Hvornår er et menneske et menneske?

I går havde Anna von Sperling, kulturredaktør på Information, en klumme i bladet, se her. Den handler om abort. Anledningen er de 16.000 kors klods op ad motorvejen ved Hedensted. Sperling hævder, at vi, der er tilhængere af den frie abort, går abortmodstandernes ærinde ved – som hun hævder – at bruge newspeak: dvs., ved på forskellig måde at søge at krybe udenom det, hun mener er en kendsgerning: at et menneske er et menneske fra undfangelsen af.

Hun har selv fået to aborter. Og hun har ikke et øjeblik fortrudt, at hun har taget disse to liv. Hun nævner derefter andre tilfælde, hvor hun mener, det må være tilladt at slå ihjel: hun vil lade soldater gribe ind i Syrien, selv om mennesker bliver dræbt derved, hun går ind for aktiv dødshjælp, osv. Hun vil med andre ord begynde sin argumentation for fri abort med at indrømme, at der er tale om at slå ihjel, og at det, man slår ihjel, er et menneske.

På trods af denne tilsyneladende klare indstilling taler hun i nogen grad med uld i mund. Hun har ikke fortrudt, at hun har taget disse to liv, siger hun. Når det nu er hendes argumentation, at fostret er et menneske, hvorfor siger hun så ikke, at hun ikke har fortrudt, at hun har slået disse to mennesker ihjel?

Lidt senere går hun i rette med Etisk Råd:

Når abortmodstanderne råber, at vi er mordere, mødes de med argumenter om, at nogle kloge i Etisk Råd vurderer, at der ikke er tale om et menneske, men om et embryon eller foster før uge ditten og datten. Problemet er, at det er løgn. Og at alle ved det. At forsøge at gøre det til et ikke-liv er newspeak.

Hvorfor siger hun heller ikke her tingene ligeud? Ingen vil jo nægte, at et foster er et liv. Hvad man vil nægte, er, at der er tale om et menneske med samme rettigheder og krav til beskyttelse som alle andre mennesker. Så hvorfor siger hun ikke ”at forsøge at gøre det til et ikke-menneske er newspeak”. Det er jo det, vi diskuterer.

Er et menneske da ikke et menneske fra undfangelsen af?

Den katolske kirke vil sige nej. Den katolske kirke? Nej, holdt nu! Den holder jo på, at selv et voldtægtsoffer ikke bør få abort. I den grad vil den beskytte det ufødte barn. Også selv om det fører til umenneskelige konsekvenser. Som dengang en biskop ville ekskommunicere to læger, der havde udført en abort på en niårig pige. Hun var blevet gravid ved en onkels voldtægt, oven i købet gravid med tvillinger. Og det var højst utænkeligt, at hun med sin lille krop kunne føde begge de to børn. Se mit blogindlæg ”Umenneskelig fromhed” derom her.

Alligevel siger den katolske kirke altså ikke, at mennesket er et menneske fra undfangelsen af. Det forholder sig nemlig sådan, hedder det, at det befrugtede æg indenfor de første 10 dage (eller er det 14 dage, jeg husker det ikke) kan dele sig og blive til to individer, altså til énæggede tvillinger. Men derefter er fostret at betragte som et menneske, og det altså i den grad, at selv et foster undfanget ved voldtægt med fare for moderens liv har ret til at blive født.

Javist, vil vel så von Sperling sige (hvis hun altså tog ulden ud af munden), mennesket er menneske fra begyndelsen af, 10 dage skal ikke skille os ad, men vi har lov til at slå et menneske ihjel under de og de omstændigheder; og vi skal være ved, at der er tale om et menneske, og at vi slår ihjel.

Jeg vil hævde, at både Sperling og den katolske kirke mangler filosofisk forståelse her.

Vi mennesker skal have omverdenen delt op i klare kategorier. Det hører med til den måde, vi bruger sproget på. Og det kan nok ikke være anderledes. Men selv om vi ikke kan lave om på denne tendens hos os, så kan vi dog prøve at være bevidste om, at vi har denne tendens. Vi kan prøve at holde os for øje, at denne tendens måske ikke altid formår at tage højde for den biologiske virkelighed, heller ikke den biologiske virkelighed, som vi selv udgør.

