidt krigen i Afghanistan var de mange ofre værd, se her. Og han tager sig så for at opdigte et kontrafaktisk historieforløb.

Han opdeler sit tænkte historieforløb i tre akter. I første akt får Osama bin Laden en heltemodtagelse i Kabul, i anden akt en heltemodtagelse i Pakistans hovedstad Islamabad, og i tredie akt er der udover hele Pakistan oprettet jihadist-træningslejre, som unge muslimer fra hele verden strømmer til for at lære at gennemføre en selvmordsoperation, så de kan opnå en plads i paradiset. Endvidere fjernes enhver kristen kirke i disse lande, enhver vestlig tilstedeværelse sættes der stop for; det sker ved en ”Krystal-Dags-aktion”; de bliver ligefrem sprængt bort sammen med diverse bogskatte og ældgamle relikvier.

Og han slutter med at fremfantasere en selvmordsaktion på Nørreport station, hvor mere end 200 mennesker blev dræbt. Herefter viste en meningsmåling, offentliggjort i Politiken, at et flertal af danskerne mente, at vi skulle være gået ind i Afghanistan og have ødelagt de træningslejre, der fandtes dèr.

Såvidt Søren Espersens fantasifremstilling!

Den lider af adskillige mangler. Jeg skal påvise nogle af dem.

For det første glemmer Søren Espersen at tage hensyn til, at selvmordsaktioner på ingen måde er afhængige af de træningslejre, som fandtes i Afghanistan. Da der fandt en selvmordsaktion sted i London i 2005, blev man klar over, at der var tale om såkaldte ”home-grown” terrorister. De var ikke importeret fra Pakistan, de var opvokset i England, de havde læst om, hvordan man gør, på internettet, de havde selv gejlet hinanden op til at udføre den forfærdelige handling. Noget lignende gjaldt de terrorister, der udførte terrorhandlingen i Madrid året før. Godt nok var de ikke ”home-grown”, de stammede fra Nordafrika, men de havde ikke nogen direkte forbindelse med al-Qaeda, de var kun inspireret derfra. Så træningslejre eller ikke træningslejre, terrortruslen synes at være lige stor.

For det andet overser Søren Espersen de gnidninger, der allerede i 2001 fandtes mellem al-Qaeda og Taleban. Der er intet, der tyder på, at de ville være blevet enige, hvis USA ikke havde angrebet Afghanistan. Taleban er en lokal bevægelse, der ønsker at sætte sig på magten lokalt og danne et islamisk samfund dèr. Al-Qaeda, derimod, er en global bevægelse, der ved nålestiksoperationer mod Vesten vil skabe frygt og vise sin indflydelse. Man må jo ikke tro, at alle muslimer er enige om den strategi, der skal anvendes i kampen mod Vesten.

For det tredie ser Søren Espersen helt bort fra, at det, der skete den 11. september 2001, i høj grad var en éngangsbegivenhed. For at holde passagererne i ro var det nødvendigt at bilde dem ind, at det, de var vidne til, var en almindelig flykapring: man ville lande et sted, man ville kræve én eller anden handling gennemført af én eller anden myndighed, og man ville til sidst frigive gidslerne. Det var naturligvis farligt. Hvis det kom til kamp, kunne det ske, at nogle af gidslerne blev ramt af skud. Men der ville – mente flypassagererne – være en god chance for at slippe fra det med livet i behold. Den illusion var de 19 kaprere nødt til at opretholde blandt passagererne, ellers ville de ikke forholde sig i ro.

Det så man jo tydeligt for det fjerde flys vedkommende. Dette fly blev så meget forsinket i sin afgang, at passagererne via deres mobiltelefoner kunne få at vide, hvad der var sket i New York. Derved blev de klar over, at hvad der ventede dem, ikke var en større eller mindre risiko for at blive skudt, men den sikre død. Og det fik dem til at kæmpe imod kaprerne, så de ikke fik gennemført deres forehavende: at bruge flyet som et missil mod et mål i Washington.

