Den lutherske reformation

Der bliver sikkert rig lejlighed til at gennemgå Luthers historie, når vi i 2017 når frem til reformationsjubilæet. Og det er da al ære værd, at Kristeligt Dagblad allerede nu ”tager forskud på glæderne”. I kronikken den 11-10 2013 prøver professor i historie Brian Patrick McGuire at komme med nogle bud på, hvad den lutherske reformation medførte af godt og skidt. Kronikken er desværre kun tilgængelig for abonnenter, se her, men jeg skal forsøge at citere lidt rigeligt.

Man bedes selvfølgelig bemærke, at jeg er lutheraner, McGuire katolik. Men noget skulle vi vel kunne blive enige om.

Det glæder mig i hvert fald at læse, at

Historikere er ikke enige om betydningen af den protestantiske reformation med hensyn til omsorg for de syge og fattige, men det er et faktum, at Aalborgs Helligåndskloster efter 1530 blev omdannet til et hospital under byrådet,

for jeg har erfaret, at ganske mange katolikker prøver at fortælle os, at al fattigforsorg ophørte med klostrenes nedrivning i 1500-tallet. Det var ikke tilfældet. Ganske mange klostre blev omdannet til ”hospital”, dvs., netop til herberger for fattige og syge.

Til gengæld har han ikke ret i det, han skriver lige efter:

Nu var der ikke længere mænd og kvinder, hvis opgave det var at finde frem til de syge og fattige i byen for at pleje dem. Det var de subsistensløse, der måtte overbevise myndighederne om, at de var værdigt trængende, og den karikative ånd fra middelalderen blev udskiftet med hensynet til byens økonomi.

Økonomien var såmænd nogenlunde den samme før og efter reformationen. Borgerne her i byen, altså i Horsens, fik overladt klostret til præstebolig og hospital, men da de ikke kunne afholde udgifterne, blev hospitalet nedlagt og klostret nedbrudt, dog kun for kort efter at blive genoprettet et andet sted i byen, nu med kongens hjælp finansieret af landgildet fra et par landsbyer i omegnen. Det svarede nogenlunde til den finansieringsform, man havde før reformationen, bortset fra, at pengene da vandrede gennem de biskoppelige kasser.

I Malmø, der jo dengang hørte under Danmark, finansierede man hospital og præsteløn gennem lejeindtægterne fra et par huse i byen. Tidligere skulle deres husleje indbetales til biskoppen, men nu tog de gode malmøborgere indtægten direkte. Altså, ikke den store forandring, hvad finansieringen af fattig- og sygehjælp angår.

Så undrede det mig unægtelig at læse i kronikkens manchet, at

Det er min påstand som historiker, at det var et enormt tab, at det europæiske fællesskab, som i løbet af middelalderen var opstået takket være en fælles tro og kirke, da forsvandt for første gang siden 700-tallet.

Jeg måtte uvilkårlig spørge mig selv: ”Hvad med den græsk-ortodokse kirke? Hvad med skismaet mellem den og romerkirken i 1054? Hvad med det uheldige koncil i Firenze i 1439, hvor grækerne fik lovning på vestlig hjælp mod tyrkerne mod, at de anerkendte paven som også deres kirkes overhoved? Ja, hvad med 1453, da tyrkerne erobrede Konstantinopel?”

Men ved nærmere studium af kronikken viser det sig, at McGuire ”kun” har skrevet:

Det er min påstand som historiker, at det var et enormt tab, at det europæiske fællesskab, som i løbet af middelalderen var opstået takket være en fælles tro og kirke, nu forsvandt. Nord- og Sydeuropa blev adskilt fra hinanden for første gang, siden Sankt Bonifacius i 700-tallet prædikede for tyskerne og førte dem ind i en fælles kristen kirke.

Så mit gæt er, at én eller anden journalist har skrevet manchetten ud fra det, jeg har citeret fra kronikken, men altså ikke ramt McGuires mening særlig præcist. Det europæiske fællesskab, McGuire tænker på, omfatter den katolske del af Europa. Og det er vel den, vi tænker mest på. Men den ortodokse del hører dog med, både til Europa og til kristenheden. Nå, lad det ligge!

Nuvel, skønt McGuire tilsyneladende har en vis respekt for Luthers virke, tager han vist alligevel fejl på et afgørende punkt. Han skriver:

hans [dvs. Luthers] reformation gik videre, idet hans tro betød et brud med middelalderens enhedskirke. Dermed tvang han Rom til at reformere sig selv og skabe den moderne katolske kirke, som var enevældig og topstyret på en måde, som den aldrig havde været i middelalderen.