Under apartheidstyret i Sydafrika opstillede man klare kriterier for, hvem der var hvide, hvem der var sorte og hvem der var mulatter. Men man blev noget overrasket, da et ægtepar, der begge var blevet karakteriseret som hvide, fik et barn, som af myndighederne blev bedømt som mulat. Om de fik ret, da de klagede over denne afgørelse, husker jeg ikke, men tilfældet viser klart, synes jeg, at den biologiske mangfoldighed ikke er sådan at indfange med vore begreber. Biologien agter ikke at indordne sig under vore kriterier. Den er faktisk ret ligeglad med vore menneskelige begreber, vort menneskelige sprog og de afgrænsninger, som sproget vil have os til at lægge ned over biologien.

Det er den også, når det gælder et barn i moders liv. Vi kommer med vore krav til den. Vi vil af hensyn til vor lovgivning have klare svar fra biologien. Men den nægter at svare os. Vi kan ikke få noget klart svar.

Vrøvl, vil man sige – med den katolske kirke eller med Sperling – vi må da alle indrømme, at et menneske er et menneske fra undfangelsen – et eller to mennesker, afhængig af cellens opsplitning i to eller forbliven ét.

Nej, vi må ej. Vi må derimod indrømme, at vort sprog med dets inddelinger ikke slår til, når det er menneskets fremvoksen til menneske, det drejer sig om.

I sin tid, vistnok især før p-pillens opfindelse og udbredelse, brugte mange spiralen som svangerskabsforebyggende metode. Spiralen virker på den måde, at den, opsat i kvindens livmoder, forhindrer det befrugtede æg i at sætte sig fast. Men hvor mange af de kvinder, der fik en spiral opsat, fik dårlig samvittighed over de befrugtede æg, de slog ihjel? Hvor mange betragtede sig som mordersker, fordi de bidrog til, at disse ”mennesker” blev dræbt?

Ingen.

Og med fuld ret. Er et befrugtet æg, der endnu ikke har sat sig fast i livmoderen, et menneske? Har det rettigheder som et menneske? Er det at forhindre det i at sætte sig fast i livmoderen identisk med at slå et menneske ihjel? Jeg kan ikke med min bedste vilje se det. Men jeg kan se, at de, der hævder, at et menneske er et menneske lige fra undfangelsen af, lader sig vildføre af sprogets tilbøjelighed til at lave opdelinger, sætte skel og give navne til afgrænsede størrelser.

Menneskefostrets udvikling i livmoderen sker langsomt og gradvist. Der er ingen afgørende spring. De grænser, som vor lovgivning sætter, kan man argumentere for på forskellig måde, men man kan ikke hævde, at det er biologien, der sætter grænserne, det er os, der lægger vore juridiske grænser ned over biologien.

Søren Kierkegaard vender sig i ”Begrebet Angest” mod Hegel og hegelianerne. Hvordan kom synden ind i verden? Det er problemet. Kierkegaard vil mene, det skete ved et spring. Men ”forstanden” (altså hegelianerne) vil mene, det gik ganske naturligt til. Det gør Kierkegaard nar af:

Forstandens Foredrag ved denne Leilighed kan passende sammenlignes med den Børneremse, med hvilken Barndommen forlyster sig: Pole een Mester, Pole to Mester – – – Politi Mester – her er det jo, og fremkommet ganske naturligt ved det Foregaaende.

Hvis vi nu ikke spørger, hvordan synden kom ind i verden, men hvordan mennesket kom ind i verden, så er denne børneremse ganske brugelig (på trods af, at Kierkegaard ikke vil bruge den). Det er jo ganske forunderligt, at det ikke er til at se forskel på fostret fra den ene dag til den anden. Og dog – ja, vi behøver ikke at fortsætte remsen helt til ti, ni er nok, efter ni måneder har alle de små forandringer, der dag for dag er føjet til, resulteret i et helt nyt menneske, parat til at blive født.

