Den 29. august 1943

I Deadline forleden (29-8 2013) var der en samtale eller diskussion mellem to historikere om betydningen af den 29. august 1943. De to historikere var Bo Lidegaard og Mikael Jalving. Begge er de velbevandrede i besættelsestidens historie, men jo også velbevandrede i den moderne kommunikations krinkelkroge. Og begge er da også trådt frem på den danske debats offentlige scene som indehavere af to ret forskellige politiske opfattelse af, hvordan dagens virkelighed ser ud. På den baggrund forstod man jo godt, at det var de to og ikke nogle mere støvede historikere, der var hentet frem til diskussion. Ikke sandt – i løbet af 10 minutter skal man have givet seerne et billede af en dyb uenighed indenfor historikerfaget. Så kan det virkelig ikke nytte noget, at man hiver lærde akademikertyper ind i studiet. De kan jo ikke sige andet end ”på den ene side” og ”på den anden side”. Nej, i dagens hurtige tv-debatter, hvor man ikke har tid til at gå i dybden, heller ikke i et program som Deadline, der ellers markedsfører sig med, at det vil gå bagom dagens nyheder, dèr må man finde frem til de debattører, der kan ramme centrum af deres argumentation med én hårdtslående replik. Derfor tog man de to herrer i studiet til en debat om betydningen af den 29. august.

Og lad mig bare bekende kulør med det samme: Jeg fandt Bo Lidegaard langt mere overbevisende end Mikael Jalving. Egentlig undrer jeg mig lidt over det. I mange andre spørgsmål finder jeg Jalvings udtalelser mest interessante. Men her, hvor han ikke havde meget andet at komme med end et angreb på Lidegaards forsøg på at holde sig til almindelig objektiv historieskrivning, her var det Lidegaard, der hos mig scorede på point.

Begge blev til at begynde med bedt om at tage stilling til Anders Fogh Rasmussens påstand, om at hvis alle, englændere, franskmænd, amerikanere, osv., havde handlet, som vi gjorde dengang overfor Hitler, så havde Hitler-diktaturet varet ved indtil vore dage. Bo Lidegaard afviste påstanden pure, Jalving mente, den holdt vand. Dette skal dog sammenholdes med det sidste spørgsmål, som Adam Holm stillede de to: Kan man bruge 29. august 1943 til at legitimere en aktivistisk dansk udenrigspolitik? På det spørgsmål svarede begge nej.

Men ellers vil jeg som sagt mene, at det så afgjort var Bo Lidegaard, der var den bedste historiker. Han formåede virkelig at sætte sig ind i situationen anno dazumal, at gøre sig klart, hvilke valg de pågældende politikere var stillet overfor, og derfor tilsyneladende langt bedre end så mange andre indefra forstå det, der drev den tids befolkning og politikere.

Jalving havde, så vi jeg kunne høre, ikke andet at indvende imod denne tale, end at Lidegaard gik så meget ind i personernes situation, at han så at sige blev indenfor Christiansborgs mure. Nå ja, han fremførte også den anklage mod Lidegaard, at Lidegaard i sin forskning altid mente, at han selv var interesseløs, det var de andre, der var hildede i særinteresser og misforståelser. Jeg skal ikke kunne afgøre, om han har ret i det, men jeg véd, at skal en sådan anklage fremføres, er det direkte tåbeligt at fremføre den uden eksempler. Det kan være sandt nok, at megen historieforskning, som, mens den pågik, gav sig ud for at være objektiv og videnskabelig, senere er blevet afsløret som i høj grad båret af fordomme. Men hvis man slutter fra de måske mange tilfælde til alle tilfælde, ødelægger man al historieforskning, inklusive sin egen.

Det eneste punkt, hvor Jalving kunne have en smule ret, var med hensyn til starttidspunktet. Han bebrejdede med en vis ret Lidegaard, at han altid begyndte med 9. april, aldrig så på de år, som gik forud og var bestemt af nedrustningspolitik. Dog kun med en vis ret; for Lidegaard har i sin bog ”Kampen om Danmark” nøje beskrevet de forsvarsovervejelser, man gjorde sig i trediverne.

