Jante-Danmark

Egentlig ville jeg kun omtale et enkelt punkt i det interview, som Martin Breum i gårsdagens Deadline (den 14-10) gennemførte med Søren Pind og en anden venstremand. Men så tænkte jeg, at jeg da for skams skyld hellere lige måtte google lidt om Lars Løkke sagen. Og så formelig vælter det frem med indlæg, det ene mere indigneret end det andet. Så nu venter jeg med min iagttagelse af Deadline-interview’et til slutningen af dette indlæg (er det ikke spændende?) og lader først min galde flyde ud over det Jante-Danmark, der med en voldsom farisæisme vender sig imod Lars Løkke.

Det ser jo nemlig ud til, at den samlede danske verdenspresse er gået i selvsving over Lars Løkkes flyrejser. Nu er der kommet indignerede ledere i både Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken. Og hvis man vil spørge, hvad problemet er ved det, giver Jyllands-Posten svaret i sin leder. Her skriver man til sidst:

Befolkningen kan dermed vælge mellem en statsminister, der løj sig til magten i 2011, og en oppositionsleder, der i sin omgang med betroede midler har vist sig helt uden dømmekraft og moralsk habitus. Se her.

Er vi virkelig derhenne, hvor det politiske valg kan nedgøres til at være et valg om den slags personfnidder? Er det ikke mere muligt at afbilde vore valgmuligheder som politiske, som et valg mellem forskellige ideologier eller politiske helhedsanskuelser? Hvis det virkelig er tilfældet, er vort demokrati i betydelig større fare, end om Lars Løkke Rasmussen på alle sine 15 rejser havde gjort som statsministeren: chartret et privatfly til langt større omkostninger.

Forøvrigt var det en enkelt bemærkning i Jyllands-Postens leder, der fik mig til at gå ind i googleriet. Lederskribenten skriver:

Heri [i et brev til Venstres medlemmer, rr] søger han at redegøre for forløbet og undskylde, at han ikke tidligere som formand for GGGI har fået sat en stopper for, at formanden rejser på første klasse, men det er altså sket nu. Det er dog først sket efter, at Ekstra Bladet begyndte at vise interesse for hans rejseudgifter.

Det mente jeg ikke var korrekt. Derfor skulle der googles lidt. Men jeg har ikke fundet ud af det trods de mange artikler om Løkkes rejseforbrug. Jeg mener at have hørt, at Løkke foretog 15 rejser, og at de første 13 foregik på 1. klasse, mens han på den 14. og 15. rejste på Business-class. Ændringen skulle være sket engang i foråret. Og denne tidsfølge siger mig noget om, at det må være sket, før Ekstrabladet begyndte at undersøge sagen. Nå, det kan jo være, dette kommer tydeligere frem om nogle dage.

En lille parentetisk bemærkning: Mange medier har igennem nogen tid undret sig over Lars Løkkes fravær i den danske debat. Man har afbildet ham i en hængekøje. Og man har efterlyst ham, ikke mindst i betragtning af, at meningsmålingerne var så overordentlig gode for ham. Nu viser det sig så, at han har foretaget ikke færre end 15. rejser for en organisation, som støttes af den danske statskasse, GGGI, fordi han blev valgt som formand. Er det en for Danmark nyttig organisation? Er det en række for os danskere gavnlige rejser, Løkke har foretaget? Intet af det spørger vore medier om. Hvad det er for en organisation, heller ikke. Kun det er man interesseret i: at Løkke har rejst på 1. klasse. Jante-Danmark i en nøddeskal! Parentes slut.

Men Løkke var dog hjemme i Danmark, da en ny debatform skulle afprøves i Folketinget. Debatterne skulle gøres mere levende, der skulle være plads til muntre bemærkninger. Og hvad sker der så? Der sker det, at medierne slår ned på en enkelt bemærkning af Løkke, fremhæver den som bevis på kynisme, og derved slår en effektiv stopklods i for den fornyelse af Folketingets debatter, der var tilsigtet.

Man diskuterede, hvor meget 2000 kr. betød for en familie på kontanthjælp. Løkke var interesseret i at nedtone beløbets størrelse og sagde noget i retning af, at man da næsten ikke kunne få et par sko for det beløb. Sammenhængen: at han diskuterede med Helle Thorning Schmidt, der tidligere blev hængt ud for sine dyre vaner, og Løkkes kendte lune var afgørende for forståelsen. Hvis man havde set ordentlig efter på sit fjernsyn, ville man givetvis have set det samme bag Løkkes øre, som man i sin tid så bag én af hans forgængeres øre: en lille ræv, der tittede frem.

