Undskyldning fra pressen? – ikke tale om

Nu har så Lars Løkke holdt sit pressemøde. Søndag kl. 13.00. Og det varede meget længere end noget pressemøde hidtil har varet. Det er ganske enestående, siger diverse kommentatorer. Men om det er nok til at lukke munden på medierne, det er i skrivende stund uklart.

Som jeg forudsagde i et tidligere indlæg, undlod Løkke at retfærdiggøre sine rejser på 1. klasse med fænomenet jetlag. Og det var sikkert klogt. For det er for indviklet til, at den danske presse forstår det. Men han fik dog sparket et par gode bemærkninger ind om fænomenet. “Det er rart at kunne være udhvilet, når man står ud af maskinen og øjeblikkelig skal igang med et møde”.

For så vidt fik medierne, hvad de gik efter. De fik en Lars Løkke, der sagde undskyld, endda hele 45 gange, som Tv2 kan fortælle. (Man mindes Knagsted, der tæller kommaer hos Shakespeare). Men om han sagde det med det forventede ydmyge tonefald, om de gerne ville have haft ham længere ned i støvet, ja, det kan måske de kommende dage vise.

Men da det nu har vist sig, at jeg er ganske god til at forudsige, hvad der vil ske, så vil jeg komme med endnu en forudsigelse. Jeg forventer, at Jyllands-Posten ikke vil undskylde deres fejlagtige beskyldning.

Jyllands-Posten skrev i en leder den 15. oktober:

Lars Løkke forsøgte i weekenden at komme kritikken i møde i en forklarende undskyldning til Venstres medlemmer. Heri søger han at redegøre for forløbet og undskylde, at han ikke tidligere som formand for GGGI har fået sat en stopper for, at formanden rejser på første klasse, men det er altså sket nu. Det er dog først sket efter, at Ekstra Bladet begyndte at vise interesse for hans rejseudgifter.

Løkke gentog et par gange under pressekonferencen, at det var ham selv, der tog initiativ til at få rettet op på de dyre rejser på 1. klasse, og at han gjorde det, længe før nogen i de danske medier begyndte at interessere sig for sagen. Det blev ikke modsagt på pressekonferencen, så hvis Jyllands-Posten sidder inde med beviser for, at det forholder sig anderledes, ville man nok have modsagt Lars Løkke.

Til gengæld kunne man jo så naturligt forvente, at avisen tog sig sammen og sagde undskyld til Løkke for en uretfærdig beskyldning. For det er klart: det gør en ret stor forskel, om Løkke først retter op på de dyre rejseudgifter, når medierne begynder at interessere sig for sagen, eller han af sig selv finder ud af, at disse rejseudgifter er for store. Men som sagt: at forudsige, at en sådan undskyldning ikke vil fremkomme, er ikke særlig svært: den kommer ikke, vær sikker på det!

Løkke brugte det udtryk i forbindelse med, at han sagde undskyld, at han skulle have taget sin egen medicin, den medicin, nemlig, der i den hjemlige politik tilskyndede ham til at vende hver femøre for at spare, hvor spares kunne. Man kan sige om Jyllands-Posten, når den som forventet ikke kommer med nogen undskyldning, at den regel, man forventer, at andre skal overholde: at sige undskyld, hvis man har bedrevet noget forkert, den bør man også selv overholde.

Og man skal nok heller ikke forvente, at medierne på nogen måde går i sig selv og giver sig til at overveje, om der er rimelighed i forholdet mellem de ekstraudgifter, Lars Løkke har påført GGGI ved sine rejser, og de penge, der kan spares igennem nogle af de tiltag, han har gennemført i den strømlining af organisationen, han sammen med sine dygtige medarbejdere har foretaget.

Derimod kunne man nok kun forvente – efter det, man har erfaret med den måde, medierne tackler den slags på – at de i deres referater i de to Tv-aviser ikke lod os se eller høre den ægte Lars Løkke, men i stedet lod os høre det sædvanlige kobbel af kommentatorer fremkomme med deres uforgribelige meninger. Deadline var som sædvanlig storeslem i den henseende. Man opstiller et stort og næsten uigennemtrængeligt filter mellem vælgerne og deres politikere. Ét eller to klip på tilsammen måske et halvt minut fra pressekonferencen, det var det hele, resten blev udfyldt af dels en retoriker, der prøvede at sige noget om, hvorvidt Lars Løkke nu også kom med den undskyldning, der var forventet af ham, og dels et par kommentatorer, der havde lidt modsatte meninger om, hvorvidt Lars Løkke havde haft held til at ”brænde igennem”, og endelig en enkelt analytiker, der prøvede at famle sig frem til, hvornår vælgerne ville have glemt denne sag.