Altså: Vi kan ikke forhindre den tendens, vi har til med vort sprog at ville sætte grænser, oprette skel, have knivskarpe kategorier for vore forestillinger. Men vi kan gøre os klart, at sådan er vi, den tendens har vi. Og vi kan prøve at undgå at lade denne tendens bestemme over vore anskuelser.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

11 svar til Hvornår er et menneske et menneske?

  1. Karen E. Hansen siger:

    Prøv at vende argumentationen om: Hvorfor er den (tilfældige) juridiske grænse ikke sat ti dage efter fødselen? Så kan barnets køn fastslås med sikkerhed og forskellige fejl og mangler bedømmes – og familien (samfundet) kan tage stilling til, om det skal “knæsættes” og have lov at leve – eller ikke.
    Efter gammel (hedensk) skik er et menneske kun et menneske efter denne knæsætning. En juridisk vedtagelse.
    Kirkens forsvar for de udsatte liv forandrede Europas kultur.

    Men er vi nu efterladt med kun følelserne som argument, eller eventuelt moderens helbred, mens et menneskesyn, der bygger på andet end det, ender med at være “en tilfældig juridisk vedtagelse”?
    Handikappede, syge eller gamle, demente mennesker, som er en arbejdsbyrde og en udgift, kan på samme måde frakendes status som mennesker…. og tilvænning kan gøre meget ved vore følelser.
    Anna von Sperlings udgangspunkt opfordrer i det mindste til en argumentation med lidt substans – til eftertanke:
    Hvis barnet melder sig uønsket, kan situationen så kaldes selvforsvar, der legitimerer drab? … det giver dog en etisk debat.

  2. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Jeg véd ikke rigtig, om jeg forstår dig. Er vi nu efterladt med kun følelserne som argument, spørger du. Du mener vist, at sådan må det være, hvis man som jeg ikke vil anerkende, at det befrugtede æg er et menneske.
    Jeg vil spørge den anden vej: Er det egentlig så tosset at have følelserne som argument? Jeg vil godt slå et slag for den ”folkelige forståelse” af sagen, modsat den filosofiske, der bygger på, at et befrugtet æg er et menneske. Det forsøgte jeg at gøre i mit indlæg ”Umenneskelig fromhed”.
    Og netop, hvis vi bygger på den folkelige forståelse, mon så ikke vi nok vil kunne skelne mellem at foretage en svangerskabsafbrydelse og at dræbe handicappede, syge eller demente mennesker?
    Din sidste bemærkning lyder, som om du mener, at det kun er en debat på baggrund af von Sperlings tese, der kan kaldes etisk. Det kan da ikke være rigtigt. Den debat, der tager kvindens situation i betragtning, om hun f.eks. skal tvinges til at gennemføre et svangerskab givet hende ved voldtægt, er da også etisk.

  3. Karen E. Hansen siger:

    “Hvornår er et menneske et menneske?”
    Spørgsmålet indikerer, at visse forudsætninger skal være opfyldt, for at anse et menneske for at være menneske – altså omfattet af det juridiske forbud mod drab.
    Alle kriterier vil udelukke nogle som værende ikke mennesker, eller måske ikke endnu mennesker – eller ikke længere mennesker. Disse kan dræbes, hvis det er formålstjenligt.

    Hvis udgangspunktet ikke er en tilfældig valgt uge i fosterets liv – eller eventuelt en bestemt grad af hjælpeløshed – men undfangelsen; så er respekten for menneskelivet begrundet i, at skabelse ikke kun er vores værk, men Guds.
    Jeg er ikke kun mine forældres produkt, eller mit eget, men skabt som menneske.
    Mit eget barn er ikke (og var ikke) bare en del af min krop, men skabt som menneske.

    Ja, livet – også dets biologi – er ikke tilpasset vore kategorier, så der findes situationer, hvor valget er et valg mellem flere onder. Der kan aborten være det mindre onde, og at foretrække.
    Argumenterne for denne akkordering med fordringen er den etiske debat.

