Voldtægten i Indien

I december 2012 blev der begået en voldtægt i Indien. Her fornylig blev de fire voldtægtsmænd så dømt. Dommen lød på dødsstraf. Der har lige fra første færd været voldsom uro i Indien over denne udåd. Denne uro i pressehavet har såmænd bredt sig helt til vore breddegrader. Så både i Tv-avisen og i Deadline har vi set sagen omtalt.

Dog ikke nok. Der var en del spørgsmål, jeg gerne ville have besvaret, og derfor satte jeg mig for at google nogle flere oplysninger om sagen.

Hvad fandt jeg så ud af?

Jo, her kan man læse sig frem til, hvordan voldtægten egentlig fandt sted. Ærlig talt, jeg var noget forundret over, at det hele foregik i en bus. Hvor var buschaufføren henne? Men bussen var en privat bus, kan man forstå. Man skriver, at den 23-årige kvinde og hendes mandlige ledsager steg op i den private bus,

uden at ane, at de seks mænd i bussen havde kørt rundt i Delhi for at finde et offer. De slog hendes ven bevidstløs, trak hende hen på bagsædet i bussen og voldtog hende, så stak de en jernstang op i skeden på hende, hvilket førte til store indre skader. En time senere smed de hendes ven og hende ud på vejen, blødende og nøgen. Hun døde to uger senere af sine kvæstelser.

Man forstår godt, at landet kom i oprør. Man forstår godt, at utrolig mange, selv i det ikke-voldelige Indien, forlanger dødsstraf for forbryderne.

Men hvad er det, der gør, at den slags kan finde sted i Indien? Hvorfor er Indien plaget af voldtægter? USA har problemer med skydevåben, Indien med voldtægter, som én skriver. Men hvorfor?

En site, som kalder sig Tehelka, se her, lader en række personer fremkomme med nogle forklaringer. Og det er ganske interessant at læse disse forklaringer igennem.

Én nævner et fænomen fra Sydafrika, kaldet ”jack-rolling”. En flok unge mænd, som regel venner, skal have en aften til at gå med noget sjovt og finder så en tilfældig kvinde på gaden, som de voldtager på skift. Tilsyneladende bare som tidsfordriv. Er det, hvad der drev denne ungdomsbande i Indien? Er vi kommet dertil, at den slags sker, fordi man keder sig?

En anden nævner det forhold, at man jo i Indien foretrækker at få drengebørn fremfor pigebørn og derfor ofte får foretaget en abort, hvis kønnet på barnet viser sig at være ”det forkerte”. Det fører over tid til en situation, hvor der er for få kvinder i forhold til mænd. Men om det punkt er nået allerede nu, er jeg ikke klar over. Men i hvert fald afslører denne praksis, hvor ringe anseelse kvinder har i Indien.

En tredie hævder, at inderne i højere grad skulle holde sig til deres egne indiske værdier. Det er, siger han, som om vestlige tænke- og handlemåder i altfor høj grad er slået igennem i Indien. Man regner efter vestligt forbillede legemet som et underholdningsområde for medierne, hvor man burde holde fast ved den indiske tanke om legemet som et tempel. Det er en interessant tanke. Men samme mand (eller kvinde, jeg kan ikke holde rede på kønnene ud fra de indiske navne) hævder også, at menneskerettighederne er i fuld overensstemmelse med indiske værdier, ligesom kønnenes ligestilling er det. Så han er ikke imod vestlig indflydelse som sådan, kun er han modstander af den overfladiske, kommercielle del af vor kultur.

Dog kan jeg ikke nægte, at det undrer mig ikke så lidt, at man hele tiden argumenterer, som om man i Indien har en énhedskultur. At der findes et muslimsk mindretal på over 200 mill., ser man helt bort fra. At dette mindretal har andre værdier end hinduerne, er ikke noget, der så meget som antydes. Så jeg har måttet spørge mig selv, om man i Indien, ligesom i Sverige, ”afetnificerer” alle beretninger om forbrydelser. Men jeg har ikke kunnet finde ud af det.