Men sammenhængen, Løkkes lune, dette, at debatten var tænkt som en mindre formel debat, forstod medierne intet af. Nej, nu fik man endelig noget, man kunne hænge Løkke op på. Og så skulle han hænges op, minsandten, om det så kom til at ødelægge al fremtidig, mere løssluppen Folketingsdebat, skidt da med det!

Og så fik man altså af Ekstrabladet kort efter ”foræret” den ”nyhed” med Løkkes dyre rejser. Og så lagde man to og to sammen: Løkke kan ikke styre sine ekstravagante vaner. Løkke smider om sig med skattekroner. Løkke kræver ind til sig selv og er ligeglad med de fattige i folket.

Oven i købet er der så nogen, der har knyttet til ved Venstres finanslovsforslag, hvor man vil skære 2½ mia. kr. på u-landsbistanden. Det havde man set på Deadlines redaktion. Og nu er vi fremme ved det punkt i interview’et, jeg ville omtale.

Som sagt, man havde hidkaldt Søren Pind og en Venstre-borgmester fra Lyngby. Og begge de to venstrefolk tog Lars Løkke i forsvar. Han havde i sit brev til Venstres medlemmer beklaget, at han ikke noget før havde ændret på rejsereglerne i GGGI. Det var for dem nok. Og selv om Martin Breum åbenbart havde forventet, at Løkke havde brugt ordet ”undskyld” – det blev han ved med at væve rundt i – så holdt de to venstrefolk fast i, at der med brevet var sagt det, der skulle siges.

Men så havde man forberedt det med beskæringen af u-landsbistanden. Og her havde Breum øvet sig godt. Der var næsten ingen ende på hans forargelse. Megadyre rejser, det kunne der blive råd til, men u-landsbistand, nej, her havde vi desværre ikke råd. Den fik ikke for lidt. Man fornemmede tydeligt, at Deadline-journalisterne prøvede at efterligne deres amerikanske kolleger, hvor et interview nærmest er at forstå som et forhør, hvor de interview’ede folk i den hensigt at nedsable de arme ofre for åben skærm. Martin Krasniks interview af Lars Hedegaard er for os seere et skræmmende eksempel, men for Krasniks kolleger åbenbart et lysende eksempel til efterfølgelse.

Og så blev hele denne møjsommeligt opbyggede anklage skudt ned af Søren Pind. Han gjorde opmærksom på, at Løkke havde ændret på rejsereglerne i GGGI lang tid, før finanslovsforslaget blev fremsat. Så de to ting havde ikke noget med hinanden at gøre; det var ulogisk at knytte dem sammen, som Breum gjorde.

Det havde Breum ikke noget at svare til. For det var jo sandt. Det var endda muligt, at Breum forstod det. Og en mere erfaren vært ville velsagtens af den grund have forladt dette emne og kastet sig over noget nyt. Men ikke Breum! Han opremsede igen sin udenadlærte remse om det forargelige i at rejse dyrt og samtidig beskære i u-landsbistanden, nu blot henvendt til Lyngby-borgmesteren som et spørgsmål, idet han forsøgte at lade, som om det ulogiske i spørgsmålet slet ikke var påpeget. Bevares, det kan være vanskeligt at være studievært, når ens gæster svarer ganske uventet på de spørgsmål, man stiller, og jeg ønsker mig ikke i deres sko, jeg, som altid først finder ud af, hvad jeg skulle have sagt, når jeg kommer hjem, men alligevel!

Jeg har normalt stor respekt for Martin Breum. Han formår at spørge med en intensitet, der brænder godt igennem på Tv. Men denne episode afslørede for mig, hvor meget i hans fremtræden der faktisk er skuespilleri, dygtigt gennemført skuespilleri, javist, men alligevel noget påtaget, noget uægte, noget, han burde holde sig for god til.

Jeg håber næsten, at fremtidige optrædender af ham kan udviske dette indtryk af ham noget. Men jeg véd det ikke. Andre håber vist på, at udtrykkene ”bilags-Lars” eller ”1. klasses-Lars” vil blive ved med at klæbe til Lars Løkke Rasmussen. Det tror jeg nu er udtryk for mediernes overvurdering af sig selv. Derimod må det nok være udtryk for mediernes manglende selvreflektion, når de overhovedet ikke gør sig tanker om, hvordan en sådan ”hanekamp” påvirker også interview’erens image.

Nå, Martin Breum kan måske holde til et sådant fejltrin. Men jeg må indrømme, det, der gjorde indtryk i denne Deadline, var ikke Lars Løkkes fejltrin, men Martin Breums.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s