Analyser, analyser og atter analyser! Sagen selv, derimod, den er vi jo kommet over med pressekonferencen, så den rider man glad og lystig bort fra.

Ak ja! Af Jyllands-Postens leder mandag den 21-10 fremgår det, at man ikke på nogen måde undskylder, tværtimod rejser man en ny udokumenteret beskyldning, se her. Man kan ikke klandre Løkke for noget på pressemødet, tværtimod. Derfor indrømmer man blankt, at han klarede pressemøde tilfredsstillende. Ikke sandt: læreren giver eleven karaktér, så er forholdet mellem de to sat på plads.

Så skriver man:

Man kan være nok så meget tidligere og måske kommende statsminister: At man ikke i skyndingen får lagt mærke til, om der er trukket 26.000 kroner for datterens flybillet Chicago-Rio de Janeiro-København fra rejseafregningen, er et tankevækkende vidnesbyrd om, hvor langt den politiske klasse befinder sig fra de vælgere, den faktisk er sat til at repræsentere, og som betaler gildet. Det er den samme lethed i håndteringen af den flydende grænse mellem egne og skatteydernes penge, som gør sig gældende i ægteparret Thorning/Kinnocks skattesag.

Da Løkke på pressemødet blev spurgt om, hvad han havde lært af det stormvejr, han var udsat for i den såkaldte bilagssag i 2008, svarede han, at han havde været meget opmærksom på, at han selv kom til at betale for alle de flasker vand, han tog, og alle de skjorter, han fik vasket. Men det er klart, det er noget, der først kan verificeres ved en nøjere gennemgang af de bilag, Løkke lagde frem ti minutter før pressemødet begyndte.

Imidlertid er Jyllands-Postens bemærkning et bevis på, at avisen ikke har hørt ordentlig efter. Betalingen for datterens rejse skulle modregnes i det honorar, som GGGI udbetaler til Løkke. Men honoraret skal igen fratrækkes de ventepenge, Løkke modtager som tidligere statsminister. Det vil sige: for Løkkes privatøkonomi er det fuldstændig ligegyldigt, om der har fundet modregning sted. Der er altså ikke på nogen måde tale om nogen sammenblanding af offentlig og privat økonomi i den sag. Flovt, JP!

Nå, i samme nummer af Jyllands-Posten er der et par blogindlæg, der ser sagen som det, den er. Rune Selsing skriver, se her, at

Enhver, der har set det pressemøde, kan ikke været andet end lamslået over journalisternes pøbelagtige adfærd. Spørgsmål om bonuspoint. Om hvornår, han tænkte hvad. Hvor i flyet hans datter sad. Gentagelse på gentagelse. Dumhed på dumhed. De største ligegyldigheder leveret med den største selvhøjtideliglighed. Det, vi så, var en indspist klasse gå amok i en magtrus.

Og Kristian Massey Møller skriver, se her.

Jeg mener, det fremgår tydeligt og klart, at Lars Løkke Rasmussen har ydet en ansvarlig indsats, som lever op til vores krav til en mand, der repræsenterer os.

Sådan taler to ganske almindelige danskere, der ikke har deltaget i lemmingeamokløbet mod Løkke.

Til sidst et indlæg fra Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i Den korte Avis. Her hedder det:

Det diskuteres op ad stolper og ned ad vægge, hvordan Lars Løkke klarede sit pressemøde i går. Men sjovt nok har man i medierne slet ikke diskuteret et andet spørgsmål: Hvordan klarede medierne selv pressemødet, og hvad skal man i det hele taget mene om deres håndtering af GGGI-sagen? Det ville ellers være interessant at få en kritisk debat om både Løkke og journalisterne.

Ja, det kunne være udmærket med en sådan kritisk debat. Men man skal ikke glemme, at Den korte Avis var med i hylekoret mod Lars Løkke før pressemødet. Og den selvkritik, der forlanges af medierne, kan man næsten ikke få øje på i dens artikel.

Man kan selvfølgelig godt deltage i Jyllands-Postens fromme ønske:

Og må vi så bede om, at dansk politik igen kommer til at handle om politik.

Men jeg kan dog ikke lade være med at bemærke, at der er to grunde til, at dette fromme ønske ikke er nemt at opfylde. Den ene er, at de to fløjes politik ligner hinanden til forveksling. Det er ikke nemt for medierne at skildre forskellen uden at gøre det hele kedeligt. Og den anden er, at medierne her gik i selvsving; og det sidste er altså ikke politikernes skyld. Det er mediernes.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Undskyldning fra pressen? – ikke tale om

  1. Pingback: Læge, læg dig selv! | ricardtriis

  2. Pingback: En pille mod politikerlede | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s