Når ‘vinklingen’ overtrumfer sagligheden

Klaus Rothstein har begået en kommentar i Weekendavisen den 20-9 2013 om jødernes flugt i 1943 (ikke online). Den er  præget af nedrig taknemmelighed. Rothstein er selv jøde. Han skriver:

Ja, danskerne hjalp deres jødiske landsmænd, og som søn af forældre, der selv måtte flygte som børn, er jeg naturligvis evigt taknemmelig.

Men hvis nu denne taknemmelig udmøntede sig i, at han undersøgte sagen ordentlig, hvis den gav sig udslag i, at han på god historikervis søgte at leve sig ind i den situation, datidens mennesker stod i, hvis hans taknemmelighed – eller endda hans ”evige taknemmelighed” – fik ham til, som ægte historikere gør det, at frasortere al den viden eller bedreviden, vi senere har tilegnet os, og forstå tidens menneskers handlemåde ud fra den yderst begrænsede viden om tingene, de havde, så ville man kunne føle, at hans taknemmelighed var ægte ment. Men den følelse får man ikke, når man opdager, at han er journalist og derfor deler normaljournalistens venstreorienterede tendens til at nedgøre alt, hvad der har med nationalfølelse at gøre, og videre opdager, at han som journalist lider af den journalistiske uvane altid at ville skrive ud fra en bestemt vinkling af stoffet.

Det er nok vinklingen, der er det værste. Den viser sig i mellemoverskriften, hvor der står:

Moralske Maude hjalp hr. Stein. Og fiskerne tog store summer for at hjælpe de danske jøder i sikkerhed. Tak til menneskesmuglerne.

Og den viser sig til sidst, hvor han skriver:

Taknemmeligheden over fiskernes hjælp til flygtningene er grænseløs, ikke mindst fordi mange også gav en hånd til dem, der ikke kunne betale. Så: Tak til menneskesmuglerne. Jeg ville dog værdsætte dannelseshistorien om flugten og flugthjælperne mere, hvis den blev lettet lidt for romantik og sat i perspektiv til de aktuelle flygtningebevægelser. Også nutiden finder sine helte blandt menneskesmuglere. Det er en ubekvem sandhed.

Det vil sige: Den vinkling, der gennemstrømmer hele artiklen, består i, at Rothstein sammenligner datidens fiskere, der sejlede jøder til Sverige, med nutidens menneskesmuglere, der bringer flygtninge til Danmark (eller Sverige). Meningen er naturligvis, at noget af den velvilje, vi møder datidens fiskere med, skal overføres til nutidens menneskesmuglere. Og man fornemmer, at han føler sig lidt bedre end os andre, for – ikke sandt – han evner at fremføre en sandhed, også om den er ubekvem.

Det er noget forfærdeligt vrøvl. Men det vil jeg først påpege til sidst. Foreløbig blot så meget: Man får en dårlig smag i munden ved at høre om hans grænseløse eller evige taknemmelighed. Så grænseløs er denne taknemmelighed jo nemlig ikke, at den kan få ham til at afholde sig fra at mene – som mange andre, bevares – at fiskerne nok tog sig lidt for rigelig betalt for  deres tjeneste. Det benytter han den første del af sin kommentar til at fortælle os om. Og ærlig talt, så synes man jo nok, at det er så som så med hans taknemmelighed.

Selvfølgelig, vinklingen, han har valgt, kræver det. Den første del af hans omtale af jødernes flugt skal pege frem mod dette udsagn:

I en tid, hvor man nidkært undersøger enhver asylansøgers motiv, er det absolut også relevant at spørge, hvad der driver flugthjælperne. Og det bør ikke være tabu at se på den knap så ridderlige drivkraft, der fik danskerne til at hjælpe jøderne over Øresund. Penge er da en ærlig sag.

Det var penge, der drev fiskerne i 43, forstår man. Det er penge, der driver menneskesmuglerne i vore dage. Og hvis man dengang måtte konkludere, at ”penge er da en ærlig sag”, så må man vel konkludere det samme i dag.

