Indgreb i Syrien?

 

Vi begynder et helt andet sted. Vi begynder med Morten Uhrskovs angreb på Christian Friis Bach, udviklingsministeren, se her. Uhrskov anklager Friis Bach for at være kulturimperialist, for at leve i fortiden, for ikke at have forstået, at Vesten ikke har nogen dominerende kultur, som alle andre kulturer i verden søger at komme på omgangshøjde med, men har en lokal kultur, som vi er glade for, javist, men som ikke er universel.

Årsagen til denne opsang er, at Friis Bach har udtalt sig negativt om det afrikanske høvdingestyre. De afrikanske kulturer har prioriteret deres tradition over moderne menneskerettigheder, over kvindefrigørelse og privat ejendomsret. Det er galt, siger han, for disse ting er nødvendige for Afrikas udvikling. Det bebrejder Uhrskov ham i høje toner:

Øh, hvem tror Christian Friis Bach egentlig, han er? Hvem er han, at han skal bestemme over det udviklingstempo, som helt andre kulturer end den vestlige vælger at have? “Moderne menneskerettigheder”, taler ministeren om og kan ikke høre den ufrivillige komik. Tanken om universelle menneskerettigheder – udtænkt af Vesten og spredes til den ganske verden – er det modsatte af moderne.

Jo, Uhrskov spotter ham godt og grundigt.

Men han gør det på et tyndt grundlag. Og muligvis skal hans spottende tone forstås som et forsøg på at dække over det tynde i argumentationen. Ikke sandt: tanken om de universelle menneskerettigheder er ”lattervækkende”; de andre kulturer ønsker ikke at overtage Vestens kultur, ”løbet er kørt”; Vestens indflydelse er for nedadgående, de andre kulturer vil være sig selv, ”Christian Friis Bach er kommet for sent til historien”. Intet af dette nærmer sig en argumentation, det er altsammen bygget på en påstand om, at udviklingen er løbet forbi talen om menneskerettigheder.

Det er hørt før. Der er andre, der søger at hage sig fast i en tese om, at kulturer er noget relativt, og at Vestens kultur derfor ikke kan gøres til universel målestok for andre kulturer.

Men det, at der er flere om en falsk tankegang, gør den ikke sand.

Og det er her, spørgsmålet om et eventuelt angreb på Syrien kommer ind i billedet.

For hvordan er det lige, vi diskuterer dette spørgsmål? Hvad er det for forudsætninger, vi har i denne diskussion? For mig at se forudsætter vi visse universelle værdier i denne diskussion, f.eks. den værdi, at det er bedre, at børn vokser op i et trygt miljø, end at de vokser op i et borgerkrigs-miljø, f.eks. den, at det er bedre for et samfund at undgå tortur end at udøve tortur, f.eks. den, at den stat, hvis voldsmonopol anerkendes, fremkalder et bedre samfund, end den stat, hvis voldsmonopol ikke anerkendes.

Forresten tager Uhrskov også fejl, når det drejer sig om, hvilken indflydelse Vesten har haft på de øvrige kulturer. Han skriver:

Ikke engang, da Europa var stærkest i forhold til resten af verden, i 1800-tallet, kunne europæerne påtvinge “de andre” ret meget kulturelt. Og i dag, hvor Vestens magt, inklusive USA´s magt, er hastigt for nedadgående, bliver det kun stedse mere tåbeligt at forsøge at bilde sig selv og sine omgivelser ind, at der i noget større omfang er nogen derude, der vil købe den vestlige pakkeløsning.

Så vi har ikke fra Vestens side påvirket de andre kulturer! Se så på Indien, da! Præget af en apatisk sjælevandringslære, da englænderne kom dertil, en lære om, at det, der bestemmer ens skæbne her og nu, ikke er, hvad man selv foretager sig, eller hvad samfundet gør ved én, men hvad man har foretaget sig af godt eller ondt i sine forudgående tilværelser. Lever du i fattigdom, er det altså din egen skyld. En sådan livslære gav ikke just anledning til nogen socialforsorg. Alligevel har landet formået at ændre denne apatiske livsindstilling, selv vil de sige: uden at gå på kompromis med deres hinduistiske grundholdning, og det er muligvis rigtigt. Men overse, hvad der har været inspiration, se helt bort fra den for dem fremmede kultur, som kom til dem med englænderne, det gør de ikke selv. Og hvorfor skulle vi så gøre det?

