Koranen unddraget kritik?

Så skal man til det igen! Så er der igen nogen, der har sammenblandet kristendom og islam, hvor man i stedet skulle prøve at holde de to religioner ude fra hinanden!

Jeg tænker på en artikel med to forfattere, denne her på religion.dk, skrevet af lektor ved Syddansk Universitet, Saliha Marie Fetteh, og indvandrerpræst i Odense, Jesper Hougaard Larsen.

-Jamen, er det da ikke udmærket, at de to religioner taler sammen om de fælles problemer, de har? Og religionskritikken er vel et fælles problem? Hvorfor så fare i flint?

Jeg farer i flint (eller jeg nøjes nu med at blive vred og forholde mig undrende til fænomenet), fordi det altid irriterer mig, når nogen sammenligner de to religioner uden at gøre sig klart, hvilken afgrund der adskiller dem. De to religioner er grundforskellige, og det er kun med til at fremme forvirringen, hvis man prøver at udglatte denne forskel med fine ord og from imødekommenhed.

Se f.eks. på det, de to skriver om forholdet mellem haditherne og koranen:

Et vigtigt skridt i den retning [i retning af at skabe en ny islamisk guldalder, rr] kunne være at fortolke hadithsamlingen ind i en historisk kontekst, i stedet for som nu, hvor en teksttro tilgang ofte gør sig gældende. Og at forholde sig til den kendsgerning, at islamisk lov (sharia) med undtagelse af Koranen ikke er guddommelig, men resultatet af menneskers fortolkning af passager.

Dette er underskrevet af en muslim, og det er da forståeligt, at en muslim kan skrive under på, at koranen er guddommelig. Men det er dog mærkeligt, at en kristen kan skrive under på det. Oven i købet fremstår det som en kendsgerning, at koranen er guddommelig. Bevares, man kan vel nok fornemme, at det kun er muslimen, der går ind for koranens guddommelighed. Men hvordan kan der opnås enighed om, at religionskritik er godt for religionen, hvis koranen på forhånd skal undtages fra kritik? Når den kristne går med til en samtale om religionskritik på de vilkår, er der så tale om ægte kritik? Er der så ikke tale om en mærkelig asymmetri, som man på forhånd bøjer sig for, for i det hele taget at få en samtale i gang: de kristne skrifter betragtes og behandles kritisk på linie med andre oldtidsskrifter, inklusive haditherne, men koranen er som guddommelig hævet op over kritik?

Haditherne er gengivelser af ord af Muhammed. De er blevet til over en lang årrække efter Muhammeds død, og de er alle forsynet med en kortere eller længere kæde af vidner. Og som vore to skribenter fortæller os: de blev først samlet tidligst 200 år efter Muhammeds død. Der kan ske temmelig meget på 200 år, og det er meget svært at sige noget sikkert om, hvad Muhammed har sagt efter så lang tids forløb.

Her er vi kristne dog heldigere stillet. For vore evangelier er blevet til kun 30-50 år efter Jesu død, Paulus’ breve oven i købet kun 25 år efter.

Men hvorfor skal vi overse, at koranen har en tilsvarende overleveringshistorie? De ældste manuskripter til koranen stammer fra omkring 710 e.Kr., bortset fra inskriptionen på klippemoskéen på tempelpladsen i Jerusalem, der går tilbage til 685 e.Kr., men til gengæld afviger noget fra den ellers kendte koran. Og hvorfor er muslimer så angste for de gamle manuskripter, der er fundet i en moské i Sana, Yemens hovedstad? De er nogle af de ældste manuskripter til koranen, man kender, og man skulle jo synes, muslimer ville juble over at finde så gamle manuskripter, men ak, også de afviger noget fra den idag kendte og accepterede koran. Så derfor plejer man at forbigå dem i tavshed.

Det gør også vore to forfattere.

Men ærlig talt, hvad er så deres opfordring til at modtage religionskritikken med åbne arme værd? Det er altså kun de kristnes helligskrift, der skal underkastes den videnskabelige kritik, muslimernes helligskrift får lov at stå uantastet som udtryk for Guds eget ord? Ikke fordi den ikke kan antastes – der er mange, der har anvendt de kendte historisk-kritiske metoder overfor koranen, de er blot alle ikke-muslimer – men fordi den kristne part i debatten er så venlig og imødekommende, at han ikke synes, han vil være bekendt at nævne den kritik, der foreligger.