Det er i hvert fald, hvad den intetanende læser skal lokkes til at konkludere.

Men læg mærke til, at Rothstein på ingen måde sigter på at skildre fiskernes handling i oktober 43 ud fra tesen om, at ”penge er da en ærlig sag”. Tværtimod. Her er han nede i fiskernes indre for at fiske efter fiskernes motiver:

Nogle fiskere gjorde det af ansvarsfølelse og hjertets godhed, andre med et motiv, der var alt andet end altruistisk – der var nemlig penge at hente op af de forfulgtes lommer. Jødernes flugt var dermed også (nogle af) fiskernes forretning.

Er disse motiver her skildret som ”en ærlig sag”? På ingen måde.

Han er, kan man forstå på det første citat, skeptisk overfor en historiefortælling, der frasorterer historien om fiskernes store pengekrav. Men denne skepsis er muligvis slet ikke hans egentlige mening, men blot fremkommet til lejligheden, påkrævet af den vinkling, han har valgt at give sit stof. Det får ham også til, i stedet for at se på de mange positive historier om spontan hjælp og ikke-forekommende angiveri, at hæfte sig ved de enkelte negative historier, der også findes:

blandt jødiske familier findes endnu i dag mange historier om, hvad det kostede at betale sig til en plads i en fiskekutter, ligesom nogle familier bærer rundt på lidt skamfulde historier om, hvordan de efter befrielsen vendte hjem til plyndrede lejligheder, eller fandt ud af, at deres hjem var blevet overtaget af andre, selv om man havde betalt en nabo for at passe på det hele. Mange danskere hjalp, ja. Men nogle var sig selv nærmest.

Og se, i de mange historier om, hvad det kostede at få en plads i en fiskekutter, har han glemt den sætning, han ellers stiler frem imod, den med, at ”penge er da en ærlig sag”.

Det er det, der irriterer mig ved disse journalister, der skal presse en bestemt vinkling ned over deres historie: det hele bliver uægte, det bliver præget af hykleri og forstillelse. Det er da muligt, at han som jøde er taknemmelig mod de mennesker, der hjalp hans familie til flugt. Men denne ægte menneskelige følelse bliver totalt overdøvet af hans journalistiske vinklingsmani.

Dertil kommer, at Rothstein skal have det til at lyde, som om han er den første, der gennemskuer sagen, den første, der afslører myten. Han skriver:

I de forgangne 70 år er skippernes ry og rygte blevet passet og plejet som et åndeligt artefakt af stor betydning for den danske mentalitets- og identitetshistorie fra de fem forbandede år. Som hånd i handske har fiskerne ved Sjællands kyster passet ind i den belejlige fortælling om det retsindige folk, der gjorde det moralsk korrekte – på linje med modstandsfolkene – mens politikerne holdt sig til en mere gusten kalkule for at navigere landet gennem krigen.

Det passer jo simpelthen ikke. Der er tværtimod gang på gang blevet sat spørgsmålstegn ved skippernes handlemåde. Der har været kø ved døren ind til myteafslørernes værelse. Man har i historikerkredse gjort meget ud af de priser, der blev forlangt af fiskerne. Ågerpriser, har det heddet. Misbrug af mennesker i nød, har man sagt.

Jeg har tidligere, september 2009, haft sagen oppe at vende her på bloggen, se her og her. I forbindelse med det sidste blogindlæg var der én af deltagerne, der gjorde mig opmærksom på, at Bent Melchior havde undret sig over, ”at vi som gode masochister absolut MÅ forsøge at få oktober 1943 til at være ingenting.”

I den forbindelse må det siges at være noget af en befrielse at læse Bo Lidegaards ”Landsmænd”. Jeg er ikke færdig med den endnu, jeg foretrækker at læse den i småbidder, så det hele kan nå at sætte sig. Han er virkelig en god historiker, på den måde at forstå, at han evner at trække al den viden om forholdene fra, som vi siden har erhvervet os, så han altså formår at få os til at forstå den frygt, der kan emme ud af den manglende viden om, hvad der venter. Jeg har forsøgt mig med det samme i det første af de nævnte blogindlæg.