Eller se, hvordan vi har påvirket den islamiske verden! Nej, nej, sandt nok, vi har ikke påvirket den, så den ikke mere beder, vendt mod Mekka, vi har ikke fået pilgrimsrejserne til Mekka til at ophøre, men vi har da minsandten påvirket dem på både godt og ondt. Baath-partierne i Syrien og Irak var forsøg på at efterligne kommunistpartierne i Vesten, Nasser i Egypten var ikke islamist, ejheller simpelt magtmenneske, nej, hans styre skulle legitimeres, ikke på islamisk måde, men på vestlig måde: gennem valg, der skulle have udseende af at være demokratiske. Det samme gjaldt hans efterfølgere. Og hvor var det lige, tanken om demokratiske valg som en legitimation af magten kom fra! Rigtigt: fra Vesten.

Og Sydamerika? Jamen, de er jo diktaturstater alle til hobe, sagde vi måske engang for ikke så længe siden, de har deres egen kultur, den er ikke demokratisk, Vesten kan godt glemme alt om at gøre nogen indflydelse gældende dèr. Men se så, hvad der skete! Én efter én faldt diktaturerne, og hvad skulle indføres i stedet? Demokrati, selvfølgelig. Mere anderledes var den sydamerikanske kultur alligevel ikke, end at man i alle lande så demokratiet som et ideal.

Dertil kommer selvfølgelig den tekniske og lægevidenskabelige ekspertise, som blev skabt i Vesten, og som de andre kulturer glad og gerne sugede til sig.

Men indrømmet, alt er ikke lutter lagkage. Og det kan i nogen grad ses i Syrien i dag. Vi har efterladt et Afrika skåret til i tilfældige bidder, med grænser gående ind igennem stammeområder, med ulige stammer sat sammen i samme stat. Det gør det meget vanskeligt for et demokrati at komme til at fungere. For samhørigheden med stammen er større end samhørigheden med nationen.

Og tilsvarende med mange af de lande, som det tyrkiske imperium efterlod sig. Kan gerne være, at grænserne er trukket nogenlunde med god vilje, men når stammer og folkeslag og religioner blev blandet uhjælpelig sammen i storbyer og landområder, og når man knytter sin loyalitet til disse klanagtige fænomener mere end til den forhåndenværende og ofte undertrykkende stat, så skal det næsten pr. definition blive svært at indføre noget demokrati.

Syrien er således et konglomerat af forskellige etniskt og religiøst forskellige grupper. Der er kurderne i et hjørne mod nordøst. De udgør en særlig etnisk gruppe og har allerede nu opnået et vist selvstyre. Så er der den muslimske sekt alawitterne. De står bag Assad og optræder som soldater i hæren. De har med andre ord siddet på magten igennem snart mange år. Druserne må vist nok også nævnes, skønt jeg er noget i tvivl om deres religiøse oprindelse. Og så er der sunnier af forskellig observans. Endelig er der også kristne i Syrien, men de lider af den ulempe, at de ikke har noget særligt landområde, som er deres. Så hvordan man skal løse denne cirkels kvadratur, er noget af en gåde.

I en artikel i ”Den korte avis” gentager Morten Uhrskov sin advarsel mod at gribe ind i Syrien, se her. Og jeg giver ham ret. Også jeg vil advare mod nogen form for indgriben fra vestlig side. Men den analyse, der ligger til grund for advarslen er helt forskellig fra Uhrskovs. Problemet er ikke, at Vestens indflydelse ikke mere er som i ”de gode, gamle dage”. Problemet er i en vis forstand langt værre. Problemet er, at vi i Vesten foretager en elendig analyse af situationen. Vi bilder os ind, at demokrati er løsningen på alle problemer, at demokrati kan fungére, hvor der ikke er et folk, men mange indbyrdes stridende grupper, at en borgerkrig kan afsluttes med, at de uenige sætter sig rundt om et bord og taler fredeligt sammen, at statsgrænserne for enhver pris skal opretholdes, og at fordrevne folk absolut skal tilbage til den by, hvorfra de blev etnisk udrenset.

Det er da muligt, at der kan udvikles en form for demokrati indenfor enkelte afgrænsede områder af landet, nemlig i områder, hvor der i forvejen bor næsten udelukkende alawitter, f.eks. Eller i områder med kurder eller sunnier.

Den samhørighedsfølelse, som er forudsætningen for, at et demokrati kan komme til at fungére, findes i Syrien kun indenfor de begrænsede områder, som bebos af samme etniske eller religiøse gruppe. Så hvordan de mange blandede områder kan komme til at få demokrati, specielt hovedstaden Damaskus, er ikke til at se.