I den grad var angrebet den 11. september 2001 en éngangsbegivenhed, at antallet af flykapringer siden er gået ned til næsten nul. Nå ja, der var to, der forsøgte at gentage ”succes’en” fra 11-9: dels den såkaldte skobombemand, dels en såkaldt underbuksebombemand; de havde anbragt en bombe i henholdsvis en sko og et par underbukser. Men deres hensigt blev forpurret af årvågne passagerer.

Og for det fjerde og sidste har Søren Espersen tilsyneladende helt overset de mange terrorhandlinger, der er blevet forpurret af de vestlige efterretningsvæsener. Vi har ellers herhjemme været vidne til ikke så få forpurringer, hvor det er lykkedes vore politifolk ikke blot at forhindre en terrorhandling, men også at få de mennesker dømt, der havde planlagt den.

Så til Søren Espersens kontrafaktiske historieskrivning må man for det første indvende, at det hverken gør fra eller til, om der er træningslejre i det hele taget, og at de, hvis de har nogen betydning, så let som ingenting kan flyttes fra Afghanistan til et andet land, Yemen synes at være et oplagt emne.

Og man må for det andet indvende, at det vil være ret vanskeligt at udføre de terrorangreb, han slutter sin ”historieskrivning” med, heriblandt det fiktive på Nørreport station. Vore efterretningsvæsener er langt bedre rustet til at imødegå den slags i dag end de var i 2001. Og man kan faktisk godt spørge, om ikke den del af vore afværgeforanstaltninger har været både langt billigere og langt mere effektive end angrebet på Afghanistan.

Jamen, vi var da nødt til at reagere på angrebet den 11. september 2001, vil man måske sige.

Ja, var vi nu også det?

Det forekommer mig, at vi ved at reagere, som vi gjorde, førte kampen ind på islams banehalvdel. Det er islam, der mener, at mennesker kun bøjer sig for magtsprog, og at samfund derfor i sidste ende må bygges på magt. Vi kristne, derimod, burde fra Jesus have fået den overbevisning ind i os, at det, mennesker bøjer sig for, er sprogets logik. Og vi burde derfor have taget alle sprogets virkemidler i brug for at bekæmpe islam.

Så meget mere effektivt kunne vi have gjort det, som jo passagererne på det fjerde fly serverede disse muligheder for os på et sølvfad. Vi har på den ene side den muslimske moral eller soldatermoral, som man vel skal kalde den: hele 19 mennesker, der var villige til at sætte livet til for noget, de troede på, villige til at gennemføre en mission, som de mente var til fordel for islam, selv om de ved denne mission selv mistede livet. Hvad kan vi vestlige mennesker stille op mod en sådan moral? Falder vi ikke igennem med et brag, vi, der er hundeangste for at miste livet og søger at redde os og omgærder os med alle de forsigtighedsforanstaltninger, vi bare kan optænke? Svaret gives af passagererne på det fjerde fly: Når situationen kræver det, er vi vestlige mennesker lige så opofrende, lige så villige til at vove vort liv, lige så moralske. Ja, mere end det: for hvor den muslimske moral går ud på at gennemføre noget, der slår mennesker ihjel, går vores moral ud på at gennemføre noget, der redder menneskeliv. Og selv om man vel kan nære en vis beundring for en ”soldatermoral” som den muslimske, så er dog en ”falckreddermoral” af betydelige større valør. Og det er altså vores moral, der her vinder over den muslimske.

Det burde vi dog have fremhævet! Det burde vi dog bruge til at håne og spotte og nedgøre flykaprernes moral med! Men ak, det glemte vi. I stedet angreb vi Afghanistan. Til liden nytte i terrorbekæmpelsen. Men måske nok til god afstivning af den amerikanske fornemmelse af, at de havde lidt nederlag.

Dertil kommer, at vi siden – udover den overlegne moral, som flypassagererne i det fjerde fly udviste – har fået en del vidnesbyrd om, at den muslimske moral ikke er så fin i kanten endda.