Men det er ikke Klaus Rothsteins kop the. Han sammenligner Lidegaards bog med Bent Blüdnikows beretning om hans fars skæbne. Og han foretrækker, kan man forstå, Blüdnikows. For dèr træffer han en broder udi masochismens kunst. Sjovt nok gengiver han netop den del af Blüdnikows konklusion, som jeg ikke har forstået i de anmeldelser, jeg har læst:

Han [Blüdnikow] siger også, at den danske regerings samarbejde med besættelsesmagten samtidig var til enorm skade for forfulgte jøder i andre europæiske lande, og reelt var med til at forlænge krigen.

Hvordan kan dog den lempelige besættelse, vi nød godt af fra 40-43, være til skade, ja endda til enorm skade, for jøder i andre europæiske lande? Det forstår jeg ikke umiddelbart. Og Rothstein ulejliger sig ikke med at forklare det.

Heller ikke det næste forklares: at samarbejdspolitikken var med til at forlænge krigen. Men den påstand har jeg dog hørt før. Vi var med vor eksport til Tyskland med til at forsyne dem med fødevarer. Og indrømmet: det forlængede måske krigen. Men hvad skulle vi ellers have gjort? Vi var jo nødt til at have kul for at holde varmen i de kolde vintre og for at holde vor togdrift i gang. Da krigen var slut, og Tyskland nedkæmpet til ”Stunde null”, da kom vi til at mangle brændsel, og da måtte de mange tyske flygtninge tilligemed de fattigste danskere fryse med anstand. Læs Walter Franz’ beretning om vanskelighederne her! (Her kan man se, at man bestemt ikke frøs ”med anstand”). Sådan kunne situationen have været for os danskere i de hårde vintre 41 og 42, hvis vi havde nægtet at sælge vore landbrugsvarer. Og havde vi nægtet det, havde tyskerne jo bare med magt taget, hvad de ville, og ladet os sulte i stedet for.

Så jeg holder mig til Lidegaard. Han bruger i høj grad samtidige vidnesbyrd, dagbogsoptegnelser, der er nedskrevet kort efter flugten. Så får han slået den historievidenskabelige tese fast: man må forstå og bedømme de impliceredes handlemåde ud fra den viden og den frygt og det håb, de havde på det pågældende tidspunkt. Og her mener han altså, at det betød utrolig meget, at vi betragtede jøderne som danske statsborgere, og at vi af den grund med god ret kunne sige, at vi her i Danmark ikke har noget jødeproblem.

Nå ja, skal jeg komme med en foreløbig kritisk bemærkning, skal det være den, at han vist nok i lidt for høj grad lægger vægt på socialdemokratiets opdragelse af folket til demokrati, en opdragelse, der skulle have fundet sted i trediverne. Jeg vil ikke nægte, at der er noget om det. Men jeg vil dog påpege, at Kaj Munk med sit skuespil ”Han sidder ved Smeltediglen” fra 1938 meget stærkt vendte sig mod jødeforfølgelserne i Tyskland. Så socialdemokraterne var ikke alene om at holde tålsomhedens fane højt. Oven i købet foregår Munks skuespil i Tyskland, og dermed får han sagt, at Tyskland i virkeligheden  heller ikke har noget jødeproblem. Forøvrigt blev hans skuespil af den socialdemokratisk/radikale regering forbudt i Sønderjylland. Så man gik lidt stille med dørene, også når man ville opdrage folket til demokrati og tolerance.