Så er der synet på middelalderen. De to skriver:

Langt op i Middelalderen var muslimer på højde med kristne i Europa, hvad angår tænkning og videnskab. Både Koranen og hadithsamlingen blev ivrigt diskuteret. Endvidere skildrede en del muslimske tænkere den islamiske historie ud fra et langt mere kritisk perspektiv, end det vi ser hos en del muslimske teologer og intellektuelle i dag.

Det er jo sandt nok. Men hvorfor siger man ikke, at den religionskritik, som vi i dag lader kristendommen rense af, først opstod i 1700- og 1800-tallet. Den er det jo, dagens muslimer skulle udsætte deres religion for, hvis de vil have deres religion renset, som kristendommen blev renset, ikke den behandling, deres religion fik af de muslimske tænkere fra middelalderen.

De to nævner Tabari og Ibn-Khaldun. Om sidstnævnte siger de, at han

pointerede, at forholdene i verden, folkene, deres sæder og trosretninger ikke vedvarer konstant på en og samme måde. Endvidere kritiserede han datidens undervisere for at være uprofessionelle, fordi de videregav Koranens ord og hadithsamlingen, som om de videregav traditioner. Han mente, at der ud fra de hellige tekster skulle udstedes nye love, som passede til de forhold muslimer levede under, hvilket viser, at diskussionen om kritisk stillingtagen ikke på nogen måde er ny.

Jeg studerede for nogle år siden Ibn Khalduns bog ”Muqaddimah” temmelig grundigt. Og jeg mindes ikke at være stødt på noget sted i den bog, hvor forfatteren hævder, at der skal udstedes nye love svarende til de nye forhold, der opstår. Det er også vanskeligt for mig at se, hvor det er, han bebrejder sine samtidige, at de kun videregiver traditioner. Derimod er det sandt nok, at han har et blik for den historiske udvikling og de kræfter, der driver den.

Men vil man vide, hvordan han så på en tolkning af koranens ord, kan man slå op på bog 1, kapitel 6, afsnit 11 i Muqaddimah. Denne henvisning (se her) til en engelsk oversættelse af bogen, viser godt nok kun 1. bog, men det er jo også nok i dette tilfælde. Afsnit 11 hedder ”Om de videnskaber, der har med profetiske traditioner at gøre”, men vi skal ikke forestille os, at der er tale om noget, der ligner moderne videnskab. Ibn Khaldun gennemgår forholdsvis grundigt kunsten at ”abrogere”. Det er jo sådan, forstår man, at når to udsagn i koranen modsiger hinanden, så må man vælge; og så hævder han – i overensstemmelse med datidens og nutidens muslimske eksegeter – at man altid må mene, at det er den senest åbenbarede, der abrogerer eller ophæver den først åbenbarede.

(At ord i koranen er abrogeret, og at Allah ligefrem i koranen hævder, at han abrogerer sig selv, er for ikke-muslimer en slags bevis på, at koranen ikke kan være Guds ord. For om Gud kan man virkelig ikke mene, at han siger noget, men senere trækker det tilbage).

Senere gennemgår Ibn Khaldun så den måde, man skal undersøge haditherne på. Men heller ikke i den henseende kommer han frem til noget, der bare minder om det, vi kan kalde moderne videnskabelige metoder.

Det betyder naturligvis ikke, at man skal nægte, at Ibn Khaldun er en overmåde interessant person, heller ikke, at man skal nægte, at islam kulturelt og militært var Europa overlegent i middelalderen. Men at tro, at der oprinder nogen islamisk guldalder, hvis man ikke er mere radikal i sin kritik end Ibn Khaldun, er tåbeligt. Hvis man som muslim vil være kritisk overfor sine religiøse tekster, er det den videnskabelige tradition, der har udviklet sig i Vesten, man må give grønt lys for. Den tradition har mange moderne muslimer vendt sig bort fra; lidt foragteligt kalder de de  videnskabsmænd, der beskæftiger sig videnskabeligt med de muslimske tekster, for ”orientalister”.