Sandt er det jo, at der ikke var meget at gøre i militær henseende den 9. april. Men sandt er det også, at vi, hvis vi havde bestemt os for en væbnet neutralitet i stedet for en næsten ubevæbnet neutralitet, måske havde kunnet undgå angreb i det hele taget. Godt nok ville en væbnet neutralitet have kostet os store summer, men besættelsestiden kom jo også til at koste os store summer. Det, vi plejer at diskutere, er, hvad en lille hær som den danske – og den ville jo under alle omstændigheder være meget mindre end den tyske – ville kunne stille op overfor en knusende overmagt. Og diskuterer vi det, bliver vi jo hurtigt færdige. Svarene: ”Vi kan naturligvis intet stille op!” og ”Hvad skal det nytte!” ligger lige for. Det, vi burde diskutere, er: hvor stor en hær skal der til, for at det bliver ulønsomt for Hitler at angribe? Og i betragtning af, at Hitler på det tidspunkt var stærkt engageret på Vestfronten, er det ikke sikkert, at hans kalkulationer ville være faldet ud til fordel for et angreb, hvis vores hær havde været større. Desværre er man jo nødt til at tilføje: ”Og vores forsvarsvilje tilsvarende større”. For det var jo nok i sidste ende den, der kneb med i trediverne.

Men det gælder også om 29. august 1943, at man er nødt til at have forudsætningerne med. Strejkerne og urolighederne kom ikke ud af den blå luft. Og én af forudsætningerne var naturligvis, at krigslykken ikke mere var med tyskerne i 43. Det er noget, man ofte overser. Man har f.eks. været hurtig til at forarges på Scavenius, fordi han i sin tiltrædelseserklæring som udenrigsminister den 8. juli 1940 udtalte:

“Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab”. (Fra Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945, side 214).

Men man må ikke glemme, at den eneste modstander, Tyskland på det tidspunkt havde, var England. USA var endnu ikke gået ind i krigen, og Sovjetunionen havde Hitler i 1939 sluttet en ikke-angrebspagt med, Frankrig var slået, Italien på Tysklands side, Franco-Spanien neutralt. Man kunne ikke sige andet, end at fremtiden så lys ud for Tyskland. Der tegnede sig virkelig billedet af et ”Neuropa” under Tysklands førerskab. Vi kunne ikke på det tidspunkt vide, at Hitler ville begå den utrolige dumhed at angribe Sovjetunionen i juni 1941. Ejheller lå det indenfor vores fantasi at tænke os, at USA ville blive angrebet af Japan i december 1941, og at Hitler derefter ville erklære USA krig. Det skete jo ikke desto mindre.

Men der ligger også en forudsætning for 29. august 1943 i det forhold, at danskerne var blevet folkeligt vakte. Bo Lidegaard vil i et interview i Kristeligt Dagblad den 28. august (ikke on-line) ligefrem trække en positiv linje tilbage til trediverne. Han siger, at:

de ledende politikere igennem hele det årti, der gik forud, havde arbejdet meget bevidst med det problem, et demokrati har, hvis det står overfor en overmagt, som det reelt ikke kan forsvare sig imod. Den strategi, de valgte, var en bevidst sammenkædning af det at være dansk med det at være demokrat og gå ind for en grundlæggende humanisme.

Nå, man skal nok give Lidegaard lidt lang snor, for det, han vil prøve at forstå med disse overvejelser, er det nærmest uforståelige fænomen, at danskerne så at sige alle var enige om at hjælpe de danske jøder, da tyskerne ville deportere dem godt en måned efter 29. august. Men ellers er det, Lidegaard her skriver, vistnok ikke helt sandt. Det ser ud som et bestillingsarbejde for socialdemokraterne. Man må nok sige, at alle partierne havde deres udemokratiske kræfter at kæmpe mod, indenfor eller udenfor egne rammer. Og jeg tror såmænd ikke, at nogen af dem forfulgte en særlig strategi, man prøvede vist blot med de forhåndenværende søm at holde så nogenlunde fast på de demokratiske kræfter i samfundet.

I hvert fald gjorde man sig store anstrengelser for ikke at provokere den store nabo i syd. Og jeg véd nu ikke, om man just skal kalde de anstrengelser, som den socialdemokratisk/radikale regering førte, for demokratiske. I udenrigspolitikken søgte man i hvert fald på enhver måde at gå i ét med tapetet, altså: man ville undgå alle provokationer, man ville gøre næsten hvad som helst for ikke at henlede Hitlers opmærksomhed på os.

Lad mig understrege det ved at berette om den skæbne, der blev en forfatter til del i trediverne, en forfatter, hvis navn og gode rygte netop socialdemokraterne efter krigen gjorde meget for at nedgøre. Jeg tænker på Kaj Munk. Sandt nok er der en del artikler, som viser, at han i trediverne var en stor beundrer af Hitler, ligesom han var det af andre diktatorer, f.eks. Mussolini. Men denne beundring og medløben vendte sig til foragt og modstand i marts 1939, da Hitler erobrede rest-Tjekkiet. Ikke desto mindre skrev han før denne ”omvendelse” et skuespil ”Han sidder ved Smeltediglen” imod jødeforfølgelserne i Tyskland. I dette skuespil tænktes Hitler selv at optræde på scenen. Det kunne naturligvis ikke tillades, og Munk måtte bøje sig og lade ham tale fra kulissen. Værre var det dog, at skuespillet ligefrem blev forbudt i Sønderjylland. Jeg er ikke meget for at undskylde den handling – den er jo udtryk for censur, hvilket er forbudt ifølge grundloven – men hvis jeg så alligevel undskylder den med den klemte situation, Danmark befandt sig i overfor Tyskland, så vil jeg i hvert fald have lov til at føje til, at dette ikke på nogen måde kan betragtes som udtryk for en strategi om at sammenkæde det at være dansk med det at være demokrat, for tiltaget er så udemokratisk som noget.