I de beretninger om den oprørende voldtægt i New Delhi har jeg således ikke kunnet læse ét ord om, hvorvidt voldtægtsmændene var muslimer eller hinduer. I Deadline var der den 13-9 inviteret en ekspert i indiske forhold til at tale om voldtægten, og han mente, at én af grundene til, at netop denne voldtægt havde fået så hård en dom, var, at der var tale om en ligetil sag, og dermed mente han vist, at der ikke var etniske eller religiøse modsætninger indblandet i den. Så forbryderne har nok været fra det hinduistiske flertal.

I en artikel fra Washington Post, se her, nævnes et tilfælde, hvor en 17-årig pige var blevet voldtaget, og hvor politiet opfordrede pigen og hendes familie til at søge forsoning med voldtægtsmændene, ja, hun blev ligefrem opfordret til at gifte sig med én af dem. Den ”løsning” på en voldtægt har jeg hørt om før, men dengang i muslimsk sammenhæng. Så uden at der står noget om det i denne artikel, gætter jeg på, at både pigen og voldtægtsmanden var muslimer. Men ingen vover at skrive noget om det.

Tilbage til Tehelka! Her skriver en anden bidragsyder:

En af de vanskeligste ting, som kvinder må tage hånd om, er den holdning, at deres liv er forbi, fordi de er blevet voldtaget. Det er logikken bag æresdrab, hvor pigen må slås ihjel, fordi hendes dyd er gået tabt og familiens navn er blevet vanæret.

Også det fremstilles her som et alment problem i Indien, altså et problem i både muslimske og hinduistiske kredse. Og det er det måske også. Der er i hvert fald træk ved hinduismen, nærmere betegnet sjælevandringslæren, der kan lægge op til en nedvurdering af kvinden; det har f.eks. været antaget, at man er heldigere, hvis man bliver genfødt som mand, end hvis man genfødes som kvinde. Og selv om den ledende elite vender sig imod opdelingen af hinduer i kaster, er det stadig et stort brud på traditionen, hvis man gifter sig på tværs af kasterne.

Videre: Den føromtalte artikel fra Washington Post henviser til en UNICEF-rapport, der viser, at 57% af de indiske drenge og 53% af pigerne mener, at det er i orden, at en mand slår sin hustru. En anden rapport, fortsætter avisen, afslører, at en betragtelig del af kvinderne anser det for at være deres egen skyld, hvis de bliver slået. Og, spørger man så, når en dreng vokser op med en sådan vold i hjemmet, hvad under da, om han ender med at mene, at det er sådan, man gør!

Nævnes skal også, at én af bidragyderne hos Tehelka hævder, at mænd ikke er født voldelige, det er samfundet, der gør dem voldelige:

Drenge og mænd opdrages i vort samfund til at tro, at vi er mænd, fordi vi kræver, vi tager, vi vinder, vi sejrer. Føj dertil den følelse af straffrihed, der råder på alle områder i vore byer, fordi vore institutioner ikke er gode nok, så når vi frem dertil, hvor vi er i dag.

Dette står lidt i modsætning til den sociolog, der var indkaldt i Deadline; han ville lægge hovedvægten på den biologiske forskel mellem mænd og kvinder

En advokat mener, at man må begynde i skolen. Dèr må man lære piger selvforsvar, dèr må man lære drengene, at pigerne er ligestillede. De burde også få undervisning i empati, så de kunne lære, hvordan det er at være en pige. Og kurser i vredeshåndtering har vist sig at virke.