Disse muslimer vender vore to forfattere sig imod lidt senere, under gennemgangen af, hvordan kristendommen har tacklet den videnskabelige kritik. De citerer en norsk professor, Oddbjørn Leirvik, og fortsætter:

Endvidere mener Oddbjørn, at kriteriet for sund religion er, hvorvidt den forhindrer eller støtter individets moralske autonomi, foruden at alle religiøse traditioner, og hellige skrifter må være åbne for historisk-kritisk forskning. Denne tankegang møder dog stor modstand hos mange muslimer, der forstår begrebet kritik som ”bespottelse eller nedgørelse” af islam.

Jamen, kære venner, at individet har moralsk autonomi, er en tanke, der hører hjemme indenfor den kristne kultur. Tanken har aldrig været gængs indenfor muslimsk kultur. Her kaldes en tilhænger af religionen ikke en ”troende”, men en ”muslim”, dvs., én, der underkaster sig. Han tænkes ikke at forstå, han tænkes at underkaste sig, også selv om han ikke forstår. Og derfor er det kun naturligt, at den, der vil komme med kritik af islam, den, der f.eks. vil hævde, at koranen ikke er Guds, men kun Muhammeds ord, betragtes som en, der spotter islam. De to forfattere fortsætter (og det er vistnok nordmanden, de refererer):

Men hvis islam og muslimer i Vesten skal overleve med respekten i behold, så bliver de – om de kan lide det eller ej – nødt til at forholde sig kritisk til egen tro og dens praksis. Kun således kan muslimer blive en naturlig del af det moderne og vestlige samfund.

Det lyder jo kønt. Men ”respekt” betyder én ting i den vestlige verden, noget helt andet i islam. I islam er respekt noget, man forventer af andre; man vil i kraft af sin magt eller sine trusler om magtanvendelse gøre sig respekteret af os danskere; hvis du vil spadsere igennem Vollsmose, må du respektere, at dette er muslimsk område; du behøver ikke mene, at det er rigtigt, at det er sådan, du skal bare indrette din færden efter det, og det betyder, at du skal lade være med at spadsere igennem Vollsmose. I vestlig forstand, derimod, er respekt noget, man må gøre sig fortjent til. Det kan være, andre respekterer én, men gør de det, sker det helt ud fra deres egen fri indre afgørelse. Derfor er det kun i den vestlige forståelse af ordet ”respekt”, at man kan have selvrespekt.

Og når de siger, at kun ved således at forholde sig kritisk til egen tro kan muslimer blive en naturlig del af det moderne samfund, overser de, at mange muslimer tilsyneladende slet ikke ønsker at blive nogen naturlig del af vort samfund. Tilsyneladende ønsker mange af dem at danne deres egne samfund, ghettoer, som vi plejer at kalde dem, hvor de kan udleve deres egen religion, med dens normer og adfærdsformer, uafhængigt af det samfund, der omgiver dem.

Slutbemærkningen i artiklen er naiv, grænsende til det utilladelige. De skriver:

Religionskritikken kan lære os at tale ansvarligt om det religiøse, om Gud. Den kan endvidere få os til at erkende, at når man står med en religiøs praksis, der undertrykker mennesker og hindrer positive fremskridt, så er der god grund til at være kritisk og saglig. Vi lever i et fælles samfund, hvor vi med hver vores baggrunde, traditioner, fortolkninger og trosudtryk skal turde se indad og spørge om vores egen tro.

Hvor lyder det dog smukt! Men hvordan svarer det til den ghetto-virkelighed, vi ser i Danmark? Må man dog ikke sige, at der er lang vej endnu, førend ghetto-muslimerne ser deres samfund og vores samfund som et fælles samfund? Og må man ikke også sige, at de imamer, der søger at opretholde en særskilt muslimske jurisdiktion i ghettoerne, ikke har nogetsomhelst ønske om, at nogen religionskritik overhovedet skal komme indenfor synsvidde? Og må man derfor ikke konkludere, at de to med alle deres pæne ord prøver at afbilde islam i kristendommens billede? Og hvis de nu sagde, at det var det, de gjorde, så kunne vi måske blive lidt stolte, men når det er en snydeafbildning, de leverer, må man så ikke i stedet sige, at man skal tage sig i agt for de tanker, der bliver fremført? Ikke, at muslimer skal tage sig i agt, for tankerne bider formentlig kun på et fåtal af dem, men at kristne skal passe på, for skal vi fastholde vores kristne tro, er vi nødt til at gøre os klart, hvordan den på væsentlige punkter adskiller sig fra islam.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Koranen unddraget kritik?

  1. Pingback: Dialogens kviksand | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s