Denne halvcensur blev afløst af helcensur efter 9. april 1940. Og Kaj Munk havde jo erfaret, hvad det betød at være under censur. Så der er ikke noget at sige til, at han i Olleruptalen den 28. juli 1940 udtrykte sig lidt floromvundet. Rosende ord om Hitler, javist, det indeholdt talen, men lidt for meget uld i mund var der i den, når han om det negative ved Hitler blot sagde, at ”der har fundet en Svigten Sted af Diktaturets egen Ide”. Alligevel må det kaldes en svinestreg, når Svendborg Avis i sit referat af talen sletter alle negative udtryk om Hitler, og ud fra de positive udtryk i referatet dagen efter i en leder yderst optimistisk og naivt skriver:

Det er givet, at der efter denne Krig vil ske store Omvæltninger, og at disse ogsaa i høj Grad vil komme til at angaa os. Der vil saaledes højst sandsynligt komme dybtvirkende Ændringer i det økonomiske Livs Kanalsystemer. Men dette udelukker ingenlunde, at vi vil kunne leve vort Liv i den kommende Tid med Bibeholdelse af de fundamentale Frihedsgoder, der hidtil har været retningsbestemmende for Udviklingen her i Landet.

Lidt efter føjer man til:

Derfor er det ogsaa hen i Vejret med al denne Snak om, at nu skal det gamle System — som man siger med Haan i Stemmen — fuldkommen kasseres. Hvis man siger det for at gøre sig behagelig overfor de Fremmede i Landet, kan man spare sig Ulejligheden. Vore tyske Naboer foragter enhver Form for Spytslikkeri.

Og det var for meget for Kaj Munk. Da han næste gang holdt en tale, i Gerlev den 18. august 1940, tog han ulden ud af munden og talte betydelig mere lige ud ad landevejen. Godt nok risikerede han så at blive sat under censur, så ingen mere fik lov til at offentliggøre nogen artikler eller noget skuespil af ham. Men den risiko måtte han løbe, indså han nu.

Parentes: Det var ikke mindst Ollerup-talen i Svendborg Avis’ referat, socialdemokraterne brugte efter krigen til at hævde, at Kaj Munk havde været Hitler-fan. Per Stig Møller har påvist denne luskethed i sin store bog ”Munk”. Parentes slut.

Svendborg Avis’ leder er bemærkelsesværdig af flere grunde. ”Efter denne Krig” hedder det, ja, for krigen er nok snart forbi, tyskerne har med deres lynkrig erobret hele Frankrig, og England vil nok gå med til en eller anden fredsaftale. ”Bibeholdelse af de fundamentale Frihedsgoder” siger man, men hvordan kan man dog sige det, når også Svendborg Avis lever under censur? Er man da fuldstændig faldet for det ”nysprog”, som alle diktaturer, ikke mindst det hitlerske, anvender? ”Besættelsen” er ikke en besættelse, men en ”beskyttelse”. Tyskerne er ikke besættere, men naboer. Vort demokrati er respekteret af disse naboer, hævder man, men er ikke selve besættelsen et dementi af den påstand? Er ikke censuren et voldsomt indgreb i vort demokratiske liv? Ok, nej, ikke for Svendborg Avis.

Og heller ikke for store dele af den danske elite. Man oprettede en dansk-tysk venskabsforening, man lod alle ting forme sig så dagligdags som muligt, man opretholdt i det hele taget et skin af normalitet, så man ikke stødte den tyske finfølelse på nogen måde.

Det, man kan undre sig over, og det, man kan glæde sig over, er, at denne åndelige eftergivenhed, denne talen-tyskerne-efter-munden stødte på folkelig modstand. Folket – ikke eliten – samlede sig til store stævner og sang de kendte fædrelandssange, folket – ikke eliten – nægtede at tale nysprog.

Og Kaj Munk var én af dem, der kraftigst bearbejdede dette folk. Der var andre, der arbejdede på andre fronter og med andre delmål. Men det var de fleste enige om: at nu gjaldt det en folkelig vækkelse, nu gjaldt det om at holde sammen som folk, nu gjaldt det om at holde fast ved de grundværdier, vi hidtil havde levet på som danske.