Det mener jeg ikke er rigtigt. Jeg studerede i sin tid ret nøje, hvad det vel kunne være, der fik Luther til at bryde med paven; og det var ikke mindst det forhold, at han anså paven for antikrist. Hvorfor gjorde han det?

Ja, første gang, han i et brev antydede den tanke, var i december 1518 (se her). Der var sket det, at Luther var blevet indkaldt til forhør i Rom. Hans fyrste, Frederik den Vise, fik indkaldelsen ændret til et forhør ved kardinal Cajetan i Augsburg. Kardinalen havde egentlig tænkt sig, at Luther blot skulle have besked fra den pavelige autoritet om at tilbagekalde. Men de to kom faktisk i diskussion med hinanden. De diskuterede blandt andet, om Kristi overskydende gode gerninger kunne tænkes at indgå i den skat af overskydende gode gerninger, som paven tænktes at administrere og uddele af (mod passende betaling) som aflad. Luther mente ikke, at den pavelige ”ekstravagans”, som Cajetan henholdt sig til, hvorefter disse gerninger kunne medregnes til afladens skat af gode gerninger, havde gyldighed. Og i hvert fald hævdede han, at han ikke var en kætter, hvis han nægtede denne tanke, for tanken var ikke diskuteret i kirken, og heller ikke godkendt af noget koncil.

Vel hjemkommet fra Augsburg erfarede han imidlertid, at paven havde udstedt en bulle, der slog fast, at Kristi overskydende gode gerninger indgik i den skat, paven administrerede. Altså: paven mente sig i sin gode ret til at afgøre den sag udenom biskopperne. Og ingen biskopper fik lejlighed til at gøre vrøvl, hvis de havde villet. Det var det, der fik Luther til at mene, at paven var antikrist. Nå ja, han nævner det blot som en mulighed, endda siger han kun, at antikrist huserer i pavens nærhed.

Så noget tyder på, at den daværende katolske kirke også var temmelig topstyret. Det var ikke noget, den først blev med vedtagelsen af dogmet om pavens ufejlbarlighed i 1870. McGuire fortsætter:

Middelalderens paver kunne være magtfulde, men de blev begrænset af en bispekirke, der vogtede over dens selvstændighed og ikke ville have tolereret en ufejlbarlig pave.

Og det stemmer altså ikke med det, paven foretog sig i 1518. Denne begrænsning af pavemagten var desværre i ret høj grad ophørt på Luthers tid. Det ser ud, som om pavestolen igennem lang tid har efterstræbt den lederstilling, som den fik lovfæstet i 1870. F.eks. var det, som før omtalt, ved koncilet i Firenze i 1439 et krav til grækerne, at de skulle anerkende paven som den øverste. Og når dette forsøg på at opnå énhed gik i vasken, skyldtes det netop dette krav. De græske udsendinge kunne ikke få deres trosfæller til at sluge den kamel. Og det kan have været medvirkende til, at Konstantinopel senere faldt for tyrkernes hære.

Pavens hofteolog, Sylvester Prierias, skrev i sommeren 1518 et skrift imod Luthers 95 afladsteser. Deri opstillede han i forordet nogle fundamenter. Det tredie lyder:

Enhver, der ikke støtter sig til den romerske kirkes og den romerske paves lære som en ufejlbar trosregel, fra hvilken også den hellige skrift henter sin kraft og autoritet, er en kætter. (se http://www.martinluther.dk/PRILUT1.htm#19).

Det gjorde Luther ikke noget videre ud af i sin svarskrivelse. Men da han i 1520 fik andre ”beviser” for, at paven var antikrist, og da Sylvester i et nyt skrift gentog denne tanke, der jo næsten er en tanke om pavens ufejlbarlighed, udgav Luther Sylvesters skrift og forsynede det med et forord og en efterskrift, hvori han meget tydeligt tog afstand fra denne forestilling om pavens ufejlbarlighed:

Hvad skal jeg sige? Sylvester gør en hvilkensomhelst pave, også en ugudelig pave, til gud for os, og styrken i de guddommelige skrifter, det vil sige, kraften i Guds ord, som er Gud selv, hævder han afhænger af dette menneskes autoritet, også selv om han er ugudelig, skønt dog alle er enige om at fastslå, at pavens autoritet har sin styrke fra dette ‘Du er klippen’ og ‘Vogt mine får’, det vil sige, enige om, at skriftens autoritet ikke afhænger af pavens autoritet, men pavens autoritet af skriftens. For det gælder ikke, hvad de hævder, at de kan flygte andetsteds hen end til disse skriftsteder som til et asyl, hvor de kan befæste og styrke sig. http://www.martinluther.dk/epitom1.html#21

