Roadpricing

Helle Thorning-Schmidt sagde på et pressemøde dagen før et forslag om betalingsringen blev fremlagt: ”Der kommer en god løsning i morgen”. Dette mantra gentog hun med et stort smil op til ti gange under seancen.

På lignende måde vil jeg begynde dette indlæg med at sige: ”Der kommer en saglig bemærkning til sidst”. Men kan jeg ikke nøjes med at skrive det denne ene gang?

Roadpricing var til debat i Deadline den 26-9 2013. Eller debat og debat – trafikminister Pia Olsen Dyhr blev ristet over en sagte ild af Martin Breum. Han havde læst den rapport, som trængselskommissionen netop havde fremlagt (for den korte version, se her). Og i den første afdeling af interview’et med ministeren kørte han ret hårdt på med det løftebrud, der var tale om. Pia Olsen Dyhr er SF’er og var derfor med til love prisnedsættelser for den kollektive trafik før valget. Det blev hun stillet til regnskab for. Og det er på en måde mærkeligt, at regeringens politikere er så dårlige til at svare for sig. Det eneste, hun kunne sige, var, at regeringen havde levet op til dette løfte; den havde nemlig nedsat priser på rejsekortet efter klokken 20 (eller var det blot udenfor myldretiderne). Og ikke, om hun var til at formå at forholde sig til forholdet mellem løftet om 20%’s reduktion i priserne og den virkelighed, hun selv stod i spidsen for nu. Med andre ord: hun talte udenom.

Jeg må sige, at jeg ikke finder det spor morsomt at overvære den slags afsløringer (eller selvafsløringer, skal man vel sige). Man sidder og krummer tæer, har vel på en måde medlidenhed med det stakkels offer, men håber alligevel hele tiden på, at damen dog holder sig til spørgsmålet og ikke snakke udenom.

Men jeg kan da godt se, at journalisterne i denne sammenhæng blot udfører deres arbejde. Og hvis socialdemokraterne og SF kommer til at bestå som partier fremover, så må de vel have lært af løfterne før valget og afsløringerne af de mange løftebrud efter valget, at man må være ret omhyggelig med at aflægge løfter. Man risikerer at blive hængt op på dem sidenhen.

Men det var nu én ting.

Det næste emne var trængselskommissionens rapport. Og især borede Martin Breum i det forhold, at den regering, der havde nedsat trængselskommissionen, besynderlig nok skød det vigtigste af kommissionens forslag ned på forhånd, nemlig forslaget om at indføre roadpricing.

Pia Olsen Dyhr havde i forvejen lagt en strategi. Den prøvede hun at holde sig til. Den ene del af den bestod i, at hun svarede på noget andet end det, hun blev spurgt om. Igen irriteredes man. Kan damen da ikke forstå dansk? Men hun skulle absolut fremhæve de mange af kommissionens forslag, som regeringen stillede sig positivt overfor. Ja, ja, det er meget godt, men når nu kommissionen selv siger, at dette ikke rigtig batter noget uden roadpricing, så må man da se at fortælle, hvorfor regeringen ikke går ind for roadpricing. Og så kom hun da omsider efter flere opfølgende spørgsmål frem til noget, der skulle ligne et svar.

Det gik ud på, at teknologien ikke var på plads; man ville vente og se, om ikke der ét eller andet sted i Europa skulle vise sig en storby eller et land, hvor roadpricing blev indført; så kunne man kopiere deres resultater. For, sagde hun – og her måtte man for engangs skyld give hende ret – vi har haft alt for mange skandaler med systemer, der ikke virker, rejsekortet er blot det sidste eksempel.

Men dette svar havde redaktionen taget højde for. Man havde indkaldt én af de eksperter, der havde siddet med i kommissionen for netop at se på roadpricing. Og han kom og lagde nogle gode ord ind for systemet. Det var rigtigt, at hollænderne havde skrottet deres system i forbindelse med et regeringsskifte, men det betød ikke, at teknikken ikke foreligger. Og det, kommissionen foreslår, er heller ikke, at man skal kaste sig ud i den helt store øvelse med det samme, kun, at man skal iværksætte en test med omkring 1000 deltagere, så man ud fra deres handlemønstre kan danne sig et indtryk af, hvad der virker, og hvad ikke.