Information bragte engang i begyndelsen af 2011 en artikel, der i høj grad satte spørgsmålstegn ved selvmordsbombernes moral. Desværre er artiklen ikke mere tilgængelig på nettet, men kilden til artiklen er, den findes her. Der er tale om en forbundsstatslig anklager i Washington, Ken Ballen, som aflægger beretning om de mange forhør, han har foretaget af afhoppede jihadister. Én af dem er særlig interessant, nemlig saudiaraberen Ahmad al-Shayea:

Ahmad al-Shayea, en 19-årig saudiaraber, tog til Irak for at kæmpe mod amerikanerne på grund af de billeder af torterede fanger i Abu Ghraib, han havde set på internettet. Hans historie er en fortælling om en fremadskridende desillusionering. Dermed ligner den de historier, mange andre unge muslimske mænd fortalte mig.

Straks han var kommet til Irak sammen med omkring 45 nye jihadaspiranter fra hele den arabiske verden, formanede en al-Qaeda-leder Ahmad og hans medrekrutter om, at de skulle melde sig frivilligt til at udføre selvmordsbombeaktioner. Men ikke én trådte frem. Som Ahmad senere forklarede mig, var han kommet til Irak for at forsvare islams ære mod Abu Ghraib og amerikansk tortur — »ikke for at dø med det samme i et selvmordsangreb, før jeg selv kunne nå at hjælpe en sjæl«.

Men al-Qaeda havde andre planer med ham. Efter fire måneder, som han måtte tilbringe under jorden i total isolation — uden at modtage uddannelse af nogen art — narrede al-Qaedas ledelse en dag Ahmad til at påtage sig en tjans som chauffør på en lastbil, der var lastet med sprængstoffer. Lastbilen bragte de herefter til eksplosion i Bagdad via fjernstyring.

Mirakuløst nok overlevede Ahmad aktionen, som forårsagede flere drab. Hvad han vågnede op til, var med hans egne ord: »Den løgn, der er al-Qaeda.« Nu var der ikke noget, han hellere ville, end afsløre, hvordan »al-Qaeda ikke er for islam og menneskeheden. Jeg er selv et levende eksempel i al-Qaedas helvede … Jeg ønsker, alle skal vide, hvordan al-Qaeda narrede mig til at dræbe uskyldige mennesker«.

Specielt for mig var dette overraskende. Jeg havde dengang gået og tænkt over, om man kunne lave et drama, på film eller teater, der handlede om muslimske bombemænd, beskrev, hvordan de blev shanghajet, og hvordan de blev opfordret til at melde sig som selvmordsbombere. Plottet skulle så være, at vi efterhånden fik indblik i, hvordan de ledende i træningslejren fik de unge til at transportere et selvmordsbælte fra ét sted til et andet under foregivende af, at det var den sikreste måde at undgå opdagelse på; blot anede de unge ikke, at deres bælte var fjernstyret, og at de ville blive sprængt i luften undervejs. På den måde ville dramaet fortælle, at mange af bombemændene slet ikke var frivillige. Til sidst skulle så hykleriet afsløres: én af lederne blev skilt ud af de andre og skulle så bære et bombebælte til deres sædvanlige samlingssted. Og gennem alle hans bønner for at blive fri, skulle det klarlægges, hvor lidt disse ledere stoler på hinanden på trods af al deres brodersnak.

Fint drama, ikke! Bortset naturligvis lige fra, at det af alle ville blive betragtet som en ondsindet løgn, også af mig selv. Selvfølgelig er da disse unge fanatikere ægte i deres ønske om at dø martyrdøden. Dramaet var jo kun et produkt af min lidt for livlige fantasi. Lidet havde jeg anet, at jeg af Ken Ballens beretninger fik bevis for, at netop som jeg havde forestillet mig det, netop sådan foregik det. Det var unægtelig en overraskelse. Jeg har beskrevet overraskelsen lidt mere udførligt her.

Men det er værre endnu. Ken Ballen skriver mod slutningen af Informations referat:

Det måske mest potente våben mod Osama bin Laden ville måske have været igen og igen at udsende et berygtet videoklip fra december 2001. Her ler bin Laden hjerteligt, da han fortæller sit publikum, at nogle af de menige al-Qaeda-medlemmer fra Asir i den sydlige del af Saudi-Arabien, som deltog i kapringerne den 11. september, først fik at vide, at de deltog i en selvmordsaktion, da den bitre ende var uafvendelig.