Det er, så vidt jeg kan se, sandt nok, at Sylvester roder sig ind i et miskmask af uholdbare tankegange, når han ud fra skriften vil hævde, at paven har guddommelig autoritet, endog autoritet over skriften; det er en tankegang, der bider sig selv i halen. F.eks. siger han i det skrift, Luther kommenterer (skriftet er egentlig blot en udvidet indholdsfortegnelse, der fortæller, hvad et kommende skrift skal indeholde):

Kapitel 4 [skal omhandle]: At den romerske foresatte i det kirkelige hierarki er den øverste hierark i verdens hovedstad: Det er modsat min modstander, som nægter, at paven virtuelt er kirken; men han er noget særligt hvad hoved angår. For det første, fordi han, som af Kristus fik ændret sit navn og kaldt Kefas, er indsat som hoved af Kristus over alle hans får. http://www.martinluther.dk/epitom1.html#38.

Sylvester går videre og forklarer, at paven står over et koncil. Og han forsøger både her og andre steder at påvise, at Kristus har givet Peter forrang fremfor de øvrige disciple. Men han påviser det ved hjælp af skriften. Sjovt nok gør han det i dette citat med et falsk argument. For ”Kefas” er aramaisk og betyder det samme som ”Peter”, nemlig “klippe”. Det græske ord ”kefalæ” betyder hoved, og nogen har hævdet, at Jesus gør Peter til ”hoved”, når han kalder ham ”Kefas”. Luther har i sin disputation med Eck tilbagevist denne tanke, se her, så det er ret besynderligt, at Sylvester, der dog har læst disputationen med Eck, fastholder denne fejl.

Det var ikke blot den pavelige teolog, Sylvester, der var tilhænger af denne ufejlbarlighedstanke. Da den danske karmelitermunk, Poul Helgesen, sammen med en tysk franciskaner, Nicolaus Herborn, i 1530 udarbejdede en gendrivelse af visse af lutheranernes teser, skrev de:

for den, som foragter der romerske pontificat, som Peters efterfølger, Kristi statholder og hele kirkens overhoved, som næsten har hele kirkens magt, sådan som Kristus hos Matthæus lovede Peter det (Matt 16,18), og som han svarede ham hos Johannes efter sin opstandelse (Joh 20,23), og med denne handling fornægter kirken selv, som er ‘søjle og fundament for sandheden’ (1 Tim 3,15), og basis og fundament for hele vor tro og fromhed, han kan ikke andet end falde kort eller langt i mange vildfarelser, skismer og kætterier, sådan som vi har forudsagt det i den tredie congres’ indledning. (se her).

McGuire slutter med dette fromme ønske:

Efter 500 år kan vi måske igen håbe, at det store brud mellem Nord- og Sydeuropa er ved at blive helet. De institutionelle kirker forbliver fjerne fra hinanden, men almindelige mennesker finder frem til tro og ritualer, som giver deres liv mening.

På vejen til Santiago de Compostella er der lige så mange protestanter som katolikker samt folk, der hævder, at de ikke har nogen tro. I den danske folkekirke bliver de afdøde mindet på allehelgenssøndag. For nogle folkekirkekristne er alt dette for ”katolsk”, men jeg ser omkring mig en tilbagevenden til en middelaldertro, som tilhører både katolikker og protestanter.

Hertil er nu for det første at sige, at dette selv at finde tro og ritualer, som giver livet mening, er en typisk protestantisk tanke, ikke en katolsk.

Og for det andet er der det at sige til det, at den middelaldertro, som McGuire henviser til, vist så nogenlunde svarer til den tro, han i
kronikken har skildret i smukke farver som en særlig form for spiritualitet. Den middelaldertro var imidlertid ikke alene på markedet. Der fandtes en anden, knap så smuk tro, en tro på, at man gennem den aflad, man købte, kunne opnå syndsforladelse, der fandtes en økonomisk udbytning af ikke mindst Tyskland, der fandtes et omfattende misbrug af mange af de hellige forordninger, klostre, der forfaldt, præster, der levede sammen med deres husbestyrerinder, paver, der krævede enorme summer for at godkende bisper, og også paver, der blandede sig lidt for rigelige i denne verdens magtsfærer.

Intet af dette ønsker jeg mig tilbage. Og hvis McGuire har følt sig for bundet af sin institutionelle kirke, så har jeg modsat ikke følt mig det mindste bundet af min. Men, indrømmet, det i sig selv er vel ikke noget bevis for, at min er bedre end hans, jeg kunne jo være en stor, selvisk idiot. Men det vil jeg nu lade andre afgøre.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s