Hvis denne analyse er korrekt – og den har faktisk en del mere for sig end Uhrskovs – må vi fragå vore idealer om et samlet Syrien i fremtiden og indrømme, at det nok ender med, at vi kommer til at gøre, som vi gjorde i det tidligere Jugoslavien: dele landet op i bidder til hver folkegruppe. Så kan man kun håbe på, at der bliver nogenlunde fred. Om det så ikke vil medføre enorme folkeflytninger? Jo, muligvis. Om det mon ikke vil slå al økonomisk foretagsomhed i stykker? Jo, sandsynligvis. Men betingelsen for al økonomisk transaktion er fred. Og fred får vi ikke ud fra vestlige idealer, hvis disse idealer går ud på at bevare Syrien intakt for enhver pris og så påtage sig at indføre demokrati for enhver pris. Og først når der er opnået en form for fred, kan økonomien komme i skred.

Endnu en ting: Vor opfattelse har langt mere gennemslagskraft, end Uhrskov regner med. Fordi vi greb ind i Libyen, har visse kredse i Syrien fået blod på tanden, så de har fortsat deres oprør langt ud over det, deres militære styrke tydede på; for mon ikke man kan få Vesten til at gribe ind? Og fordi vi stædigt fastholder tanken om et samlet Syrien, vil den enkelte oprørsgren kæmpe ihærdigt videre i en tro på, at det kan blive netop denne gren, der kommer til at bestemme det hele i Syrien.

Om så det omvendte også kommer til at gælde: at fordi vi betragter et opdelt Syrien som slutresultatet, vil den enkelte oprørsgruppe i Syrien kæmpe for at opnå og opretholde magt i sit territorium og intet mere, det står endnu tilbage at se. Blandt andet jo, fordi vi i Vesten endnu diskuterer på baggrund af tanken om et samlet Syrien, endnu taler om ”det syriske folk”, som om der fandtes et sådant, endnu ikke for alvor vil acceptere en opdeling af Syrien.

Lad mig til sidst give Morten Uhrskov en lille smule ret. Det er sandt, at den muslimske kultur og den vestlige kultur er hinandens modsætninger; de kan ikke forenes; der hersker logisk incompatibilitet imellem dem. Derfor kan islam ikke forenes med demokrati. Og derfor har der i den muslimske verden ikke udviklet sig demokratiske stater, kun tilløb til sådanne. Derfor har man også måttet sige, at vel var Saddam Hussein en skurk, men han kendte sine pappenheimere, han vidste, hvordan den form for ydre fred kunne etableres, den, der indebærer større sikkerhed for den enkelte end det kaos, der kom til at herske og vel stadig hersker i store dele af Irak. Og hvis noget tilsvarende er ved at ske i Syrien, må man også om det land sige, at der i det mindste var fred på overfladen, under det diktatur, som Assad’erne udøvede; både den forrige og den nuværende Assad formåede at holde de oprørske kræfter stangen. Ja, man må føje til, at det arabiske forår var en ulykke for Syrien, fordi mange af indbyggerne derigennem kom til at betvivle legitimiteten af Assads styre, en legitimitet, som selv nok så mange reformer fra Assad-regimets side ikke kunne rette op på. Og fordi Assad er muslim, og fordi hans folk er det for flertallets vedkommende, derfor kan han ikke genoprette sin legitimitet på anden måde end ved magtudøvelse; det er jo, hvad der batter i muslimsk sammenhæng; respekt for loven tæller ikke, i hvert fald ikke, hvis loven er sekulær.

Men skal vi da acceptere, at de islamister, der kæmper for at indføre en islamistisk stat i Syrien, skal få lejlighed til at gøre det på det område, de har erobret?

Ja, hvad andet kan vi gøre? Og gør det så meget, hvis et sådant område som nabo har et område med mere frihed, mere orden, mere respekt for loven? Så vil jo strømmen af flygtende mennesker den ene eller den anden vej afsløre, hvilket samfund der er bedst.

Men ak, en sådan opdeling ligger måske hele 100.000 lig forude! Og noget tyder på, at vi i Vesten får et temmelig stort medansvar for disse dødsfald, fordi vi vist er i færd med at begå den samme fejltagelse som i Irak: vi påstår, at vi har beviser for, at det var Assad, der brugte nervegas, før inspektørerne er færdige med deres arbejde. Mig forekommer det mest sandsynligt, at det er Obamas udmelding om, at det, der kunne fremkalde USA’s indblanding, var brugen af giftgas, at det er denne udmelding, der har fået oprørerne til at anvende giftgas: så mener de, USA vil være tvunget til at gribe ind. Hvorfor skulle Assad bruge giftgas, han var jo ikke nede på hælene, men i færd med at vinde terræn?

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.