Jetlag

Da min søn skulle påbegynde et arbejde i Australien for et stort internationalt firma, måtte han pænt vente tre dage, før han kunne komme igang med at arbejde. For firmaet kendte til det fænomen, der hedder jetlag, kendte altså til den kendsgerning, at hvis man krydser jordens tidszoner, bliver man underlig i hovedet, indtil man får sit indre ur indstillet efter den ny tidszone, man befinder sig i. Og det tager tid.

Tid har denne verdens politikere ikke. De tænkes at rejse fra den ene verdensdel til den anden uden at lade sig påvirke af de forskellige tidszoner. De forventes at stige ud af flyet i fuld vigør, parate til at tage livtag med verdens alvorligste problemer. Der er ikke tale om, at de får lov til eller tillader sig selv at vente tre dage, før de deltager i den konference, de møder op til.

Hvordan klarer de så det problem?

Ja, verdens nummer ét, den amerikanske præsident, bruger Aircraft One, et flyvende hotel, beregnet for én person; et hotel med alle hjælpere ansat, kokke, stuepiger, og naturligvis med en behagelig seng installeret til hovedpersonen. Det koster det hvide ud af øjnene, i hvert fald for et nøjeregnende folkefærd som det danske; det medfører et utrolig stort CO2-udslip, nok til at forarge samtlige miljøorganisationer, men amerikanerne, de skøre mennesker, mener altså, at det er så vigtigt, at deres præsident når nogenlunde intakt frem til afgørende forhandlinger, at de er villige til at betale for det i dyre domme. Og det, skønt disse tiltag jo ikke forhindrer jetlag, men kun mildner symptomerne.

Man kan også vælge, som vores statsminister ofte gør det, at chartre et specielt fly til opgaven. Det er også hundedyrt. Den skal jo kun transportere denne ene person. Og man må jo så håbe, at den danske verdenspresse ikke opdager, hvor dyrt det er. Men pengene er sikkert givet godt ud. For hvis den, der skal forhandle på vores vegne, er plaget af jetlag, så bliver resultatet ikke så godt for os danskere, som det kunne være blevet.

Endelig kan man vælge at flyve på 1. klasse. Og det er virkelig førsteklasses. Her kan man slappe af, ja man kan endda så let som ingenting få sin stol forvandlet til en seng, en seng, hvor man kan ligge fuldstændig udstrakt. Og er flyselskabets 1. klasse udstyret, så man har sin egen kabine, skulle det være muligt at få sovet lidt. Men naturligvis er det dyrt. Hvis ens kabine optager lad os sige 7 pladser på monkey-class, så skulle det vel være 7 gange så dyrt som den billigste billet. Men der er altså nogen organisationer, der mener, det svarer sig i det lange løb.

Om det også er dyrere i CO2-regnskabet, skal jeg lade være usagt. Hvis det er seks store, tykke mandfolk, der ikke kommer med flyet, fordi der er indrettet en 1. klasses-kabine, må man måske snarere spare brændstof. Men jeg gætter på, at de, der vil forarges, fuldstændig overser denne eventuelle besparelse.

Naturligvis kan man også sove på business-class, eller i hvert fald døse hen. Selv om man dèr ikke har sin egen kabine. Men så kan man til gengæld ligge og tænke på – oven i købet lidt farisæisk, måske – hvor mange penge man sparer de danske skatteydere for. Så vil man sikkert kunne drømme sødt.

Kan man tænke sig følgende forklaring på den forrige GGGI-formands rejsevaner? Han boede i Seoul. Og måske han selv, måske bestyrelsen har fundet det påkrævet, at han mødte så veloplagt til de møder, der blev arrangeret rundt om i verden, at han (eller de) anså det for at være mest ansvarligt, at han rejste på 1. klasse? Da så Lars Løkke overtog formandsposten, fandt han efter nogen tid ud af, at hans rejser ikke krydsede så mange tidszoner som den forrige formands, så derfor kunne han godt nøjes med business-class? Det kunne man godt forestille sig.

Men én ting kan man ikke forestille sig. Det forekommer ganske umuligt, at Lars Løkke på søndag, når han på en pressekonference fremlægger sine bilag, kommer ind på nogetsomhelst med jetlag. Det er ganske utænkeligt, at han vil forsøge at forklare sig med begrebet ”jetlag”. Han er jo politisk set en gammel rotte, og han véd, at en sådan oplysning – og så kan den være så sand, som den være vil – vil blive mødt af et samlet pressekorps med to ord: ”dårlig undskyldning!” og ”tøsedreng!” Og det ønsker han ikke at udsætte sig for.

Som det er gået hidtil, vil han vide, at medierne reagerer som en flok hunde: Når én løber i én retning, løber de alle i den retning. Ingen skal nyde noget af at være anderledes. Den kritiske presse mister al kritisk sans. I hvert fald overfor sig selv.

På søndag bliver alt afsløret, også medierne. Men det opdager de nok ikke selv.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s