    Men at gøre biologiens flydende overgange til begrundelse for, at svangerskabsafbrydelse, som det så eufemistisk hedder, ikke afbryder et liv, et som potentielt er menneskeligt, det støtter for mig at se en tilvænning til tanken om at graduere menneskeligheden også på andre områder.

    Netop tilvænningen til de mange aborters selvfølgelighed er bekymrende for menneskesynet.

    Er svaret: “Vi bestemmer, hvornår et menneske er et menneske”?

    Og hvem er så vi?

  4. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Tak for dit svar! Nu forstår jeg dig bedre.
    ”Hvem er vi?” spørger du. Og det er just spørgsmålet. Kommer vi fra ”den tænkende elite”, som kan stille tingene logisk og ”uangribeligt” op? Eller kommer vi fra det brede folkelige lag, som ikke med sin bedste vilje kan se, at et niårs barn skal tvinges til at føde de tvillinger, som er resultatet af en voldtægt? Jeg har meget tilovers for det brede folkelige lag og går gerne med til at give folket selv ansvaret.
    Det er jo faktisk det, vi har gjort med loven om fri abort: vi har taget beslutningen om abort/ikke abort bort fra staten og dens repræsentanter og lagt den i hænderne på forældrene.
    Er det ikke godt sådan?
    Det har jo vist sig, at i den tid, vi har haft fri abort, er det ikke gået sådan, som du frygter: at der er sket en tilvænning til tanken om at graduere menneskeligheden også på andre områder.
    Hvad jeg har forsøgt i mit indlæg, er at vise, at den tanke, at fordi udviklingen fra éncellet væsen til fuldbåret barn foregår gradvist, er vi nødt til at kalde den befrugtede celle et menneske med alt, hvad det indebærer, ikke er tvingende. Tanken beror på en miskendelse af biologiens mangfoldighed. Og ”folkets brede lag” kan ikke forstå det og acceptere det.
    Det kan Anna von Sperling heller ikke. Det er derfor, hun ikke skriver, at hun ikke fortryder, at hun har slået disse to mennesker ihjel, men kun, at hun ikke fortryder, at hun har taget disse to liv.
    Og du kan heller ikke acceptere det. Skønt du bebrejder mig, at jeg eufemistisk taler om svangerskabsafbrydelse, siger du ikke om det liv, der afbrydes, at man derved slår et menneske ihjel, men kun, at man afbryder et liv, som potentielt er menneskeligt.
    Så jeg véd i grunden ikke, om vi faktisk er uenige.

  5. Karen E. Hansen siger:

    Njo – eksemplet med en ni-årig voldtaget pige, er så grotesk, at det ikke rigtig kan bruges til at understøtte tesen om, at det er kvinden selv – eller som du skriver “forældrene” (hendes?, forældrene til det kommende barn vel?), der tager beslutningen om aborten.
    I hendes tilfælde, som i mange andre, er det de stærke, som definerer behovet for abort, også familie, rådgivere, læger – og derfor også de stærkes argument, at fostret “jo ikke er et menneske”.
    Uenigheden går nok mest på, at jeg tror, de 40 år har forandret det almindelige syn på menneskets menneskelighed og fremmet et krav om, at alt skal gå efter planen og der må ingen fejl være.
    En glidende overgang i menneskesynet, der godt kunne have brug for at skulle forsvare det at tage liv med større ydmyghed over for vores ret til at dømme – også til at fradømme et foster dets begyndende liv.
    Egentlig er det værre at fratage et menneske dets kommende, mulige liv, end at fratage en ældre, måske syg person den sidste del af livet.
    Forskellen er, at den ældre får lov til at have en mening om det, menneskefostret bliver ikke spurgt.