Men ikke blot betragtede danskerne jøderne som landsmænd – det var derfor, de hjalp dem i så overvældende grad – jøderne betragtede sig også som ansvarlige danske borgere. Den familie, hvis dagbøger Lidegaard citerer fra, var således under deres flugt midt om natten brudt ind i en feriehytte for at få sig lidt hvile og søvn. Men det huede dem ikke sådan at bryde ind hos en fremmed. Og inden de tog afsted, betalte familiens overhoved ikke blot for overfarten, nej, han bad også sin kontaktmand om at give en sum penge videre til hyttens ejermand som erstatning for den skade, man havde forvoldt.

Nuvel, tilbage til det, der er Rothsteins egentlige ærinde: var fiskerne menneskesmuglere, og kan de sammenlignes med dagens menneskesmuglere?

Min mening er, at det bliver noget forvrøvlet pjat, hvis man forsøger på det.

Det, som skete i oktober 43, var i høj grad improviseret. Bevares, der opstod en vis organisation efterhånden, men til at begynde med måtte man gå frem efter de forhåndenværende søms princip.

Vore dages menneskesmuglere er helt anderledes velorganiserede. Man kan vel oven i købet sige, at de – i modsætning til fiskerne – har det som deres levevej. Og de er utrolig velinformerede. Der skal ikke ændres meget på de danske asylbetingelser, før nyheden om det er nået ud i verdens fjerneste afkroge.

Svenskerne bekendtgjorde i 43, at jøderne ville blive modtaget hinsidan. Man havde tidligere taget imod mange norske jøder på flugt. Men både svenskerne og de danske jøder vidste, at opholdet i Sverige ville blive tidsbegrænset. Flygtningene var virkelig flygtninge, dvs., de flygtede for at redde livet, ikke for at få sig en ny tilværelse i det fremmede land.

Anderledes med flygtningene i dag. Mange af dem, der er kommet ind i vort land som flygtninge, er ikke forfulgt i deres hjemland, risikerer ikke liv og lemmer ved at blive. Det kan ses bevist derved, at B.T. for mange år siden afslørede, at libanesiske flygtninge tog tilbage til Libanon, nogle på ferie, andre for at tjene penge som f.eks. taxa-chauffører. Og da krisen omkring irakerne i Brorson-kirken var på sit højeste, kunne man erfare, at der hver uge afgik fly med rejsende til Irak, rejsende, der skulle hjem på ferie.

Så den sortering, som vi finder påkrævet for at skille de forfulgte flygtninge ud fra de økonomiske flygtninge, var ikke nødvendig dengang. De fleste af dagens flygtninge er økonomiske flygtninge. De har til hensigt at slå sig ned i vort land. Selv, hvis tilstandene i hjemlandet forbedres, er forskellen på levevis her og i hjemlandet så stor, at der ikke er noget incitament til at rejse hjem.

Det véd naturligvis menneskesmuglerne, altså vore dages menneskesmuglere. De véd, at skal man ind som flygtning, skal man snyde sig ind. Derfor anbefaler de, at flygtningene tilintetgør deres papirer inden ankomsten til Danmark, ligesom de ofte forsyner dem med en historie, som deres erfaring fortæller dem, det er vanskeligt for de danske myndigheder at kontrollere.

Det værste er dog nok, at vore dages menneskesmuglere har indgået en uhellig alliance med den folkelige elite, dvs., med mange journalister og politikere. Denne elite har herhjemme i ret høj grad, i Sverige i meget høj grad, ladet sig bestemme af ønsket om at gøre noget godt og – sideløbende dermed – ønsket om at fremstå som gode mennesker. Dette sidste er jo et højst farisæisk ønske. Derfor har man mere eller mindre lukket øjnene for det omtalte snyderi, derfor er man forlængst holdt op med at antage, at flygtningene vil vende tilbage til deres land, derfor er hele problematikken fra 43 vendt på hovedet: dengang blev man oprørt over, at nogen – tyskerne – ville berøve os danskere en del af vort folkelegeme: jøderne; idag oprøres store dele af folket over, at nogen – vor folkelige elite – vil indpode et fremmedlegeme på det danske folkelegeme.