Men igen: alt dette siges uden på nogen måde at skelne mellem muslimer og hinduer. Hvis man tager den kendsgerning med i betragtning, at 20% af befolkningen er muslimer, hvordan kan man så tro, at en undervisning om kvinders ligestilling kan vinde indpas hos dem; de har jo en helligskrift, koranen, som ganske tydeligt overordner mænd over kvinder. Det er helt i orden, hvis de sekulære og de hinduistiske indere stiller disse tanker op mod muslimernes lære, men de burde dog som mindstemål gøre sig klart, at det er det, de gør.

Naturligvis er der også på disse hjemmesider mange andre forslag; man foreslår forbedret politiarbejde, ansættelse af flere kvinder i politistyrken, hurtigere sagsbehandling, og meget andet.

Men hvis man spørger, om jeg nu er blevet klogere, må jeg nok indrømme, at det desværre ikke er sket, hvor nødvendigt det end kunne være. Jeg synes ikke, jeg er kommet den indiske gåde nærmere, den gåde, hvordan hinduer og muslimer kan leve sammen. Jeg véd, at de har hver sin familielovgivning, hinduer må kun have én kone, muslimer må have flere (for det står der i koranen), men jeg er ikke blevet klar over, om den indiske elite bevidst benægter, at Indien er et flerkulturelt samfund (på samme måde som man i Sverige fornægter muslimers anderledes kultur), eller om dette at tale om en énhedskultur måske er et bevidst valg, der skal gøre det klart for muslimerne, at de betragtes som og omtales som indere slet og ret.

Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg ikke nægte, at den metode måske kan fungére i Indien. Men jeg tror ikke, den er anbefalelsesværdig hos os. Vi har nødig at gøre os klart, hvordan muslimer føler og tænker, hvor de er noget for sig, og hvor de uden vanskeligheder kan indgå i vort samfund. Og skal vi selv blive klar over forskellen, må vi tale om den, påpege den, arbejde med den. Men naturligvis samtidig gøre muslimerne forståelig, at de er vore landsmænd.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Voldtægten i Indien

  1. Klogere kan vi alle sammen have brug for at blive ved med at blive, så længe der er liv i os. Vi når aldrig ”enden” – det stopper aldrig 🙂

    Når vi forsøger at årsagsanalysere baggrunden for forskellige problemstillingers opståen, kan vi let ramme panden mod en mur. For det er sjældent entydigt. Der er ret tit og ofte tale om et sammenfald af forskellige årsager. Og hvilken en af dem er udslagsgivende?

    Ser vi parallelt på eksemplet massemorderen Breivik fra Norge, så blev han jo også endevendt for årsagsforklaringer. Hvorfor blev han for eksempel ikke professor i matematik i stedet for massemorder? Det var der ikke noget entydigt svar på. Det han havde oplevet, var der også andre, der havde oplevet, uden at de blev til massemordere af den grund.

    Så det tætteste, vi kommer årsagsforklaringer, er nok, at nogle konstellationer af påvirkninger, gør nogle mennesker sårbare for at ryge af sporet og begå forskellige former for overgreb mod andre mennesker. Og det, vi kan fokusere på, er hvem, der er i risikogruppe. Unge indiske mænd, der begår gruppevoldtægter, fordi de keder sig? Er årsagen deres religiøse tilhørsforhold, det indiske syn på kvinder, vestlig inspireret objektgørelse af kvinder, eller mangler de job, uddannelse eller andre former for konstruktive udfordringer? Og hvad er de forebyggende muligheder?

    Og ja, vi bør kunne tale åbent om forskellighederne. Dem alle sammen. Forskellen på religiøse baggrunde, sociale baggrunde, genetiske forskelle osv. Det er som om, at vi i Danmark er bange for tale om forskelligheder. Der må helst ikke være nogen forskel. Men der er forskel. På os alle sammen. Og kun ved at acceptere forskellighederne, kan det lade sig gøre, at få konstruktive diskussioner om, hvordan vi indretter samfundet, så vi kan leve socialt sammen i det fælles samfund, på tværs af forskellighederne. Lighedstanken i forståelsen ens – er en illusion.

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s