  6. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Ud fra dit svar gætter jeg på, at du ikke har læst mit blogindlæg om den niårige pige. Jeg bruger det som argument for, at den rene og gennemtænkte og konsekvente logik i forhold til abort, som den katolske kirke har udarbejdet, kan komme med umenneskelige ”løsninger”. I tilfældet her: De læger, der foretog aborten, gjorde det ikke, fordi de havde det, du kalder de stærkes argument: at fostret ”jo ikke er et menneske”, de gjorde det, fordi de havde det argument, at pigen er et menneske. Og skulle hun gennemføre svangerskabet, var der overvejende sandsynlighed for, at hun ville dø.
    Tidligere var den katolske kirke så konsekvent i sin kamp for det ufødte menneskebarn, at den også forbød abort, hvis der var fare for moderens liv. Det forbud har man dog vist skippet. Men åbenbart ikke i Brasilien. For lægerne blev ekskommuniceret, fordi de havde medvirket til abort.
    Biskop Kozons indlæg om denne abort kan ses her: http://www.katolsk.dk/579/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=7962&cHash=64a28f1410f573f156c8d40213dea872

  7. Karen E. Hansen siger:

    Jo, jeg har læst dit blogindlæg om tilfældet i Brasilien, og jeg er enig med dig i uholdbarheden af konsekvensen, som den katolske kirke fastholder forsvaret for barnet med. Der kan nævnes andre eksempler, som også er groteske.
    Jeg kender også en række situationer, hvor man må medgive, at abort var det mindste af onderne og valget det rigtigste.

    Hvad jeg reagerede på var din modstand mod at kalde aborten, hvad den efter min mening er: at tage et liv.
    Man kan kalde det potentielt menneskeligt eller et menneskeliv, men hvis henvisningen til biologiens “glidende overgange” begrunder en afvisning af, at det er, hvad der sker, så bliver aborten som problemløsning uden de seriøse begrundelser, den bør have, rent etisk.
    Efter 40 år fornemmes det, at det perfekte tidspunkt og det perfekte barn er krav, som den individuelle, stærke voksne ser som gode begrundelser – selv om debatten oftest fremhæver den stakkels purunge pige, som kom “galt af sted” eller den nedslidte 10-barns mor med den voldelige mand.
    Så jeg mener, din optimistiske tillid til “det almindeligt skøn” uafhængigt af tid og kultur ikke tager højde for, at menneskesynet påvirkes af vor abort-praksis.
    De sproglige omskrivninger er en del af det.

  8. ricardtriis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Jeg véd ikke, om vi når så meget længere.
    Jeg havde troet, at jeg kunne få dig med på den tanke, at begge parter bruger sproglige omskrivninger. Jeg påviste nogle sådanne hos Anna von Sperling og hos dig. Så ville vi dog kunne blive enige om, at der er tale om et dilemma. Men nu véd jeg ikke rigtig.
    I hvert fald: tak fordi du forklarede dig lidt bedre. Det første indlæg forstod jeg ikke meget af. Men det hjalp efterhånden.

  9. Godt eksempel på, at det gør stor forskel, hvor man ligger grundlaget for diskussion om en problemstilling.

    Der er stor forskel på – om man gør abortspørgsmål – og i den anden ende af livsskalaen spørgsmålet om aktiv dødshjælp – til et spørgsmål om hvornår mennesket i ”virkeligheden” er et ”rigtigt” menneske – eller om man gør det til etiske og menneskelige dilemmaer og spørgsmål om, hvordan vi forholder os til menneskelivet.

    Et biologisk spørgsmål om livets begyndelse og afslutning?

    Eller et etisk og menneskeligt spørgsmål og dilemma om hvordan vi forholder os til menneskelivet?

    Biologisk starter livet ved undfangelsen og slutter med døden. Tidsrummet mellem de to yderpunkter, er forskellige stadier af livet.

    De målbare biologiske / naturvidenskabelige konstanter er de mest entydige og eksakte. Men de giver os ikke entydige og eksakte svar på de etiske og menneskelige spørgsmål og dilemmaer.

    Venlig hilsen Ulla…

  10. Pingback: Hvornår er mennesket i ”virkeligheden” et ”rigtigt” menneske? | Ullas Vinkler...

  11. Pingback: Samfundet på tværs…» Blog Archive » Hvornår er mennesket i ”virkeligheden” et ”rigtigt” menneske?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s