At det er en sådan farisæisme, der driver svenskerne, kan ses af det, svenskerne har meddelt. De har givet til kende, at enhver flygtning fra Syrien, der kommer til landet, vil få permanent opholdstilladelse. I 43 var det noget helt andet, der drev svenskerne. Det var ren og skær medmenneskelighed. Man ækledes over de tyske jødeforfølgelser, og da man nu kunne se, at Tyskland formodentlig ville tabe krigen, følte man sig stærk nok til at tilbyde jøderne i Danmark asyl; de skulle jo også kun være i Sverige, indtil krigen var slut.

Men flygtningene fra Syrien!

De er ikke i livsfare, for der er flygtningelejre i Tyrkiet, Jordan og Libanon, hvor de kan opholde sig, indtil borgerkrigen i Syrien er slut. Nogle af dem har imidlertid råd til at betale menneskesmuglere for at bringe dem frem til Sveriges dørtrin. Her kan de ikke blot opholde sig, indtil borgerkrigen er slut, på en betydelig mere behagelig måde end i de lokale flygtningelejre, de kan også få sig en helt ny tilværelse, for de får jo tilbud om permanent, ikke blot midlertig opholdstilladelse.

Så med dette tiltag har den svenske elite pudset sin glorie gevaldigt af (det er det vigtigste). Men den har tillige brugt offentlige midler på en fuldstændig tåbelig måde. For alle de penge, der vil blive brugt på at modtage og integrere disse (velhavende) syriske flygtninge, ville man kunne give mange, mange flere syrere en tåleligere tilværelse i de flygtningelejre, der findes i lokalområdet.

Men sandt nok, med sin beslutning har den svenske elite givet nutidens menneskesmuglere en god indtægtskilde.

Det er muligt, at Rothstein ikke er klar over dette. Det er muligt, at han er så overfladisk i sin tilgang til nutidens flygtningeproblemer, at han sådan virkelig for alvor mener, at datidens fiskere meningsfuldt kan sammenlignes med nutidens menneskesmuglere. Men det er vist alligevel mere nådigt imod ham at formode, at han blot har ladet den journalistiske uvane med altid at skulle have en opsigtsvækkende vinkling på sin historie vinde overhånd over al kritisk sans.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Når ‘vinklingen’ overtrumfer sagligheden

  1. Det er blevet lidt en underlig mani, den med at gribe en halv vind i tågen fra en problemstilling og en anden halv vind i tågen fra en anden problemstilling, og så mudre det substansløst sammen efter for godt befindende.

    Der er ikke noget negativt i at drage sammenligninger og paralleller mellem forskellige episoder på kryds og tværs af tid eller sociale sammenhænge, men det giver kun hoved, hale og mening, hvis man samtidig medtager forskellene på de basalt menneskelige fysiske og ydre vilkår i sammenligningerne.

    Der er unægtelig stor forskel på vilkårene under 2. verdenskrig og de vilkår vi kender i dag. Det er en helt anden verdensorden. Jeg kender ikke specifikt ret meget til menneskesmugling i forbindelse med illegal indvandring, men jeg læste på et tidspunkt om den menneskesmugling, der forgår i forbindelse med menneskehandel indenfor prostitutionsområdet, og den er i den grad skræmmende velorganiseret.

    Jeg undrer mig over denne hang til flyvske og substansløse sammenligninger. Men der er mange, der dyrker den (Journalister med hang for det sensationelle – og så hele den mentale selvrealiseringsbølge, der foregår indenfor forskellige sammenhænge). Et udslag af forskellighedsfornægtelsen, der munder ud i en fornægtelse af basalt menneskelige fysiske og ydre vilkårs betydning? Det er jo noget nemmere, at få ensartethed ind i tingene, hvis man fjerner de fysiske omstændigheder 🙂 Men det bliver noget substansløst og varmluftigt.

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Pingback: Substansløse virkelighedsforskydninger… | Ullas Vinkler...

  3. Pingback: Samfundet på tværs…» Blog Archive » Substansløse virkelighedsforskydninger…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s