Kaj Munk prøvede at arbejde under censurens radar. Han rejste land og rige rundt og læste op af et endnu ikke udgivet skuespil ”Niels Ebbesen”. Og folk flokkedes om hans oplæsningsaftener. Ikke blot, fordi han var en glimrende oplæser. Ikke blot, fordi man så fik slået den aften ihjel. Nej, først og fremmest, fordi man dèr hørte sandheden. Pakket ind i et skuespil, javist, men dog sandheden om den situation, man befandt sig i, sandheden om rigets tilstand, sandheden om den diktator, hvis mindste vink tyskerne fulgte.

Alle kendte jo historien om Grev Gert, der havde besat det meste af Jylland, om ridderen Niels Ebbesen, der drog til Randers og fik slået Grev Gert ihjel. Og det var ikke svært at se, at skuespillets Grev Gert skulle forestille Hitler. Og det var heller ikke svært at sidde og godte sig, når Munk læste op af en Grev Gert-replik, hvor han håner danskerne:

I har duet engang, men det var bespotteligt, om I af den Grund fik Lov at beholde det skønne Land, I forlængst har vist jer uværdige til. Vis mig en virkelig Vilje, peg paa en dristig Daad.

Man véd jo, at Grev Gert om lidt vil blive slået ihjel, og så giver det en særlig varme, et særligt håb at lytte til dette overmod, man véd jo, at den dristige dåd, han efterlyser, den får han at se om lidt, når han bliver slået ihjel.

Men mere end det. Munk afslører også diktaturets nysprog. Han lader Grev Gert begå den hybris, som alle diktatorer ender i: han lader ham hævde, at han er herre over sproget, over, hvad der er sandhed og løgn. Han lader Gert sige:

Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer,  jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren, jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker, og alle andre adlyder stumt og blindt.

Og derigennem gengiver Munk den nazistiske ideologi på en meget præcis måde. Diktatoren gør ende på det, der ikke duer, eller, som det hedder lidt tidligere, han vover at føre sundhedens kniv. Det gjorde Hitler, da han myrdede Röhm i 1934, og indrømmet, dengang gav Kaj Munk ham sin tilslutning: ”han handlede kristeligt og stort”, hævdede han med en uhyggelig overdrivelse i 1934. Men nu, i 1940, gennemskuer han hykleriet. Nu maler han den karikatur af Hitler, at han lader ham kalde dette barmhjertighed.

Og retfærdighed? Jamen, det er da at give den stærke sejren. Det er ganske vist ikke, hvad vi kalder retfærdighed, men nazisterne havde taget socialdarwinismen til sig, så de mente, at det, der gjaldt i dyreriget: at det retfærdige var, at den bedst egnede overlever, det gjaldt også i konkurrencen mellem folkene. Derfor mente de, det var retfærdigt, at det stærke tyske folk overlevede på andre folkeslags bekostning. Og derfor – den side af tankegangen skal med – mente Hitler, at det var fuldt ud berettiget, hvis det tyske folk helt og aldeles gik under i et mægtigt ragnarok sammen med ham.

Og fred? Det opnås kun, når én er fører: ”Ein Reich, ein Volk, ein Führer”, som det hed. Det kaldtes førerprincippet, og de, der bare havde fulgt lidt med i aviserne, kunne nok genkende de nazistiske tanker bag Grev Gerts udtalelser her.

På den måde, ved at afsløre nysproget, ved at fortælle sandheden om Hitler og hans diktatur, den sandhed, som Munk selv fik øjnene op for i marts 1939, da Hitler indtog rest-Tjekkiet, på den måde ville Munk vække det danske folk.

Nej, modstanden den 29. august 1943 kom ikke ud af ingenting. Den kom på baggrund af de tyske nederlag ved Stalingrad, den kom i kraft af de allieredes invasion på Sicilien og Mussolinis fald, men den kom også på baggrund af alsangen, den kom også på baggrund af Hal Kochs rejser rundt i landet for at rejse ungdommen til demokrati og ligeværd, på baggrund af socialdemokratiets fastholden ved, at det var et demokratisk parti, og altså også på baggrund af Kaj Munks mange oplæsningsaftener.

Folket skulle vækkes af sin falske fredsdvale, det skulle ud af Svendborg Avis og ligesindedes falden-på-halen for nazisternes nysprog, det skulle bøje sig for sandheden: at besættelsen var en besættelse, ikke en beskyttelse.

Og jeg må altså indrømme, at den, der slap bedst fra at beskrive disse forhold, det var Bo Lidegaard, omend han vist ikke har den positive indstilling til Kaj Munk, som jeg har, og måske heller ikke har det blik for censurens ødelæggende virkning og for nazisternes nysprog, som jeg her har givet udtryk for.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s