Tanken med roadpricing er, at beskatningen af biler ikke som nu skal afhænge af tidsrummet, man ejer en bil i (vægtafgiften) og af det antal kilometer, man kører (benzinafgiften), nej, man forestiller sig, at man ændrer beskatningen til at hvile på det antal kilometer, man kører, hvor og hvornår. Det kan man gøre med en dims, der ved hjælp af GPS-systemet kan følge den enkelte bil. En central database udregner så den pris, der skal betales for dagens kørsel (eller jo snarere månedens kørsel), afhængigt af, hvor man kører – er det på tæt trafikerede veje i København og omegn eller på de tomme veje i Vestjylland – og hvornår man kører – kører man i myldretiden, hvor alle andre også skal på arbejde eller kan man tage af sted lidt før eller lidt senere?

Dette system skulle indbringe det samme provenu til staten. Men nogen kommer til at betale mere, andre mindre. Og da den største trængsel befinder sig i Københavnsområdet, betyder det, at det nok bliver københavnerne, der kommer til at betale mest. Jyllands-Posten mener det modsatte, se her, men det synes at bero på en misforståelse.

Efter at have talt med eksperten vendte så Breum tilbage til Olsen Dyhr. Og man forventede jo så, at hun i de svar, hun nu kom med, ville tage hensyn til det, vi (og hun) lige havde hørt. Det gjorde hun dog på ingen måde. Hun aflirede blot den lektie, hun på forhånd havde lært sig: at der endnu ikke var nogen teknisk mulighed til rådighed, men at regeringen, når en sådan forelå, ville tage spørgsmålet om roadpricing op til overvejelse. Ikke noget med at iværksætte noget forsøg, ikke noget med at lade sig afskrække af den trængsel, der allerede var nu, og da slet ikke af den, der ifølge kommissionen ville komme, hvis man undlod roadpricing.

Redaktionen havde måske forudset også denne kryben udenom. For den havde til sidst bedt enhedslistens trafikordfører om en bemærkning. Og han hævdede, at regeringen var blevet så skræmt over den negative reaktion, der var kommet over forslaget til betalingsring, at man nu på forhånd løb langt væk, når nogen blot tænkte den tanke at lade bilisterne betale for deres brug af vejnettet.

Foreholdt denne mistanke benægtede Olsen Dyhr naturligvis en sådan forklaring. Men vi andre, der sad med hele hendes omsvøbstale i klar erindring, godtog den naturligvis som den eneste rimelige forklaring.

Jeg afslutter denne afdeling – før den sidste spændende saglige bemærkning – med at undre mig over, om virkelig enhver regering, der består af flere partier, er nødt til at vikle sine medlemmer ind i en sådan gang omsvøbssnak, som Pia Olsen Dyhr leverede. Regeringen skal vise, at den står samlet bag en afvisning af roadpricing. Men alle véd jo, at trængselskommissionen var en godbid til SF, fordi betalingsringen faldt på gulvet. Enten burde Olsen Dyhr have haft lov til at vise en lille sprække af uenighed i regeringen, så hendes før-opfattelse ikke stred så meget imod hendes nu-opfattelse, som interview’et afslørede, eller også burde hun have fået betydelig bedre rådgivning af sin spindoktor, måske om at åbne mulighed for gennemførelse af forsøget eller måske noget andet. Som det forløb, var det jammerligt at se på.

Hidtil har det, jeg har skrevet, været en omgang politisk fnidder-fnadder. Men nu til sidst kommer den saglige bemærkning:

Vi gør på alle andre måder meget ud af at prøve at gøre vort land konkurrencedygtigt. Og det er ganske mærkeligt, at vi tilsyneladende er helt blinde for, at fremkommelighed er en parameter, der sælger gode forhold til dem, der vil investerer i landet. Forståeligt nok! Én ting er, at personbiler forsinkes af trængslen, de ekstra timer, en person på vej til arbejde tilbringer i en bilkø, påvirker ikke priserne, er højst medbestemmende for, hvor han vil bosætte sig. Alligevel er det personbilernes reaktion, man er bange for. Hvorfor tænker man dog ikke på lastbilernes timeforbrug?

Dette forbrug skal jo lægge oven på varernes pris. For chaufføren i en lastbil i en kø skal naturligvis have sin normale timebetaling. Og noget af det, roadpricing vil medvirke til, er, at de, der kan betale, kommer frem. Og de, der kan betale, vil i høj grad være netop de mennesker, der er på arbejde på vejen, ikke dem, der skal på arbejde.

Roadpricing vil derfor være med til at gøre vort land mere konkurrencedygtigt. Det burde man dog også tage med i sine beregninger.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s