Denne video kan ses her.

Alt dette viser, synes jeg, at der foreligger rige muligheder, hvis vi ønsker at bekæmpe terroristerne med ord. Det ser virkelig ud til – modsat af, hvad jeg troede engang – at terroristerne er nødt til at benytte sig af forstillelse, ja løgn og bedrag overfor deres egne. Det ser også ud til, at de 19 flykaprere fra 11-9 ikke alle frivilligt havde indvilget i, at det skulle være nu, de skulle lide martyrdøden. Og som Ahmad al-Shayeas historie viser, medfører det en stærk psykologisk nedtur for et menneske, når illusionen tages fra ham, men jo også en stærk afsværgelse af al-Qaedas metoder, når disse afsløres for ham. Dette ville efter min mening være et langt stærkere våben imod al-Qaeda, end selv den mest bastante ødelæggelse af deres træningslejre.

Det samme synes Ken Ballen. Han skriver til slut om de unges overbevisninger – jeg holder mig til den engelske gengivelse:

Det, de gør, giver dog mening indenfor deres trossystem. De tror virkelig, at de gør noget godt i verden. De kæmper for det gode. De handler ret. De ser sig selv som hellige. Og jeg tror, det er det, vi mangler i hele denne krig mod terror. Vi har aldrig sat os ned og sagt: ‘Lad os prøve virkelig at forstå vore modstandere. Lad os forstå, hvad der får dem til at gribe til handling’. Man må dykke ned og tale med dem for at kunne forstå dem. De motiveres af ideer og trossætninger. Hvis vi bare holder os til et militært svar på et menneskes ideer og trossætninger, vil vi ikke kunne bekæmpe dem. De vil fortsætte med at kæmpe mere indædt for deres trossætninger og ideer.

I den forbindelse kan man ikke andet end undre sig en lille smule over den tilbageholdenhed, vore kunstnere har udvist. Oven på Breiviks terrorudåd i Oslo og på Utøya for to år siden var teaterverdenen ikke tilbageholdende. Der var straks et teater, der var parat til at lave en forestilling, fordi, som man sagde, det er en kunstnerisk pligt at bore ned i terroristens sjæl for om muligt at kunne forebygge en lignende handling i fremtiden. Men mærkelig nok har alle de terrorhandlinger, vi har set fra muslimsk side ikke inspireret nogen til hverken en film eller et teaterstykke. Joh, én film har de mange terrorhandlinger fremkaldt, filmen ”Four Lions”. Den skrev jeg såmænd også om her på bloggen, se her. Men hvad der er mere interessant, er nok, at Kristeligt Dagblad beretter, at instruktøren Chris Morris mener, at han slet ikke kritiserer islam som religion, se her. Bladet skriver:

Det afgørende for ham [Chris Morris] har været, at det er de komiske figurer, det handler om, og ikke en kritik af en religion.

“Du behøver ikke at latterliggøre islamisk tro for at skabe en komedie med en, som vil have, at verden skal underlægges sharialov, men som end ikke kan indføre det i sit eget hjem, fordi hans hustru ikke vil tillade det,” har Chris Morris forklaret.

Ikke sandt, den ensomme terrorhandling fra en højredrejet ekstremist kan man skrive om, så man går imod både handlingen selv og de tanker, hvormed han prøver at retfærdiggøre den, men de utallige selvmordsattentater fra muslimsk side kan man ikke lave dramaer om, dem forbigår man næsten i tavshed, og laver man endelig en film om dem, så føler man sig nødt til at betone, at der ikke er tale om kritik af en religion, in casu islam.

Det er selvfølgelig den helt fremmede tankegang, der præger de muslimske terrorister, der har afholdt vore forfattere fra at bruge deres ordkraft mod disse mennesker, men det er også den almindelige angst for at sige noget ufordelagtigt om islam, der er skyld i det.

Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis vi have byttet den frimodighed, vi har i militær henseende, ud med en frimodighed i litterær henseende? Det ville i hvert fald have været mere effektivt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Prisen i Afghanistan

  1. Pingback: At have dødsforagt | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.